Den blinde krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
GUL, for en sikkerheds skyld C:

Jamie har altid undret sig over den dør, for enden af trappen, oppe i tårnet. Da han endelig finder ud af hvad der er bag den grædende dør, bliver han aldrig den samme igen.

2Likes
3Kommentarer
443Visninger
AA

3. Frihed?

Festen var storartet, ligesom hans søskendes havde været. Jamie smilede høfligt og sagde venligt tak til alle lykønskningerne men det var ikke før han så Ann, at et ægte smil bredte sig over hans ansigt.

"Jeg troede du havde glemt mig."

Hun så fornærmet på ham og grinte så.

"Som om jeg kunne, du er min bedste ven. Jeg vil da også have noget at sige når du vælger din brud."

Hun kiggede ikke på ham men han kunne høre hendes stemme rystede lidt. Han så undrende på hende, men da hun vendte sig mod ham smilede hun til ham. Jamie rystede på hoved og så rigtigt på hende. Hun havde en smuk lavendel farvet kjole på, lange ærmer og hendes corsage gav hende et sidste twist af former. Jamie skulle lige til at fortælle hende hvor smuk hun var, da han blev afbrudt af sin mor.

"Jamie skat, kom og hils på prinsesse Rina." 

Hun hev ham med sig og han så undskyldende mod Ann som blot kvalte et grin. 

Prinsesse Rina var en smuk kvinde, høj med markerede kindben. Hendes hår var kul sort og gik hende til hofterne. Jamie hilste venligt og bukkede. Hun smilede og blinkede som om hun havde fået noget i øjnene.

"En fornøjelse at møde dem Prins Jamie, deres mor har fortalt mig så meget om dem."

Jamie så kort på hans mor som tydeligt opfordrede ham til at fortsætte samtalen.

"Jeg takker, men jeg er sikker på min mor har overdrevet angående mig, jeg er, trods alt, hendes yngste og lidt af en efternøler."

Prinsesse Rina grinede hysterisk, hendes høje latter gav Jamie et chok. Var det så sjovt?

"Overhoved ikke, du er lige så maskulin og smuk som hun har beskrevet dem."

Jamie var begyndt at blive bange for prinsessen, hendes hysteriske latter havde tiltrukket meget opmærksomhed fra de andre gæster og hendes skingre stemme efterfølgende var ikke bedre.

"Men nu er de jo en ung mand på 18, nu skal de jo giftes, er det ikke spændende? Åh jeg kan huske da jeg var 18, gode dage, bestemt!"

Jamie rynkede kort sin pande, hvor gammel var hun da nu? Hun fik det til at lyde som om det var mange årtier siden hun havde været 18. Han betragtede hende igen. Hun var bestemt ældre end ham selv, men med kvinder i de højere samfund kunne man aldrig regne med noget, de kunne ligner en kvinde på 50 og være 25 og omvendt.

"Åh, nu står de nok og overvejer hvor gammel jeg er ikke? De er vidst en slem prins, de ved man ikke spørg en kvinde om hendes alder." 

Hun grinte men denne gang virkede det usikkert. Jamie blev sikker i sin sag, kvinder sagde kun dette når de var gamle, som i over 20 og stadig ikke gift. I panik kiggede han sig omkring efter Ann og så hende stå ved fontænen i midten af salen. Han hørte sig selv ånde lettet op og vendte sig igen mod Prinsesse Rina.

"Jeg må desværre forlade dem nu frøken, jeg har mange jeg skal nå at konversere med."

Han bukkede og inden hun kunne nå at sige noget, var Jamie på vej mod Ann. Han nåede dog ikke ret langt.

"Hvor tror du, at du er på vej hen?"

Hans mor havde fået fat på ham.

"Ann, hun står helt alene."

Jamie nikkede mod hende og idet han gjorde kom en ung herre hen til hende og begyndte at snakke med hende.

"Nu er hun ikke alene længere, kan du så gå tilbage til prinsesse Rina, hun er en god kandidat til din brud."

