dæmonen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Mira er en ung kvinde, der er fuldstændig normal og kedelig, bortset fra, at der bor en dæmon i hendes badekar, som hun ikke rigtig kan slippe af med. Hun er først skæmt, men når samtalerne med den her dæmon finder sted, så begynder hun at opdage sider af sig selv.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

3. Kapitel 3.

 

En krop...

 

Jeg skal komme med en menneskekrop til den ting i badekaret. Det værste af det hele er, at jeg ikke engang er sikker på, at den ting er der. Måske det hele bare foregår i mit hoved? Jeg er ret meget på den, hvis det ikke gør.

 

Lige nu er jeg til en forelæsning på universitet, men den kan jeg slet ikke koncentrere mig om. I stedet tegner jeg små kruseduller på min notesblok. Og uden jeg er klar over det, har jeg tegnet to sorte øjne, der bare stirrer tilbage på mig. Hurtigt streger jeg henover dem med blyanten. Lilly løfter et øjenbryn, men kommentere ikke min overstregede tegning. Det er også bedst sådan.

 

Mit blik glider over forsamlingen og de mange tomme pladser. Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, som jeg leder efter. Måske en eller anden person, som godt kunne tænkes at have en dæmon i deres badekar?

 

Jeg sukker tungt.

 

"Fuck det her," mumler jeg så lavt, at det ikke engang er ord, men bare støj fra min mund.

 

Lilly skubber en seddel hen til mig.

 

Er du okay?

 

Jeg grynter til svar, men da hun ikke lader sig stille tilfreds med det, tager jeg mig sammen til at skrive tilbage.

 

Yea... Det her er bare røvsygt.

 

Hun sender mig et forsigtigt smil, tøver lidt, men tager sedlen igen og skriver noget mere.

 

Tøsehygge hos mig i dag?

 

Hvor godt det end lyder, og hvor meget jeg godt kunne bruge noget tøsehygge lige nu, så må jeg sige nej til hende. Jeg har lidt større ting at tænke på, end en omgang afslapning med chokolade og sodavand.

 

Ikk' i dag... Desværre.

 

Jeg sender hende et trist ansigtsudtryk. Det er tydeligt, at hun er lidt skuffet, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Resten af tiden sidder jeg bare og stirrer tomt frem for mig, mens dæmonens hvislende stemme sommetider bryder ind. Ikke fordi, at den faktisk taler til mig nu, men mere som om, at min hjerne prøver at gøre mig vildt nervøs.

 

Forsigtigt lister jeg min mobil op på bordet bag penalhuset. Jeg ved ikke helt, hvad det er, som jeg vil, så jeg lader pegefingeren hvile lidt på skærmen. Efter noget tids går jeg ind på nettet og søger på det engelske ord for "dæmoner". Selvfølgelig kommer jeg ind på Wikipedia. Meget forsigtigt læser jeg siden ned, indtil jeg når til en sektion, hvor der står noget, om ritualer mod dæmoner. Mit håb stiger lidt, men falder hurtigt igen, da jeg ikke rigtigt kan bruge noget af det.

 

Der må være et eller andet!

 

En smule irriteret går jeg tilbage og søger på lidt forskelligt. Alt jeg kan komme frem til, er at jeg åbenbart skal bede mere til Gud og købe hellige ting, som er velsignet af en præst.

 

Jesus Christ! Det kan da ikke være rigtigt!

 

Med tænderne bidt hårdt sammen, læner jeg mig længere indover bordet, så mit ansigt er helt tæt på telefonen. Men jeg synes ikke rigtigt, at jeg kan finde nogen løsning på mit "dæmon-problem".

 

Lilly prikker til mig, og jeg ser nærmest forskrækket op.

 

"Hvad?" hvisker jeg en smule skræmt.

 

"Vi har fri," smiler hun.

 

Jeg ser mig omkring og ser folk rejse sig fra deres pladser. Med en tung fornemmelse i maven nikker jeg og begynder at pakke mine ting sammen for derefter at rejse mig. Lilly har ikke helt pakket sine ting sammen, så jeg venter en smule utålmodigt på hende.

 

"Har du travlt?" spørger hun med et hævet bryn.

 

"En smule," mumler jeg og ser hen mod døren.

