Lyset i Tartaros

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 24 apr. 2014
  • Status: Igang
Kane kan noget andre ikke kan. Han besidder nogle evner der gør ham til en af samfundets udstødte. Noget han må for alt i verden ikke afsløre for andre, men Kane er en uregerlig ung teenager, der lever et forstyrret og forvirret liv med løgne som facader – trods den varme familie der som regel sidder og venter på ham om aften. Kane er ved at løbe linen ud, både med sin hemmelighed og sit liv. De fleste ville kalde Kane for en tabt sag, men alt tager en drejning da Kane møder en, der kan hjælpe ham – men tager Kane imod hjælpen før det er for sent?

3Likes
9Kommentarer
946Visninger
AA

4. Håbet tabes

 

 

Ridley Abhrainn vidste godt at i fødekæden var han langt fra et toprovdyr – han var, dog, en ådselæder. Alt havde sin orden, selv her i udkanten af loven, specielt der - i de mørke gyder og slumrende forfaldende gader. Det var en indre sygdom, der i stedet for at blive vaccineret imod, blev skjult, med et håb om at det ville gå væk af sig selv.


Men Ridley vidste bedre. Hele byen var en kræftknude gemt under en skønhedsplet.
 
Ridley klagede ikke over sit liv – han havde lært at retfærdighed ikke blev tildelt dem der ikke passede ind, det betød dog ikke at han accepterede det.

Meget kunne siges om Ridley, men tålmodighed og et roligt temperament var ikke en af dem. Det hang måske sammen med det røde hår og fregnerne der var drysset over hans kinder og næseryg som var det fra en malerpensel.

For han sad i det øjeblik med næsten prustende næsebor, arrigt klaprende tænder der for hver bid bed hans negl mere og mere ned til negleroden. Hans frost klare øjne lynede som de stirrede på intet bestemt. Ind i mellem hver bid mumlede han noget, men hans fire venner spurgte ikke ind til det – de vidste allerede hvad der nagede.

Hai sukkede, ikke for første gang den dag, men bestemt heller ikke for sidste. Han holdt det dog for sig selv, han skulle ikke nyde noget, hvad angik Ridleys temperament. De sad på en bil, rusten og efterladt. Den kunne godt minde lidt om dem selv, var der en underbevidsthed der hviskede, da Hai kiggede ned på den blege blå farve bilen havde. Hjulene var for længst hevet af og lygterne smadret.

Hvad der burde have følt blankt og glat var råt og ru imod hans hånd, ikke at det havde nogen betydning, men det forklarede nok hvorfor det at sidde på bilen ikke var just behageligt. Et lille skrig, bandeord og glas der blev smadret lød, men Hai tænkte ikke over det, for de var ikke alene – langt fra.

En jungle, med et slogan der hed Kun de stærkeste overlever var deres ly. Hai havde ikke talt hvor mange unge og børn der var, han følte heller ikke en trang til det, men et godt bud ville have været omkring tredive og det var kun dem han kunne se. 

Forfald af gamle industri bygninger var blevet til deres ungdomssted. Hvad der burde være gråt og kedeligt var blevet oversprayet, med alt fra fantasifulde kreationer til simple ligegyldige ord, der knap kunne havde taget mere end et par sekunder at lave med et strejf.

De var placeret inde i bygningen, der havde sine store porte åbne, der næsten rakte til loftet. Der var adskillige meter op til taget og det ville ikke undre Hai hvis det havde været et maskinrum eller et lagerrum - der var rester fra begge teorier. Fugt og restlugt af benzin kræsede i sarte næser, og store lamper der lyste voldsomt op skabte sorte og fortærende skygger i lokalet. 

Hai skævede en smule imod en trappe der stod længst til højre og fulgte væggen op. Han vidste godt hvor den ledte hen, men aldrig havde han været deroppe, han vidste bedre. Frygten der summerede i hans mave var overtalende og hev hans blik andet sted hen. Hans blik skulle ikke opdages. Det var løvernes hule - hvor de øverste i fødekæden holdte til.

