Atelophobia - The Fear of Never Being Perfect | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Igang
Hun ligner alle andre. En teenagepige med småproblemer. Det er der intet galt i. – Men nu er det bare sådan, at 17-årige Dianthe Dawis’ problemer ikke ligefrem er småproblemer… - Hun lever med en far, der aldrig er tilfreds med hendes præstationer og med et hidsigt temperament. Som straf, har hun adskillige blå mærker, skrammer og ar på hele kroppen. Hun er dybt nede, men holder sig oppe af den selvsikre og badass facade hun har. - men en enkel fest vender rundt på hele hendes liv. Hun har aldrig turdet at åbne sig for nogen.. Ikke engang sin bedste veninde.. Men hun møder tilfældigvis det kendte boyband One Direction ved en privatfest hos fælles venner hun slet ikke vidste de havde. Én af dem fanger hendes opmærksomhed, og selvsikker som hun er, prøver hun at score ham. Problemet er så bare at han har en kæreste.. Og ikke hvilken som helst.. Hendes bedste veninde.
Skænderier opstår og langsomt glider hendes verden fra hinanden, da hendes veninde fatter mistanke. Men det værste er, at hendes mor dukker op igen, og dette vender det hele på hovedet.. Meget sker i hendes liv, og det får konsekvenser.. Men er det skidt eller godt?

11Likes
7Kommentarer
657Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Jeg havde gjort det.. Jeg havde satme gjort det!?

Vær stolt af mig, jeg afviste ham, og jeg fik sagt hvad jeg mente om det han rendte rundt og lavede, og lad mig sige det sådan...

Han tog det...

Tjah, hvad kan jeg sige? - lige nu lagde jeg ved siden af ham... Men ikke uden tøj på, hah! Mine skrammer, remember?

Men.. Vi lagde og snakkede. Om alt muligt, og det var hyggeligt. Han fortalte om de andre drenge fra One Direction og altså.. Søde skat, jeg vidste jo godt hvem hans venner var, right?

SÅ dum var jeg alligevel heller ikke.. Selvom jeg var blondine, haha - smil

"Men.. Jeg kender jo næsten ikke dig?" Hørte jeg ham sige, hvilket fik mine tanker til at kredse om hans ord.. Fuck..

"Ehm.. Jeg hedder Dianthe," startede jeg, hvilket fik ham til at grine. "Søde, du har været i medierne så mange gange, jeg ved godt hvad du hedder og hvem du er," sagde han så med det skæve smil klistret til læberne.. Jeg kunne skyde ham.. Det smil der..

FJERN DET!

Jeg blev jo helt væk..

Og det var lige hvad jeg gjorde, for snart knipsede han foran mine øjne.

"Babe, du tåger," grinte han kort, hvilket fik mig til at ryste lidt på hovedet og smile svagt.. Forhelvede da..

Det var alkoholen! Det er det jeg siger! Puhaaa, det skulle man holde sig fra! Og man fik det også altid så dårligt dagen efter, adr...

"Jeg får vidst ikke så meget ud af dig," sukkede Harry og lagde hænderne op over hovedet pg kiggede op i loftet.

Ups..

Smilte forlegent, og gemte mit hoved i dynen, hvilket fik ham til at grine. Jeg kunne heller ikke lade være med selv at grine lidt.

Han var skide behagelig at være sammen med.. Slet ikke så højrøvet som jeg havde troet.

Da han stoppede med at grine, kom hans irriterende smil igen, og han lagde armene om mig og ligemeget hvor dumt det var af mig, så puttede jeg mig ind til ham.

Jeg fik et kys på kinden, men tørrede det af med den ene hånd.

"Du har stadig Cas!" Sagde jeg med en bestemt tone, der fik ham til at smile endnu mere, og mig til at ryste på hovedet.

Mærkede hans hånd glide over min hofte og spærrede øjnene op og slog blikket op mod hans. Han bed sig i læben, og jeg skilte mine læber lidt ad. Oooomg, stop dig selv Harry Styles!

Han kørte hånden ind under kjolen ved det ene outcut, og det gav et sæt i min krop da han lod fingrene glide over mine sår.

Han kiggede ned på mig, og jeg slog blikket væk da jeg kunne mærke ham føle over dem.

Klemte mig en smule, da han ramte et ømt punkt og bed mig i læben.

Bare opfør dig normalt, så vil han ikke opdage noget. - så den stil kørte jeg, men jeg brød mig ikke om stilheden. Og jeg fik det pludselig rigtig dårligt igen. Kunne mærke klumpen i halsen vokse, og prøvede at opføre mig normalt.

