Den blinde krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
GUL, for en sikkerheds skyld C:

Jamie har altid undret sig over den dør, for enden af trappen, oppe i tårnet. Da han endelig finder ud af hvad der er bag den grædende dør, bliver han aldrig den samme igen.

2Likes
3Kommentarer
488Visninger
AA

1. Prolog

Jamie løb ned i den store sal og trak i moderens kjole.

"Mor, døren græder igen."

Dronning Eliza vendte sig og så ned på hendes yngste søn.

"Har jeg ikke sagt du ikke må gå op i det tårn? HOLD DIG VÆK FRA DEN DØR!"

Jamie så ned i gulvet, han sank en klump. Han vidste godt han ikke måtte, men han kunne ikke lade være, der var noget dragende ved den.

"Hvor er dine barnepiger? De har ikke titlen royale barnepiger for at de kan drive den af!"

Dronningen vrissede og kiggede rundt i den store tronsal. Jamies kinder blev røde og han ønskede han kunne gå i et med gulvet.

"Jeg kom til at vælte den, det var altså ikke med vilje."

Hans stemme var så lille at han lukkede øjnene og ønskede hun ikke havde hørt ham.

"Hvad væltede du?"

Hendes stemme skar igennem luften og han krympede sig. Han trak en lille flaske op af lommen på de mørkeblå bukser. Flasken var gennemsigtig og i bunden lå få dråber af noget lilla substans. Låget var gyldent med hvad der lignede små gyldne perler rundt om.

"Dit dumme barn! Har du givet dem sovemiddel?"

Han vidste den kom, det overraskede ham ikke, og rigtig nok fløj lussingen overhans kind. Han fjernede ikke blikket fra gulvet, han kunne ikke bevæge sig. Hans kind gjorde ondt.

"Gå op på dit værelse! Jeg ville ikke se dig mere i dag!"

Han løb ud af tronsalen og ud til den store opgang. Han løb op af de store trapper og videre op af den næste trappe. Han løb hele vejen ned af den lange korridor og stoppede først da han nåede sin dør.

Prins Jamie stod der på et gyldent skilt. Han så på det og kunne mærke tårerne presse sig på. Han bed sig i læben og holdte dem inde. En enkel tåre kunne han ikke stoppe, og den løb ned af hans kind og stoppede ved hans mundvige. Han snøftede en enkelt gang og tog fat i døren. Han åbnede den og stoppede.

Hulken, klar og tydelig gråd. Han så mod enden af korridoren. En bue i sten førte ind til vindeltrappen op til tårnet. Op til den grædende dør.

Jamie havde aldrig været helt oppe af trappen, han hørte ofte gråd og hulken fra toppen af tårnet, men havde aldrig turet trodse sine forældres ordre. Han gik nærmere åbningen. Han så på det tredje trin. Det var så langt han var nået, aldrig længere. Han tog en dyb indånding og indtog det første trin, så det næste og endelig det tredje.

Der stod han, en 7 årig lille prins på vej til at tage det næste skridt. Han ville se den, døren.

Han løftede sin fod og lukkede øjnene. Idet hans satte foden ned på det fjerde trappetrin spændte hele hans krop. Han vidste ikke hvad han forventede, men der skete intet. Et hulk fik ham til at se op, hans gyldne krøller fløj omkring hans ansigt og kildede hans øre. Han tog det femte skridt, det næste, det næste, det næste.

Jamie mærkede adrenalinen suse gennem ham, det var nu, det var i dag han skulle se døren. Den grædende dør.

Han gik og gik, han kunne se hvordan de evige trappe blev ved og ved, men hvis han så ned, var han kommet højere op. Han så op igen og gik videre og endelig, endelig stod han der.

Døren var gammel og lavet af mørkt træ, den lignede alle de andredøre i slottet. Han mærkede skuffelsen ramme ham, men hvad havde han forventet?

"Hallo?"

Jamie for sammen, han havde ikke forventet en stemme og da slet ikke fra den side af døren. Han trådte forsigtigt nærmere. Det var en pige stemme, han var ikke i tvivl.

"Er det dig der altid græde?"

Han kunne høre nogle lænker rasle fra den anden side af døren. Der lød en snøften før han fik et svar.

"Ja."

"Hvorfor?"

Jamie mærkede nysgerrigheden pirre og han havde lyst til at spørge en million spørgsmål, hvorfor græd hun altid? Hvorfor sad hun bag døren? Var det hende der var lænket? Hvem var hun? Hvor gammel var hun? Hvor kom hun fra?

"Ville du ikke også græde hvis du var blevet bortført?"

Denne gang hørte Jamie hendes stemme mere klart. Hun kunne ikke være ret gammel, hendes stemme var svag og lys og rystede en anelse.

"Hvem har bortført dig?"

Han fik intet svar men hørte igen lænkerne rasle, mere voldsomt denne gang.