Trappen førte op til en kube, der lignede et kontor. Der var fuld udsigt til hele hallen derfra. Med store vinduer der havde flere spindelvæv af revner og persienner rullet ned. En grå dør der gav adgang til udvalgte, om de ønskede det eller ej, stod lige ud til trappen.

Et knald der næsten fik Hai til at hoppe ud af sit gode skin, fik hans tanker på andre spor. Han rettede de mørke nøddeøjne imod Ridley, han havde banket sin næve ned i bilens tag så impulsivt og pludseligt, at Hai ikke var den eneste som havde fået et chok. Denne gang mumlede Ridley langt højere.

”Den skiderik, forpulede svin. Jeg skal slagte ham, flå ham fra hinanden. ” Mens de andre nikkede og var til dels enig med Ridley, var Hai ikke meget for at opsøge de skader han havde fået pålagt sig og endnu ikke helt helet fra.

Ridley blev dog ikke mere rolig af at de var samdrægtig, det virker til at være lige omvendt. Han begyndte at sparke til bilens allerede bulede side, efter at have hoppet ned fra dens tag.

Selvom at Ridley lavede et postyr var der ikke mange som tog sig af det, det var normalt.

”Hva nu det? Fik lille Ridley ikke det legetøj han ønskede sig?” En hånlig stemme med et strejf af et grin, afbrød Ridleys tanker. Han skulle lige til at hoppe på fyren der gjorde grin med ham, da han så hvem der kom slentrende.

Syttenårige Mac, med en lille flok af drenge efter sig, havde hænderne i lommerne som han nærmede sig. Han spyttede en gang før han rettede sin opmærksomhed på Ridley og hans venner.

”Såå? Hvem er det?” Spurgte Mac. Ridley løftede et tyndt, pjusket bryn der næsten så gennemsigtigt ud, imod hans blege hud.

”Du kender ham ikke.”

”Prøv mig.”

Ridley fnøs og så Mac nøje an, og nikkede så.

”En skiderik ved navn Kane Hall, tror han er noget, lille gadekælling.” Bag Ridley blev der nikket med og et par andre skældsord blev sagt omkring Kane Hall. Macs øjne knep en smule sammen da han hørte det, for navnet lød underligt bekendt.

”Kane hall?”

”Jeps” Spyt. ” Mørkhåret, underlige fætter. Render ofte rundt på gaderne, blevet smidt ud af adskillige skoler, senest vores… ” Ridleys stemme dødede stille hen da han så Macs og hans venners udtryk: som om noget flashede forbi deres øjne. Ridleys ansigt trak sig mere og mere sammen som Mac begyndte at svovle med eders ord og forbandelser.

”Hva’ kender du ham?” Udbrød Beckett der sad ved siden af Wilmer. De sad stadig oppe på bilen sammen med Hai, som var placeret på køleren. Mac lignede alleer helst en som gerne ville træde tilbage i skyggerne og gemme sig, end at tilstå noget. Noget der ikke huede ham var sket, og med Rileys erfaring havde han en god ide, hvad det var.

”I har været oppe og slås med ham og tabte, har I ik’?” Der blev pludselig død stille omkring dem. Ridley havde tydeligvis anstrengt sine rammer for meget i forhold til deres fødekæde. Mac lå væsentligt højere oppe end dem.

Det sås som en svaghed at tabe en gadekamp, så at tilstå var som at få en lussing. Ridley stod afventende, vreden i ham gjorde ham hovmodig, som var han udødelig. Hai mente han kunne høre de andre af hans venner synke en klump, og han selv følte pludselig en hvis varme der steg op omkring hans krave.

Ville de nu blive tævet på plads?

Men intet der lignede skete. Macs øjne blev fjernt i et kort øjeblik for så at blive skarpe igen, men han så ikke videre tilfreds ud, men i stedet for en knytnæve blev de mødt med ord.

”… Yeeah, og ikke de eneste. Jeg har snakket med nogle andre gutter, de er med på at smadre den lille nar.”

