Den blinde krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
GUL, for en sikkerheds skyld C:

Jamie har altid undret sig over den dør, for enden af trappen, oppe i tårnet. Da han endelig finder ud af hvad der er bag den grædende dør, bliver han aldrig den samme igen.

2Likes
3Kommentarer
452Visninger
AA

2. Du er jo ikke bare en kongelig for mig

"Se mor, det er prins Jamie, åh er han ikke køn?"

Jamie kunne ikke lade være med at smile, den lille pige kunne ikke være mere end 11, og hun stod og måbede efter ham. Han stoppede op ved siden af hende og hendes øjne blev store.

"Godmorgen"

Pigen gav et skrig fra sig og gemte sig derefter bag sin mor. Moderen smilede venligt til prinsen og han smilede igen. Han fortsatte sin gang ned af grusvejen ned mod byen. Han vidste han skulle passe på, hvis vagterne eller hans barnepiger så ham var han færdig.

Han kiggede sig over skulderen og til sin rædsel var de der, de to ældre damer var på sporet af ham. Han grinte og drejede ind af en mindre gyde imellem to huse. Han var efterhånden så vant til at skulle flygte fra dem at han kendte de fleste gyder mod byen.

Han stod klemt op af en mur da de gik forbi, et smil spillede om hans læber og han trak sig væk fra væggen. Han vidste ikke hvorfor hans mor insisterede på at han stadig havde barnepiger, han var 18, fra i dag af var han voksen! Han rullede med øjnene og fortsatte ned af gyden og kom ud på den anden hovedvej. Han fortsatte ned mod byen.

Torvet var altid fuldt af liv, bageren stod på gaden og solgte friskbagt brød og kager. Floristen stod med sin bod fyldt med blomster, og skomageren sad og pussede en mands sko ude foran butikken.

"Godmorgen Jamie, du slap væk?"

En velkendt stemme fik ham til at smile og han vendte sig mod hende. Nann, hans bedste veninde, stod og kiggede op på ham med et smil.

"De har ingen ide"

Hun grinte og de kig sammen ind mod skrædderen. Ann's mor var i gang med en kunde da de kom ind. Hun kiggede mod dem da dørklokken ringede.

"Ah, Jamie, velkommen, stukket af fra barnepigerne igen?"

Hun smilede til dem og han gav hende et uskyldigt blik.

"Jeg ved absolut ikke hvad du snakker om."

De grinte og idet vendte kunden sig om.

"Jamen GUD, det er jo prins Jamie! Godmorgen deres højhed."

Jamie nikkede og smilede venligt. Idet han og Ann var på vej ind bagved lød det fra Ann's mor.

"Og tillykke med de 18 år Jamie."

Ann kiggede på Jamie med store øjne. Hendes øjne var den samme mosgrønne farve som altid. Han grinede og trak på skuldrende.

"Hvordan kan jeg, din bedste veninde, ikke vide hvornår du har fødselsdag?"

Jamie smilede og satte sig på en stol i køkkenet. Ann satte en kop foran ham med te.

"Jeg er jo bare endnu en kongelig der har fødselsdag, vi er ret mange. Det kan godt være svært at holde styr på."

Hun gav hm et dræbende blik.

"Du er jo ikke bare endnu en kongelig for mig vel?"

Han grinte og Ann blødte op, og satte sig ned. Jamie så på hende, hun var kun et enkeltår yngre end ham og en utrolig køn ung kvinde. Hendes hår var brunt med et rødligt skær, mosgrønne store øjne og en slank krop. Hendes hår var altid sat op, og i dag var det flettet og hang ned af hendes ryg.

"Så, jeg hører dine forældre holder en stor banket i anledning af din ind trædning i de voksenes rækker."

Jamie trak på skuldrende, han var ikke videre begejstret for denne store fest. Han vidste allerede hvad den fest betød. Med 6 ældre søskende havde han været til 6 andre af denne slags fester. Det var en kongelig tradition, når en prins eller prinsesse fyldte de 18 år, ville de blive voksne mennesker. Det betyder også ægteskab og en masse ansvar, som de unge aldrig før havde haft.

"Jeg ser ikke helt frem til det, jeg ved allerede hvad mine forældre planlægger."

Ann så spørgende på ham, men virkede til at indse hvad han mente. Hun så ned i bordet og virkede trist. Stemningen blev akavet og Jamie forstod ikke helt hvorfor. Pludselig så Ann op med et grin.