Jamie havde lyst til at grine, højt og klart, men han holdte inde. Han kiggede på sin mor med et fast blik.

"Hun er for gammel til mig mor, det ved du!"

Hans mor rullede med øjnene og drejede ham så de stod med front mod hinanden.

"Hun er en ærebar prinsesse, du finder ikke bedre!"

Hendes tone var hård, Jamie kendte den kun alt for godt. Det var den tone hun brugte, når hun havde det sidste ord. Ikke denne gang. Jamie lod sine hænder hvile på sin mors skuldre.

"Jeg har udtrykt min mening!"

Med de ord forlod han hans mor, som stod tilbage med åben mund og en tydelig bemærkning på vej. Jamie gik hen til Ann og den unge herre der stadig talte til hende. Jamie smilede for sig selv. Han så nydelig ud, en skrædders datterburde være beæret over at han gad at snakke med hende, men Ann lignede en der kedede sig mere end nogensinde.

"Må jeg afbryde?"

manden så op da Jamie afbrød ham, han så overrasket ud men bukkede og gik. Han nåede at stjæle et enkelt glimt mere af Ann før han forsvandt i menneskemængden.

"Han var da meget sød?"

"Gider du? Han var sindsygt kedelig at høre på!"

Jamie grinede og pegede mod balkonen.

"Vil du med væk fra alle de kedelige mennesker?"

Hun smilede og nikkede. Sammen gik de hen til balkon-dørene som to tjenere åbnede for dem. 

Balkonen hang ud over den sydlige have, med skoven i baggrunden. I nattens mørke så den fortryllet ud, små gyldne lys glimtede i skovens åbning og den sydlige haves lys kastede magiske skygger op mod de mørke stammer.

"Der er forfærdeligt så smukt det kan se ud!"

Ann stemme var kold og da Jamie kiggede på hende var hendes ellers mos-grønne øjne, virkede sorte. 

"Men det er vel sådan de lurer dig derind ikke? Ved skønheden? Det er vel også derfor at de er så smukke af udseende. For at lure uskyldige mennesker i døden."

Hun nærmest spyttede de sidste ord ud. Det var først nu Jamie opfattede hvad hun snakkede om, skoven, elverne.

"Der er vel en mening i alt."

Han kunne ikke sige andet, han vidste hvilket had Ann havde til elverne, hvem kunne bebrejde hende? Jamie så igen mod skoven og lagde hoved på skrå. Han blinkede og hang så halvt ud over gelænderet med overkroppen. Det var væk. Han var sikker på at han havde set noget. Ann kiggede undrende på ham men sagde intet, hun prøvede derimod at kigge i den retning Jamie gjorde.

"Hvad ser du?"

Han nåede ikke at svare før Jamie hørte hans mors stemme.

"Hvor er Jamie? Jeg har fundet en yndig ung dame han skal møde.... Har de set min søn? Undskyld mig frøken, har de set Prins Jamie?"

Jamie sukkede.

"Jeg magter ikke at møde flere "yndige unge damer" tak."

Ann så spørgende på ham men forblev tavs. Jamie så mod skoven og så ned på græsset under dem. En idé kom til ham og han smilede lumsk.

"Ann, du stoler på mig ikke?"

Ann løftede det ene øjenbryn men nikkede.

"Er du klar på en lille flugt?"

Hendes øjne lyste op og hun delte hans lumske smil. Uden at sige noget til hinanden kiggede de ned på græsset. Jamie behøvede ikke forklarer, Ann og han kunne nærmest læse hinandens tanker. Uden videre havde de begge sat sig på gelænderet af balkonen og lod sig glide ned. De lande på græsset med to små bump. 

Jamie pressede sig ind mod væggen idet han hørte døre på balkonen over dem åbne, Ann havde for travlt med at børste sin kjole af for græs til at høre det. Han rullede med øjnene og trak hende ind til væggen også. Først så hun irriteret på ham men stivnede da hun hørte stemmen lige over deres hoveder. 