Dog kunne jeg ikke holde det mere ud, da han lod neglene pille lidt i skorperne... Auuuv...

Var han syg i hovedet?! Det gjorde jo ondt man!

Spærrede øjnene op, inden lyden forlod min mund, og Harry så forskrækket på mig da jeg rejste mig op og rettede på kjolen.

Dog havde jeg lige glemt at tænke på den alkohol der suste rundt i blodet, og snart lagde jeg på gulvet. Først skulle jeg egentlig lige finde ud af hvad der var sket, men det tog ikke lang tid, for Harry var flad af grin. Jeg kunne ikke lade være med at smile..

Forhelvede da..

Det var vidst ret godt redet alligevel..

Og dog.. Hans blik irriterede mig..

Han rejste sig fra sengen, og hjalp mig op fra gulvet og lagde begge sine hænder om min lænd og klemte mig ind til ham. Jeg stod med hænderne foldet på hans brystkasse, og han prøvede at fange min øjenkontakt, men jeg så ned på mine hænder. De rystede lidt..

"Babe, hvad har du lavet?" Spurgte han i et kærligt og lettere bekymret toneleje.

Jeg slog blikket op og klaskede facaden i hovedet på ham og begyndte at grine. Dog ret falsk, men han kendte mig ikke nok til at vide hvornår det var falskt og hvornår det ikke var.. Hvilket kom mig til gode. 

"Ehm.." Startede jeg forlegent ud, inden jeg slog blikket ned med et falskt smil. Kunne lige nå at skimte en trækning i hans ene mundvig.

"Jeg har nogen gange ikke så god en balance når jeg er fuld, og ja..'' holdte en pause, og grinede kort og falskt, ''Jeg faldt ned i min fars rosenbed," fortsatte jeg - hvilket havde givet mig endnu et blåt mærke på mine ribben forårsaget af hans raserianfald..

Han prøvede at holde sit grin inde, og jeg spillede med.. Han skulle ikke vide det.. Ingen skulle vide det.. Det var min hemmelighed, og det ville altid være min hemmelighed.. 

 

**

 

Det var Lørdag idag.. Harry havde inviteret mig i byen sammen med resten af One Direction.. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det? 

Ville det ikke være mere logisk, hvis det var Cas han havde taget med? - Ej, jeg ved det ikke... 

Men.. Jeg var deprimeret.. - som altid... Selvom jeg lige var blevet inviteret til fest med selveste One Direction?!

Mærkede det kolde klinkegulv under mine fødder. Det varme vand brusede ned over min krop, og farvede fliserne delvist røde. Jeg kunne snart ikke mere. Han var blevet rasende over jeg var taget afsted igår og var kommet så sent hjem.. 

 

''Hvor vover du at gå imod mig?!'' - hans stemme råbte mig i ansigtet, og jeg lod tårerne få frit løb ned over kinderne. Han havde virkelig knækket mig på det sidste.. 

''Svar mig uduelige pigebarn!'' 

Og der kom slaget. Og jeg knækkede forover og græd endnu mere. Han havde kort slået luften ud af mig.. 

Tog mig til maven og så op på ham med et såret blik. Jeg kunne ikke sige noget.. Hvad skulle jeg sige? At jeg gjorde det fordi jeg havde været sammen med Cas' kæreste? Nej vel?

Han tog fat om min kæbe og holdte stramt rundt om den, hvilket fik et klynk til at passere mine læber. 

''I det mindste er jeg ikke på forsiden af et eller andet blad idag!'' nærmest råbte jeg som modspil, og mærkede ham stramme grebet.. Great.. endnu et blåt mærke.. - Jeg klynkede endnu en gang og prøvede at rive mig fri, men uden held. 

''Hvor vover du?!'' havde han sagt igen med lynende øjne.. Jeg vidste ikke hvad jeg gjorde galt.. Jeg vidste det virkelig ikke.. Hvad havde han at blive sur over? Jeg kom hjem kun med gode karakterer, jeg passede det jeg skulle og gjorde hvad jeg fik besked på.. Men det var aldrig godt nok. JEG var aldrig god nok.. 

Da han igen strammede grebet om min kæbe rev jeg mig løs, og flygtede stortudende med hænderne for øjnene op på mit værelse og kastede mig ned på sengen. Tårerne fik helt frit løb, og jeg rev mine smykker af.  Halskæden blev ødelagt, og jeg trak armbåndene brutalt over hånden og rev ringene og øreringene ud. Samtidig kom jeg til at ødelægge min kjole i raseri og gråd. 