"Er der overhoved nogle prinsesser tilbage? Du er trods alt den 6. prins."

Jamie grinte og rystede på hoved.

"Mine forældre siger der er massere, men jeg er bange for at aldersgrænsen er rykket en del."

De grinte indtil Ann's mor kom ind i lokalet.

"Det lyder hyggeligt."

Ann nikkede og grinte videre. Kun Jamie så udtrykket i skrædderens ansigt. Han rynkede panden og rejste sig så hun kunne tage hans stol.

"Er du okay?"

Det var først nu Ann så på sin mor og hendes blik blev ligeså bekymrende som Jamies eget.

"De... De gik forbi med... på vognen, under det hvide lagen... åh den forfærdelige krig."

Hun lagde sit ansigt i sine hænder og rystede på hoved. Hun behøvede ikke at sige noget, både Jamie og Ann vidste hvad hun snakkede om.

Jamies far og hans to ældste brødre førte, sammen med to andre menneske konger, krig imod elverne i skoven alle tre kongeriger lå op til. Ingen kunne huske hvornår krigen startede, men alle vidste at elverne havde angrebet menneskerne først.

I tidernes morgen var elverne blevet jagtet ind i skovene, vampyrerne op i bjergene og havfruerne i vandet. Menneskerne havde altid boet på markerne, altid været de største magter. Jamie rystede på hoved, han havde hørt rygterne om hvordan disse elvere så ud.

Mange fortalte at de var høje yndefulde kreature, med fin lys hud og magiske øjne. Det havde Jamie ikke noget problem med at tro på, men når folk fortalte om elvernes lange spidse øre lo han altid. Det måtte være noget folk selv fandt på, for hvad skulle det gøre godt at de havde lange øre? Nej det måtte være en dårlig joke.

Jamie så på Ann og så på hendes mor, han bukkede hoved og så ned i gulvet. Krigen var et tungt emne hos skrædderen, da Ann havde mistet sin far i krigen.

Pludselig rejste Ann sig og tørrede sine øjne. Jamie havde ikke lagt mærke til det, men en enkelt tåre løb stadig ned af hendes kind.

"Måske du burde gå tilbage Jamie, det er ved at blive sent og med den store fest i aften, du ved."

Jamie nikkede og hev hende ind i et kram.

"Lov mig du kommer i aften, jeg overlever ikke overklasses snobberi hvis jeg ikke har nogle at grine med."

Hun nikkede og skubbede ham ud af døren med et smil.

____________________________________________________________________________

Jamie stod og kiggede i spejlet. Han havde sit fineste tøj på og han hadede det. Han lod en hånd køre igennem hans halvlange hår og krøllerne i enderne filrede ind i hans ring. Han sukkede irriteret og fik sin hånd fri.

Han lukkede sine øjne og ønskede han bare kunne komme tilbage til den drøm. Den samme drøm hver nat. Det var ikke en god drøm, men den var langt fra ubehagelig.

Det var altid det samme, han står i et mørkt rum, han er ikke bange eller utilpas, men han ved han ikke er alene. Få meter fra ham begynder en stjerne at lyse, to stjerner. Der går altid noget tid før han forstår at det er øjne. Altid de samme øjne. Han ved han har set dem før, men han kan ikke huske hvor eller hvornår. De prøver altid at fortælle ham noget, det er ikke altid det samme, men der er ingen lyd, kun stilhed.

Drømmen slutter altid på samme måde, øjnene kniber sammen i vrede og Jamie blinker, idet han åbner øjnene igen er de væk.

En banken lød på døren. Jamie åbnede sine øjne og så igen på sit spejlbillede.

"Kom ind."

Døren åbner og ind kommer hans mor. Hun betragter ham kort og smiler så stolt.

"Min lille dreng er blevet voksen! Åh min yngste søn, mit sidste barn er ikke et barn længere, og nu skal han finde sin brud."

Jamie rullede med øjnene men tog imod det kram hans mor gav ham.

"Jeg ved godt at det her er en lang og gammel tradition men mor, helt ærligt, kan jeg ikke..."

Jamie blev afbrudt da hans mor trækker ham væk fra sig og ser indgående på ham.

"Jamie, skat, du er en prins, ikke en hvilken som helst bonde. DU har et ansvar!"

Jamie sukkede, kampen var allerede tabt, men han ville blive ved med at prøve.

"Kom nu med ned skat, gæsterne er alle kommet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...