dæmonen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Mira er en ung kvinde, der er fuldstændig normal og kedelig, bortset fra, at der bor en dæmon i hendes badekar, som hun ikke rigtig kan slippe af med. Hun er først skæmt, men når samtalerne med den her dæmon finder sted, så begynder hun at opdage sider af sig selv.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

Du virker fraværende... Er det, det med Jason, der går dig på?"

 

Jeg tygger lidt på min blyant, mens jeg stirrer lige ud i luften på ingenting. Lillys ord trænger ikke rigtigt ind, ikke før hun puffer til mig med en lettere irriteret mine.

 

"Hey... Jorden kalder Mira..."

 

"Huh? Sorry sweeite... Jeg er bare lidt træt," mumler jeg lavt og tager blyanten ud af munden.

 

Vores gruppeprojekt om at genfortælle Napoleons vigtige handlinger og krige i en moderne sammenhæng, er ikke lige det, der interesserer mig mest.

 

"Du ved godt, at du kan tale med mig om det, ikk'?" siger hun med en lidt såret stemme.

 

Jeg nikker og stabler et lille smil på læberne: "Det ved jeg... Men der er ikke så meget at tale om... Jason og jeg er gået fra hinanden... Jeg er knust og orker ikke fyre lige nu, men alt i alt er jeg bare træt."

 

Og det at jeg har en dæmon på mit badeværelse hjælper heller ikke ligefrem.

 

"Okay, hvis du er sikker..."

 

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke skal fortælle hende om min gæst - Det ville bare få hende til at blive mega bekymret for mig, hvilket hun allerede er. Suk.

 

Vi arbejder os igennem projektet, men beslutter os for at stoppe omkring fem tiden, da hun gerne ville hjem, inden det blev for mørkt. Det gør ikke mig så meget. Jeg vinker farvel til hende foran universitet og cykler derefter hjemad til min lille lejlighed. Der er altid noget forfriskende over en cykeltur, men det er ikke den eneste grund til, at jeg cykler en omvej hjem.

 

Men da mørket falder på, indser jeg, at jeg ikke kan udskyde det. Jeg cykler hen ad de velkendte stier under lygtepælene, der altid står der og forbi den lille skumle kiosk, der altid har åbent, men ingen kunder har. Inde i cykelskuret låser jeg cyklen, men tøver med at gå ud et kort øjeblik.

 

Mon den stadig er der?

 

Dæmonen...

 

Jeg lukker øjnene en kort stund, men tager mig så til sidst sammen til at gå opad den svagt oplyste opgang og indenfor. Det er ikke et videre fancy sted, som jeg bor. Men huslejen er billig og folk passer sig selv. Jeg kan ikke rigtig bede om mere.

 

Inde i lejligheden tænder jeg alt lyset, hvorefter jeg klæder om til mine fortrukne hyggebukser og en T-shirt. Herefter går jeg ud i køkkenet og varmer en færdigret i mikroovnen. Mit blik glider hele tiden hen på døren ud til badeværelset.

 

Den er derude... Ingen tvivl om det.

 

Jeg kan høre den kalde.

 

Med en kuldegysning gennem kroppen drejer jeg hovedet væk og fokuserer i stedet på maden i ovnen. Men distraktionen varer kun i få sekunder, før jeg atter ser over mod døren.

 

Indtil videre, har den ikke gjort mig noget. Indtil videre...

 

Hovedpersoner dør altid på film, når de går hen for at tjekke noget, der ikke er af denne verden. Uhyggeligt hus? Ja, lad os gå derind! Det er tåbeligt!

 

"Men alligevel..."

 

Mikroovnen bipper og jeg tager maden ud. Jeg spiser den stående med front mod badeværelsesdøren. Den lidt hule, hæse klang fra dæmonens kalden er der stadig, som om dæmonen har sat sin stemme på repeat. Jeg indrømmer her, at min fornuft må være smuttet ud af vinduet. Fået vinger og fløjet væk, eller bare begået selvmord ved at hoppe ud over kanten. Lige meget hvad, så stiller jeg bakken med min halvt spiste mad og går med tøvende skridt hen mod døren. Dæmonen ved, at jeg nærmer mig. Den begynder at opmuntre mig til at komme nærmere. Give mig mod.

