Atelophobia - The Fear of Never Being Perfect | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Igang
Hun ligner alle andre. En teenagepige med småproblemer. Det er der intet galt i. – Men nu er det bare sådan, at 17-årige Dianthe Dawis’ problemer ikke ligefrem er småproblemer… - Hun lever med en far, der aldrig er tilfreds med hendes præstationer og med et hidsigt temperament. Som straf, har hun adskillige blå mærker, skrammer og ar på hele kroppen. Hun er dybt nede, men holder sig oppe af den selvsikre og badass facade hun har. - men en enkel fest vender rundt på hele hendes liv. Hun har aldrig turdet at åbne sig for nogen.. Ikke engang sin bedste veninde.. Men hun møder tilfældigvis det kendte boyband One Direction ved en privatfest hos fælles venner hun slet ikke vidste de havde. Én af dem fanger hendes opmærksomhed, og selvsikker som hun er, prøver hun at score ham. Problemet er så bare at han har en kæreste.. Og ikke hvilken som helst.. Hendes bedste veninde.
Skænderier opstår og langsomt glider hendes verden fra hinanden, da hendes veninde fatter mistanke. Men det værste er, at hendes mor dukker op igen, og dette vender det hele på hovedet.. Meget sker i hendes liv, og det får konsekvenser.. Men er det skidt eller godt?

11Likes
7Kommentarer
658Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Hans hånd efterlod et rødt mærke på min kind. Mit smukt satte hår fløj mig om ansigtet da hånden ramte mig. Jeg stod lamslået tilbage. Han havde slået mig. For første gang. Første gang… Gid jeg kunne sige sådan... – En tåre kunne mærkes trille ned af kinden. Jeg ville ikke se ham i øjnene. Jeg ville ikke vise ham mit svage jeg. Jeg var stærk. Stærk nok til at kunne modstå dette. Og måske var det, det helt rigtige ord… Var…

Jeg vendte ansigtet og undgik at se direkte ind i hans øjne. Han stod lige så lamslået som jeg.

’’Skat, undskyld!’’ han rakte armene ud efter mig, men jeg undveg hans greb. Frygten i hans stemme var ikke at tage fejl af. – Jeg blev ved med at bakke væk fra ham. Hvordan kunne han få sig selv til at slå mig?! Hvordan?

Jeg stiller mig selv det spørgsmål igen og igen. Og nu var det nærmest blevet en vane. Jeg var vant til det hele. Alt. Han slog mig hver gang jeg ikke gjorde præcist som han bad mig om. Smerten kunne jeg leve med. Det var ikke slemt. Det var det faktum, at det var ham der påførte mig den smerte, der fik mig til at skære i mig selv. Mit hjerte gik i stå hver gang. Blev trådt lidt ekstra på, end hvad jeg ville tillade. Men jeg lod ham gøre det. Jeg mener, hvad skulle jeg gøre? Jeg var intet i forhold til ham. Et påhæng. Det var hvad jeg gik som. – En sms tikkede ind. Cassandra. Min bedsteveninde. Hun vidste ikke den eksakte grund, men hun trøstede mig når jeg brød sammen i tårer. - Hun var der altid. Eller.. med ekstra tryk på var.. Hendes nye kæreste havde taget meget af hendes tid. Det gik mig på. Jeg havde ingen andre end hende, men det fattede hun ikke. En bedsteveninde burde forstå den hentydning, burde hun ikke? Eller er det mig der er helt forkert på den? Måske vil hun kun være sammen med mig på grund af min fars formue… Men hvorfor? Jeg havde kendt hende siden jeg kunne gå. Og så havde hun selv røven fuld af penge.. Eller den popularitet der var med når man hed Dianthe Dawis… Fisk, jeg ved det virkelig ikke.

De kaldte mig DD. Altså Dee-Dee. Men det er ikke relevant. Langt fra.

#Fest hos mig i aften DD, kom hurtigt!#

Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, men havde glemt ham der stod foran mig. – Endnu et sus hørtes gennem luften, og smak!.. Den anden kind havde fået et matchende mærke. Og denne gang brød jeg sammen. Jeg havde været stærk. Stærk alt for længe. Jeg kunne ikke mere.

