Lyset i Tartaros

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 24 apr. 2014
  • Status: Igang
Kane kan noget andre ikke kan. Han besidder nogle evner der gør ham til en af samfundets udstødte. Noget han må for alt i verden ikke afsløre for andre, men Kane er en uregerlig ung teenager, der lever et forstyrret og forvirret liv med løgne som facader – trods den varme familie der som regel sidder og venter på ham om aften. Kane er ved at løbe linen ud, både med sin hemmelighed og sit liv. De fleste ville kalde Kane for en tabt sag, men alt tager en drejning da Kane møder en, der kan hjælpe ham – men tager Kane imod hjælpen før det er for sent?

3Likes
9Kommentarer
935Visninger
AA

2. Skjulte blikke og kvindekurver

 

 

Det var tidligt. Så tidligt at solens stråler var blege og himlen var lysende trods sin gråblå farve. Kane lå stadig i sin seng og stirrede ud i værelset, hvor en enkelt solstråle havde sneget sig forbi hans gardin og nu dansede støvet i søjlen af lys. De gyldne øjne var falmede siden aftenen før, de syntes næsten helt brune nu. Han kunne høre sine forældre i køkkenet, men hvad de snakkede om var mumlende og utydeligt. De havde for længst lært at han kunne høre det meste i huset – i forhold til dem. Endnu en ting, der adskilte dem. Han vendte sig om på ryggen, lagde sin ene arm på panden og stirrede tavst på loftet. Hans fingre spillede kort imod det bløde betræk. Han kunne mærke den ømme hud, der var trukket over hans knoer. Huden var rød, irriteret og tydelige blå mærker havde sneget sig over huden i løbet af natten. Det var fra slåskampen, men Kane var ligeglad med smerten, ligeglad med sårene. Det var intet nyt og smerten bragte ikke en ny følelse eller en ændring på den gamle. 

Han sukkede opgivende og endte med at rejse sig op. Gulvet knirkede kort som hud ramte den kølig overflade og det fik de små hår til at rejse sig. Han tog sine bløde, grå joggingbukser på og lukkede døren efter sig da han gik ud af værelset. Han gjorde intet for at skjule sin ankomst da han gik ned af trappen og nærmede sig køkkenet. Han hørte hvordan der var en akavet hurtig tavshed da han nærmede sig døråbningen og en anstrengt samtale blev pludselig stablet på benene da han stod i døråbningen, som om de var blevet taget på fersk gerning i at snakke om noget vulgært – eller om Kane selv.

Kane spurgte dog ikke ind til det og prøvede så godt som muligt at opføre sig normalt. Han gemte et halvt gab bag sin hånd, gned en hånd i det ene søvnige øje mens han kiggede rundt som for at se om der muligvis var sket ændringer i løbet af natten. Da han konstaterede at intet nyt var sket, satte han sig med et bump ned på en af køkkenstolene over for sin far og rakte ud efter et stykke ristet brød der stod i en kurv på bordet.

”Godmorgen Kane, har du sovet godt?” Mrs. Hall morgenfriske stemme brød ind, men den kunne ikke skjule for Kane sin anstrengte spor som om det kun blev sagt fordi det burde hun og fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige. Han så kun på hende ud af øjenkrogen med et sløvt blik. Brødet stadig sad imellem tænder og læber, inden han tog sig sammen for at slippe og tygge af munden. Han trak blot på skulderne som om det ikke var vigtig nok til brug af stemmen. Så så hun ikke længere på ham, men hendes mund tog en spids betuttet form, tegn på at hun ikke var helt tilfreds, men hun sagde ikke mere, i stedet for sendte hun sigende blikke imod Mr. Hall, som om at manden da på en eller anden måde kunne gøre en forskel. Det fik hun ikke meget ud af, det resulterede i, at i sidste ende, endte hun blot med at kigge på sin te, da hun lidt for længe havde været midtpunktet for et sæt gyldne øjne.

Kane trak blikket til sig, han vidste godt at hun ikke kunne lide de gyldne øjne når de var klarest, men denne morgen var de heldigvis dulmet i forhold til, da han kom hjem. Han bebrejdede hende ikke, han kunne ikke selvom han måske gerne ville, han var trods alt hendes søn, men hun havde aldrig bedt om et barn som ham.

Hans søster var endnu ikke stået op og Mr. Hall sad som sædvanligt og læste dagens avis inden han skulle på arbejde, men da han havde bladret én gang, samlede han avisen og dernæst rettede han sine mørke øjne mod sin søn, der ikke så meget som rykkede på sig, eller viste en form for ubehag ved det mindre varme blik Mr. Hall sendte ham.

