dæmonen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 31 okt. 2013
  • Status: Igang
Mira er en ung kvinde, der er fuldstændig normal og kedelig, bortset fra, at der bor en dæmon i hendes badekar, som hun ikke rigtig kan slippe af med. Hun er først skæmt, men når samtalerne med den her dæmon finder sted, så begynder hun at opdage sider af sig selv.

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

Jeg er ikke helt hundred procent sikker på, hvornår den besluttede sig for at bosætte sig i mit badekar. Det var måske den aften efter, at Jason havde slået op med mig, og jeg sad ude på klinkegulvet og græd snot over mit ynkelige liv. Jeg er som sagt ikke sikker.

 

Men en morgen i de tidlige timer, hvor solen endnu ikke var stået op, åbnede jeg døren ud til badeværelset og så den. Jeg kan stadig huske, hvordan den oplevelse fik mit hjerte til at banke hurtigt, hvordan min krop frøs fast, og hvordan alle mine små hår på kroppen rejste sig i ren og skær skræk. I genspejlingen fra det lille spejl over vasken, kunne jeg se, hvordan mit ansigt gik fra morgentræt med liggemærker og en begyndende bums til en ligbleg maske, jeg ikke engang vidste, at jeg kunne lave. Mine normalt lyserøde læber var hvide og klemt sammen for at tilbageholde skriget, mens mine grå store øjne var spærret vidt åben, så jeg næsten så sindssyg ud.

 

Det tog mig ikke mindre end et sekund at studere væsenet i mit badekar, hvor jeg hurtigt kunne konkludere, at det helt sikkert ikke var menneskeligt, men et eller andet uhyre.

 

Den har arme og ben og et hoved. Alt det, som levende væsener nu har. Men den måde, som den ser ud på... Det giver mig en klam følelse i kroppen bare at tænke på det!

 

Nu har jeg ikke været ude på badeværelset i flere dage, men jeg kan stadig huske, hvordan den ser ud.

 

Nu går jeg ud fra, at de fleste mennesker fra film, måske tegninger og andre steder, ved, hvordan et menneske ser ud, uden hud. Det er en klam ting, men det er den bedste måde, jeg kan beskrive dens hud på. Man kunne tydeligt se musklerne, senerne, det blødende kød, alt sammen dækket af en tynd, men sikkert stærk, gennemsigtig hinde, der glinsede af noget klistret stads. Og de lange fingre på dens hænder var udstyret med klør, der så ud til at kunne skære en mursten over! Men det værste af det hele, var nok munden og øjnene. Det blødende gab, hvor sylespidse tænder tydeligt kunne ses, gav kvalme, mens de stikkende røde øjne gav én, en følelse af at blive afklædt helt ind til sjælen.

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg kom væk fra den. Måske jeg drejede rundt på hælen, da den begyndte at grine. Måske jeg smækkede døren i bag mig uden at se tilbage. Måske jeg bare besvimede. Jeg ved det ikke...

 

I hvert fald, så har jeg ikke åbnet døren siden. Jeg tør ikke. For den er derude. Nogle gange kan jeg høre den. Den kommer med nogle underlige lyde, som om den kalder på mig. Indtil videre har jeg ignoreret den. Men jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med det.

 

Og mine naboer vil også undre sig over, at jeg hele tiden skal låne deres badeværelse med en undskyldning om, at rørene ude på mit toilet er gået i stykker, og at jeg ikke har tilkaldt en servicemand.

 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...