Revenge ¤ One Direction (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
”Selvmord. Det var min eneste vej ud af det hele. Eller det troede jeg. Jeg troede jeg kunne få fred, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.” 17 årige Taylor begår selvmord efter, at have været blevet mobbet igennem hele sit liv. Hun får en mission. Hun skal passe på sin tvilling Sophia, som bliver det næste offer for Zayn og de andre bad boy. Sophia kan se Taylor og snakke med hende. Vil Taylor kunne beskytte Sophia? Hvordan vil det hele ende? Vil Taylor få hævn over drengene der er skyld i hendes død, og at hendes tvilling nu har det dårligt? *Stødende sprog kan komme* // Bidrag til Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
724Visninger
AA

5. Kapitel 4 // "Træet"

Det er svært at vide, hvordan de andre har det med, at jeg er død. Jeg kan ikke mærke deres følelser, men alligevel når jeg er tæt på Vanessa og Sophia, så kan jeg føle deres smerte. Jeg kan føle, at deres liv er ved at gå ned af bakke. Hvordan kan en person have sådan en virkning på en anden? Døden er ikke et pænt syn, det ved jeg godt. Jeg ved godt, at det påvirker en meget når en dør, hvis man især holder af personen. Men at man kunne påvirke en så meget, vidste jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om de har set min krop efter jeg er død. For deres skyld håber jeg det ikke. Jeg ved heller ikke hvem, der fandt min krop. Der er så mange spørgsmål, som jeg nok aldrig får svar på.

Jeg synker den klump som danner sig i min hals. Jeg er her igen. På skolen. Jeg skal beskytte Sophia, og det har jeg virkelig tænkt mig at gøre. Mine ben bevæger sig hen af gangen, som lige nu er ødet. Alle er til den time de skal have, og det ringer først ud om nogle få minutter, så jeg har noget tid for mig selv. Jeg sukker svagt og går rundt om hjørnet for, at finde Sophias klasseværelse. Lige nu har hun matematik, hvilket jeg ved, at hun hader. Det er ikke svært at finde hendes klasseværelse, da jeg ved hvor det er.

Jeg stopper op foran en blå dør, der fører ind til Sophias klasseværelse. Der er stadigvæk få minutter tilbage. Jeg stiller mig op af væggen og glider lige så stille ned af væggen. Jeg kommer ned til at sidde på gulvet, og trækker mine ben op til mig. Jeg lægger mine arme rundt om mine ben, og ligger mit hoved på mine ben.

Jeg kigger forskrækket op, da døren ved siden af mig går op. Får sekunder senere ringer klokken, hvilket betyder at de nu har frikvarter. Jeg sætter mine hænder ned på gulvet, så jeg kan støtte mig til det i mens jeg rejer mig op. Jeg kigger på alle de personer som kommer gående ud af døren. Der er så mange forskellige slags mennesker på denne skole. Jeg holder godt øje efter Sophia, da det er hende jeg skal følge efter og beskytte. Det lyder lidt mærkeligt, at jeg skal følge efter hende. Men jeg kan ikke lade hende ende ud i det jeg endte i. Hun har et helt liv foran sig, og jeg vil ikke have hun skal ende det på samme måde som jeg gjorde. Det er ikke løsningen for hende.

Mine øjne vandre fra person til person. Min krop stivner i det øjeblik hun træder ud af klasseværelset. Hendes øjne er helt røde, hendes smil er ikke længere til at se. Hele hendes ansigt er lagt i folder og det ligner, at hun ikke har sovet i flere dage. Hun går langsomt ud af klassen, mens hun kigger ned i gulvet. En smerte popper op i mit hjerte, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. At se hende sådan gør ondt på mig. Jeg ved godt, at det gør ondt på hende at miste mig. Jeg ved godt, at det jeg gjorde var dumt og det gik udover andre, men jeg kunne bare ikke mere. Jeg var for ødelagt, og jeg ville bare have smerten til at forsvinde ud af mig.

Hun kigger op, hvor hun derefter kigger rundt. Hun lader et suk forlade hendes mund, og hun lukker kort øjnene. Hun åbner dem, og begynder at gå ned af gangen for, at komme hen til hovedindgangen. Jeg rynker på brynene, da hun altid plejede at være en af de første i kantinen. En klump dannes i min hals, og jeg skynder mig, at følge efter hende. Jeg løber ned af gangen for at indhente hende. Jeg sætter farten ned, da jeg kommer op ved siden af hende. Hendes hoved er stadigvæk vendt ned af mod gulvet. Hvor er hendes veninder henne? Ved de ikke, at hun har brug for dem nu?