”Kane, vi bliver nødt til at snakke sammen – ordentligt,” skyndte han sig at tilføje inden Kane afbrød for at sige at de havde snakket sammen - aftenen inden. ”At snakke ordentligt er at du rent faktisk fortæller os hvad der sker! Det nytter ikke noget med alt det hemmelighedspjat. Du vidste udmærket godt skolen ville ringe til os. Have os til samtale, men nej. Denne gang ville de ikke engang tale med os. Du er blevet smidt ud… igen. Kane det her må altså stoppe. Nu. Og det nytter ikke noget at du forsvinder og først kommer hjem klokken jeg-ved-ikke-hvad. Din mor kan ikke holde til det stress, det må du da kunne forstå Kane. Kane? Kane!”

Kane rettede sit blik mod sin far, men intet i hans ansigt viste tegn på at han rent faktisk tog noget af det Mr. Hall sagde seriøst, i stedet for lagde han albuen på bordet og plantede sin hage i hånden.  En arroganthed som denne havde nok fået de fleste til at glemme reglen, at det var forbudt at slå på mindreårige, men Mr. Hall lod til at holde fattet. Det bekymrede heller ikke Kane – hans far havde aldrig så meget som hævet en hånd i Kanes sekstenårige liv.

Som Kane sad der og så på Mr. Hall, der krummede bryn så rynker foldede sig på ny i panden, mærkede Kane pludselig noget der strøg ham på sin ene hånd, der hvilede på bordet. Blødt og varmt. Der gik en kold bølge igennem ham da han opfangede, at noget rørte ved ham. Han kiggede hurtigt derhen og opdagede at Mrs. Hall strøg hans hånd i noget der skulle forestille at være kærligt og hengivent, som i en slags vi-er-der-for-dig-kærtegn.

Kane vidste ikke helt hvordan han skulle takle det og prøvede usikkert at trække hånden i sikkerhed, men det gjorde blot hans mor mere stædig og han fik ikke lov til at have sin hånd for sig selv. Han mærkede hvordan hans fingre igen lå uroligt imod bordpladen. Rystende og forstyrrende. Mr. Hall sukkede opgivende og med et sidste blik på knægten rejste han sig.

”Kane, jeg vil ikke have at du kommer op at slås mere. Og se nu at få klippet det garn, du ligner sgu snart din søster på længden af det hår.”

Thomas, sproget!” Rettede Mrs. Hall.

”Beklager min egen.”

Kane rullede kort med øjne –  for han havde ikke tænkt sig at klippe håret, selvom længden ikke var helt så drenge-venligt.

”Og for sidste gang, drop nu de smøger!” Denne gang så Mrs. Hall helt forskrækket ud og i et kort øjeblik, hvor forsvaret var nede, trak Kane sin hånd til sig, mens han satte sig med ryggen til hende da han kiggede på Mr. Hall der gik rundt om dem, plantede et kys på Mrs. Halls kind for så at lægge en hånd på Kanes hoved og forstyrrede fuglereden af mørkt hår da han rodede ham i håret. Mr. Hall forlod rummet med Kanes skulende blik sømmet fast til sin ryg.

Kane slugte den sidste mundfuld brød inden han rejste sig, dog til nogle protester fra Mrs. Hall om han ikke blev siddende lidt endnu. Han blev mødt af søsterens små-undrende blik i døråbningen, ingen kommentarer blev dog givet. Hun gav et kort smil og satte sig præcis der hvor han selv havde siddet få øjeblikke forinden. Mrs. Hall lod sin opmærksomhed falde på datteren i stedet – til Kanes tilfredshed, men inde Kane kunne helt forsvinde henvendte hun sig til ham igen.

”Kane det skal nok gå kære. Vi er i gang med at finde en ny skole du kan starte på.” Kane nikkede kun kort og fortsatte så ud af køkkenet.

Klokken ti befandt Kane sig ude foran hoveddøren på verandaen, mens han kiggede ud på nabolaget med en ildelugtende smøg i hånden. Et par børn legede på vejen, fuldt ud optaget af at tegne med kridt på asfalten. Et par mødre stod på den anden side af vejen og sludrede, mens de holdt et halvt øje med ungerne. Kane sad i skyggerne og kiggede kun kort på dem. Han og familien havde kun boet her i et halvt år nu og hans mor kom godt ud af det med naboerne, men han var som regel et godt topic at snakke om, for de andre beboer når hans familie ikke hørte det.