”Hvor mange?”

”En cirka tyve stykker.” Et hånligt, veltilfreds smil krusede på Ridleys læber.

”Er I med?” Lød Macs stemme, selvom det ikke helt virkede som et spørgsmål han ikke kendte svaret på.

Ridley nikkede kort og klart.

”Yeah, vi er med.”

(***)      

Groggy vågnede Kane. Han stirrede op i loftet som tankerne stille formede sig om, at han ikke var sikker på hvordan han var kommet hjem, eller hvad der var sket bagefter, men noget sagde at han i den grad havde fået en omgang pleje.

Han var i bandager og han følte hele hans hoved var i dobbelt størrelse. Han rynkede kort med næsen og fortrød det straks. En skarp smerte spredte sig op til hans pande og ude i kinderne.

Han rømmede sig og endnu en ubehagelighed sprang igennem ham. Hans ribben. Han havde været mere ilderedt end han havde regnet med, men han var ikke taget på hospitalet, det ville være som at dødsdømme ham og det vidste hans forældre.

Han måtte klare sine sår selv og det vidste hans krop også, for han var så småt begyndt at hele. Med en sidste kraftanstrengelse fik han sat sig op. Han åndede ud, gned sig i nakken og strakte hvad han turde.

Som han smuttede ud på badeværelset fik han først rigtigt set sig an. Blå, lilla og gule hævelser gjorde ikke synet meget kønnere. Han havde adskillige flænger der enten var tapet ind, eller for små til at gøre noget ved. Mørke render under øjnene og uglet hår, det var i det mindste ikke unormalt, men et stort stykke hvidt bandage sad over den skade næse. Det fik ikke ligefrem hans akavede teenager udseende til at se bedre ud, bedømte han. 

Efter at have fået kastet noget vand i hovedet, børstet tænder og generelt bare gjort sig lidt mere anstændig, tog han dagens tøj på. Det var med besvær at han fik hevet en skjorte på ud over den hvide T-shirt. Hans ribben kunne virkelig ikke fordrage at han skulle løfte sin arm for højt eller meget. 

Han humpede ned af trappen, meget forsigtigt lod han fødderne ramme trinene, for hvert lille stød var som en chokbølge igennem hans krop, der efterlod en hale af smerte. Hans mor stod forende af trappen, en smule afventende så det ud til, som han kom ned.

Han mødte ikke hendes blik og hun ikke hans, men ikke desto mindre hvilede hendes grå øjne på ham.

”Morgenmaden er klar.” Og det var det, men der var noget over tonen der ikke virkede lovende. Kane løftede kort et bryn. Mrs. Hall havde ikke ventet på ham, hun havde allerede vandret ind i køkkenet.

Kane skævede kort ind over dørkarmen og så til sin store overraskelse, at alle var samlet – med undtagelse af ham. Det havde de ikke været i uendeligheder. Kane kunne i hvert fald ikke komme i tanke om hvornår de sidst havde siddet sammen. Han sank en lille klump og trådte så varsomt over dørtærsklen som lå der en mine lige under gulvbrædderne.

Katherina så ikke på ham, hun havde i det hele taget ikke ytret et ord siden den dag, de var røget i totterne på hinanden og når han var i samme rum som hende, så hun betydelig blegere ud end normalt og som regel skyndte at undskylde sig ud af rummet. Ikke at Kane indvendte eller noget.

Han satte sig over for sin søster der sad ved siden af deres far. Te og juice blev hældt op og deres forældre småsnakkede i lave toner med hinanden, men Kane kunne ikke kaste en fornemmelse af sig der medførte ubehag, noget fremmet.

Søsteren faldt i snak med forældrene og til sidst var det kun Kane der ikke sagde noget. Han var ikke sulten, han havde ikke været det i lang tid nu. Han ville helst bare stikke af derfra. Ingen kommentarer blev sendt i hans retning, ingen spurgte ind til hans skader, det overraskede dem ikke længere fortalte Kane sig selv.

