Forladt

Jeg skrev en stil ud fra et billed i skolen, og besluttede mig for at lægge den ud.

0Likes
0Kommentarer
179Visninger

1. Forladt

Min mor, far, søster og mig, var taget til stranden, det var i sommeren 2006 og vejret var varmt midt i eftermiddags solen. Jeg havde taget min yndlings dukke med, jeg kaldte hende dukke Lise, jeg havde fundet på navnet, med hjælp fra min mor, efter at have hørt en sang om en pige der hed Lise. Jeg sad ved nogle sten i vandkanten og legede med en skovl og spand, og jeg tænkte at det ville blive en god dag.

 

Ik igen, det skete for 7 år siden, tænkte jeg. Da mindet om stranddagen kom i mine tanker. Jeg rejste mig fra sengen og strakte ud, noget jeg gjorde hver morgen, det var hårdt i starten at huske at gøre det, men til sidst blev det til en vane. Jeg gik over til mit skrivebord, og stirrede på billedet af mig og min søster, det gjorde jeg altid når jeg tænkte tilbage på minder. Uret ved siden af min seng viste 6:15, det var mandag morgen, og jeg skulle på arbejde.

 

Min søster var ude i vandet med min far og lege tag fat, jeg ville også være med, men jeg kunne ikke svømme sagde min mor, og jeg vidste det også godt. Jeg sad bare og kiggede på min far og søster med halvåben mund, min mor kom hen og satte sig ned ved siden af mig, "luk munden eller du fanger fluer" sagde hun til mig, jeg lukkede munden og kiggede op på min mor med store øjne. "Mor, hvorfor kan jeg ikke svømme?" spurgte jeg hende, "det kan jeg ikke svare dig på nu, men det skal jeg nok når du bliver ældre. Du skal bare huske at du ikke må svømme uden at mor og far er med, ik?" sagde hun "jo mor, det skal jeg nok huske" Jeg tog igen godt fat i skovlen og begyndte at grave på ny.

 

Jeg satte mig ved spisebordet og hældte min morgenmad op, det var typisk, jeg troede at jeg endelig ville få en god dag, og så kommer mindet tilbage med et brag. Men lægerne og psykologerne sagde også dengang at jeg skulle være meget heldig hvis minderne nogensinde forsvandt fra min hukommelse. Jeg sukkede højt i det tomme rum, jeg kiggede mig omkring, alt virkede rent, måske for rent. Det der fangede min opmærksomhed var den lille dukke på den høje hylde, den der var årsagen til de minder der blev ved med at komme.

 

Der var gået et par timer med leg på stranden og i vandet, men kun på stranden for mig, det var nu tid til frokost og vi satte os tilrette på det store tæppe vi havde taget med, den store blå fryseboks var blevet sat ved kanten af tæppet, og stod åben så man kunne se alt det gode picnic mad mine forældre havde pakket, jeg begyndte at hvine da jeg så at mine forældre også havde husket mine yndlings chocolat chip cookies, de var de bedste forældre en lille pige som mig kunne ønske sig. "skru lige ned for hvineriet, jeg dør hvis du bliver ved" sagde min søster der satte sig ned overfor mig, "hvis du dør af at jeg hviner må jeg hellere blive ved" svarede jeg imens jeg grinte, min søster gav mig et svagt smil igen, hun havde ikke været sig selv på det seneste, det kunne alle mærke, og det var også derfor at vi var taget på stranden, hun blev altid glad igen af at komme stranden. Vores forældre kom til sidst også, vi spiste og havde en god tid sammen.

 

Jeg spiste færdig og satte tallerknen i vasken, hvis de her minder ville blive med at komme tilbage til mig, ville jeg få en meget lang dag. Jeg tog mit tøj på og gjorde klar til at gå ud af døren.

