Stuck in the moment - Justin Bieber

Justin og Rose, levede et lykkeligt liv sammen. Indtil de blev uvenner, og valgte at slå op. Det tog hårdt på dem begge, men ingen af dem, lod til at ville have kontakt med hinanden. Flere år efter, er de begge lykkelige. Eller det er hvad de tror. Det er vel som et plaster på såret. Justin har en kæreste Isabella, og en søn, Louis, med hende. Rose har en kæreste David, og en datter Melanie, med ham. Isabella og Rose, fødte faktisk det samme år, og i den samme måned, dog med nogle dage forskel. Uden at vide det. Hvad sker der, når deres børn skal i skole, og kommer til at gå i samme klasse? Og bliver bedste venner? Så Justin og Rose, kommer til at se mere til hinanden? Eller vil de overhovedet komme til det? Vil kærlighed opstå igen? Vil de indse, at de er de rette for hinanden? Ja, det må skæbne vise.

14Likes
7Kommentarer
665Visninger
AA

4. "Undskyld, men kender jeg dig?"

Rose's synsvinkel

Vi sad alle tre i bilen. Melanie placeret på bagsædet, mens David og jeg sad på de to sæder foran. Jeg sad i passager siden, og David sad i førersædet. Jeg foretrækker selv ikke at være chaufføren, så det er ret heldigt at David er vild med at køre.

Radioen var tændt, og Melanies yndlings sang spillede. 'Good Time' - Carly Rae Jepsen & Owl City. Melanie skrålede med, hvilket David og jeg morede os over, pigebarnet kunne jo ikke teksten. Men det lød egentlig ikke dårligt, hun kunne rent faktisk godt synge. Hvem mon hun har arvet det fra?

Faktisk var Melanie en pige, som var ret tæt på at være perfekt. Jeg ved godt at ingen er perfekt, men Melanie var altså tæt på at være det. Hun havde det smukkeste hår - langt, mørke brunt hår, som var naturlig krøllet. Hendes hår var virkelig tykt, stærkt og rigtig sundt. Hun havde de mest fortryllende øjne - helt mørke brune. Hendes øjne var omringet af hendes fyldige, lange, mørke vipper. Hendes øjenbryn var brune, en lidt lysere brun end den hendes hår havde. Hendes kinder var en smule store, men det så bare sødt ud, og så var de altid røde. Næsten ihvertfald. Hendes læber var svagt mørkerøde. Hun var ikke særlig brun, men smuk, det var hun.

Vi havde gjort et godt job, David og jeg. Hun skulle nok blive en hver drengs drøm når hun blev ældre, uden tvivl.

Da bilen stopper stiger vi alle ud, eller David hjælper Melanie ud. "Er du spændt, babygirl?" Jeg går hen på den anden side af bilen til Melanie og David. Melanie sender mig bare det sygeste dræberblik, hvilket får David til at grine lidt. "Eij! Moaaaar! Du er altså alt for pinlig!" Hendes kommentar får David og jeg til at bryde ud i grin. "Åh Melanie, skat. Det er mit job som mor!"

Vi kom endelig ind i Melanies nye klasse, efter at have gået og ledt efter den. Der var allerede kommet et par drenge, og nogle piger. De lignede alle hinanden. Pigerne med fin kjole på, små ballerina sko, pinke/lilla tasker og sløjfe i håret. Drenge med skjorte på og håret friseret helt tilbage. Melanie hadede at gå i kjoler, og gjorde det stort set aldrig, medmindre der var en særlig lejlighed. Hun havde dog ikke syntes at idag var en særlig lejlighed, så hun var iført en t-shirt i hvid, et par lyse denimshorts, en grå cardigan, hendes små røde converse og hendes hår hang bare. Hendes taske var sort. Ingen smykker, hårpynt eller andre små pynte ting. Melanie hadede at pynte sig, hvilket hun nok havde arvet fra mig. Faktisk mindede hun utrolig meget om mig. Nærmest en lille tro kopi af mig.

Der begyndte at komme flere og flere børn med deres forældre. Nogle af børnene kendte i forvejen hinanden, så de var allerede begyndt at snakke sammen. Melanie kendte ingen, så hun stod faktisk bare sammen med mig. David var igang med at tale med en af de andre fædre, som han åbenbart kendte, hvorfra ved jeg ikke.

