Revenge ¤ One Direction (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
”Selvmord. Det var min eneste vej ud af det hele. Eller det troede jeg. Jeg troede jeg kunne få fred, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.” 17 årige Taylor begår selvmord efter, at have været blevet mobbet igennem hele sit liv. Hun får en mission. Hun skal passe på sin tvilling Sophia, som bliver det næste offer for Zayn og de andre bad boy. Sophia kan se Taylor og snakke med hende. Vil Taylor kunne beskytte Sophia? Hvordan vil det hele ende? Vil Taylor få hævn over drengene der er skyld i hendes død, og at hendes tvilling nu har det dårligt? *Stødende sprog kan komme* // Bidrag til Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
724Visninger
AA

3. Kapitel 2 // "Skolen"

Det hele ligner sig selv. Ikke en eneste ting er blevet lavet om. Det er som om, at det der er sket aldrig skete. Det er som om, at jeg aldrig har levet eller gået her på skolen. Alt er som det plejer. De grinende elever med deres venner og veninder, der gør sig klar til endnu en skoledag. Det eneste der er lavet om er, at flaget i dag er på halvt. Dagen efter mit selvmord. Det er det eneste tegn på, at jeg nogensinde har levet og gået på skolen. Jeg havde heller ikke rigtigt haft nogle venner eller veninder. Den eneste jeg havde var min bedste veninde. Vanessa. Folk vidste dog godt hvem jeg var. Jeg var den sølle pige, som var blevet valgt som skolens offer for den populære bad boy gruppe. Deres mobbeoffer. Det værste ved det hele var, at jeg var forelsket. Forelsket i gruppens leder. Zayn.

Hvordan kan gruppen overhovedet få sig til, allerede en dag efter min død, at mobbe min tvilling? Hvad fanden bilder de sig ind? Kan de ikke se, hvilke konsekvenser det kan få? Var jeg ikke en advarsel nok for dem? Åbenbart ikke. De skal da lige finde et andet offer. Og det skal da selvfølgelig gå udover min tvilling. Har de ikke et hjerte?

Klokken ringede og folk begyndte lige så stille at bevæge sig indenfor. Jeg begyndte lige så stille at gå med dem, i håb om, at jeg kunne finde Sophia. Jeg vidste ikke om hun var i skole, men det var her jeg blev sendt hen af Justin. Jeg ved ikke om det måske er fordi, at jeg skal se hvad der sker med folk efter en dør. Men som det ser ud lige nu, er der ikke sket en skid. Folk er som de plejer.

Jeg kommer ind af døren, og rynker brynene da eleverne ikke bevæger sig mod deres klasseværelse. Nej de bevæger sig mod hallen. Jeg går med dem, da jeg bliver nysgerrig. Hvad sker der? Hvad kan være så vigtigt at de skal samles i hallen? Altså udover at jeg dødede i går. Men alligevel, hvorfor skal de samles på grund af det?

Da de alle sammen kommer ind i hallen, sætter de sig på en af de stole der er blevet sat op. Jeg kigger rundt for at se, om jeg kan finde min bedste veninde Vanessa. En knude kommer frem i min mave, da jeg ser hende stå i den anden ende af hallen. Hun står sammen med hendes andre veninder som holder om hende. Jeg kan mærke fortrydelsen i min mave. Det kan godt være, at jeg havde et dårligt liv, men hvordan kunne jeg må mig selv til, at forlade hende på den måde? Jeg kan stadigvæk huske det sidste vi sagde til hinanden. ”Vi ses i morgen.” Det kom vi aldrig til. Eller jeg kan se hende, men hun kan ikke se mig.

Jeg bevæger mig lige så stille hen mod hende. Men hvad skal jeg kunne gøre? Jeg traf et valg, og det valg har konsekvenser. Jeg kommer hen til hende, og jeg synker den klump jeg har i min hals. Hun græder så meget, at hun ryster. Det er forfærdeligt. Jeg prøver at tage fat i hende, men min hånd glider bare direkte igennem hende. Tårerne presser på, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Det jeg allerhelst vil er, at tage hende ind til mig og trøste hende. At sige det hele nok skal gå.

”Hvordan kunne jeg ikke vide, at det var så galt?” græd Vanessa. Det var forfærdeligt.

”Søde, det er ikke din skyld, at hun valgte som hun gjorde,” opmuntrede hendes veninde, Ella, hende. Hun kigger op på hende med helt røde øjne, og sorte rander under øjnene. Har hun overhovedet sovet i nat?

”Det er jo min skyld, jeg kunne have gjort noget!” Det var som at få et slag i maven. Det er ikke hendes skyld. Hvordan kan hun tro det? Det er hendes og Sophias skyld, at jeg holdte ud så længe. Jeg skulle have efterladt hende et brev, hvor der stod at det ikke var hendes skyld. Men det er for sent nu. Hvordan kan jeg fortælle hende, at det ikke er hendes skyld?

Vanessa stopper op, og kigger hen mod indgangen af hallen. Hendes ansigt bliver lavet om til medlidenhed, og hun bevæger sig væk fra hendes veninder. Jeg vender mit ansigt hen mod indgangen af hallen, hvor hun nu er på vej hen. Det føles som endnu et slag i maven, da jeg kigger hen på Sophia, som ser lige så slem ud som Vanessa. Hvordan kunne jeg overhovedet få mig selv til, at gøre det jeg gjorde? Jeg skulle have holdt ud, men mit liv. Ja der var ikke mere til mig i live.

Jeg går bagved Vanessa, hen af mod Sophia. Vanessa trækker Sophia ind til et stort kram, da hun kommer hen til hende. Sophia ligger hendes arme om Vanessa, og der står de med armene om hinanden, og krammer hinanden hårdt. Begge to har tårer ned af øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hele virker så uvirkeligt. Hvordan kunne jeg gøre det mod dem? Jeg skulle i det mindste have lagt et brev, hvor jeg skrev at det ikke var deres skyld, og at jeg blev nød til, at gøre som jeg gjorde. Jeg kunne ikke holde mit liv ud længere.

”Ser man det? Vanessa og Sophia. Ja I er de eneste der sorger over hende. Alle andre er glade for, at hun endelig er død.” Jeg stivner da jeg hører stemmen. Den stemme jeg kender alt for godt. Den stemme der hjemsøgte mig hver dag. Den stemme jeg altid var så bange for at hører, men som gjorde mig blød i knæet. Udover det han selvfølgelig sagde. Jeg vender mig om, og der står Zayn lænet op af dørkammen.

”Har du ikke noget bedre, at tage dig til?” vrisser Vanessa. Hun har altid været god til, at sige fra sig. Hun var været god til, at stå op for hende selv og hendes veninder. Hun er en veninde i verdensklasse.

”Tja, nu når du siger det, ikke rigtigt,” svarer han med et grin. De andre i hans lille bande griner af hans svar. Han skal til at gå, men vælger lige at vende sig om, og skubbe til Sophia. Sophia vælter og lander på gulvet. Jeg kan mærke vreden stige op i mig, hvordan fanden kan han få sig selv til det. Jeg bevæger mig hen mod ham i vrede, og slår ham i maven. Jeg er ikke altid så god til, at styrer mit temperament. Det kan man godt fornemme nogle gange. Zayn tager sig til maven, og man kan se vreden i hans øjnene.

”Hvem gjorde det?!” 

***********************************************************

Det var så andet kapitel. Jeg håber I synes om historien, og I må gerne komme med noget konstrativ kritik hvis det er :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...