Lyset i Tartaros

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 24 apr. 2014
  • Status: Igang
Kane kan noget andre ikke kan. Han besidder nogle evner der gør ham til en af samfundets udstødte. Noget han må for alt i verden ikke afsløre for andre, men Kane er en uregerlig ung teenager, der lever et forstyrret og forvirret liv med løgne som facader – trods den varme familie der som regel sidder og venter på ham om aften. Kane er ved at løbe linen ud, både med sin hemmelighed og sit liv. De fleste ville kalde Kane for en tabt sag, men alt tager en drejning da Kane møder en, der kan hjælpe ham – men tager Kane imod hjælpen før det er for sent?

3Likes
9Kommentarer
945Visninger
AA

3. Falken lander

 

”… Og se nu at få klippet det hår, Kane. Du må have en god dag min skat” Mr. Hall, Kanes far, kyssede Mrs. Hall på kinden, prøvede at rode Kane i håret, men han undveg langt tidligere denne gang også begav Mr. Hall sig ellers ud af køkkenet, efterlod Kane og hans mor til sig selv ved spisebordet, dækket op med morgenmad.

Så slog stilheden ind. Kanes tænkte ikke så meget over det. Det var altid som om at samtalerne var presset og de behagede ingen, så han levede meget bedre uden, men han kendte hans mor for godt og de flygtige blikke han fik sendt hans vej og lyden af læberne der adskillige gange skilte og lukkede sig rummede i hans øregang. Hun prøvede at sige noget, men hun vidste tydeligvis ikke hvad.

Men det var det samme hver gang og Kane gjorde ikke noget for at hjælpe. Han sad mere og talte sekunder som minutter, hvor han havde fred. Også brød hun isen.

”Kane, vi har snart fundet en skole til dig, du behøver slet ikke at være bekymret, det skal nok gå alt sammen.” – der var den igen. Hun kunne da umuligt tro at det at han var blevet smidt ud af skolen, var noget der påvirkede ham? Hun forsat. Kane lagde mærke til at hans greb i skeen, der gemte sig som en anden ubåd i skålen med mælk og morgenmad, var blevet væsentligt strammere.

Hans hænder rystede igen.

Synet fik noget i ham til at spænde kæberne. Det irriterende ham. Han hørte kun brødstykker af hvad hun sagde, men hans navn, skole, tid og at alt nok skulle gå, var en fyldig del af hvad hendes talestrøm.

”Mor.”

Hun peb som om hun havde fået en forskrækkelse og så noget storøjet på ham. Hun var endelig holdt inde. Kane havde sluppet skeen, rettet sit blik på sin mor og hans frustration var tydelig, måske en kende for tydelig i hans mening.

Mor… hvor mange skoler har I prøvet nu?” Spørgsmålet fik hende til at synke, rette sig lidt op og dernæst kom ubehaget som en skyldbetyngede bølge over hendes udtrykt; som var det dét eneste spørgsmål hun ikke ville have stillet. Han forsat med at kigge på hende og hun krøb en smule under hans blik. Efter hun havde pillet ved tekoppen, rejst den halvt op til munden, for at droppe det, lod en hånd glide kort omkring hendes hals, i den ubevidsthed hvor hun ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv, kiggede hun endelig på ham igen.

”Kære, det er ikke din skyld, du har bare –”

”Mor, hvor mange skoler?”  Hun sank en klump og svarede så;

”… Fem, men du skal ikke tage dig af det -”

”Mor.”

”De ved bare ikke bedre. De handler kun på rygter og – ”

Mor! - det er okay. Det er lige meget” Afbrød han med. Hendes øjne fik et klart skær over sig og det næste hun uden tvivl ville gøre var at omfavne ham, som var han blot otte år igen og blevet smidt ud af sin første skole - men hun vidste bedre.

Det var som om hun ville gøre noget og endte med at gøre noget andet. Hun lagde en hånd på hans underarm og lod en tommelfinger stryge frem og tilbage idet hun gave et usikkert smil.