For hvordan i alverden kunne en så pæn familie have en søn som ham?

Han tog et nyt sug af smøgen for så at tvære resten af den ud på fliserne under hans fødder. Han rejste sig som han pustede den grå sky ud af lungerne, plantede hænderne i de slidte lommer og begyndte at gå ned langs den lille sti der førte ud til fortovet. Sådan fortsatte han hvileløst rundt i kvarteret, gemt bag de høje levende hegn, hvor han sjældent behøvede at mærke de fordomsfulde øjne, der så tit blev ham givet. 

Halvanden time havde han gået rundt da han pludselig opfangede et par stemme, der ikke virkede helt ukendte, men ikke kendte nok til at han kunne sætte ansigter på dem. Det var kvinder og deres samtaleemne var ikke nogen overraskelse. Det var ham.

”Jeg siger dig, jeg ved virkelig ikke hvordan Mrs. Hall kan holde ud at have en søn som ham. Jeg mener, det der blik som om man ikke er noget værd og det frastødende lange hår. Nej, hvis det stod til mig så var han kommet på kostskole og fået en hurtig tur med saksen.”

”Ja, det giver jo ingen mening, jeg mener, datteren er da ellers så rar og pæn i det, jeg blev faktisk helt overrasket da jeg så at det var deres søn. Mine børn skal i hvert fald ikke i nærheden af ham, tænk nu hvis han gi’r dem noget. Det skulle ikke undre mig hvis han er en af dem, du ved, der tager stoffer og drikker sig fuld hele tiden.”

”Ha, det er han da, søde. Han kan umuligt være anderledes. Jeg har hørt at han er blevet smidt ud af skolen –” et gisp undslap den anden dame mens den første nikkede ihærdigt og bekræftende. ”- ja! De siger at han havde en pistol med og tog den frem og truede en elev med den, er det ikke skrækkeligt?”

”Jamen burde politiet ikke så have taget ham? Sådan at lade en knægt som ham her i vores fredelige nabolag. Jeg forstår ikke at Mrs. Hall vil vise sådan en som ham frem, bare det at lade ham gå frit rundt. Åh stakkels Mrs. Hall, og Mr. Hall, at have sådan en søn, jeg kan ikke begribe hvordan det måtte være, heldigvis vil min Max aldrig opføre sig sådan.”

På det tidspunkt var Kane nået rundt om hegnet og kunne nu se de to kvinder med alt for meget tid på hænderne, til rent faktisk at snakke i en tone hvor det ikke handlede om at nedværdige den anden og fremhæve sig selv. Begge var blonde - den ene korthåret og den anden med mellemlangt hår. Sat i kedelige frisurer og med monotont tøj, der hverken var fremhævende eller skar i øjnene. De fortsatte ud i endnu en lang pladder om hvor perfekte hvert af deres børn var. De var så dybt optaget af deres egne ord at de hverken så eller hørte ham, før han var helt henne ved dem og der kunne han ikke dy sig længere.

”Åh ja, min mor, den arme dame, men så er det jo godt at hun har jer til snakke bag om ryggen på folk.”

De nærmest sprang op i luften af skræk og de ellers buttede røde kinder var blevet helt hvide, da de så hvem der stod der. Ja, Kane Hall i egen høje person. Den enes læber næsten bævrede, som troede hun at han nu ville trække selv samme pistol op af lommen, som de lige havde snakket om og gøre en ende på dem. Den anden var helt stiv, men fik hurtigt taget sig sammen, for tænk, at være skrækslagen for et barn på 16 år – det var jo uhørt.

Hun rettede sig op. Så rank at man skulle tro hun havde en kost som rygsøjle. Dernæst marcherede hun hen til sin søn, Max, der legede med nogle andre, tog ham i armen, selvom at han protesterede over at han ville blive og lege, og gik så ellers ind i sit eget hjem, skarpt forfulgt af den anden kvinde og hendes unge.

De dulmede øjne så kun kort efter dem og så besluttede Kane sig ellers for at gå videre, men denne gang helt væk fra kvarteret.

***

Hovedet dunkede og de gyldne øjne strålede klart i tusmørket. Kane tørrede blodet væk fra ansigtet med sin ene hånd. Hans skulder hang og han hev efter vejret. Lungerne rev imod hans brystkasse og luftrøret brændte og stak imod halsen. Hvert et åndedrag var en ubehagelig nødvendighed. Han tumlede et par skridt frem og nåede lige at holde sig på benene da balancen kort svigtede.

