Tammy

Tammy Heigh er skolens baseballstjerne, men klassens outsider. Ingen lægger særlig meget mærke til hende, men måske sker der en ændring...

1Likes
0Kommentarer
178Visninger

1. Tennisbolden

Solen står højt på himlen. Det er eftermiddag, og Tammy Heigh er klar til at skyde efter den neon-grønne, kugleformede tennisbold. Hun kniber sine krystalblå øjne sammen, skuer mod himlen, hvor en skare af svaler kommer flyvende, tager sigte, mærker boldens ru overflade, inden hun kaster den højt op i luften, så hun akkurat kan skue den V-form, svalerne har dannet. Bolden nærmer sig jorden. Den falder hurtigere og hurtigere, og da den er uden for Tammys brystben, slår hun til med sådan en kraft, at et par af klassens drenge, som står ude i marken, falder bagover, mens de følger bolden, der suser hen over hovederne på dem.  Der er ikke et sekund at spilde. Tammy smider battet, tager benene på nakken og spurter rundt om første base. Folkene i marken råber panisk efter bolden, men Tammy løber videre. Hun mærker, hvordan tiden er knap, idet hun runder den tredje kegle. En dreng får fat i bolden og kaster den til en høj mørkhåret pige, der skriger op om, at han er skyld i hendes nu flækkede negl. Tammy bider tænderne sammen og løber det sidste stykke. Hun er inde, hun når det, lige i det øjeblik skoleklokkens skingre rædselsmelodi ringer ind til time. Nu gælder det bare om at komme først ind, så man ikke skal tage kegler, bat og bold med. Klassen løber i en stor flok mod den grå bygning, der synes at blive mørkere og mørkere. Et ben bliver strakt ud foran Tammy, og hun snubler, men det er der ikke nogen, som lægger mærke til. Klokken ringer igen, hvilke betyder, at lærerne har fundet deres klasser, og nu skal man skynde sig. Skolegården er ryddet for elever, bortset fra Tammy, der er efterladt med rundbold-tingene. Et dybt, udmattende suk forlader hendes tørre læber, og i sneglefart begynder hun at samle kegler, bold og bat.

Da hun endelig kommer ind i klassen, er der allerede gået tyve minutter af timen, og hun bliver sat til at skrive en stil om, hvorfor det er vigtigt at komme til tiden, mens resten af klassen laver gruppearbejde. Selvom det er forfærdeligt kedeligt, så er Tammy alligevel glad for at slippe for gruppearbejde. Uret går og går, og til sidst er der spisefrikvarter. Læreren skriver lektierne på tavlen og går derefter hen på lærerværelset. Tammy rejser sig, og går som den eneste ud i skolekøkkenet for at hente sin madpakke. Hun åbner det store køleskab, tager plastikposen med rugbrødsmadder og peberfrugt, inden hun med sløve skridt vender tilbage til klasselokale 44B. Som sædvanlig sidder klassens dronning omringet af klassen, mens hun fortæller om denne her vilde fest, hun var til i fredags. Tammy kaster et kort blik på dem alle sammen, – outsiderne – som hun kalder dem. Men i virkeligheden er det hende, som er en outsider, et nul, en ingenting, eller det er i hvert fald, hvad de vil have hende til at tro. Hun går hen til sin plads og hører fnis bag sig. Hun ignorerer dem, for de griner sikkert bare af hendes tøj eller frisure. Så sætter hun sig, og nu kan klassen ikke holde deres grin tilbage. Under hende ligger er der en pøl af vand, som hendes slidte cowboybukser er i gang med at opsuge. Med en hurtigt bevægelse er hun oppe fra stolen, og klassens latter forstærkes. Den våde, klistrede klat på bukserne for det til at se ud som om, hun har tisset.  Hun er grædefærdig, men hun holder hovedet koldt, indtil en lille gruppe af drenge går over til hende og flår hendes madpakke ud af hendes rystende hænder. Hun prøver at få fat i posen, men forgæves. Hun er for lav, – en dværg – som hun ofte er blevet kaldt. Kun i rundbold er hun populær. Drengene spiller smørklat med madpakken, og Tammy er i midten. Dronningen og hendes tilhængere griner og filmer optoget. Tammy opgiver, masser sig gennem mængden, der har omringet hende og skynder sig ud ad klassen. Hun løber ned ad gangen, ser sig ikke tilbage. Hvorfor skulle hun? De kan alligevel ikke lide hende. Tårerne presser sig på, og snart løber de ned ad hendes røde kinder, men hun stopper ikke, hun vil bare væk fra det hele.

Hovedindgangen er få meter foran hende, og hun løber målrettet forbi de elever, som arbejder på gangen. Døren går op med lidt hjælp fra hendes skulder, og hun vælter nærmest ned ad trappen. Hun er ved at spænde ben for sig selv, men hun løber videre. Hendes øjne er røde og hævede. Hun ænser ikke den sten, der ligger som en lille forhindring på fortovet. Det gør ondt i knæene og svier i håndfladerne, da hun lander på de kolde sten. Hun tørrer en tåre væk med bagsiden af hånden og sætter sig opgivne på en slidt træbænk, som står nærheden. Håbet har forladt hendes spinkle krop. Hun vil aldrig kunne løbe fra det. Det vil sidde fast i hende, som en stor, tung klump, der aldrig vil forsvinde. Hun sukker. Hvorfor skal livet være så uretfærdigt? Et hulk slipper ud over hendes læber, der er blevet tørre af alle tårerne. Hun gemmer ansigtet i hænderne, og lader endnu engang tårerne løbe. ”Eh..er..du..ok?” Lyder en rolig og hæs drengestemme. Han fjerner hendes hænder, så hans chokoladebrune øjne kan kigge i hendes blå. Hun nikker, men drengen kan se, at hun lyver. Uden at slippe hendes hænder siger han: ”Kom.” Hun går modvilligt med. Drengen sender hende et smil, som hun genert gengælder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...