Han skævede til dem. Smil - der var smil på deres læber og Katherina var i gang med at fortælle noget der fik hendes øjne til at glimte af fryd, glæde, det var smitsom kunne han se. Hans forældre smilede og grinede kort af noget. Hvad vidste han ikke, for det var som om hans ører havde lukket dem ude.

Hvor længe havde han gjort det?

Med et fik han høringen igen, et ord; et navn, var blevet bragt frem i samtalen og Kane genkendte det da navnet stadig var frisk i hans hukommelse. Larry. En eller anden fra Mr. Halls arbejde fandt han ud af, men det var ikke dén Larry Kane havde mødt, det vidste han.

Larry, Larry Faron Hawk. Kane vidste ikke helt hvad for et ben han skulle stå på, angående denne fremmede der åbenbart vidste hvad han var og med hjælp som følgende i denne viden. Det virkede for godt til at være sandt, hvem sagde overhovedet det var sandt? Kunne det ikke bare være en der lavede gæk med ham? I så fald var det en hurtige en, der lavede gæk med ham.

Kane havde ikke glemt hvor hurtigt det havde taget Larry at nedlægge hans modstandere. Hvor Kane haltede og fejlede havde Larry så let som ingenting bragt dem ned, en sikker sejer. Kane havde ikke nævnt dette for hans forældre, hvorfor skulle han dog? Der var ingen grund til det alligevel.

Han skævede igen hen imod sin familie, synet fik ham alligevel til at spørge sig selv, om de mon altid var sådan når han ikke var her. Han sukkede indvendigt, han trængte til en smøg. Nu.

Stolen skrabede mod gulvet og alt virkede pludseligt mussestille som Kane rejste sig fra bordet. Han stillede tallerkenen i vasken og begav sig ud af køkkenet. Da han var ude i gangen kunne han høre hvordan stemmer tog en lidt højere tone i køkkenet – og der var latter indblandet.

Der var en underlig følelse i hans bryst, det virkede som om det forsat op og kvalte ham stille og roligt. Han tog sin flyverjakke på, rømmede sig, men gjorde ikke mere da smerten skar igen. Han strøg ud af døren som lukkede efter ham. 

Efteråret havde sneget sig ind og de fleste blade havde røde og solrige farver, mens de svage havde tabt kampen tidligt. Kane stod på verandaen og kiggede kort rundt, en frisk vind trak hans lokker med sig. Vinden var kold og stikkende, men en søstervind som var blød og medgørlig fulgte kort efter. Kane lukkede jakken lidt mere og gik de tre trin ned til plænen. Han var lige ved at tage en dyb indånding da han huskede sig selv på, at det nok ikke var det smarteste.

Han havde knapt nået fire skridt hen ad stien mod fortovet, før han så det… ham. Ham, ikke det rettede Kane sig selv.

En ung fyr, dreng, dårligt nok en mand, stod ude foran Kanes hjem. Ryggen var vendt imod ham, så et ansigt kunne Kane ikke se eller tyde, men hvad der stod ud var det røde hår, der næsten skreg ham i øjnene. Sat til dels i en hestehale. Det var næsten hypnotiserende den røde farve, men det så ikke falskt ud, hvilket var lidt af et kup indrømmede Kane.

Man skulle tro at Kanes stilhed var larmende, for fyren vendte sig om, mens Kanes stod i en frosent tilstand midt på stien.

Meget kunne Kane havde været blevet mødt med, men det store smil der strakte de tynde læber vidt, var ikke nogen af de ting Kane havde forventet. Lyseblå øjne, en piercing i det venstre øjenbryn og et glimt i øjnene der kunne havde været et grin.
Kane følte sig pludselig meget akavet og varsom.

Den fremmede så væsentligt pænere ud i tøjet end Kane selv, men ikke nok til at stille de mange tanter i kvarteret tilfredse. Kane knep sine øjne mere sammen, da fyren rettede sin stilling og lignede en som skulle til at tage et skridt frem. Dette gik ikke ubemærket hen, men fyren virkede mere til at synes at det var sjovt.