”Det skal nok gå alt sammen, vi… vi finder på noget, jeg er bange for at det ender et stykke væk herfra, men, men det skal nok gå.” Han gav et enkelt nik, smilede halvhjertet tilbage til hende som hun besvarede med et fuldhjertet et.

Sådan sad de, en smule usikre, som stod de på kanten af en vippe og balancerede, da søsteren trådte ind i det lyse køkken. Hun kiggede undrende på dem, som var hun gået forkert og endt i det forkerte hus. Af ren refleks trak han armen til sig, men nåede kun halvvejs før han opfangede hvems øjne der var lagt på ham som beskuer. Han sank en smule og trak blot på skuldrende til sin søster, der stod med hævede øjenbryn, men gik så blot videre og satte sig over for Kane.

Kane havde mistet appetitten væsentligt nu. Han sank en sidste skefuld, kiggede ud af øjenkrogen på sin mor, der strålede som hun sad der imellem hendes to store børn - som var der ingen andre steder hun hellere ville være, end her i deres lille hjem, i blandt dem. Men det var, tænkte Kane, en sjældenhed at de sad her, næsten alle samlet.

***

Senere kunne Kane findes på sit værelse - for en gang skyld ikke strejfende rundt på gaden. Han sad på sin udmattede seng, med et smule tabt blik rettet ud i værelset. Det havde fanget guitaren der hang på væggen over for ham. Han kunne antydede det fine lag af støv der havde fået lov til at hvile sig, i den tid han ikke havde rørt ved den. To af strengene var knækket og stak rebelsk ud til siderne, som var det en form for at komme væk. Den lakerede overfalde af træ så nusset ud og revner slangede sig ned langs facaden.

Han rejste sig op, som var det den hårdeste beslutning han havde taget, gik hen imod guitaren og stoppede op få skridt inden han nåede den. Han kiggede ekstra på den, som om synet tre meter væk havde bedraget ham, men intet så ud til at være forandret og han lod, næsten tøvende, en hånd rækkes imod den flossede overflade, som var et strøg nok til at den faldt fra hinanden.

Fingrene ramte tre af de resterende strenge. En tør, støvet – som var det et suk – tone slap fri før en streng sprang, som havde fingrene været døden der tog livet. Han havde hurtigt i et chok flået hånden til sig. Han pustede ud, gik et halvt skridt baglæns. Hænderne rystede – ligesom den vibrerende streng der have givet slip – og et sus af vrede overtog ham.

Han havde mest af alt lyst til at rive den ned fra væggen og kyle den imod den modsatte, blot for at se den splintres, men som hænderne, de arrige og rystende hænder, skulle til at tage fat i siderne var det som om han gik kold. Som om at minderne der lige indeholdt denne guitar havde større magt end vreden.

Guitaren havde været en gave – en gave der bragte lykke, glæde og noget der i høj grad mindede om en bedre tilværelse. Han sank en klump, tog et par ekstra skridt bagud og bed så tænderne sammen. En bedre tilværelse - for hvem? 

Trods for den vrede der summede i ham og virkede så alt opslugende, rev han ikke guitaren ned, der ligeså godt kunne have lyst med glødende lys som den var støvet. For den var et minde om alt det han ikke havde og aldrig ville få – i stedet virkede overfalden, den ødelagte, ligegyldige og lige til lossepladsen overflade, til at minde ham en hel del mere om det liv han havde – ubrugeligt.

Uden en tanke, en ide eller noget der måske kunne virke som en plan, rasede han ud af rummet så døren brølede da den ramte dørkarmen.