Væggen var min redning. Ryggen gled ned langs den, og jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Tabte min telefon på gulvet, men det kunne jeg virkelig ikke tage mig af lige nu.. Hvis den gik i stykker, fik jeg jo bare en ny...

’’Undskyld skat!!’’ hans stemme rungede i hele huset. Han var skræmt over sig selv. Over sine egne handlinger... Forståeligt...

Mærkede straks et par arme om mig, men gjorde intet. ’’Shhh, honey,’’ men jeg blev ved med at græde. Jeg kunne ikke mere.

Det var et par timer siden nu. Jeg sad på mit værelse og så på mig selv i det lofthøje spejl. Kun i undertøj. Der var store blå mærker på mine ribben og det øverste af mine lår. Jeg sukkede og så ned, da mit blik endte ved mine hofter. Skrammerne fra hver gang jeg var ude af mig selv af sorg over hans voldelige jeg… Suk..

Kørte den ene hånd over mærket over mine ribben. Krympede mig lidt af smerte. De eneste der vidste det var Carmina og Danniel. Køkkenchefen og butleren. De trøstede mig når han var værst. Men de turde ikke melde ham. Han havde alt for meget magt. Selv politiet havde respekt for ham. Og man skulle ikke tro han var sådan. Han var det kærligste i verdenen… Når man gjorde det han bad en om til perfektion. - Mærkede enkelte tårer presse sig på, men tvang dem til at blive væk. Jeg forstod helt klart hvorfor mor var skredet. Jeg var bare pisst over, at hun ikke havde taget mig med sig. Jeg ville også selv skride hvis ikke det havde været fordi jeg kun var 17 år. Og jeg var lige blevet 17, så et helt år i helvede ventede mig. Jeg var bange for ham. Han vidste det ikke. Jeg var god til at skjule det. – Jeg sukkede endnu engang og kiggede væk fra mit spejlbillede. Klemte mig ned i en lille sort kjole fyldt med glitrende pailletter. Fandt et par stilletter der matchede den glitrende kjole. Mit elskede lyse hår blev løsnet af den rodede knold det først var sat op i, og jeg rystede kort krøllerne på plads og fandt mit eget spejlbillede endnu engang. Det hjalp en smule at se hvor godt facaden virkede.. Jeg lignede jo en million.. Men for at være flot, skal man også være flot indeni, og det kunne jeg ikke.. Jeg ville væk.. Han havde ødelagt alt for meget.. Jeg var aldrig god nok.. Aldrig..

De fattede ingenting. Intet. Det gjorde mig ked af det. Meget endda. – Slog tanken væk inden jeg mærkede den pressende følelse der brændte for at komme ud.

Greb hårlakken på kommoden ved siden af spejlet, og sprayede en hel del ud over det blonde hår. Puffede lidt her og der for at få lidt fylde. Perfekt. – Næste stop var makeuppen. Sukkede da jeg tog fat i en lidt fugtig klud og tørrede det udtværede mascara væk under de lyseblå øjne. Det blev da bedre. Gik lidt væk fra spejlet for at se mit eget spejlbillede på afstand. Gav mig selv elevatorblikket, men fastlåste mit blik på kæben i højre side. Det var blevet en del mørkere?..

Jeg skyndte mig tættere på spejlet igen, og studerede det grundigt. – Jeg kunne ikke stoppe den tåre der trillede ned over det, der formede sig som et nyt blåt mærke. Han havde givet mig utallige blå mærker rundt omkring på kroppen, men ALDRIG i ansigtet! Aldrig… Tog øjeblikkeligt fat i den concealer der lagde foran mig og begyndte at dække det med tårer i øjnene. – Han ødelagde mit liv. Men det var der ingen der forstod. Jeg gjorde det aldrig godt nok. Jeg var altid forkert. Jeg var alt andet end perfekt i hans øjne. Og Charles Dawis havde altid ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...