”Kane Hall formoder jeg?” Hvis det havde været tænkt som noget, der skulle vinde Kanes tillid, tog han gruelig galt. Kane lignede alleer mest en snerrende ulv det øjeblik. Den fremmede lavede et elevatorblik og smilede større. ”Tænkte jeg nok. Larry-manden sendte mig for at overtale dig til – hey! Hey hvor skal du hen? Det er mega uhøfligt bare at gå! Du kunne i det mindste sige farvel - hey vent!”

Kane havde i hurtige skridt skrottet over plænen, i en pæn stor bue udenom denne fremmede og gik nu med hastige skridt ned af fortovet for at slippe væk.

Det viste sig dog at være nytteløst.

Han slap ikke af med ham, han holdte sig dog en meter eller to bag ham, og for det meste fløjtede en munter tone, der var begyndt at drive Kane til vanvid. Kane prøvede flere gange at løbe ned af en gade og dreje flere gange. Højre, højre, venstre og så højre igen, men selv de zigzaggede flugtveje viste sig at være ligegyldige.

Han hang på.

I det mindste stoppede han med at fløjte, men i stedet for begyndte han nu at stille spørgsmål, snakke og generelt bare være en belastning der hellere måtte fløjte end snakke.

”Så du kampen forleden? Mellem Barcelona og Madrid? Nu er jeg ikke selv en fodboldnørd, men den kamp var der eddermane gnister i deres støvler – altså ikke bogstaveligtalt, se det kunne være sjovt at se! Så tror jeg lige før at de kunne få gjort kampen hurtigere færdig.” Og det forsatte. Og forsatte. Kane bed overordentligt ned på sine læbe efterhånden for ikke at råbe.

”Du er ikke meget for at snakke, er du?” Kane himlede med øjne som om det kunne ses.

”Du ved Kane, du er ikke særlig høflig, det mindste du kunne gøre –”

”Jeg er ikke særlig høflig?” Udbrød Kane mens han vendte sig om. ”Jeg?! Du har ikke engang sagt hvem du er! Også kalder du mig for uhøflig?!” Den fremmede så overrasket ud i et øjeblik, så glippede han med øjnene og endnu et smil krusede på hans læber.

”Nå ja, ja du gik jo før jeg kunne forklare hvem jeg var, så jeg tænkte at du nok var ligeglad.”

”Jeg er ligeglad, men man plejer at præsentere sig som det første.”

”Pff, klart nok. Jeg er Kain, Kain Wolffair, men bare for at undgå misforståelser, så kald du mig bare for Kash.” Kash havde i mellemtiden luntet op til Kanes side og rakte ham nu hånden, mens de gik.

Kane så mistroisk på hånden, fnøs og gik så hurtigere. Kashs øjne glimtede kort, rystede så på hovedet og satte så farten op for at bevare sin plads ved Kanes højre side, uden at miste sit smil på noget tidspunkt.

(***)

Der var stilhed imellem de to drenge. Til at starte med føltes det stift og akavet, ifølge Kane. Kash så ikke ud til at lægge mærke til noget, men det kom ikke rigtig som en overraskelse med det selvtilfredse smil og glimt i øjnene han bar, når Kane skævede kort og usikkert på ham. Til sidst holdte Kane dog sit blik rettet imod fortovet, mens han prøvede at få sig selv til at slappe mere af.

Det skulle vise sig at være langt svære end regnet med.

Opgivende slap han sin holdning som var det et udmattet suk, men selv der virkede det unaturligt som om blodet var is, frossent og hårdt, der holdte ham fast. Hvis Kash lagde mærke til det, kommenterede han det ikke, og stilheden varede.

De var gået to gader, næsten nået udkanten af centrum. Kane prøvede altid at undgå at komme helt ind, men han huskede tydeligt da han var yngre, hvordan hans mor slæbte ham med ind, men det var før det gik op for dem hvad Kane virkelig var, sidenhen prøvede hans forældre ikke at tage ham med når han havde sagt nej første gang, og nu spurgte de ikke mere.