Rundt omkring kunne han høre stemmer rømme sig, men ingen bevægede sig – til hans held. Denne gang havde ni fyre kastet sig over ham og Kane priste sig kun lykkelig for at han ikke lå nede på jorden sammen med dem. Hans knoer var blodige, huden var blevet slået væk og hænderne var størknet sammen med blodet. Hans jakke lå et sted i gyden og den sorte T-shirt var flået og hullet efter slåskampen. Det sorte hår klæbende til hans ansigt og nakke. Han lod håndryggen glide hen over sine læber igen for at stoppe blodstrømmen, der gav den metalliske smag, som kun mindede ham om de utallige kampe han havde været igennem og dem som ville komme – allerede næste dag.

Det skramlede et sted til venstre for ham og de klare gyldne øjne styrtede derhen som en ørns; en dreng, nok en af de yngste, havde fået stablet sig på benene. Han prøvede ihærdigt at komme op. Han så bekymret… skrækslagen imod Kane, der nok allermest lignede noget fra et mareridt som han stod der i midten af faldne, med klare rovdyrøjne, der stirrede imod ham og tøjet svøbt i blod og grus. Han løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, men faldt på hænderne blot nogle skridt længere henne, for så at kaste sig op igen og forsvinde, alt i mens han stammede noget der lød i nærheden af monster.

Kane slappede mere af i sine skuldre og prøvede at traske et par skridt i den modsatte retning. Det blev med lettere haltende skridt. Han fik hejset jakken op fra jorden, men orkede dårlig nok at tage den på. Han lod en hånd kørte langs den rå mur for støtte som han forsatte sin vej.
Han nåede et par gader væk før han måtte sætte sig ned. Han kunne ikke mere lige nu. Han lod baghovedet hvile op ad muren imens han så op i den overskyede himmel, der var et dække for stjernerne – ikke engang de ville betragtes af hans gyldne øjne tænkte han og lukkede øjenlågene tungt. Det sitrede stadig under huden på ham og sanserne var som brus, han var stadig vagtsom. Fingrene lå stille på jorden (for en gang skyld), men blot for en kort stund – det vidste han.

Selv nu, en time efter slåskampen, kunne Kane mærke hvordan den rasende fornemmelse af vrede summede i ham. Han havde sågar glemt hvad der startede det hele, men det var i princippet også ligegyldigt – et blik fra ham var nok til at starte de fleste slagsmål. Flere gange i denne omgang af spark og slag havde Kane næsten været ved at bruge sine evner. Det var kun et spørgsmål om tid før de lagde to og to sammen, hvad angik hans unaturlige øjne og før han trak den sidste linje i sandet, der med sikkerhed ville blive hans endelige.

Selvom tiden strakte sig og han burde være en god dreng og gå hjem, rørte Kane sig ikke. Han vidste godt hvad der ventede derhjemme. Den samme snak, de samme argumenter og den samme ligegyldighed. Han kørte en hånd igennem håret, et suk og så rejste han sig klodset og ømt op fra jorden. Denne gang to han jakke på, for natten bragte kulde og kulden bed i de varme sår på hans krop, men den klæbrige jakke var ikke meget venligere med sit ru fór.

Kane gik. Han fulgte muren, men han behøvede ikke at støtte sig til den nu. På trods af at vejen burde være mod hjem, førte den i stedet for hen til et kompleks af lejligheder, der stod grå og kedelige. Han stoppede ved opgang nummer 13, stirrede en smule sløvt på rubrikkerne med navne på, før han gik hen til døren. Han havde for længst droppet at trykke på speakeren, men blot fremmane nøglen til denne dør med sine evner. Hans ene hånd var knyttet da markant sort bølgende tåge omgav den. Lige så hurtigt det var kommet frem, fortonede det sig og i den lukkede hånd lå nøglen. Med et klik i låsen åbnede døren sig og Kane fortsat op til anden etage. På højre hånd væk fra trappen, stod det velkendte navn; Kayley Imholtz.

Et af de mere underlige efternavne havde Kane noteret sig første gang han fik det at vide og læste det på navneskiltet. Han bankede på, ventede og pludselig blev døren revet op. Der i døråbningen stod en tynd, ung (dog ældre) pige, der mest af alt lignede en træt studerende. Hendes hår var lyst, farvet og rødderne var mørke fra den naturlige hårfarve. Hun så kun ganske kort overrasket ud over at se ham, men så faldt minen til den normale og et suk forhold hendes læber.