 

Hun nikker: "Okay, du kan bare smutte, jeg skal alligevel lige ned forbi biblioteket."

 

Jeg smiler taknemmeligt, hvorefter jeg smutter ud af døren. Mine skridt ude på gangen er højlydte, da sålen i mine sko er alt for tyndslidt og derfor nærmest hamrer ned i gulvet med en flad lyd.

 

Ude ved cyklen stopper jeg op et kort øjeblik, mens jeg fumler med nøglen. Jeg er hundred procent sikker på, at dæmonen stadigvæk er i badekaret. Og jeg er stensikker på, at den mente, hvad den sagde.

 

En krop... Men, hvordan fanden skal jeg skaffe en krop?

 

"Hey Mira," lyder det bag mig.

 

Jeg snurrer rundt og taber nøglerne ned på asfalten.

 

"Jason?"

 

Min ekskæreste. Fin fyr, bare en anelse for dominerende og jaloux på nogle punkter. Vi passede ikke sammen, men det betyder ikke, at selvom han knuste mit hjerte - og jeg hans, så kan jeg stadigvæk blive helt nervøs og ramt af sommerfugle i maven, hver gang vi ses som forbipasserende.

 

"Yea... Øhm, ville bare høre, hvordan det gik... Vi har jo ikke rigtig talt sammen siden... Du ved-"

 

Jeg nikker en smule heftigt og bukker mig ned for at samle nøglerne op.

 

"Mmh... I know - Du ved, tiden går hurtigt, når man har travlt og sådan noget."

 

Det sårer ham lidt, men han skjuler det godt. Bare ikke godt nok til, at jeg ikke lægger mærke til det.

 

"Men det går fint nok... Der sker ikke rigtigt så meget i mit liv."

 

Løgn.

 

Han sænker blikket og klør sig lidt i nakken: "Er jeg sgu glad for at høre... Men øhm... Ja, jeg ville egentlig bare sige, at jeg stadig har nogle af dine ting, såehm... Tænkte på, om jeg ikke måtte aflevere dem i aften?"

 

Det kommer lidt bag på mig: "Ting? Hvilke ting?"

 

"Nogle film, tøj og sådan noget... Og så har jeg din ekstern."

 

Jeg spærre øjnene op: "Nå, så det er dig der har den! Har ledt efter den satan i vildt lang tid."

 

Han ser en smule skyldig ud: "Yea... Sorry, men er det okay, at jeg kommer forbi i aften? Jeg ehm... Ja, skal på en date."

 

Og der døde alle sommerfuglene lige i min mave. Jeg ved godt, at Jason og jeg ikke er sammen mere, men jeg havde håbet, at han på en måde ville være kommet tilbage til mig. Eller, måske ikke. Jeg kan ikke helt finde ud af det. Men i hvert fald føles klumpen i min mave som syre. Ikke fordi, at jeg ved, hvordan syre i maven føles. Det er mere billedlig talt.

 

"Årh..."

 

"Uhm ja... Tænkte, at det nok ville se lidt underligt ud, når hun kom hjem til mig, og nogle af dine ting stadig stod der... You know..."

 

Jeg trækker lidt på skuldrene og nikker med en træt mine.

 

"Sure, du kommer bare."

 

"Fint, så kommer jeg omkring klokken halv seks."

 

Og med den afslutning, vender han sig rundt og går væk, så jeg kun kan se hans ryg. En ryg, som jeg har lyst til at kaste en snebold efter, hvis jeg altså havde en.

 

"Fuck... Fuck..."

 

Jeg slår mig for panden. Han kan ikke komme forbi, det går ikke. Mit ansigt bliver føles pludseligt koldt og følelsesløst. Jeg har jo en skide dæmon i mit badekar!

 

Hurtigt finder jeg mobilen frem og ringer ham op. Irriteret lægger jeg på, da han ikke tager den.

 

"Fuck satan i helvede!"

 

Han er sikkert allerede fræset af sted på sin scooter, så jeg vil ikke engang kunne indhente ham på min cykel. En smule sur på mig selv og mit uheld, begynder jeg at cykle hjem. I det mindste pisser det ikke ned.