Mens Kane gik i sine egne slumrende tanker, fik Kash øje på en lille butik til højre for dem, og et snedigt smil sprang frem fra hans læber. 

”Hva’?” Spurgte Kane en smule desorienteret.

”Vil du have en is?” Gentog Kash, nikkede mod butikken og satte kurs derhen før Kane kunne nå at svare.

”Nu? Det er jo efterår.”

”Ja og? Det smager jo godt uanset vejret.”

Så forsvandt Kash igennem den døråbningen og efterlod Kane udenfor. Kane blinkede et par gange, stod en smule ubeslutsom, men da døren havde været tilpas lukket foran ham, var det som om det tonet bølget glas lavede grimaser og grinede af ham på en og samme tid. Hvilket jo var dumt ifølge Kanes fornuft.

En dør, et dødt træ for at være korrekt, til en tosset slik butik, der i det øjeblik virkede som om at håndtaget ville brænde hans hånd, kunne ikke lave grin med ham, og alligevel følte Kane sig yderst til grin.

Langsomt var det som om, at halsen drejede om på sig selv mens den stærke fornemmelse af syre kræsede hans svælg og han fandt sig selv tage en ekstra dyb vejrtrækning. Det resulterede i en stærk form af protest fra hans krop.

Han havde helt glemt sine skader - noget han nu fortrød. Han krympede sig lidt sammen, tog nogle rolige vejrtrækninger og prøvede roligt at rette sig ud.

Det hjalp – til dels.   

Kane nåede dog aldrig at tage fat i håndtaget, for døren blev åbnet da en dame kom ud med et barn på armen. Kane trådte til siden for damen og inden døren lukkede helt, smuttede Kane indenfor - uden at røre døren.

Han kiggede kort rundt på de høje hylder, der alle bar kasser af slik og priser. Festrige og giftige farver. Kunstigt belysning, der fik alt til at virke en kant skarpere end behageligt, strålede ned fra loftet, hvor en enkel lampe blinkede sig tættere på døden.

Oppe ved kassen stod Kash, fuldt optaget af de forskellige is der kunne vælges og havde ikke et øje for Kane.

Det var først nu at Kane kom i tanke om, at han ren faktisk havde prøvet at slippe af med Kash, og den gode mulighed for lige netop dette havde været øjeblikket før han trådte inden døre. Skulle han bare smutte nu, inden Kash opdagede ham?

Det var en underlig rungende følelse der spredte sig i ham, som han overvejede. Det kriblede i fødderne som var det nåle der stak og benene summede.

Det var nu eller aldrig.

Men han gik ikke. Fødderne var som plantet i jorden og armene hang som beton ved hans sider.

”Ah, du kom igennem døren, ser jeg.” Kash stod med to is i hænderne og grinede muntert til Kane. Kane rejste et bryn og vente sig halvt om for at se på nævnte objekt.

”Igennem døren er måske så meget sagt - døren står der endnu.” Mumlede Kane som han lagde sit blik på Kash igen, for så at blive stukket en is i hånden - der pludselig var fjedrende let i forhold til betonvægten. Kash mistede ikke sit lystige udtryk og vandrede blot mod døren med et sidste grin.

Kane sank noget der føltes som sand, men som uden tvivl var spyt.

Kash stod ved døren, holdte den åben og kiggede afventende på Kane. Med en sidste beslutning gik Kane fremad og sammen spankulerede de ud på den åbne gade, med hver en is i hånden.           

Som isen blev fortæret var der stilhed. Det virkede helt fjernt og underligt at gå sammen med Kash, og så herskede der en tavshed, som gik så meget imod Kashs personlighed. Kane havde halvt forventet at Kash ville snakke på livet løs, selv med mad i munden, men det virkede til at selv Kash havde nogle manere.

Så med grøn æble sorbet i munden, der havde en frisk og kvikkende smag, forsatte Kane med Kash, der havde en skrigende orange farvede kugleis, ned langs gaden og tættere ind mod centrum.