 

Dørhåndtagets kolde metal giver et jag gennem min krop, da jeg trykker det ned. Meget langsomt og med en klump i halsen, skubber jeg døren op. Det hele ser ud, som det hele tiden har gjort. Den eneste forskel, er væsenet i badekaret.

 

Den stirrer på mig med sit grumme smil. Et smil, der bliver bredere og bredere, jo mere døren åbnes. Min mund åbnes lidt, så det bliver lettere for mig at trække vejret og undgå hyperventilation, mens min krop spændes af angst. Dæmonen taler stadig, men den bevæger ikke munden, hvor de spidse tænder er tydelige.

 

"Hva-hvad vil du?" stammer jeg, hvilket giver mig en fornemmelse af, hvor bange jeg egentlig er.

 

Jeg har altid været en tøs, når det kommer til skræmmende situationer, det lægger jeg ikke skjul på. Og det, at jeg ligefrem står her og prøver at tale til et monster i mit badekar, det er fandme noget, som jeg aldrig nogensinde ville have kunnet forestille mig.

 

"Spørgsmålet er, hvad vil du?"

 

Dens stemme er inde i mit hoved og gør mig syg. Jeg kan ikke lide det her, men nu, hvor jeg står i døren og taler til uhyret, så kan jeg ikke bare vende ryggen til.

 

Hvad du vil," siger jeg tænksomt lidt efter.

 

Dæmonen læner sig lidt frem og lader den ene hånd klemme fat om badekarets kant: "Jeg vil mange ting... Og ingenting. Men mest af alt... Mange ting."

 

Jeg blinker lidt forvirret over dens svar.

 

"Men... Hvad laver du i mit badekar?"

 

Det får dæmonen til at klukke: "Jeg bor her."

 

"What?" udbryder jeg ret chokeret.

 

"Jeg bor her... Så simpelt er det."

 

Stadig med bankende hjerte og en puls, der ville give et fedt beat i et tekno-nummer, ryster jeg på hovedet.

 

"Du-du kan ikke bo der..."

 

Igen griner den, mens de røde øjne nærmest glimter.

 

"Jo... For du har selv inviteret mig til det."

 

Jeg løfter forvirret et øjenbryn: "Nej... Nej, det har jeg ikke..."

 

Den nikker: "Jo... Du kan bare ikke huske det... Af den grund, at du nu ikke kan fortælle andre om, hvordan du gjorde... Det er ikke hver dag, at man hidkalder en dæmon i sit badekar."

 

Dette får mig til at gispe. Gispe efter vejret. Gispe af forbløffelse, men også af vantro.

 

"Hidkaldt en dæmon? Det... Det ved jeg da ikke, hvordan man gør... Du-du... Det..."

 

Jeg griber mig til hovedet og kan mærke, hvor kolde mine hænder er af at have været knuget sammen i frygt.

 

"Så, så... Rolig nu... Det er ikke så slemt, og jeg skal nok forsvinde igen... På et tidspunkt..."

 

Mine fødder bevæger sig af sig selv og går ud af rummet. Jeg lukker døren efter mig, og fortsætter ud i køkkenet og ind i stuen, hvor jeg sætter mig ned på sofaen med et tomt blik. Dæmonen begynder at "råbe" efter mig. Eller, hvad man nu kan kalde dens form for kommunikation.

 

"Hey! Kom tilbage! Nu har jeg siddet herude i flere dage og nætter... Det bliver ret kedeligt i længden..."

 

Jeg stirrer bare frem for mig, mens min mund former spørgsmålet: "Kan du ikke forlade badekaret?"

 

Dæmonen kommer med en irriteret lyd: "Nej, ellers havde jeg jo nok for længst forladt det."

 

Det undrer mig ikke, at den kan høre min stemme, selvom jeg talte utroligt lav.

 

"Hvorfor er du her?" spørger jeg luften.

 

Den svarer ikke lige med det samme og lader til at tænke grundigt over spørgsmålet.

 

"Du hidkaldte mig... Måske ikke bevidst, nu hvor jeg tænker over det, men aftalen var simpel... Jeg gør dit liv lettere, men til gengæld får jeg dit liv, din sjæl, kald det, hvad du vil, når din tid er ved at rinde ud."