Og jeg skulle forestille at elske ham.. Jeg skulle forestille den perfekte datter. Jeg var den perfekte datter. Den perfekte datter der aldrig blev perfekt nok for min far. Det gjorde ondt indeni, og det var også dette der fik mig til at skrige ned i dynen. Ikke engang Zara kunne påvirke mit humør nu... Jeg var ikke perfekt, og blev det aldrig.. Hvornår fattede han det? Hvornår fattede han, at jeg ikke orkede det mere? Hvornår fattede han, at jeg gjorde alt der stod i min magt for at være den perfekte skabning han ønskede jeg skulle være? Hvornår?

Jeg tog igen den saks der lagde i bunden af brusekabinen og trykkede den mod huden. Det gjorde ondt.. Det gjorde det virkelig. Men intet gjorde så ondt som når han gjorde mig fortræd. Nogle gange lignede det virkelig han fortrød det.. Det gjorde det virkelig.. Nu har jeg bare rigtig rigtig svært ved at tro på det.. 

Det gjorde rigtig rigtig ondt at tænke på, og det gik ud over min hofte.. Snart piblede blodet frem, og jeg bed mig i læben inden jeg løftede spidsen og pressede den hårdt ned i et gammel sår og rev det op. Lod snittet køre hele vejen ind over maven og op over brystet. Gled ned langs væggen i brusekabinen og knaldede hovedet tilbage mod klinkerne. Hvorfor var jeg endt her? 

Foldede benene op under mig og lod hænderne holde dem på plads, inden jeg vippede hovedet frem og lod panden støtte sig til mine knæ. 

Lukkede øjnene og kunne mærke gråden i halsen. Hvorfor var jeg endt her? I denne situation, i denne udvej. Jeg kunne ikke det her.. Jeg ville ikke det her.. 

Ét år mere. Jeg nægter at blive her i mere end ét år mere.. Medmindre han havde fået kørt mig så langt ud, at jeg ikke ville se en anden udvej.. Men.. Jeg ville aldrig tage mit eget liv.. Måske stikke af ja.. Finde min mor.. Bo hos hende.. Hvis ikke hun ikke også ville skubbe mig væk og skade mig.. 

Det var faktisk begyndt efter min mor skred. Ikke at jeg bebrejder hende, som sagt, så ville jeg gerne være taget med hende, men hun tog af sted om natten. Jeg nåede ikke engang at sige farvel, og det hadede jeg hende for. 

Blev revet ud af mine tanker, da jeg kunne mærke smerten på min brystkasse. Det sveg.. Jeg lukkede for vandet stadig siddende. Et tungt suk kom fra mine læber, men da jeg fjernede forhænget opdagede jeg Carmina stå med tårer i øjnene. Hun havde blikket rettet mod mit. Jeg stivnede. 

Hun holdte et tørklæde op, og jeg kunne mærke en tåre glide ned over den ene kind, blande sig med det vand jeg havde i ansigtet. 

Jeg kunne mærke hendes blik på mine sår, og dækkede dem hurtigt med hænderne og så ned, inden jeg gik ud og tog fat i det håndklæde hun holdte fremme for mig. 

Det gjorde så ondt det her...

''Dianthe, du må aldrig skade dig selv igen,'' lød hendes svage stemme, inden jeg dækkede min krop med håndklædet og smed mig om halsen på hende i et grådkvalt skrig. Der gik ikke lang til før jeg kunne mærke hendes kærtegnende bevægelser på min ryg. 

Jeg græd ud ved hendes skulder. Da jeg havde fået nogenlunde styr på min vejrtrækning og mine tårer, trak jeg mig lidt væk. Hun sendte mig et svagt smil. 

''Det skal nok gå Chica... Det skal nok gå,'' sagde hun og lod sin ene tommelfinger tørre en tåre væk fra min kind. Jeg lod begge hænder ligge sig oven på hendes, og lukkede øjnene inden et mikroskopisk smil kom til syne..

''Undskyld....'' hviskede jeg så lavmældt.. Jeg var ikke engang sikker på om hun kunne høre mig snakke.. 

Hun smilede blot ganske svagt, trak mig ind i sine arme og vuggede mig fra side til side, og jeg elskede hendes trøst.. Den var der når jeg havde mest brug for det...

Det her skulle være sidste gang jeg gjorde skade på mig selv.. Aller sidste gang.. Ligemeget hvor ond han var skulle det være sidste gang, og det mente jeg virkelig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...