Hun kigger op for at sikre sig, at hun ikke går ind i nogle. Eller det kunne jeg da forstille mig, at hun gør. Hun kommer hen til hovedindgangen, og skubber døren op. Med bøgerne i hendes farv bevæger hun sig udenfor i det gode vejr. Solen skinner og der er ikke en eneste sky på himlen. Hun tager en dyb indånding og bevæger sig om bag skolen, hvor der ikke rigtigt er nogle der kommer. Faktisk er der ikke nogle der som sådan kender til det. Det var mit flugtsted fra det hele. Vi kommer om bag ved skolen, og Sophia går hen af mod et stort træ. Jeg stopper op, da jeg opdager hvilket træ det er. Det er det træ, Sophia, Bella, Vanessa og jeg tit tog hen til. Det er der vi har de bedste minder. Det sted vi havde snakket om, skulle være vores sted for evigt, og at vi altid skulle være sammen. Hvis vi bare vidste hvad der ville ramme os.

Jeg lukker mine øjne, og minderne flyver forbi. Alle de gode tider vi havde der. Gud hvor jeg savner dem. Den gang hvor alt var som det skulle være, og den gang der ikke var noget galt. Den gang det hele var perfekt. Tiden ændrende sig så hurtigt, at det ikke er til at fatte. Livet er ikke altid så perfekt eller sådan som man gerne vil have det. Faktisk langt fra. Alt kan ændre sig på et spildt sekund, og det gjorde det i den grad.

Jeg åbner mine øjne igen, og går hen til træet. Jeg sætter mig ned ved siden af Sophia, og trækker mine ben op til mig. Jeg læner min ryg mod træet, og sukker kort. Jeg kigger hen mod Sophia, og lukker mine øjne. Hvordan kunne jeg gøre det mod hende? Jeg åbner hurtigt mine øjne, da jeg hører nogle hulk komme fra Sophias mund. Mit hjerte trækker sig sammen, og smerten er forfærdelig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.

Mit hoved bliver vendt i et hurtigt ryk i det jeg hører nogle velkendte stemmer. En stemme skærer specielt igennem, en stemme jeg på samme tid elsker men på samme tid hader. Nemlig Zayns. Mit værste mareridt, men også ham jeg selvfølgelig forelskede mig i. Jeg går i panik, da jeg skal have Sophia væk. Men hvordan skal jeg kunne få hende væk, når hun hverken kan se eller hører mig?

Jeg rejser mig op og står stiller mig ind foran hende. Jeg vifter med mine arme, men som forventet ser hun mig ikke. Jeg kigger rundt i panik, og begynder at kunne se Zayn og hans medfølger. Jeg kommer hurtigt i tanke om, at Zayn kunne mærke det, da jeg slog ham i maven. Måske kan Sophia mærke, hvis jeg skubber til hende eller sådan noget? Jeg bukker mig ned og sætter mine hænder på hendes venstre skulder, hvor jeg derefter skubber til. Hun er lige ved at vælte, men vælter ikke helt. Hun kigger forvirret op, men hendes blik ændre sig hurtigt, da hun opdager Zayn og hans medfølger. Hendes blik er ikke længere forvirret men bange. Det værste af det hele er, at den eneste vej ud er forbi dem.

Hun rejser sig op, men man kan se hun er bange. Hun ryster over hele hendes krop. Hun begynder langsomt at gå, mens hendes hoved vender ned mod jorden. Man kan nemt se, at hun har grædt, hvis man bare kigger lidt på hende. Det føles som om tiden går langsommere end normalt, men alligevel hurtigere end normalt. Hun kommer hurtigt op til dem men alligevel også langsomt. Hun går stille forbi dem, og skal til at puste ud da hun er forbi dem. Men så nemt går det ikke. Bella tager fat i hendes håndled og vreden bobler frem i mig. Hvem fanden tror hun at hun er? Sophia klynker og jeg kunne forestille mig, at det gjorde ondt. Jeg stiller mig hen mellem Bella og Sophia, og tager fat om Bellas håndled. Jeg klemmer så hårdt til jeg kan, og man kan se at hun har ondt. Hun kigger ned på sit håndled, men hun kan ikke se min hånd. Alt hun kan se er hendes håndled som bliver mere rødt.

”Zayn skat, gør noget!” jeg får kvalme af lyden af det. Jeg fjerner min hånd og vælger at stikke hende en lussing. Hun slipper Sophia og jeg vender mig hurtigt om mod Sophia.

”Sophia løb!” siger jeg og beder til, at hun kan hører mig. Hun kigger forvirret rundt, men nikker og sætter derefter i løb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...