 

(To uger senere)

  
På en måde var det ikke underligt eller uventet, at Kane havde været oppe at toppes så mange gange det sidste stykke tid, at han ren faktisk tvivlede på hvad der fik ham på benene hver morgen. Han kom hjem sent, sagde ikke et ord og blot det at se på hans tavse forældre og åndssvage mutte søster fik hans kæber til at dirre. Aldrig havde hans hænder rystet så meget som de gjorde nu. Han sagde ikke noget, en vrede der var så iskold at den var brændende havde indtaget hans krop – nu prøvede han ikke at undgå, nu søgte han de utallige slåskampe.

Først til at slå – sidst til at slå. Sådan havde det stået på i to uger nu. Han drak og røg som aldrig før og han følte at han hele tiden befandt sig i en berusende form for vrede og sprut, der i den grad var så forvirrende at han dårlig nok vidste hvad var vrede og hvad var alkohol længere.

I sin røg af ubrugelig og ligegyldighed, blev der banket på hans dør, men lyden kunne lige så godt have været ikke eksisterende, for Kane reagerede ikke. Han tog en hurtig tår, som var den alt afgørende, af flasken han holdte. Det brændte som det ramte dybden af struben.

”Kane.” Han tog endnu et sug af sin smøg, så gløderne hvæsede arrigt af hinanden, inden de blev askegrå igen.

”Kane.” Hun prøvede igen. Åh den fine lille pæne stemme der tilhørte den lyshårede og grå øjede Katherina – hans ”perfekte” storesøster som naboerne kaldte hende. – hun stod der i døråbningen, med et udtryk han ikke gad analysere da han skævede til hende. Han behøvede ikke, tænkte han, hun ville sikkert blot sige at der var aftensmad, det var på det tidspunkt af døgnet trods alt.

”Kane, hold nu op.”

Det var nyt. Han pustede røgen ud demonstrativt og gav hende så sin fulde opmærksomhed - det ville sige, til dels. Flasken med sprut havde lige en lidt højere betydning, for han tog endnu en tår. Hun bed læberne sammen, rynkede brynene og stirrede koldt på ham.

”Hold nu OP Kane!” Hun havde hævet stemmen lidt mere denne gang. ”For helvede Kane, lad vær’ med at sidde her og tro at det er så fucking synd for dig!” Han direkte stirrede på hende nu. Hun plejede så sjældent at bande og det lød helt fremmeartet på hendes tunge. Hun virkede også selv, i et kort øjeblik, at være overrasket over hvad der var røget ud, men det varede ikke længe – højst et par sekunder.

Hun macerede længere ind i rummet, stillede sig foran ham, lagde armene over kors og så trodsigt på ham. Han sagde intet. Han kiggede blot på hende og hans øjne måtte være ekstrem strålende nu, for det lignede kort at de tog pusten fra hende.
Hun bed kortvarigt i læben, men holdte sig ikke længe tilbage.

”Hvad skal det nytte når du blot sidder her eller er derude og slår dig halvt fordærvet, inden du slæber sig selv hjem, blot for at ignorer os andre?! Er det sådan her du vil leve dit liv? Er det virkelig det du vil?! SÅ tag dig dog sammen! -” Hun skreg nu.

Med hvert et ord kneb Kanes sine øjne mere og mere i. Rovdyrøjnene var for første gang rettet imod hans egen søster - dem han så længe have prøvet at gemme for de nærmeste og kæreste. Han kunne mærke hvordan varmen steg ham til hovedet, næsten hvordan en blodåre begyndte at trykke imod hans hud.

”H… md” Mumlede han. Hun tog et inddrag af luft, som skulle hun til at forsætte og kun lige registrerede at han havde sagt noget.

Han så ikke direkte på hende, men hun kunne, som var det en lommelygte der lyst i mørket, skimte de to glødende øjne der stak frem bag det sorte pandehår, der hang over hans øjne – og da de rettede sig imod hende, fik hun næsten åndedraget galt i halsen.

”Hold. Mund” Han rejste sig og selv om hun var ældst var han blevet betydelig højere end hende over sommeren.

Hun gik et skridt tilbage.