”Kane.”

”Kayley.”

Efter den lidt tørre velkomst trak hendes læber op i et skævt, måske lidt opgivende, smil før hun trådte til side og nikkede ham med ind.

”Jeg forstår ikke at du gider reklamere med dit efternavn,” sagde han da han trådte ind over dørtærsklen. Hendes blå øjne lavede kort himmelfaldet da hun lukkede døren efter ham.

”Og jeg fatter ikke at du ikke har klippet dit hår endnu.” Hun overhalede ham i gangen og gik ind i stuen. Der så ganske nydeligt ud, taget i betragtning at det var en ung person, der boede der.

”Jeg går ikke ud fra at du kom her kun for at kritisere mit efternavn? Jeg troede vi var kommet over den fase.” Hun smilede til ham og Kane træk selv lidt på smilebåndet.

Du har set dit efternavn ikke?”

Hun rystede blot på hovedet og gik automatisk ind på badeværelset. Kane tog flyverjakken af og lagde den på sofalænet. Han tog sig selv lidt i betragtning i spejlet som stod i den modsatte ende af stuen. Hans øjne var knap så glødende og skarpe, men ikke desto mindre skulle han stadig være opmærksom på at gemme dem, så andre ikke så dem. Det var dog ingen overraskelse at Kayley ikke havde givet en lyd fra sig, da hun så hans tilstand – det var ikke første gang han var kommet sådan. Hun gik med raske skridt med førstehjælpskassen i hænderne, kort og kontant sagde hun ”Af!” nikkede mod hans T-shirt og stillede kassen på sofabordet. Lidt efter stod Kane i bar overkrop, der var præget af de utallige slag og rifter kampen havde medført. De satte sig begge i sofaen og Kayley gav sig stille til at rense hans sår.

”Burde det her ikke snart stoppe?” Det samme spørgsmål hver gang han kom i den tilstand.

”Det siger du bare til dem.” Og det samme han svarede hver gang.

Hun sukkede kort og tog så fat i hans ene hånd, lagde den i sin og begyndte at duppe med køligt vat dyppet i klorhexidin over de hårdt medtagne knoer. Han skar en enkelt grimasse da vattet ramte første gang, det stikkede og skar i sårene, men et hårdt blik der tydeligt fortalte at det var hans egen skyld, fik hun ham til at sætte smertetærsklen op og intet tegn på ubehag gled over han ansigt igen. Hun gik i gang med hans anden hånd som det sidste. Til sidst var han godt plastret og bandageret ind. Hans hånd lå i hendes skød mens hun ordnede den, da han pludselig mærkede hvordan hun tog et blidt tag i den, med begge hænder. Han kiggede undrende på hende, men fandt hurtigt ud af hvorfor. Hans hånd rystede – igen – begge hans hænder lå hvileløse.

”Du ved, jeg har en meget bedre ide til hvordan du kan få brugt din energi uden alle de skader.” Hun smilede til ham som hun lænede sig tættere på ham. Han sagde ikke noget, gjorde ikke noget, lod hende blot nærme sig ham mens han sad afventende. Hun kyssede hans bare skulder, ømt og blidt. Hun rykkede tættere på og nu nærmede de rosa-farvede læber sig hans. Det var forsigtigt da hun trykkede sine læber mod hans som om hun endnu ikke havde fået tilladelse, men det var ingen førstegangssituation og hun tøvede ikke længe.

Hendes læber bevægede sig imod hans. Først var der ingen reaktion fra ham, men så svarede han. Hun lagde sine arme omkring hans hals og bragt dem helt tæt på hinanden. Hun nappede i hans underlæbe før hun igen lukkede afstanden mellem dem. Han lod sine hænder glide langsomt ned langs hendes tynde kurver, der skulle forstille at være en udvokset kvindekrop, men der var mere knogle end kød, men ikke desto mindre var hun stadigvæk en kvinde af kød og blod, af hormoner og lyster. Hun kravlede op på skødet af ham. Der holdte hun ham fast, stadig låst i et ivrigt kys. Han pressede imod hendes lænd, der fik dem til at sidde mave mod mave. De kunne ligeså godt have været et enkelt individ, sammensmeltet i heden, der boblede og syrede under huden, med fugtig tåge som sammenspillende tanker.  Han slap hendes læber, lod sine glide ned langs hendes kæbe til hals, nappede huden før han satte sit præg af et rødt mærke på struben. Ånden legede kildende over hendes hud, som en sekundær elsker, der rørte og elskede de steder han ikke kunne. 