"Vil du ikke åbne døren? Jeg vil gerne se dig."

Han hørte håb i hendes stemme og tog derfor de sidste to skridt hen mod døren. Han tog i håndtaget men tøvede.

"Hvordan kan jeg vide du ikke angriber mig?"

Jamie var den yngste af 7 børn i konge familien, med 5 ældre brødre havde han hørt historier fra deres eventyr, om kvinder der lokkede dem med ind i en hule og derefter prøvede at spise dem.

"Jeg er lænket."

Han kunne høre lænkerne rasle igen, han nikkede og indså så at hun ikke kunne se det. Så i stedet åbnede han døren og kiggede ind.

På det hårde stengulv sad en spinkel pige. Hun havde kort lyst hår, næsten hvidt. Hendes kjole genkendte han, hans søster havde engang haft sådan en kjole, dengang hun var på hans egen alder. Hun hade lænker om hænderne og fødderne. Han vidste slet ikke man kunne få så små lænker, hendes håndled var ikke ret store og hendes ankler var næsten lige så små.

I hans baghoved hørte han noget, noget på trappen, men han lyttede ikke. Pigen på gulvet var så smuk trods støv og snavs og det tjavsede hår. Han gik hen til hende, satte sig på hug ved hende og rørte ved lænkerne.

Hun havde ikke kigget på ham, han vidste ikke hvordan hun så ud, men lagde mærke til hendes øre. De var lange og spidse, ikke ligesom hans egne. Hendes hud var bleg og fin.

"Tror du, at du kan få mig fri?"

Han blev overrasket over hendes stemme. Den var så tæt på. Han nikkede og begyndte at pille med lænkerne. Inden længe var begge hendes hænder fri. Han fik hendes højre fod fri da han blev stoppet. Han blev hevet tilbage af en, en der var stærkere end ham, større end ham.

"Hvad har du gang i?"

Han kiggede op og så ind i hans mors lynende øjne. Han blev bange, meget bange. Men inden hverken han eller hans mor nåede at reagere raslede den sidste kæde og pigen var fri.

Dronningen smed sin søn til side og stillede sig i døren til trappen.

"Du slipper ikke ud!"

Jamie så skræmt skiftevis på hans mor og pigen. Hun så på ham og det var første gang han så hendes øjne. De var ikke blå eller grønne, de var ikke brune ligesom menneskers normalt er. De var sølvgrå, ligeså sølvfarvede som den ring han bar på sin finger. Hun løb over til ham, stillede sig bag ham og trak hans hoved tilbage.

Han mærkede smerten i hans hals og bryst. Et skrig undslap ham og hans mor stod frosset på stedet.

"Rør dig og jeg knækker hans nakke."

Hendes stemme var ikke længere svag, den var kraftfuld og kommanderende. Jamie kunne kun lige se hans mors ansigt. Hendes øjne var fyldt med rædsel og hun trak sig tilbage.

Pludselig faldt Jamie til jorden, pigen havde sluppet ham og sad nu i vinduet på tårnet. Jamie vendte sig om og blev bange. Hun ville aldrig overleve det fald!

Det sidste Jamie så af pigen bag den grædende dør, var hendes øjne. Han løb over til vinduet og så ud. Hun var væk, hun lå ikke på taget under, hun lå ikke på jorden nede i gården, hun var væk.

____________________________________________________________________________

Den aften sad Jamie på sit værelse med sin mor. Hun holdte om ham og vuggede ham. Han vidste ikke hvorfor, han var ikke bange eller ked af det. Der lød en banken på døren.

"Kom indenfor."

Hans mors stemme var underlig, han kunne ikke tyde den, men der var noget galt. Han så uforstående på sin mor men vendte hurtigt hoved igen. Ind af døren kom en gammel mand, han havde gråt skæg og en lang kåbe. Han satte sig ved siden af Jamie og så først på Eliza og så på prinsen.

"Jeg skal nok hjælpe dig."

Han stemme var hæs og lugtede underligt. Jamie rystede kort på hoved, så hans krøller fløj omkring. Han havde ikke brug for hjælp.

Han blev bedt om at sætte sig i sin seng, han fulgte ordre, da hans mor så indgående på ham. Han fik en lille flaske i hånden.

"Drik ud min skat, det er ok."

Han nikkede forsigtigt og tog varsomt flasken op til munden. Væsken i flasken var en underlig blæk farve, den så ikke videre indbydende ud men han trak hovedet tilbage og slugte indholdet.

Hans øjenlåg blev tunge og han mærkede hvordan hans krop blev slap. Han lagde sig ned på sin pude og lukkede øjnene. Hans tanker blev underlige og han havde det som om, at hans hjerne blev taget ud af hans hoved.

Det sidste Prins Jamie husker fra den dag var den gamle mands underlige ord, før han forsvandt ind i søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...