 

Derhjemme behøver jeg ikke engang at gå ud på badeværelset for at se, om dæmonen sidder derude. Jeg kan høre den nynne en eller anden melodi, da jeg står med nøglen i hoveddøren. Det løber mig koldt ned ad ryggen, mens mine fingre sitre.

 

"Aaah... Jeg ser, at du ikke har taget nogen krop med hjem. Ærgerligt, du virkede ellers så stålfast, da du hidkaldte mig."

 

Jeg ignorer den fuldt ud, mens jeg atter prøver at kontakte Jonas. Selvfølgelig svarer han ikke. Med en opgivende mine, smider jeg mobilen i sofaen og sætter mig tungt på stuebordets kant. Det er først, da det ringer på døren, at jeg opdager, at tiden er gået, og jeg har siddet i det man kan kalde en koma-i-vågen-tilstand.

 

"Øjeblik!" råber jeg og rejser mig op.

 

Dæmonen begynder igen at nynne, men da jeg er ude i enten, stopper den: "En fin krop...En yderst fin krop."

 

Igen mærker jeg gåsehuden over hele kroppen. Jeg prøver at ryste dem af mig, men da jeg åbner døren og ser Jason med to kasser, kan jeg stadig mærke dem.

 

"Hey," mumler han og træder ind i min lejlighed.

 

Jeg følger efter ham ind i stuen, hvor han sætter kasserne ned på stuebordet, hvor jeg lige havde siddet få minutter inden.

 

"Eh, tak."

 

Han nikker blot og retter sig op. Igen mærker jeg sommerfuglene fra før. Nogle af dem har brækkede vinger, mens nogle slet ikke kan flyve. Jeg savner Jason. Vi skændtes utrolig tit, da vi var sammen, men inden da lo vi også sammen. Nogle gange finder jeg stadig billeder gemt i mine bøger som bogmærker. To mørkhårede mennesker med mørke øjne. De kunne gå for at være søskende, bortset fra, at han ansigtstrækkene slet ikke på nogen måde minder om hinanden.

 

Og nu står han her. Dog ser han ikke helt ud som på billederne, hvor han ser yngre og mere glad ud, hvilket jeg også gjorde.

 

"Du ser ud til at være faldet godt til," siger han lidt efter og ser sig om i lejligheden.

 

Det går op for mig, at det er første gang, at han er her.

 

"Yeah... Jeg er også glad for den."

 

Han nikker tænksomt.

 

"Må jeg låne toilettet?" spørger han pludseligt og ser direkte på mig.

 

"Øhm... Det..."

 

Fuck nej! Han skal ikke ud til den dæmon!

 

"Jeg skal bare lige vaske hænder... Har taget bussen herhen, og du ved, hvordan jeg har det med offentlig transport og bakterier..."

 

Mit hoved falder lidt på skrå: "Hvad med køkkenvasken?"

 

"Og bruge sulfo? Det er ikke godt for hænderne..." griner han lidt og bevæger sig hen til den nærmeste dør, der faktisk fører ud til badeværelset.

 

"Vent!" udbryder jeg, da han lægger hånden på håndtaget og åbner døren.

 

Døren er lige så meget åben, at jeg kan se dæmonens ansigt gennem sprækken. Dens øjne lyser, mens grinet, der pryder dens mund, giver mig kvalme.

 

"Hvorfor vil du ikke lade mig låne din håndvask? Jeg kan godt lade døren stå åben, hvis det er det, som er problemet... Jeg skal nok gå med det samme igen bagefter..."

 

Han lyder næsten helt sur, så jeg kan ikke rigtig få mig selv til at sige nej.

 

"Kom nu..."

 

Jeg ser ned i gulvet.

 

"Jeg vil sååå gerne ud af det her badekar..."

 

Mine hænder knyttes: "Jeg kan ikke..."

 

"Jooo du kan sååå... Jeg kan godt hjælpe dig, hvis det er?"

 

Jeg ryster på hovedet.

 

"Mmmh... Så du vil gerne dø til midnat? Okay med mig..."

 

Igen ryster jeg på hovedet.

 

"Kniven i blokken vil være at fortrække... Et hurtigt snit ved halsen eller et stik i ryggen... Det er til at overkomme..."

 

"Men, han vil dø..."

 

Den ler.

