Revenge ¤ One Direction (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
”Selvmord. Det var min eneste vej ud af det hele. Eller det troede jeg. Jeg troede jeg kunne få fred, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.” 17 årige Taylor begår selvmord efter, at have været blevet mobbet igennem hele sit liv. Hun får en mission. Hun skal passe på sin tvilling Sophia, som bliver det næste offer for Zayn og de andre bad boy. Sophia kan se Taylor og snakke med hende. Vil Taylor kunne beskytte Sophia? Hvordan vil det hele ende? Vil Taylor få hævn over drengene der er skyld i hendes død, og at hendes tvilling nu har det dårligt? *Stødende sprog kan komme* // Bidrag til Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
667Visninger
AA

4. Kapitel 3 // "Begyndelsen"

Jeg klemmer mine øjne sammen, da lyset kommer i mod mig. Lyset er skrapt, ligesom det var da jeg døde og da jeg kom op i himlen. Jeg lukker mine øjne, og lader lyset opsluge mig. Jeg er ikke bange. Hvad skulle jeg også være bange for? Jeg er død. Der er intet der kan ske. Jeg åbner mine øjne, da jeg kan fornemme at lyset er væk, og derfor ikke længere gør sådan, at det brænder i mine øjne. Jeg kigger rundt og ser, at jeg står Mrs Parkers stue. Et smil former sig på mine læber. En lyd kommer inde fra stuen af, så jeg begynder at bevæge mig ind til stuen, hvor Mrs Parker forhåbeligt er.

Jeg træder ind i stuen og smiler svagt for mig selv. Mrs Parker sidder i sin blomstrende sofa med en kop te. Mrs Parker er en sød gammel dame, som man kan snakke med alt om. Hun var og er som en ekstra mor for mig, og hun har altid været der for mig. Jeg rømmer mig, og Mrs Parker kigger skræmt tilbage. Hun giver mig et smil, da hun ser mig.

”Taylor, du må ikke skræmme mig på den måde,” siger hun. Jeg griner svagt af hende, og sætter mig hen i sofaen til hende.

”Jeg skal nok lade vær med at gøre det igen,” svarer jeg hende. Hun sætter sin kop på bordet, og vender sig om i sofaen, så hun kan kigge på mig. Hun smiler til mig, og tager sine hænder i mine. Hendes hænder er varme, og giver mig en form for tryghed.

”Jeg mener, at du ville fortælle noget om hvorfor du endte her på den måde du gjorde,” siger hun i en lidt streng, men overbeskyttende tone. Jeg tager en dyb indånding og sukker svagt. Jeg nikker på hovedet.

”Det er en utrolig lang historie, men jeg kan tage det en ting af gangen. Jeg kan nok ikke nå, at fortælle det hele inden jeg skal ned på jorden igen,” svarer jeg med et svagt smil. Hun nikker svagt til mig, og jeg åbner min mund for, at begynde på min historie.

”Den dag jeg fik af vide du var død, startede det hele. Det var et kæmpe nederlag. En uge efter skulle jeg starte på min high school på mit andet år. Jeg var nervøs, og jeg var stadigvæk ikke kommet mig over dig. Jeg stop op og gjorde mig klar til at tage i skole, selvom jeg allerhelst ville blive hjemme. Mit hjerte var knust, men for mors, fars og Sophias skyld holdte jeg det inde. Jeg får gjort mig færdig, og går neden under til de andre. Det er som en hver anden morgen, bare den er mere grå. Det er som om livet er blevet suget ud af os alle sammen,” mens jeg fortæller bliver jeg trukket tilbage til fortiden og jeg kan forestille mig det hele som om det skete nu.

Jeg tager et æble med i hånden, og går ud i gangen for at tage mine sko på. Tasken bliver smidt over mine skuldre, og jeg går ud af døren. Jeg sukker tungt, mens mine ben bevæger sig hen af mod skolen. Jeg har ikke lyst, men jeg bliver nød til at tage mig sammen. Vejret er varmt og solen skinner, hvilket er fuldstændig modsat af mit humør.

Skolen kommer frem og jeg stopper kort op. Jeg sukker svagt, og kigger ned på fortovet. Jeg kan ikke overskue det, men det bliver jeg nød til. Jeg kan ikke bare sidde på mit værelse og glo ud i luften. Jeg kommer hen til skolen, og ser rundt på de elever som er glade for, at se hinanden igen efter en god sommerferie. Jeg bevæger mig ind på græsplænen, og ser min veninde Bella. Jeg begynder at gå hen til hende med et smil. Hvor har jeg savnet hende. Hun vender sig om og ser mig. Jeg smiler stort til hende, men hun ruller bare øjne af mig og vender sig om. Jeg føler, at mit hjerte bliver vredet og trampet på. Hvad er der sket med hende?

”Bella, var det ikke hende den søde pige?” spørger Mrs Parker. Jeg sukker svagt, og nikker med tårerne i øjne. Jeg kan huske den dag så tydeligt og det går stadigvæk ondt. Hun betød og betyder stadigvæk alt for mig.

”Jo det var det,” svarer jeg. Hun nikker og kigger på mig med et medlidet blik. Hun har ondt af mig. Hun behøver ikke at have det, ting sker for en grund. Jeg ved ikke grunden til, hvorfor tingene skete, måske finder jeg ud af det en dag. Måske gør jeg ikke. Det finder vi kun ud af med tiden.

”Hvad skete der med hende?” spørger Mrs Parker. Jeg sukker svagt. Det er virkelig latterligt. Det var den dag det hele officielt startede.

”Jeg fandt ikke ud af det før mange dage efter, og den dag jeg fandt ud af det, faldt hele min verden sammen. Det startede som en hver anden dag i den uge. Jeg var alene, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Bella var den eneste jeg sådan rigtig havde snakket med. Jeg havde kort snakket med hendes veninde Vanessa, men det var ikke meget. Bella havde også skrottet Vanessa. Hun var dog ikke alene, da hun havde veninder ud over Bella. Jeg kom hen på skolen, hvor jeg så det der knuste mit hjerte. Grunden til at Bella havde ændret sig var fordi, at hun var blevet kærester med Zayn. Skolens populære bad boy. Ikke nok med det, havde Bella ændret sig virkelig meget. Hun var ikke længere den søde pige. Hun var blevet led og sammen med Zayn blev hun værre. De manglede et nyt mobbeoffer og det blev mig. Så det hele startede ved Bella, og derfra gik det hele bare ned af bakke.”

Jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne. At snakke om det gør ondt i mit hjerte. Den eneste jeg nogensinde har snakket med det her om er Vanessa, men det var ikke så dybdegående. Det er det her godt nok heller ikke, men smerten bare ved at snakke om det er ulideligt. Det mærkelig er bare, at jeg kan føle smerte. Det vidste jeg ikke om man kunne nu når man var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...