Den blinde krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
GUL, for en sikkerheds skyld C:

Jamie har altid undret sig over den dør, for enden af trappen, oppe i tårnet. Da han endelig finder ud af hvad der er bag den grædende dør, bliver han aldrig den samme igen.

2Likes
3Kommentarer
439Visninger
AA

4. Mennesker

Pigen lå bevidstløs på jorden. To af vagterne tog hende og slæbte hende væk. Selv stod hun hævet over dem i et træ. Hvad lavede mennesker i skoven? 

Hendes opmærksomhed blev afledt idet de hørte en stemme råbe. 

"Hun var ikke alene."

Vagterne så på hinanden og derefter afventende på hende.

"Jeg tager mig af ham, hvis i bare tage den ting med jer."

Hun pegede fraværende på menneskepigen der lå på den bare jordbund. Vagterne nikkede og begyndte at slæbe afsted med pigen. 

Aria vendte sig mod stemmen, han råbte stadig. 

"Hvor dumme er mennesker lige?" 

Hun kneb øjnene sammen og klatrede med yndefulde bevægelser længere op i træet. Hun hoppede til det næste træ og sprang videre. Han var tæt på hende nu, hun kunne høre hans stemme.

Aria nåede ikke at se ham før hun svingede sig ned fra træet og direkte imod mennesket. Han blev slået bevidstløs til jorden med det samme.

"Så skrøbelige!"

Hun fnøs og så på ham. En underlig følelse af genkendelse ramte hende, hun fik et sug i maven. Det kunne ikke være rigtigt!

Hans gyldne lange hår krøllede i spidserne, han måtte være højere end hende, måske et hoved højere. Han var bredskuldret og hans fine tøj var beskidt. Hans ansigt var fint, et markeret ansigt, specielt kæbelinjen og kindbenene var optrukket markant. Hans hud var lys og han havde lange øjenvipper. Aria sank en klump, det kunne ikke være den samme! Det kunne det ikke!

 

****************************************************************************************************************

 

"Jamie? Jamie vær sød at vågne!"

Jamie kunne høre stemmen, det var Ann. Han åndede lettet op, hun var ok. Han prøvede at bevæge sin arm, det gjorde ondt og han fandt hurtigt ud af at hans mobilitet var blevet hæmmet. Han åbnede forsigtigt øjnene. Rummet var brunt og grønt, det var fugtigt og... Han slog øjnene helt op. Han sad på den bløde jordbund, hans hænder var bundet på hans ryg og hans ben foran ham. Han så op og så Ann i samme situation. Hun sad fora ham med ryggen op mod en mur af jord. 

"Er du ok? Kan du huske noget? Jamie hvor er vi?"

Hendes stemme var panisk og hun havde grædt. 

"Jeg har det nogenlunde, min skulder gør ondt men jeg tror jeg kan bevæge mig. Hvad med dig?"

Ann så ned og snøftede.

"Jeg har det fint, men min hofte er ved at dræbe mig, jeg sidder på en skarp sten."

Jamie nikkede og så sig rundt igen. Der var ingen vinduer i væggene af jord, og Jamie kunne ikke se langt. Rummet var mørkt og der var ikke meget lys. 

"Jeg tror det var elvere, de angreb os. Jeg tror vi er under jorden et eller andet sted. Åh Jamie jeg vil så gerne hjem nu! Jeg skulle aldrig være gået ind i skove!"

Jamie sukkede, og nikkede.

"Jeg prøvede at stoppe dig."

Han fik intet svar men et hulk undslap Ann.

"Har der været nogle mens du har været vågen? De kan da ikke bare efterlade os her til at rådne."

Idet han sagde det kunne de høre fodtrin, et svagt lys oplyste noget der lignede en gang til højre for Jamie. Ann kiggede skræmt op og derefter på Jamie.

Lyset kom fra to fakler. To store mænd, vagter gættede Jamie, kom ind til dem. De kiggede først på hinanden og derefter på de to skabninger på gulvet. 

"Mennesker, de lugter grimt."

Det var den ene af vagterne der havde talt, han var bred som en stor træstub, hans arme var brede og Jamie ville have sammenlignet ham med smeden fra byen, hvis ikke det var fordi de to vagter var større.

"De er også grimme."

De grinte og satte faklerne fast i to holder på hver side af indgangen. Jamie kunne nu se rummet de var spærret inde i bedre. Det var ikke lige så stort som Jamie havde troet, jord vægge hele vejen omkring dem med nogle få rødder stikkende ud i den modsatte ende af de to vagter.

"Jeg forstår ikke Prinsessen, vi burde bare dræbe dem, ligesom vi plejer når menneskerne vilder sig ind på vores territorium."

Jamie kiggede op på dem. Prinsesse? Hvem var det og hvorfor holdte hun dem i live?

"Det er nok drenge, vi skulle jo n'dig tro vi ville vores gæster ondt."

Stemmen fik både Jamie og Ann til at kigge op. den var blid og smuk, hvis ikke Jamie vidste bedre, ville han have troet det var en engel. Kvinden der trådte ind bag de to store vagter lignede også en. hun bar en smuk gulvlang sølvfarvet kjole. De lange ærmer og V-udskæringen gav hende et næsten guddommeligt udtryk og i skæret fra flammerne, lignede det at hun strålede. 

Hun havde langt løst blondt hår, næsten hvidt som gik hende til knæene. Hun bar et sølv smykke om halsen og en tiara prydede hendes pande. 

"Jeg vil hjem, vil du ikke nok? Vi kunne ikke finde på at gøre jer noget! Vi kom ikke ind i skove med vilje, det var en fejltagelse."

Anns stemme var spinkel i forhold til kvinden i sølvkjolen. Hun vendte sit blik mod Ann, som tav med det samme.

"I mennesker gør aldrig noget med vilje, det er altid en fejltagelse, er det ikke?"

Hendes stemme var lige så blød som før, men alligevel rislede det koldt ned af ryggen på Jamie, hun var farlig, ingen tvivl om det.

Jamie så på Ann og gjorde tegn til at hun skulle tie stille, det kunne ikke hjælpe dem. Jamie kiggede igen op på kvinden i sølvkjolen og fik store øjne. Det var altså sandt? Hendes øre var lange og spidse og ved øreflippen hang et smukt sølvsmykke der var formet som et løvblad. Jamie kiggede ordentligt på vagterne, jo deres ører var lige sådan. Han lænede sig tilbage mod muren af jord og følte sig paf. Hvor var han dog endt?!

"Jeg kan ikke bruge pigen til noget, hun er spild af min kostbare tid."

Hun gjorde et kast med hoved og vagterne tog fat i Ann. Hun begyndte at skrige og Jamie for frem. 

"Hvad vil du med mig? Jeg er ikke samarbejdsvillig hvis min veninde ikke bliver."

Han var i panik, hvad ville der ikke ske med Ann hvis de tog hende. Kvinden i sølvkjolen smilede bare og gjorde tegn til vagterne. De slæbte Ann mod gangen og til sidst kunne Jamie ikke høre hendes skrig længere. Jamie sank en klump og kunne ikke tage øjnene fra gangen. Ann!

"Du vil hjælpe mig lige meget hvad, Prins Jamie."

Hans navn overraskede ham, hvor kendte hun ham fra? Hun stod tårnet over ham og så ned på ham og idet han så på hende så han dem. Hendes øjne.

"Du har.. Dine øjne, de er sølvfarvede?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...