 

Ordene gør mig utroligt ubehagelig til mode. Jeg tror ikke på livet efter døden, men at vide, at det skal ende i hænderne på det væsen er ikke videre en rar tanke.

 

"Hvad fuck sker der?" mumler jeg og læner mig forover med lukkede øjne og en frustreret lyd.

 

"Der sker mange ting... Du må være mere specifik," lyder stemmen inde i mit hoved.

 

Der sker et eller andet med mig der. Jeg råber et eller andet, rejser mig og går ud af hoveddøren. Mit hoved gør ondt, og der er en ulidelig pibe lyd i mine ører.

 

Jeg læner mig op ad døren og glider ned på hug med hovedet mellem benene. Der går lidt tid, hvor jeg bare sidder sådan. Først, da noget ud af øjenkrogen fanger min opmærksomhed, løfter jeg hovedet. Kent, en af mine naboer, står ved sin dør og kigger underligt på mig med en indkøbspose i den ene hånd.

 

"Er du okay?"

 

Min hånd glider henover ansigtet, hvorefter jeg rejser mig lidt for hurtigt op, så jeg vakler et kort øjeblik.

 

"Yea... Trængte bare til lidt frisk luft."

 

Han ser lidt på mig med et bekymret blik, men nikker så og låser sin dør op. I det han træder ind og skal til at lukke døren bag sig, udbryder jeg : "Kent! Vent..."

 

Overrasket ser han op.

 

"Øhm... Der er... Øh... Kan jeg lige få dig til at tjekke noget for mig?"

 

"Erh.. Ja, selvfølgelig... Hvad?"

 

Jeg løfter hånden op til mit baghoved og klør mig lidt, mens min hjerne prøver at komme på et eller andet: "Rørene ude på mit badeværelse siger nogle underlige lyde nogle gange... Je-jeg er ikke så god til sådan noget, såehm ja..."

 

Han nikker med et lille smil: "Jeg er heller ikke en ørn til sådan noget, men jeg kan da prøve at kigge på det."

 

"Tak."

 

Jeg åbner min dør og venter på, at han får sat sin indkøbspose ind i sin lejlighed og låst døren, hvorefter han træder ind gennem min dør. Han ser sig lidt nysgerrigt omkring, og det går op for mig, at han aldrig har været inde i min lejlighed før.

 

"Det er herhenne," mumler jeg lidt usikkert.

 

Dæmonens stemme er inde i mit hoved igen. Den ler. Det lyder så uhyggeligt og uvirkeligt, at jeg hele tiden ser mig usikkert omkring, som om den pludselig ville stå bag mig eller i et hjørne. Jeg vil lige kunne forestille mig den stå og dryppe blod, samt stirre med de røde øjne. En følelse henover nakken får mig fraværende til at løfte hånden op og slå ud efter ingenting. Kent ser heldigvis ikke noget.

 

Mit blik er fæstnet på hans ansigt, da han åbner døren ud til badeværelset og åbner døren helt op på vid gab. Jeg kan tydeligt se dæmonen i badekaret. Se, hvordan den fryder sig over min frygt og åbenbart morer sig over situationen.

 

Jeg ser hurtigt hen på Kent.

 

Ingenting.

 

Han kan ikke se den. Det kribler ned ad ryggen på mig, da jeg ser ham gå helt hen til vasken, bukke sig ned, banke lidt på rørene og se sig om i rummet. Alt sammen få centimeter fra dæmonen.

 

"Er der en bestemt grund til, at han er her? Udover, at du vil tjekke, om du er blevet sindssyg?"

 

Jeg ryster svagt på hovedet. Kent griber fat om badekarets kant og hæver sig op og stå igen. Hans hånd griber fat lige der, hvor dæmonens hånd havde været forinden.

 

"Hmm... Jeg kan ikke umiddelbart se noget..."

 

Han sender mig et skævt smil, tager en dyb indånding og kommer med en lidt nervøs latter.

"Oh... Det kan også bare være bygningen... Synes bare, at det kom herude fra," mumler jeg lidt pinlig berørt.

 

"Tja... Ellers må du sige til... Jeg har noget værktøj, så jeg kan altid prøve at fikse det."

 

Jeg nikker og sender ham et forsigtigt smil: "Tak, det sætter jeg pris på."

