Når lyset slukkes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Kaya falder fra hinanden indvendigt, men det overskygges af et travlt og udadtil succesfuldt liv. Hendes søster Karen snakker heller aldrig om fortiden, men bærer sårbarheden på ydersiden af huden – Først når lyset slukkes og alt ramler sammen kommer fortrængelserne op til overfladen.

5Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hun sad på den kedelige træstol med den ene hånd hvilende i skødet. Den anden knugede om det tynde, hvide sengetæppe, hvorunder en spinkel skikkelse med sort hår lå. Hun førte langsomt den frie hånd op til ansigtet, og strøg det lange, lyse hår om bag øret. De tunge øjenlåg løftede sig op, og nænsomt drejede hun hovedet mod sin søster. Hun havde siddet ved siden af sengen de sidste mange timer, og havde ikke nænnet at gå fra pigens side. Hun knugede hånden i skødet, og drejede sig noget mere mod sin søster. Øjnene lukkede sig i igen.

 

Moderen har haft en dårlig dag, hun kan se det på hende. Hurtigt trækker hun sig ind til væggen for at gøre sig selv usynlig, så hun ikke står i vejen for moderen. Moderen går forbi hende, men Kaya har hørt døren smække, og små dunk lyder ned ad trappen.

   ”Mor, mor!” Kayas ivrige stemme lyder. ”Seeee!” Hun kommer til syne for foden af trappen, ansigtet er et stort smil, og hun vifter med en tegning. Ud af øjenkrogen kan Karen se, at det er en kjole, hun har tegnet. Hun misunder søsterens tegnetalent, der allerede er fænomenalt i hendes unge alder.

   ”Den er ikke god nok.” De tørre ord forlader moderen læber, og Karen stivner, mens hun forsøger at presse sig selv længere ind mod væggen. Hun kan se søsterens øjne, hvor tårerne begynder at presse sig på. Det er en flot tegning.

   ”Hva’ der galt med den? Mooor, har du set!” Kaya vifter igen med tegningen foran moderens øjne. Moderen bider tænderne sammen. Karen ved, at hendes ikke eksisterende tålmodighed er opbrugt. Hun lukker øjnene i for at skærme sig selv for de ubehagelige billeder, hun ved vil komme. Hun hører et smæld; lyden af moderens hånd mod Kayas kind.

   ”Har jeg ikke sagt, at du ikke skal komme og vise mig dine ubrugelige kruseduller. Jeg vil ikke se noget, før det er godt nok!”   

 

Den lyshårede pige kiggede op mod døråbningen og så ham undrende i øjnene.

   ”Hvem er du?” Hendes stemme var svag. Han iagttog hende, men lavede så en gestus med hovedet inden han begyndte at tale.

   ”Undskyld, eh, jeg går ud fra du er Karen, Kayas søster? Jeg er din søsters livvagt.” Pigen svarede ham ikke. ”Jeg .. må jeg komme ind?” Med et virkede det som om, der kom noget liv i pigens øjne, og hun nikkede forsigtigt til ham. Stille bevægede han sig ind i rummet, og tog den anden ledige stol. Kaya lå helt ubevægelig i sengen, og en isnende følelse fór igennem hans krop. Søsteren var lige så stille, som han var, så den eneste lyd der hørtes i rummet, var den tikkende, konsistente lyd fra urets sekundviser. Han samlede sig.

   ”Jeg er ked af det.” Ordene løb ud af hans mund og lagde sig som en tyk tåge i rummet. Der gik noget tid før Karen opfattede det, og endnu noget tid før hun reagerede ved at dreje hovedet mod ham. Hendes øjne var helt følelsesforladte, og hun stirrede bare med et tomt, sørgmodigt blik, der dog bar præg af uforståenhed. Der gik en rum tid inden hun svarede.

   ”Det er ikke din skyld .. hvis det er nogens skyld er det min.” Ordene stadfæstede sig i hans bevidsthed, og han kiggede olmt på den unge kvinde.

   ”Nej hør nu,” begyndte han, med et foragtende toneleje. ”Det kan aldrig være din skyld. Du var slet ikke i nærheden af bilen.” Han lagde mærke til hendes stadig langsomme reaktionsevne, og så hvordan sorgen voksede i hendes øjne. Da der endelig kom ord ud af hendes mund, var det for ham helt uforstående.

   ”Nej, ikke det. Jeg tror. Jeg tror, det er min skyld, at hun ikke vil vågne.”

   ”Hvorfor skulle hun ikke ville vågne? Hun er et vidunderbarn; jeg har aldrig set nogen, med et så mærkbart talent for design som hende, Jeg ved hendes talent startede da hun var barn. Og hun har en dejlig søster, som jeg – på baggrund af din tilstedeværelse nu – går ud fra, elsker hende. Der er masser af mennesker, der holder af hende. Mig, heriblandt.”

   ”Jeg tror ikke, du forstår.”

   ”Hun havde sine særheder – men hendes kvaliteter kan vist ikke benægtes.”

   ”Jeg .. benægter ikke hendes kvaliteter.” begyndte hun langsomt, stadig med den næsten uhørbare stemme. ”Men hendes særheder er min skyld – eller måske ikke min skyld, men det er mig, der ikke gjorde hvad jeg kunne for at stoppe det.” Hun så pludselig op, som om det gik op for hende, hvad hun sagde. ”Nej undskyld. Det skal jeg ikke belaste dig med. Jeg er sikker på, du har nok at se til.” Hun rystede på hovedet af sig selv, og så op på uret, der svagt begyndte at ringe. Han hørte skridt på gangen, og kort efter stak en sygeplejerske hovedet indenfor. Hun undersøgte rummet med øjnene, inden hendes blik landede på Karen.

   ”Du skal have din medicin nu” nikkede hun mod Karen, der sad roligt i stolen. Hun rejste sig tøvende, stadig med hånden på – Kayas seng, og kiggede hen mod ham.

   ”Pas på min søster, mens jeg er væk.” Så gik hun stille hen mod døren i de sorte ballerinasko, og så sig kort over skulderen inden hun drejede ned ad gangen. Han sad tilbage og stirrede over på Kaya; håbede inderligt, at hun snart ville vågne. Samtidig pirrede søsterens ord ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...