Det var en fremmet følelse at følges med en, der ikke havde i tankerne at skulle slås med ham, råbe af ham eller bare generelt have noget ubehageligt i tankerne.

Det føltes næsten helt normalt og for et øjeblik kunne Kane glemme alt.

Da de gik langs fortovet kunne de se prop længere fremme. En prop var måske så meget sagt, men en gruppe af mennesker på seks-syv stykker stod samlet, alle med blikket rettet i samme retning: Imod en stor rude. Som Kane og Kash kom nærmere kunne Kane se hvad der stod på den anden side af vinduet. Seks tv’s, der stod på række og hinanden. Lyden var ikke til at høre, men det var ikke nødvendigt.

Der behøvede ikke en stemme for at fortælle Kane at bygningen der stod i brænd, var en voldsom en af slagsen, han behøvede ikke en stemme for at fortælle ham at flere var omkommet og kommet til skade.

De grædende ansigter sagde det hele. Med sod på kinderne, tåre der havde vasket baner ned langs huden, de røde øjne og et blik der skreg frygt og håbløshed. Det hele skar ham i øjnene med de flashende lys der strøg over skærmen og skabte varme glans over huden på de seende uden for ruden.

Der var stilhed, og ikke kun mellem Kash og Kane, men dem alle. Pludselig følte gaden så langt mere køligere som havde vinteren sprunget efteråret over. En isende kulde slikkede Kanes indre, selv den klump han havde i halsen følte frossen.

Han skævede kort over på Kash, han havde et betænksomt udtryk, men de mørke skygger der lå på de unge folder fik ham til at se træt ud, som havde han levet længere end hvad hans features røbede.

Det hele fik dog en omdrejning da en tekst kom glidende hen over skærmene. Det var utroligt så meget et par ord kunne ændre stemningen i blandt dem.

Sjælkrigere mistænkes for drab og ildebrand…

Mere læste Kane ikke, selvom at sætningen forsatte. Den var lang og virkede endeløs. Den frosne klump blev først nu synket og isen i hånden havde for længst mistet sin appetitvækkende ydre. Den føltes klam og fugtig imod hans hånd. Tung, tung nok til at med ét slap kræfterne op i hånden og isen styrtede imod fliserne. Lyden der fulgte blev ikke hørt, kun Kash kiggede på Kane med et overrasket blik.

Munterheden i Kash var væk og den blev kun skubbet væk yderligere da Kash så Kanes ansigt. Hvor Kash havde haft mørke render af træthed og opgivenhed, var Kanes derimod langt tydeligere, langt mere dystre.

De mørke bryn stod skarpt nedad, skabte skygger og hans gule øjne skulede nærmest i gløder.

Udbrud over uretfærdighed, over slynglerne, over disse sjælkrigere som var djævlens yngel, ja alt det hjertet kunne begære at råbe ud, var en øredøvende sky omkring dem nu. Knytnæver blev kastet i luften som om de bankede på nogen, som om den raseri der strømmede i dem alle ikke kunne komme ud på andre måder.

Kane var rasende. Det syrede og boblede, men hans facade forblev kold og urokkelig.

Han vendte sig om og så gik han uden et ord. Hans skridt var stive og uharmonisk.

Brystkassen trak sig i stød når han trak vejret og smerten der dertil fulgte sivede ud i hele overkroppen, men han blev ved med at gå. Først da han var kommet adskillige meter væk fra flokken af rasende byfolk var Kash kommet op til ham, men han nåede dårlig nok at åbne munden før Kane afbrød ham.

”Jeg tag hjem.”

Afvisningen var tydelige trods de andre ord. Kash stoppede op og blev hurtigt efterladt bag metre. Kane hverken vente sig eller stoppede. Virkeligheden var barsk og ikke som man kunne drømme og Kane forbandede sig selv for at glemme, men ikke længere for han vidste bedre.

 

---

SÅ! der kom næste kapitel - hope you like!
Nu begynder Kanes rejse endelig! ;) See you next time!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...