Revenge ¤ One Direction (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
”Selvmord. Det var min eneste vej ud af det hele. Eller det troede jeg. Jeg troede jeg kunne få fred, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.” 17 årige Taylor begår selvmord efter, at have været blevet mobbet igennem hele sit liv. Hun får en mission. Hun skal passe på sin tvilling Sophia, som bliver det næste offer for Zayn og de andre bad boy. Sophia kan se Taylor og snakke med hende. Vil Taylor kunne beskytte Sophia? Hvordan vil det hele ende? Vil Taylor få hævn over drengene der er skyld i hendes død, og at hendes tvilling nu har det dårligt? *Stødende sprog kan komme* // Bidrag til Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
735Visninger
AA

6. Kapitel 5 // "Fortiden"

Jeg åbner mine øjne for at se, jeg igen er i Mrs. Parker stue. Jeg smiler stille for mig, men ender med at sukke. Mit hoved gør ondt, efter det der skete i går med Sophia, Zayn og den klamme Bella. Tænk at jeg engang var veninder med hende, hvad gik der af mig? Men igen, hvad gik der af hende? Hun var sådan en sød og helt igennem fantastisk pige. Men jeg fandt aldrig ud af, hvordan hende og Zayn kom sammen, og hvordan det overhovedet skete i det hele taget. Hvordan kan man bare ændre sig fra at være sød til at blive den ledeste man nogensinde ville kunne støde på.

Med et hårdt sukker smider jeg mig i Mrs. Parkers sofa. Det hele er så forvirrende. Jeg tager mine hænder op til mit hoved, og sukker igen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal have det med alt det her. Men jeg ved også, at jeg bliver nød til at snakke om det, ellers vil jeg aldrig have muligheden for, at komme videre her. Jeg bliver også nød til at komme videre. Men jeg vil på en eller anden måde også gerne have hævn over Zayn og de andre. Jeg ved bare ikke hvordan. Og hvordan kan man tage hævn over en man altid har haft en crush på?

Jeg hører en lyd bag ved mig, men jeg magter ikke at vende mig om. Det kan teknisk set kun være Mrs. Parker. Jeg mærker en sætte sig ned ved siden af mig. Jeg drejer mit hoved for, ganske rigtigt, at se Mrs. Parker sidde ved siden af mig. Hun sender mig et smil og jeg sender hende et smil igen. Hun læner sig ind mod mig, og trækker mig ind til et kram. Jeg smiler stort og gengælder hendes kram. Vi trækker os fra hinanden, og hun kigger mig direkte ind i mine øjne.

”Hvordan går det?” spørger hun. Jeg mærker en klump samle sig i min hals, og jeg kigger ned i sofaen. Hvordan har jeg det endelig? Det ved jeg virkelig ikke. Jeg kan ikke finde rundt i det.

”Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Det er så hårdt at se, hvordan Sophia og Vanessa lider. Det er hårdt at se, hvordan Zayn og de andre er efter hende. Det er hårdt, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Det er hårdt at tænke på, hvordan jeg har ødelagt Vanessa og Sophia,” mumler jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg mumler det. Jeg føler mig ikke flov over at føle det. Jeg tror bare, at jeg ikke kan få mig selv til at indrømme det hele. Mit syn begynder at slører, og min hals begynder at blive tør. Tårerne begynder at glide ned af mine kinder, og jeg gør intet for at stoppe dem. Mrs. Parker har alligevel set mig græde før.

”Shh, du skal ikke græde søde,” siger Mrs. Parker. Jeg nikker og prøver at tage mig sammen. Jeg tager en dyb indånding.

”Har du besøgt dine forældre?” spørger Mrs. Parker sødt om. Jeg kigger endelig op på hende igen. Jeg ryster på mit hoved, og tårerne strømmer endnu engang hurtigt ned af mine kinder. Mrs. Parker kigger med medlidenhed på mig.

”Ikke mere om det nu,” siger jeg. ”Jeg kom fra at fortælle dig, hvordan jeg nåede til dette punkt,” fortsætter jeg. Jeg lukker kort mine øjne, men åbner dem igen, da en masse flashback kommer flyvende. De flashback som jeg skal snakke om nu.

”Okay det sidste jeg fortalte var, at Bella kom sammen med Zayn. Det gode ved det var, at jeg kom tættere på Vanessa. Dagen efter jeg fandt ud af at Bella var kommet sammen med Zayn, kom jeg stadigvæk i skole. Jeg kunne som sagt ikke bare blive hjemme og gemme mig på mit værelse. Jeg kommer hen på skolen, og ser Bella stå med tungen ned i Zayns mund. Jeg skal til at gå forbi dem, da der er en der spænder ben for mig. Jeg falder og lader ned på det fortov vi har op til skolen. Jeg kunne høre Zayn, Bella og de andre grine. Jeg rejser mig op og skynder mig ind på skolen og ind i klassen.” Jeg lukker kort mine øjne inden jeg fortsætter igen.

”Senere på dagen skal jeg på toilettet i timen. Jeg får lov til at gå og på vej ned til toilettet støder jeg på Harry. Han skubber til mig, og skubber mig ind i skabet. Han truer mig, og alt muligt. Sådan står det på længe. Klokken ringer, og han siger, at jeg skal huske hvem der bestemmer. Han går. Det er det samme hver dag. De kommer hen til mig, skubber mig ind i skabe, råber forskellige ting til mig, spænder ben for mig, griner af mig. Senere hen begynder de at..” Min stemme knækker sammen. Jeg kan ikke mere. Smerten er for stor. Det er hårdt, at genopleve det hele igen. Jeg mærker et par arme om mig.

”Sssh søde, det er okay, det er okay,” er der en stemme der siger. Jeg ved den tilhører Mrs. Parker. Hendes stemme gør mig tryg og det har den altid gjort. Hun er virkelig noget for sig selv. Jeg tager en dyb indånding. Selvom det kommer til at gøre ondt, bliver jeg nød til at fortælle det. Jeg bliver nød til, at snakke om det. Jeg kan ikke bare gemme det hele for mig selv. Selvom jeg er død, bliver jeg nød til at snakke om det. Jeg kan ikke være her i himlen, og stadigvæk være bange. Stadigvæk være ødelagt. Jeg bliver nød til, at få hjælp. Bare jeg havde indset det noget før, så var jeg måske stadigvæk i live. 

”De begynder.. at slå mig.. og de begynder at.. Mis.. Misbruge mig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...