Fingrene gled ind under hendes bluse og maveskinnet trak sig en smule sammen ved kontakten. Langsomt tog han hendes tanktop af mens hun holdte armene oppe over sit hoved. Han smed toppen i en ukendt retning og lod sine fingre dale ned langs hendes torso, over de små bryster, der var gemt bar den pyntede BH.  Han suttede og hun spandt. Gisp og smalle støn var musik og tordenbrag. Hun lagde sine hænder om hans kinder og trak ham op til sig, og denne gang kyssede hun så inderligt og varmt, tungerne rullede om hinanden, tænderne bed lidt og åndedragende blev et.   

Som et startskud blev alle bevægelserne hektiske og hurtige. Som var et slør løftet. Kysset blev afbrudt når de begge skulle have ilt og læberne dansede hidsigt imod hinanden. Hendes hænder faldt målbevist omkring hans bælte, der gav et kort protesterende klik inden det sprang op og hun hev lynlåsen ned samtidig med at han løsnede hendes BH, så den faldt ned langs hendes skuldre – som en ivrig, men fattet, kælende hånd.

De brugte resten af natten i hinandens nærvær og varme. Alle de plaster og bandager Kane havde haft på, var hurtigt gået til spilde da morgenen nærmede sig, mente han da han stod i badet, klokken halv seks om morgen og så på nogle af sine sår. Det var ikke fordi han behøvede at være plastret ind længere, ikke med så bagatelliserede skader. Hans krop havde altid været hurtig til at hele og dette var ingen undtagelse.

Med et håndklæde om livet gik han ud fra badeværelset og ind i stuen hvor hans tøj lå spredt. Kayley lå inde i soveværelset hvor de havde gjort det sidste stop, ellers havde de også været rundt i lejligheden med største lyst i løbet af natten.  Han rakte ud efter sine boxere, men lagde hurtigt mærke til hvordan hans hånd igen rystede – ikke lige så voldsomt som tidligere, men de var begyndt. Han fortsatte med at tage tøj på indtil han stod i bar overkrop og betragtede kort sin ødelagte, blodfyldte T-shirt. Den var ikke meget værd længere. Han tog den på og som det sidste sin jakke. Han kiggede kort ind i soveværelset hvor den nøgne Kayley lå og sov på de bare lagner. Han smilte kort og hviskede et farvel før han gik. Ikke mindre anspændt end tidligere, men væsentlig trættere og hans indebrændte vrede kølet ned for en stund.  

Da han lukkede den sidste dør til lejlighedskomplekset, nåede han kun nogle få skridt ad fortovet, før han hørte sit navn blive kaldt. Han vendte sig hurtigt om og så Kayley løbe efter ham, iført en morgenkåbe og trusser – trusserne blev kun noteret da en vind gav et puf til den tynde morgenkåbe, så den blafrede omkring hende og gav frit skue.

Han så spørgende på hende da hun stillede sig ved hans side. Hun smilede forsigtig til ham, en smule sørgeligt måske. Hun havde armene omkring sig, da vinden ikke var just venlig stemt, hvad angik temperaturen.

”Du sagde ikke farvel.” Hendes stemme lød hæs. Kane blinkede et par gange. Han havde ikke helt forventet dette, men smilede ufortrødent til hende.

”På gensyn er måske bedre?” spurgte han. Det fik et større smil på hendes let hævede læber. Hun stillede sig tættere på og kyssede hans kind. Med et sidste smil begyndte hun at gå tilbage til sit hjem. Kane stod kun lidt og så hende forsvinde, uden at vide at de blev iagttaget.  

      

---

*Edit - d. 16/11-2013
*Edit - d. 17/11-2013

*Edit - d. 27/1-2014

**Edit - d. 22/6-2014 (En masse er blevet tilføjet!)

A/N Yes, kapitel 2 kom væsentligt hurtigere end regnet med, men jeg har været i skrivehumøret – jeg må ærlig indrømme at jeg ikke rigtig orkede at tjekke for fejl denne omgang, og rettelserne vil komme i løbet af de næste par dage, når jeg gider læse hvad jeg har skrevet - i en køre. Det kan godt være at det her kapitel virker overflødigt, men det vil være vigtig senere hen! – også skal det lige siges at små ændring er blevet lavet i første kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...