Anndrea

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
Anndrea har mistet sin storebror så det hele er lidt svært og forvirrende. Men da hendes storebrors bedste ven ligger an på hende bliver det mere forvirrende. Anndrea's liv er jo ikke bare en dans på roser nærmere en dans på torner.

BEMÆRK!
Har ikke rettet den igennem��

3Likes
2Kommentarer
231Visninger
AA

3. Hospitalet

Jeg er rigtig bekymret for Casper og min far så jeg siger til min mor hun skal blive hjemme og vis de ikke er kommet hjem inden for 10 minutter skulle hun gå ud i skoven efter dem. Cassie og Mira tager med mig på hospitalet. Da vi ankommer på hospitalet kommer der så mange minder om dengang med Alex at jeg går i panik adrenalinen pumper i hele min krop jeg sveder men alligevel fryser jeg, der står nu læger og sygeplejersker omkring mig en af dem giver mig en sprøjte og der går ikke længe inden jeg glider væk og i søvn. Da jeg vågner, står Cassie og Mira ved min side ” hej smukke” siger Cassie ”hej” jeg kigger ned på mit knæ og jeg har en skinne på hele mit ben ”hvad er der sket” jeg kigger forvirret på Cassie og Mira, Mira klikker på en knap og der går ikke længe inden en sygeplejerske kommer ind af døren, ”hej Anndrea, det er godt du er vågnet, nu skal du høre da du kom ind på hospitalet fik du et panik anfald så vi gav dig noget bedøvelse, og angående dit knæ har du fået et brud på knæskallen så du skal gå men en skinnen i en måneds tid” jeg sukker opgivende ”virkelig, behøves jeg det” sygeplejersken griner og går så ud af rummet, Cassie tager min hånd ” din mor ringede og Casper og din far er kommet hjem i godt behold de ringede efter politiet så de kunne komme og hente Nick” jeg kigger op på Mira nu begynder tårerne at presses sig på og nu kommer de vældene ned af mine kinder ” så så Anndrea” siger Maria, jeg kigger over mod døren og der står min mor, ”hej Anndrea, lægerne siger du god må komme hjem, jeg har taget et par joggingbukser med, for der lægen ringede og sagde det med skinnen tænkte jeg det ville være smartest” jeg smiler og kommer i bukserne på en meget underlig måde, min mor giver mig en tyk trøje på og rækker mig mine krykker da vi kommer hjem er Casper og Min far der de giver mig begge et kram, der jeg skal ned på mit værelse løfter Casper mig, der han lagde mig på sengen gik han igen, Cassie og Mira ind de puttede mig i min seng, Mira ligger sig ved siden af mig mens Cassie sætter en film på. Der går ikke længen inden falder i søvn.

 

Jeg vågner ved at Mira rusker i mig og siger at de tager hjem nu. Jeg nikker bare og ligger mig til at sove igen. Jeg vågner ved at jeg skriger, sveder og har ondt i mit knæ, min mor og far kommer løbende ind ” Anndrea er du okay?” min mor ser røstet ud hun sætter sig ved siden af mig og holder min hånd, min far tænder lyset inde på mit værelse, ”mit knæ mor, det gør så ondt” min far kommer med en pille og et glas vand jeg tager pillen og drikker vandet, lidt efter virker pillen og jeg falder i søvn igen.

Den næste morgen vågner jeg af at solens stråler går lige igennem mit tynde gardin. Jeg har altid været irriteret over det gardin og det er jeg stadig. Mit knæ gør lidt ondt men det er ikke så meget som i nat. Jeg kalder på min mor og hun kommer ind kort efter

 

”Godmorgen skat, går det bedre med knæet?” siger hun kærligt, ”det går bedre men det gør stadig lidt ondt, hvornår må jeg få en ny en pille mor?” spørger jeg. ”det er først om en time medmindre det gør meget ondt, sygeplejersken sagde at det ville stoppe med at gøre ondt efter Ca. 3 døgn, men det er meget forskelligt fra gang til gang.”

 

Min mor sætter en film på og kommer ned med noget morgenmad til mig, da jeg er færdig med at spise kommer Casper ind ”hej smukke” jeg kan ikke lade værd med at grine ”som om” siger jeg han sætter sig ved siden af mig og giver mig et hurtigt kys på munden. Hvordan går det med dig?” spørger han kærligt, ”det går bedre, men det gør stadig ondt” Han kigger bare kærligt på mig og laver nogen små smil. Det var dejligt med noget selskab for det var virkelig kedeligt at være alene og ligge i en varm svedig seng, mens knæet gør ondt. Casper kunne gøre et eller andet specielt så jeg helt glemte mine smerter i knæet. Han kunne snakke med hans blå øjne uden at sige noget.

”Jeg keder mig” siger jeg opgivende mens jeg kigger op på Casper som bare begynder at grine ”det er ikke noget at grine af kan vi ikke tage ud til byen eller noget jeg vil bare ud her fra” jeg kigger nu med hunde øjne ”jeg kan lige gå op og spørge din mor” i det han skal til at gå ud af sengen kommer min mor ind, hun ser bekymret ud ”hvad er der mor?” hun sætter sig hen på kanten af sengen ”det er politiet de er her de vil ind og forhøre dig om alt det i går” jeg sætter mig op og sukker ”ja det er vel bedre end at side her”, Casper går ud mens jeg for tøj på og der jeg skal op af trappen bære Casper mig. En politi betjent kommer hen til mig og siger at de køre mig der hen og mit ben nok bedre kan være i deres bil der sædet kan sådan noget smart noget, jeg nikker og går med dem.

 

Der vi kommer hen på stationen går der ikke lang tid inden min forældre og Casper kommer. Vi går indenfor på stationen det er lidt pinligt at de andre må gå super langsomt for at jeg kan følge med .

Da vi når ind til forhørings rummet bliver jeg lidt nervøs. Der står et bord og to stole midt inde i rummet, på bordet tår der en kande med vand og to glas, en lampe og en lyd optager. Der er også et ur på vægen over døren vi gik ind af. På vægen bag stolene er der et spejl af en slags. I de krimi film jeg har set står der altid nogen bag spejlet så det gør mig lidt genert.

Jeg sætter mig på den ene stol og en kvindelig politibetjent sætter sig på den anden, jeg kigger ned på mine hænder som er en smule svedige. "Når Anndrea, det som kommer til at forgå er at jeg stiller dig nogle spørgsmål som du så vidt mulig skal prøve at svare på og husk at vi prøver kun at hjælpe dig. Jeg nikker. Der går en time så en mere og så en til, jeg har siddet og besvare spørgsmål i hele tre timer, jeg fik mad i mellem tiden så jeg var ikke særlig sulten da jeg kom ud. Den kvindelig politibetjen som også hedder Anita var super sød ved mig jeg måtte tænke over spørgsmålet i så langtid jeg ville, hun skynde ikke på mig eller nogen. der Anita åbnede døren står Nick kun får meter fra mig han er i håndjern og der står to super muskuløse politibetjente bag han, da jeg ser ham giver det et sæt i mig så jeg er ved at falde, Anita når lige at gribe mig men jeg kommer til at støtte på mit dårlig ben så jeg kommer med et lille skrig fra mig, Nick rykker på sig, så en af betjentende må ligge en hånd på hans skulder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...