”Kane! Stop det, du kan ikke blive ved med at skubbe os fra dig, vi vil jo kun det bedste for dig –” Forsat hun, dog i en langt lavere tone end den førhen råbende. Det var som om det var én dråbe for meget.

”HOLD KÆFT! DU HAR INGEN RET... RET TIL AT REPRIMANDERE MIG! DIG SOM HAR SÅ FUCKING TRAVLT MED ALT MULIGT ANDET LORT! HVIS I VIRKELIG HAR PRØVET AT HJÆLPE SÅ MEGET, SOM DU NU STÅR DER OG SIGER, HVOR HAR I SÅ VÆRET? HVOR FUCK HAR DÚ VÆRET?! INDEN PÅ DIT FUCKING VÆRELSE, CHATTET MED TØSERNE, VÆRET DEN IH SÅ FUCKING FANTASTISKE DATTER DU NU GÅR RUNDT OG TROR DU ER.” Han holdte inde som han tog et hidsigt åndedrag.

Farven havde forsvundet fra hans søster ansigt, øjne opspilet og hendes mund lettere åben i ren chok. Aldrig havde han gjort lignende og aldrig ville han have troet at det ville behage ham så meget.

”Men ved du hvad? Det er du ikke!” hviskede han så, efter han havde taget et skridt tættere på. Hun gispede kort som var dette den ubarmhjertige sandhed ingen turde sige til hende. Døren gav et knald og Katherina stod alene, omgivet af den kvælende røg.
Knaldet rummede i hele huset og da Kane kom farende ned af trappen, stod Mrs. Hall i døråbningen til køkkenet og så lettere skræmt ud.

”Hva’ sker der dog? Kane? Var det dig der råbte? Hvor er Katherina – vent, Kane. Kane!” Men hoveddøren smækkede blot i ansigtet på hende.

(***)

Smack.

Smack.

Knald.

”AAARGH.”

Smack.

Pustende og stønnende stod Kane i blandt fremmede. Blodet dryppede som var det vreden der sivede ud af sprækker. Han spyttede blod ud af munden, tørrede resten væk og nidstirrede de andre omkring ham. Én skar en grimasse som han tog sig til ansigtet, med blodet fossende ned over hagen.

Tolv fyre. Tolv fyre i alle forskellige størrelser, faconer, stemmer og stikkende øjne der alle var bundet til Kane. Der var en afstand på to meter fra dem til Kane. De befandt sig lidt ude af den indre by, tæt på en ghetto, på en efterladt ruin af en legeplads – men Kane havde fået dem rykket ud på en parkeringsplads hvis asfalt slog hårdt når Kane bragte dem i jorden.

På den ene side takkede Kane for pausen, men på den anden side så stoppede det rytmen og hans krop begyndte at falde sammen. Hvis det hele nu bare kunne overstås hurtigt, så behøvede han ikke stå og være bekymret for om han mon ville kunne gå væk derfra. Det var kun et øjeblik, men to kraftige nævner havde fat i kraven på Kanes jakke også lå han der.

Asfalten fik et ekko af smerte til at runge i hans krop og det pressede pusten ud af ham. Så faldt slagene som regn over hans ansigt. Hvert slag lød som torden i øerne og smerten som et lynstød i huden. Hans hjerne kunne lige så godt havde været en omgang grød. Slag forfra og bagfra - asfalten var blevet til en fjende dette øjeblik.

En, to, tre, fire, fem og Kane rykkede hovedet på det sjette slag. Det missede og ramte asfalten så han kunne høre knoerne give efter. Kane reagerede hurtigt og så godt han nu kunne i den akavede stilling, fik han langet et slag i maven på fyren der sad over ham. Manden krympede sig sammen og Kane gav ham en albue i hovedet på vejen op fra jorden.
Blodet fossede ned nu, Kane var ret sikker på at hans næse var skæv og brækket.

