Den blinde krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
GUL, for en sikkerheds skyld C:

Jamie har altid undret sig over den dør, for enden af trappen, oppe i tårnet. Da han endelig finder ud af hvad der er bag den grædende dør, bliver han aldrig den samme igen.

2Likes
3Kommentarer
451Visninger
AA

5. The truth

Jamie rystede på hoved, alt var så forvirrende. Han var sikker på han havde set de øjne før. Men det var én ting, hvor kendte hun hans navn fra?

"Du kender mit navn?"

Hun grinte, ikke et varmt og hjerteligt grin, men et koldt grin der fik hårene i nakken til at rejse sig. Han gyste men nægtede at kigge væk fra de sølvfarvede øjne.

"Du er af den royale familie, vi elvere ved alt om vores fjender og da du og din familie er nogle af dem..."

Hun lod resten hænge i luften. Jamie rystede bare på hoved.

"Jeg er den yngste, jeg har intet med krigen at gøre! Vi er tre lande. Holder is tyr på os alle? Har i nogen idé om hvad den krig føre med sig? Så mange mennesker dør hver dag..."

"Du tror ikke elverne lider tab?"

Hendes afbrydelse fik ham til at tie. Han så ned i gulvet og rynkede panden. det havde han aldrig tænkt på. I byen hørte man kun om de stolte soldater der drog i krig og aldrig vendte hjem. De forsvarede deres land og døde med stoltheden i behold. Man hørte altid hvordan de koldblodede elvere dræbte mennesker så snart de var i nærheden af dem. 

Han blev rystet ud af sin tankegang idet hun satte sig på hug foran ham. Hendes øjne var nu i samme højde som hans egne og hendes blik var så intenst at han blev nød til at kigge væk. To kolde fingre sendte en skælven igennem ham. Hendes pege- og tommelfinger var placeret ved hans hage og tvang ham til at kigge på hende.

"Du har aldrig tænkt på os har du? I mennesker tænker kun på jer selv. Ligesom i altid har gjort!"

Hun rejste sig og vendte ryggen til ham. 

"Hvordan ved du noget som helst om os mennesker?"

Han måtte spørge, det ville nok ende ud i endnu et hadefuldt blik og måske hans død, men han måtte spørge. Elverne troede virkelig de var bedre end menneskerne.

"Hvordan jeg ved det? Hvordan jeg ved, at mennesker kun tænker på sig selv? Fordi jeg har oplevet det på egen hånd!"

Hendes stemme var fyldt med had og Jamie kunne næsten se hendes øjne brænde for sit indre blik. Han sank en klump og så på hende. Hendes kjole var åben i ryggen og han kunne se hendes lyse hud stramt over muskuløse rygmuskler, hun var ikke bare tynd hun måtte være stærkere end hvad han lige forventede. Han sank en klump, det gjorde hende også mere farlig. Han vidste ikke helt hvad hun mente. Var nogen fra hendes familie også død i krigen?

"Død i familie?"

Hans stemme var svag, men hans nysgerrig tog over. Han kunne ikke lade være. Men han skulle aldrig have spurgt. Hun vendte sig i et ryk mod ham, han kunne næsten se ilden i hendes øjne.

"Død i familien? Ja, men det var ikke hvad jeg mente! En dronning, en menneske kvinde opdagede miraklerne ved elvere hår, hun kidnappede mig! Jeg blot en lille pige, ikkeældre end 4 år da jeg blev taget fra mit hjem! Jeg blev holdt fanget 3 år! 3 år af mit liv tilbragte jeg i et tårn, i lænker. Den forfærdelige kvinde klippede mit hår en gang om ugen og brugte det til at holde sig ung! Jeg ved hvor modbydelige i mennesker er, for jeg var offeret!"

Hendes stemme knækkede ikke men regnede ned over hende som hagl. Hans øjne var blevet store, noget ved historien virkede bekendt, ligesom hendes øjne, men det var underligt. Det var som om det velkendte ved det, ikke helt kunne falde på plads. Hvorfra var det så velkendt?

Kvinden bøjede sig ned og tog igen fat i hans hage.

"Din mor var det monster!"

Det var som et lyn der ramte ned i ham, selvfølgelig, nu kunne han huske det. De ord bragte barrieren ned. Han huskede det. Den grædende dør, pigen bar døren, hendes tjavsede hår, hendes lange øre og hendes øjne, de sølvgrå øjne han havde set så mange gang i hans drømme.

"Pigen bag den grædende dør."

Hun nikkede blot. Hun sad på hug foran ham og holdte hans hage så han ikke kunne kigge væk. Sådan sad de længe, sad blot og stirrede ind i hinandens øjne. Hans med nysgerrighed og fornyet frygt. Hendes fyldt med had.

Efter, hvad der føltes som flere timer, rettede hun sig endelig op og gik mod gangen. Inden hun gik vendte hun sig mod ham og med had i stemmen sagde hun de sidste ord.

"Du skal dø ved daggry."

_____________________________________________________________________________

Aria gik med bestemte skridt ned af den, nu, mørke gang. Hun blinkede et par gange irriteret, hun kunne mærke tårerne presse sig på og hun nægtede at græde. Syntes af ham havde fremkaldt de minder, hun havde brugt det meste af sit liv på at glemme. Hendes hænder rystede og hun satte farten op. Gangen delte sig i tre gange og fakler lyste dem op, hun gik af gangen til højre og videre til venstre næste gang den delte sig i to.

Hun blinkede mere og mere og da hun nåede hendes dør løb den første tåre ned af hendes kind. Hun flåede døren op og væltede ind i rummet. Hendes syn var sløret af tårerne og hun fumlede efter hendes lommetørklæde som lå på et sofa bord. Hun tørrede øjnene og snøftede kort. Rummet hun var i, var hendes private gemak når hun var under jorden ved fængslerne. Et enkelt bank på døren fik hende til at se op.

"Forsvind, jeg vil ikke tale med nogen!"

"Deres majestat, den kvindelige fange, mennesket, hvad skal vi gøre med hende?"

Aria lagde lommetørklædet tilbage på bordet og så sig i spejlet. Hendes øjne var stadig en smule røde, men mørket ville skjule det. Hun tog en dyb indånding og rettede sig op. Med en kold stemme svarede hun vagten.

"Jeg vil personligt tage mig af hende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...