 

"Alle dør... Alle... Nogle før andre, og spørg dig selv... Vil du virkelig se ham gå igen? Vil du virkelig se ham gå hen til en anden pige? På den her måde, vil han blive hos dig..."

 

"Men han vil ikke være sig selv, han vil være dig," mumler jeg.

 

"Sandt nok..."

 

Mine øjne begynder at svie, da jeg har stirret på den samme plet i for lang tid.

 

"Dæmon? Sig mig... Hvorfor hidkaldte jeg dig?"

 

"Aha... Se, det var noget med kærlighed og uheld... Og noget med succes... Hvilket jeg alt sammen kan give dig."

 

"Også selvom jeg giver dig Jasons krop...”

 

"Ja..."

 

Uden at jeg helt er klar over det, mærker jeg min krop begynde at bevæge sig.

 

"Hvad sker der?" spørger jeg lidt tåget.

 

"Sagde jo, at jeg ville hjælpe dig..."

 

Jeg mærker det kolde skaft på den store køkkenkniv mod min hud, da mine fingre lukker sig omkring det. Mit hjerte pumper voldsomt, mens min vejrtrækning går helt amok. Det er lige før, at jeg er bange for at hyperventilere.

 

"Stille og roligt."

 

Mine skridt er mere faste, end jeg havde regnet med. Og før jeg ved af det, står jeg i døråbningen ud til badeværelset. Jasons står med ryggen til og er dybt koncentreret om sit ritual med at vaske hænder. Ud af øjenkrogen kan jeg se dæmonen sidde lænet helt ud over kanten af badekaret, hvor dens rallende ånde nærmest kan ses i form af en lille sort sky. Den ser dybt koncentreret ud, men også meget entusiastisk.

 

"Jeg skal nok sørge for, at han dør ved første stik... Bare rolig..."

 

Min fod tager et skridt frem.

 

"Jeg er faktisk begyndt at trappe ned på det med at vaske hænder, at du ved det," næsten råber Jason med en lidt stolt stemme.

 

"Forsigtigt..."

 

Noget triller ned over min kind, da jeg mærker, hvordan min arm løfter sig. Jeg kan se, hvordan klingen skinner i skæret fra loftslampen, og jeg får det helt dårligt ved at tænke på, at det snart vil være sølet til i blod.

 

"Mira?"

 

Jason løfter hovedet og møder med det samme mit blik i spejlet. Hans øjne udvides, da de får øje på kniven, og jeg kan se, hvordan panikken spredes i hans ansigt.

 

"Undskyld," hulker jeg, hvorefter jeg lader kniven falder.

 

Styrken i min hånd føles tungere og mere tvunget, end jeg havde regnet med. Men det, at kniven synker overraskende let ind i Jasons ryg, gennem jakken og helt ind til kødet. Og den bliver ved med at synke ind.

 

I det samme jeg giver slip på kniven, mærker jeg en underlig kraft forlade min krop, en kraft som har tynget mig hele dagen. Og Jason falder om. Han falder hårdt og tungt. Og der er blod over det hele. Mine strømper bliver helt våde af den tykke masse, der spreder sig som et tæppe på flisegulvet.

 

"Hva..."

 

"Kom med din hånd."

 

Jeg hører ikke dæmonen første gang, men efter den gentager, løfter jeg hånden, hvorefter jeg kan mærke dens gustne fingre klemme om mine.

 

"Og læg nu din anden hånd på hans krop."

 

I det samme jeg rører ved Jasons nu livløse krop, skriger jeg. Begge mine hænder brænder. Den som dæmonen holder fast ved begynder endda at ryge, mens håndfladen mod Jasons ryg kun brænder. Jeg ved ikke, hvor længe smerten er der, ej hvor længe mit skrig er. Jeg ser kun en cirkel med en streg igennem og nogle underlige bogstaver træde frem på min ene håndryg, hvorefter jeg besvimer på gulvet. Om dæmonen er i Jasons krop eller ej, har jeg ingen anelse om.

 

Alt jeg kan mærke, er mine bukser, som bliver væddet i blod, mens tårerne triller ned ad mine kinder og på ingen måde beskriver den had, som jeg lige nu føler mod mig selv.

 

Jeg er et ondt menneske. Et meget ondt menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...