 

Vi havde spist færdig på ingen tid, mig og min søster lå og spillede kort på tæppet imens at mine forældre lå på deres håndklæder og solede sig. "skal vi ikke lave et sandslot?" spurgte jeg min søster, "jo, det kan vi godt" sagde min søster "tag dukke Lise med og lig hende på stenene der ovre" min søster pegede på nogle sten tæt på der hvor at vi ville lave vores sandslot. jeg tog mit lyseblå håndklæde og dukke Lise med, jeg lagde dukke Lise oven på håndklædet og gik tilbage til min søster. "så er det klaret" sagde jeg og vi begyndte at bygge, vi var nået langt og var næsten færdige, men det var også begyndt at blæse lidt op, men vi var ligeglade vi havde været på stranden i næsten alt slags vejr.  bølgerne var blevet større og større, mit hår fejede hen over mit ansigt, "jeg tror vi skal stoppe med at bygge nu" sagde min søster lige efter at der kom en stor bølge der sprang op af vores ben. "Gå hen og hent dukke Lise, og gå op til mor og far, jeg skal nok samle alt sammen her." Jeg begav mig hen mod stenen, men jeg kunne ikke se dukke Lise nogen steder, jeg kiggede over hele stranden for at se bare et glimt af hende. Jeg kiggede ud over havet og gipsede, dukke Lise lå langt ude i vandet, jeg løb så hurtigt jeg kunne ud mod dukke Lise, men det var svært da jeg aldrig havde lært at svømme på grund af min vandeksem, "Merian" råbte min søster "hvad laver du, du må ikke være ude i vandet" jeg så bagud og så at min søster svømmede ud mod mig, jeg var ikke langt fra dukke Lise, jeg kunne også se at mine forældre var i vandet nu og svømmede hen mod mig, min søster fik fat i mig og rakte mig til min far da han kom hen til os.

 

Jeg lukkede mine øjne tæt i, jeg vil ikke tænke på det sidste, sagde jeg til mig selv, jeg vil ikke tænke på det sidste, jeg vil ikke tænke på det sidste, jeg vil ikke tænke på det sidste, men selvfølgelig kom jeg til at tænke på det, det er i mine tanker hver eneste dag, hvorfor hørte jeg ikk efter hvad min søster sagde? hvorfor lod jeg ikke dukke Lise ligge oppe ved mor og far? Og hvorfor svømmede jeg ud efter hende?

 

Far hoppede også i vandet, og begyndte at svømme ud mod os. Jeg så tilbage til min søster, hun svømmede ud mod dukke Lise, hun er bare verdens bedste søster, tænkte jeg til mig selv. En stor bølge kom ind over min søster, "Marie!" var det sidste jeg råbte, inden at hun blev fanget under vandet af bølgen, min far rakte mig videre til min mor og svømmede ud efter min søster, det tog noget tid, fordi at der var mange bølger og han blev også selv fanget af dem. Til sidst fik han fat i hende, og trak hende op mod land, "ring til alarmcentralen!" råbte min far til min mor. Min far lagde min søster ned på sandet, og begyndte at trykke på hendes brystkasse, han lænede sig også ned ved hendes mund. Min mor satte mig ned på tæppet som vi havde spist på tidligere, "bliv her!" sagde mor til mig, hun løb hen til far med til telefon i hånden, jeg kunne ikke høre hvad de sagde, det var som om at alt var blevet sort. det sidste jeg husker derfra var blå blink over hele stranden.

 

der kom det, nu ville det blive en dårlig dag vidste jeg. Det var sket før. Flashbackene altså, de kom altid på de tidspunkter som jeg ikke ville have at de skulle komme. Jeg tog bil nøglerne på bordet og pakkede min ting sammen, jeg fortsatte ud til bilen, og låste op. Jeg satte mig ind og tændte motoren, lyden var høj og fik mit hoved til at banke mere end det gjorde i forvejen. Jeg bakkede ud af indkørslen og kørte mod mit arbejde, siden oplevelsen med min søster, havde jeg viet mit liv til at hjælpe andre børn, der havde mistet et tæt familiemedlem. Det var en rar følelse at kunne hjælpe andre, og eftersom at jeg slev havde oplevet at miste min søster, kunne jeg hjælpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...