Revenge ¤ One Direction (AU)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2017
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
”Selvmord. Det var min eneste vej ud af det hele. Eller det troede jeg. Jeg troede jeg kunne få fred, men jeg kunne ikke have taget mere fejl.” 17 årige Taylor begår selvmord efter, at have været blevet mobbet igennem hele sit liv. Hun får en mission. Hun skal passe på sin tvilling Sophia, som bliver det næste offer for Zayn og de andre bad boy. Sophia kan se Taylor og snakke med hende. Vil Taylor kunne beskytte Sophia? Hvordan vil det hele ende? Vil Taylor få hævn over drengene der er skyld i hendes død, og at hendes tvilling nu har det dårligt? *Stødende sprog kan komme* // Bidrag til Døde piger lyver ikke, valgmulighed 1.

1Likes
2Kommentarer
732Visninger
AA

2. Kapital 1 // "Himlen"


 

Jeg åbner mine øjne, men lukker dem hurtigt igen. Lyset skinner voldsomt, og det gør ondt i mine øjne. Jeg åbner dem langsomt, men klemmer dem stadigvæk lidt i, da lyset skinner meget. Jeg kan ikke se hvor jeg er. Det sidste jeg husker er lyset foran mig, og at jeg endelig var tilfreds og lykkelig. Men nu ved jeg ikke længere hvad jeg føler. Jeg er forvirret. Mine øjne vender sig til lyset, og jeg åbner derfor mine øjne helt. Jeg kigger rundt og åbner min mund.

Jeg står i mit gamle hus, men der er helt dødt. Der er ingen mennesker, ingen lyd, her er bare helt stille. Ikke en eneste sjæl er til stede. Jeg går hen til vinduet, og rynker forvirret mine bryn. Hvor fanden er jeg? Der er virkelig lyst udenfor, og det hele ligner sig selv, bare det hele er mere engle agtigt. Jeg stivner, da jeg kommer i tanke om hvad der er sket, og hvor jeg er. Jeg er død. Jeg er i himlen, hvis sådan noget overhovedet findes.

Jeg synker en klump jeg har i halsen, og går hen til vores hoveddør. Jeg tager forsigtigt i håndtaget, som om jeg er bange for at der kommer nogle der siger, at jeg ikke må. Jeg er bange for, at jeg gør noget forkert. Jeg trækker ned i håndtaget og åbner døren. Luften er frisk og der er varmt med en smule vind. Jeg kigger ned af mig selv, og opdager at jeg ikke har det samme tøj på, som jeg havde da jeg begik selvmord. Jeg rynker mine bryn, da den hvide kjole flagrer omkring.  På mine fødder er der et par hvide sko. Jeg trækker mine arme ind foran mig, og opdager at der, hvor jeg cuttede er der ikke andet end en hvid ridse. Det er som om, at det aldrig har fundet sted.

Jeg går uden for, og lukker døren efter mig. Jeg tager en dyb indånding, og begynder at gå ned af gaden. Her er næsten helt tomt. Her er stille. Det er uhyggeligt. Gaden ligner helt sig selv. Mine fødder bevæger sig frem af, mens mit hjerte banker hurtigt. Hvis det overhovedet kan banke mere? Det ved jeg virkelig ikke. Jeg bliver nød til at finde en eller anden, som jeg kan snakke med. Jeg har brug for svar.

Jeg hører en lyd, og stopper hurtigt op midt på vejen. Må man overhovedet gå på vejen? Ja det finder jeg vel nok ud af. Jeg begynder at svede. Hvad nu hvis jeg ikke måtte gå ud for mit hus? Jeg kender ingenting til det her overhovedet. Jeg kigger til min venstre side, hvor lyden kommer fra. Et lille smil finder vejen frem til mine læber, da jeg kan kende personen. Jeg går mod hende. Jeg har ikke set hende i flere år, ikke siden at hun døde for 2 år siden. Jeg har virkelig savnet hende. Hun betød og betyder alt for mig. Jeg var tit hjemme ved hende. Dog ved hun ikke hvordan mit liv er gået siden hen. Den dag hun døde begyndte alt, at gå ned af bakke for mig. Det var efter den dag, mit sind og sjæl begyndte at blive mere og mere ødelagt, og den dag min verden blev mørk og grå. Der spillere flere faktorer ind end bare hendes død.