 

Vi går ud til hoveddøren igen, hvor han et kort øjeblik ser på mig med det der bekymrede blik: "Er du sikker på, at du er okay? Du ser lidt bleg ud..."

 

"Mmh... Har ikke fået så meget søvn for tiden, så er bare træt."

 

Han nikker, men lader ikke helt til at godtage min forklaring.

 

"Okay... Men sig til, hvis der er noget... godnat."

 

"Godnat."

 

Jeg lukker døren i og står bare og stirre på den et stykke tid.

 

Mit sind er forvirret, og jeg er fuldstændig skræmt, hvad angår væsenet på badeværelset.

 

"Forstår det ikke," mumler jeg udmattet.

 

"Der er ikke så meget at forstå... Du har en dæmon i dit badekar, en magtfuld én endda, jeg kan give dig utrolige evner, få ting og sager til at ske, alt sammen, hvis du fuldender aftalen med mig."

 

Fuldender aftalen?

 

Jeg rynker brynene, vender mig rundt og går langsomt ud mod badeværelset.

 

"Hvad mener du?"

 

Tonelejet i min stemme får den til at grine: "Simpelt... Jeg kan give dig næsten alt... Men det er som sagt ikke gratis... Din sjæl for aftalen... Og en krop."

 

"En krop?"

 

Den nikker, så dens klistrede hud kommer med små smaskende lyde.

 

"Jeg kan ikke forlade badekaret uden en krop fra denne verden... Ergo må du finde en krop til mig... Helst hankøn, ikke fordi, at jeg har noget imod hunkønsvæsener, men jeg er hankøn selv, så ja, du forstår nok."

 

Jeg træder et skridt bagud og ryster nægtende på hovedet: "Nej, jeg kan ikke give dig en krop..."

 

"Jo du kan... Det er meget simpelt... Det er lige meget, hvordan den ser ud... Jeg skal nok selv fikse den, hvis den er i stykker, men jeg skal bare bruge en... Så kan jeg følge dig overalt og være mere behjælpelig med vores aftale."

 

"Men..."

 

"Ikke noget men... Og du har sådan set ikke noget valg. Medmindre du gerne vel dø før tid - Den eneste måde at slippe af med mig på nu, er ved at give mig din sjæl, hvorved jeg vil tage tilbage til min verden."

 

Dæmonen rykker rundt på sig, lægger hovedet lidt på skrå og kommer med et grumt grin.

 

"Det har jeg selvfølgelig ikke noget imod... Mindre arbejde fra min side, hvis du forstår."

 

Min krop begynder at ryste, og jeg kan mærke en voldsom knude i brystet.

 

"Den krop... Vil personen dø?"

 

Dæmonen grynter: "Det er pointen ligesom... En ofring, så jeg kan træde ind i kroppen... Du skal lokke personen herind, slå ham ihjel, hvormed jeg kan overtage kroppen, hvorefter vi kan forsegle vores pagt."

 

Slå ihjel... Det kan jeg ikke...

 

"Nej... Nej... Kan jeg ikke..."

 

"Okay, fint nok... Så træd op i badekaret og jeg skal fortære dig nu og her..."

 

Jeg klasker en hånd for min mund for at stoppe skriget i min hals. Det begynder at svige i øjenkrogene, mens tårerne presser på.

 

"Helt ærligt... Det hjælper ikke at tude... Du har et ultimatum her - Bestem dig nu."

 

"Stop... Jeg-"

 

Dæmonen trækker på skuldrene, læner sig tilbage og ser ind i væggen med et neutralt udtryk.

 

"Fint... Du får til i morgen... Hvis du ikke kommer med en krop til mig inden midnat, så kan jeg tvinge dig til at træde op i badekaret - Nok kan jeg ikke træde ud af det, men jeg er allerede i dit hoved, så du er lidt fanget"

 

Den drejer hovedet over mod mig og ser næsten surt på mig.

 

"Gå nu... Du har brug for at tænke..."

 

Jeg kan ikke gøre andet at bakke ud og lukke døren i bag mig.

 

Hvad sker der?

 

Dæmon... Slå ihjel.

 

Jeg vil ikke dø...

 

Og den ved det, den ved, at jeg vil komme med en krop...

 

Den ved, hvor rædselsslagen jeg er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...