Melanie og jeg var gået over til klassens bogreol, hvor vi kiggede på hvilke bøger de havde. Bøgerne handlede enten om prinsesser eller biler, hvilket Melanie ikke fandt særlig spændene. "Moar?" Jeg så ned på Melanie og smilte til hende. Hun så op på dig, og sendte mig et smil. "Tror du snart det begynder?" Jeg grinte lidt, og så på klokken. Der var omtrent ca. 10 minutter til at det hele ville begynde. Jeg så på Melanie, og nikkede kort. "Om 10 minutter, skat." Hun smilte og tog min hånd. Vi gik så over til David.

"Så er vi her Louis!" Var der en meget velkendt stemme der sagde, nærmest råbte. Jeg rettede mit blik mod døren, og med det samme mødte det et par hasselbrune øjne. Jeg lod mit blik glide lidt op, og der sad det mest perfekte brune hår. Mit blik gled langsomt nedad, og mødte et par markerede kinden, en af de smukkeste næser nogensinde, et perfekt hvidt tandsæt, de fineste læber. Jeg lod mit blik glide op og bed af hans krop. Det hele var så velkendt.

Igen så jeg ind i de brune øjne, og jeg var som forstenet. Jeg kendte til denne yderst perfekte skabning, som faktisk ikke var så perfekt alligevel. Udseendet var helt perfekt, der var ikke noget der. Men denne skabning her, havde ikke ligefrem nogen perfekt personlighed. Eller til at starte med var den perfekt, men når du bliver for kedelig, så vil den knuse dit hjerte. Selvom du har fået alt for mange kærlighedserklæringer, trosbekendelser og elskovskys, så vil du blive knust, før eller siden. Det skete for mig.

David og jeg stod begge nede ved den ene væg sammen med alle de andre forældre. Børnene sad på hver deres plads. Melanie sad ved siden af en eller anden dreng. Louis måske? Ja, det var hans søn. Louis, som drengen hed, var faktisk ret charmerende, men altså det kom jo ikke som nogen overraskelse. Han havde det bestemt ikke for fremmede.

Melanie og Louis var løbet ud for at holde frikvarter, eller de havde bare fået lov til at få en fem minutters pause. Vi forældre var blevet bedt om at tage hjem, så børnene kunne prøve at være alene i skole.

David og jeg var på vej ud til bilen, da jeg fandt ud af at jeg manglede min taske. "Hvis du bare fortsætter, så mødes vi henne i bilen." Jeg gav ham et kort kys på munden, inden jeg vendte mig om. Jeg gik med hastige skridt hen til Rose's klasseværelse. Heldigvis var de stadig udenfor, så jeg kunne tage min taske, uden at forstyrre folk. Jeg tog min mobiltelefon op fra tasken, inden jeg slyngede tasken over min skulder. Jeg gik ud fra klassen og så ned på min mobil. Jeg begyndte at gå ud til bilen og David, og jeg var meget optaget af min mobil.

Lige da jeg så op, mødte mit blik ham. Han var ret optaget af sin mobil, mens han samtidig gik ret hurtigt. Jeg stod som forstenet, indtil hans højre skulder ramte min. Først der så han på mig, med et undskyldende blik. "Det må du altså virkelig undskylde. Jeg var vidst ikke opmærksom nok på mine omgivelser. Det er jeg ked af." Sagde han, og lød oprigtig nok. Gid jeg havde fået en undskyldning som denne, for år tilbage. Jeg sendte ham et smil, som han hurtigt gengældte. "Det er okay. Jeg har savnet dig, Justin." Ja, jeg havde inderst inde savnet ham, men det var først nu at jeg fik det ordentligt bekræftet.

Justin løftede et bryn, og så en smule forvirret ud. "Undskyld, men kender jeg dig?" Der gik det op for mig, at Justin havde glemt mig. Glemt vores tid sammen. Vores minder, vores forhold. Han havde glemt det hele.

 

---------------------------------------------------------

Hey guys!

Jeg tænkte på om I ikke ville komme med nogle kommentarer, for det er altså ikke særlig motiverende at der ikke kommer nogen kommentarer. Vi kan jo I princippet ikke se om I rent faktisk læser med, eller ej. Så skriv lige en kommentar, gerne med noget konstruktivt kritik, så vi kan tage det til os. I må også gerne skrive, hvad I tror/håber der kommer til at ske. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...