Jeg kommer hen til hende, og smiler svagt. Hun sidder på hug, og ordner nogle blomster i haven. Det plejede hun også at gøre, da hun var i live. Hun elskede sin have, og gjorde alt for at holde den. Jeg forstår stadigvæk ikke helt det her, om det er himlen eller om det er en drøm. Jeg ved at jeg begik selvmord, men hvor jeg er endt ved jeg virkelig ikke. Jeg rømmer mig lidt, og hun giver et forskrækket ryk fra sig. Hendes blik lander på mig, og et stort smil rammer hendes læber. Hun rejser sig op, og trækker mig ind til hende og jeg ligger mine arme om hende.

”Hvor har jeg dog bare savnet dig Mrs Parker.” Et stort smil former sig på mine læber. Gud hvor har jeg savnet hendes kram. Hun trækker sig dog hurtigt fra mig med et forvirret blik.

”Jamen søde dog, hvad laver du her?” spørger hun. Jeg smiler svagt, og kigger ned på mine arme. Jeg kigger op på hende igen, og hendes blik ændrer sig til at være medlidende.

”Kom med indenfor søde, så snakker vi.” Jeg følger efter hende indenfor i hendes hus. Hun åbner døren og går ind med mig bag ved hende. Hun lukker døren efter os, og vi følges af ind til stuen. Hendes hus ligner sig selv. Jeg smiler af de gode minder jeg har her. Jeg sætter mig i hendes blomstrende sofa. Hun sætter sig ned ved siden af mig, og tager mine hænder i hendes hænder.

”Hvor er vi henne?” spørger jeg om. Jeg har virkelig brug for, at få svar på det nu. Jeg er næsten sikker på det er himlen, men det giver bare ikke rigtigt nogen mening for mig. Derfor har jeg brug for det svar.

”Vi er i himlen. Når vi dør kommer vi her op og bor i vores hus søde,” svarer hun. Hun smiler svagt til mig, og jeg nikker som svar. Så fik jeg i hvert fald det bekræftet. Nu er jeg 100 procent sikke på det.

”Hvad er der sket?” spørger hun om med en stemme fuld af sorg. En klump former sig i min hals, og tårerne finder vejen frem til mine øjne. Jeg tog min beslutning og jeg må leve med konsekvenserne. Der er ikke andet for. Jeg kunne bare heller ikke leve mere.

”Jeg.. Øhm.. Jeg begik selvmord,” svarer jeg og kigger ned på mine arme. De hvide ridser er stadigvæk til at se, og det vil de nok altid være. Jeg er egentlig bare glad for, at det ikke er et stor dybt sår.

”Jamen søde dog, hvordan kom du der til?” spørger hun om, men tårerne triller ned af hendes kinder. Jeg sukker svagt, og smiler svagt til hende.

”Det er en meget lang historie, der strækker sig over lang tid,” svarer jeg hende med et trist smil. Hun klemmer om mine hænder, og kigger mig direkte ind i øjnene.

”Vær sød at fortælle mig alt. Jeg har lang tid foran mig, ligeså vel som du har.” Jeg nikker til hende, og sender hende et svagt smil.

”Det hele begyndte da du døde..” Jeg kigger ned på vores hænder. Jeg skal til at åbne min mund igen, men vi bliver afbrudt at en person, som bare lige pludselig dukker op midt i det hele. Jeg kigger forvirret hen på ham. Hvem fanden er han? Jeg kigger hen på Mrs Parker, som bare smiler til drengen.

”Hej Justin,” siger hun og smiler til ham. Han hilser pænt igen, og kigger så hen på mig. Hans brune hår passer perfekt til hans blå øjne, som virkelig skinner.

”Hej Taylor. Jeg er Justin. Jeg er din vejleder. Vi har fået en rapport om, at din tvillingesøster Sophia har brug for din hjælp. Hun bliver mobbet. Det er dit job, at hjælpe hende.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...