Svimmelende prøvede han at orientere sig omkring resten af hans modstandere, men pludselig var der ikke længere kun tolv, men dobbelt så mange, men de gled ind og ud af hans blik og mistanken om at han så dobbelt var den mest logiske forklaring på den hurtige optræden forstærkning – og det at det lignede at de ikke helt kunne stå på deres egne ben.

Det var slemt, meget slemt konstaterede Kane sig hurtigt, for han reagerede ikke hurtigt nok da endnu et slag slog ned fra himlen og han nåede lige at tage fra med hænderne inden han havde ramt hovedet ned i jorden igen.

Så kom sparkene og det var som et gentagende skrig i hans indre da han følte noget der godt kunne lyde som et trykket ribben eller to. Han rullede væk og prøvede at komme på benene. Han undveg lige med nød og næppe endnu en næve (eller var det et ben?) inden han fik rejst sig i sin fulde højde, men krympede sig hurtigt igen da lungerne trykkede imod de sårede ribben.

Han affejede endnu et slag og plantede sin knytnæve i ansigtet på en, dernæst drejede han kejtet rundt og hamrede hårdt en albue i brystet på endnu en. Han lavede et spark der i normalle omstændigheder ville havde været blevet betragtet som fejt, men her galt alle knep. Sparket var som en pæl og manden sank ned på jorden tæt grædende og klynkende med et tag om sit skridt.

Kane overvejede om han skulle løbe, for det så ikke ud til at denne kamp ville være ovre snart eller at han havde en chance for at gå væk derfra uden at lide et nederlag som han hellere ville spytte på. Han tvivlede dog på om han overhovedet kunne gå derfra, også ligefrem at løbe. En overdrivelse. Det var her det slog ham, kunne han ikke bare… det ville jo være så nemt, de ville sikkert bare løbe deres vej. Han så intens ned på sin hånd som overvejede han stadig, men en stikkende tvivl sprang frem i ham, det var jo slet ikke sikkert han kunne gøre det nu.

Det var noget farligt noget at lege med, for hvis han nu ikke kunne kontrollere det? Men mere behøvede han slet ikke at tænke før et hyl lød og Kane tabte sine tanker og så at to af de tolv fyre var faldet til jorden bevidstløse. Det var underligt og det skete i sådan en fart, at da Kane kun havde blinket én gang lå der hele fem fyre på jorden. Hans modstandere faldt og ingen havde en ide om hvad der skete, pludselig kunne Kane mærke hvordan han blev kold i mellegulvet.

Havde han gjort noget?

Kane nåede dog ikke at tænke videre over det, for synderen der viste sig ikke at være Kane, men en anden mand, stod foran ham nogle meter væk. Han havde et skarpt blik, høje kindben og en spids næse. Han havde en lang frakke omkring sig der lagde sig ned langs hans ben, som om den først nu fik lov til at hvile sig.

Kane kiggede omkring sig, alle på nær ham var faldet. Han så med mistro i sine øjne på denne fremmede. En ting var sikkert, han var ikke et almindelig menneske.

”Kane hall.” Hans stemme var sprød, men ikke alt for dyb. Kane mærkede straks hvordan alt i hans krop blev stift. Fremmede kender som regel ikke ens navn og når de gør er der som regel ingen gode intentioner bag.

”Hvor kender du mit navn fra?”

”Jeg ved hvad du er.”

”Jeg ved ikke hvad du mener.”

”Det tror jeg nu du gør.”

”… hvad vil du? Hvem er du?”

”Larry Faron Hawk.”

”Det forklare ikke hvem du er.”

”Spurgte du om mere? Bad du ikke blot om et navn?” Kane svarede ikke, han diskuterede med sig om han skulle gå et skridt tilbage for denne fremmede, denne Larry. Larry havde som samtalen udviklede sig, kommet nærmere og nærmere, men Kane kunne ikke få sig selv til at udvise frygt eller tegn på usikkerhed. Han syntes han kunne skimte et smil på Larrys tynde læber, men det kunne også have været ren indbildning i det svage lys og de sviende øjne.