"Jamie? Jeg var sikker på de sagde han var gået herud. Og så med den... den bonde pige, en skrædders datter, hun er ikke værdi!"

Jamie stod som frosset til muren, hans mors ord havde ramt ham som en mavepuster. Han drejede forsigtigt hoved for at se på Ann. Hun stod med armene om sig selv og så ned i jorden. Skyldfølelsen skyllede over ham, det var ikke hans ord, men han vidste at hans mors ord havde ramt hende hårdt. Han trak hende ind til sig og lagde armene om hende.

"Undskyld"

Hun rystede på hoved og trak sig væk fra ham. Hun tvang et smil frem, Jamie kunne tydeligt se det.

"Det er OK, det er jo ikke din skyld, jeg er trods alt bar en del af pøblen." 

Hun så igen væk og Jamie blev for en kort stund vred på sin mor. Hvorfor kunne hun ikke bare acceptere Jamies venner? 

Sammen begav de sig nu længere ud i haven, da døren til balkonen igen blev åbnet gemte de sig bag en af de store figurer der stod på plænen. I dette tilfælde en busk klippet som en elefant. De så på hinanden og kunne ikke lade være med at grine. Jamie følte sig som en lille dreng på 10 år igen og de luskede videre, længere ned i haven.

Til sidst stod de ved det store hegn der skilte haven fra skoven.

"Tror du virkelig de er derinde? Elverne?"

Anns stemme rystede en anelse.

"Jeg ved det ikke, måske."

Anns ansigt blev pludseligt mørkt og hun kneb øjnene sammen.

"De ved ikke hvad deres dumme krig gør!"

Idet begyndte hun at kravle op af hegnet og endte på den anden side med et let bump, Jamie fik store øjne.

"Hvad laver du? Kom tilbage! Det er farligt! Ann vær nu ikke dum, vi har krigere til at bekæmpe elverne, ikke små piger!"

Jamie kunne selv høre panikken i hans stemme, men Ann så blot på ham med et køligt blik.

"Tør du ikke gå ind i den store farlige skov Jamie?"

Hendes nedladende tone pirrede ham.

"Jeg behøver ikke bevise noget, det er for dumt! Kom nu tilbage Ann, vi kan ikke skride på den her måde!"

Ann fnøs og begyndte så at gå ind i skove. Jamie prøvede igen at stoppe hende men hun blev ved med at gå. Til sidst kunne han ikke længere se hende og han sukkede dybt.

"Forhelved!"

Jamie kravlede over hegnet og gik forsigtigt ind i skoven efter Ann. 

Skoven var mørk, og da lyset fra slots haven begyndte at falme blev den kun endnu mørkere. Jamie missede med øjnene og efter et kort stykke tid havde hans pupiller vennet sig til mørket. Lydende gav ham små chok og da en gren knækkede ikke langt fra ham, for han sammen. Han tog en dyb indånding og rettede sig op. Det var bare en skov!

Ja men en skov med diverse farlige dyr og elvere. Han rystede på hoved, han måtte finde Ann.

Jamie havde altid ønsket sig frihed, fri fra slottets mure, fri til at se verden, men det var ikke denne form for frihed han havde forventet. Han havde altid drømt at første gag han ville gå i en skov ville være ved højlys dag, et smukt grønt landskab og små puslende lyde fra dyrene der levede i den. De lyde der var her, i den virkelig frihed, var ikke farlige, men det der skræmte ham var det ukendte, det han ikke kendte.

Pludselig hørte han et skrig, han så sig omkring, det var kommet fra hans højre side. Han havde genkendt det, det skrig var Ann.

"Ann? Ann hvor er du?"

Han råbte med tyk panik i stemmen, han løb mod højre, hvor skriget var kommet fra.

"ANN?"

At råbe havde nok ikke været den bedste ide. Ud af mørket sprang en mørk skygge, den ramte ham med noget hårdt i baghoved inden han kunne se hvad eller hvem skyggen var. Alt blev først sløret og til sidst forsvandt alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...