”Så, Kane Hall. Du kunne godt bruge for noget lægehjælp ser det ud til.” Kane holdte et rul med øjne tilbage, virkelig skarpseende denne mand. Han slap dog et lille fnøs.

”Men det er ikke derfor jeg er her.” Kane rettede sit blik tilbage på ham. At kigge væk var nok ikke det smarteste at gøre i denne situation, specielt ikke når alle klokker i Kanes indre kimede på fare.

”Jeg har et tilbud til dig, det virker som om du godt kunne bruge noget hjælp.”

”Hvis du virkelig tror jeg vil tage imod noget fra en fremmede er du dummere end du ser ud til.” Snerrede Kane. Larry svarede ikke på kritikken, men hans udtryk blev alvorligere.

”Kane, du har brug for hjælp og jeg tror også godt du selv ved det.” Det føltes som en lussing der stadig sang i luften. Han trak sine bryn skarpt ned, så han mest af alt lignende en høg med et sner på hans læber.

”Du ved intet om mig, du skal ikke prøve at forstå mig!” Det virkede ikke som om det kom som en overraskelse for Larry at han fik denne udmelding, men ikke desto mindre lignede det at en form for skuffelse strøg over hans ansigt. Det fik det til at stramme om Kanes svælg.

Det begyndte at svimle for Kane og han kom i tanke om at han i virkeligheden slet ikke var i en tilstand hvor han kunne stå her og snakke. Smerten fra den brækkede næse havde spredt sig op langs næseryggen og en ond hovedpine prægede nu. En dundrende puls i hans tinding, blod der susede for hans øre og i det næste så han ikke længere på Larry, men derimod op imod den overskyede himmel.

Kane ramte dog aldrig jorden, for et stærkt greb holdt ham oppe. Larry havde fat om hans overarm. Larry havde været ovre ved Kane på sekundet han viste fare for at dratte om. Kanes sløve tanker tog sin tid til at finde ud af hvad der skete og da han endelig fandt ud af det, rev han armen til sig og faldt nogle skridt tilbage.

”Lad vær med at rør’ mig!”

”Kane du har brug for hjælp. Jeg kan hjælpe dig, ikke kun nu, men også efter det – det er derfor jeg er her, men du må lytte til mig.”

”Fuck nej, skrid med dig.”

”Kane.”

”Nej! Jeg kender dig ikke engang, hvorfor skulle jeg overhovedet stole på dig? Har din mor aldrig lært dig at du ikke må gå med fremmede?!” Larry sukkede, men han kom ikke nærmere Kane der udviste stor fjendtlighed som en ulv der stod med blottet tænder og en knurren rumlende i struben. 

”Du er ikke alene, der er andre som dig –”

”Fuck, som om jeg ikke ved det?!” Afbrød Kane som han kastede med sin arm ud i vejret for at påpege sin pointe.

”Vi kan hjælpe dig, tænk over det. Jeg sender en over til dig der kan få kontakt i mig, når du har besluttet dig.” Kane så undrende på den gamle mand (som var det eneste hans hjerne kunne registrere ham som i dette øjeblik), over om han overhovedet havde hørt hvad Kane havde sagt. Kane mente selv han tydeligt have sagt at hans ide og plan kunne skrotte et vist sted op, men det tog Mr. Hawk sig vist ikke så synderligt af og før Kane vidste af det var Larry Faron Hawk forsvundet og Kane var overladt til sig selv som ønsket.

 

---

A/N: Jeg har haft dette kapitel liggende i noget tid, ufærdigt vel og mærket og jeg havde lyst til at gøre det færdigt, nu hvor jeg har fået planlagt de første 7 kapitler. Det skal siges at historien forgår over længere tid, men det er ikke en historie med mange kapitler i - af hvad jeg har planlagt altså :)
God fornøjelse - vil tjekke stavefejl når jeg engang er vågen ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...