Dansk stil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
Her har jeg bare sat min dansk stil ind for vil meget gerne have respons for den da jeg selv syntes det gik fint med den og det skal lige siges at den kun måtte fylde to sider så den er derfor ikke så lang men... Enjoy the moment while you reading, Peace to the other world.

1Likes
5Kommentarer
370Visninger

1. Angela Hallen

Angela Hallen og de nordiske guder

 

Smerten forsvandt aldrig, aldrig nogensinde. Alle sagde at tiden læger alle sår. Men jeg vidste bedre. Lige siden jeg fandt ud af min far var forsvundet og nok aldrig nogensinde ville komme tilbage havde jeg været deprimeret, helt nede. Specielt af hans valg med mine ’forældre’. De var forfærdelige de ville sikkert ikke engang have mig hvis ikke de fik deres børnepenge. Tænk at han kunne efterlade mig med de umenneskelige væsner og aldrig komme tilbage, hvilken far var det? Han efterlod mig kun med et efternavn og en fødselsdags testamente og jeg skiftede endda efternavn alligevel så hvorfor det?

Mit navn var Angela Hallen, jeg var seksten år gammel. Jeg levede livet… Ikke. For lige siden min far efterlod mig har jeg ikke kunne klare tanken om ham. Spørgsmålene er det eneste jeg har, uden svar. Som om jeg prøvede at opbygge en mur med svar, men den forvandlede sig hele tiden til ruiner, for jeg havde ingen svar, jeg havde intet.

Timen var i fuld gang men Mrs. Vulgir snakkede på livet løs som det gældte hendes liv. Vi havde historie mit ynglings fag, jeg fandt det interessant hvordan vi levede for mange år siden og til nu samt og med de vigtige eller bemærk værdige tidspunkter i vores historie. Men de forstyrrede mig. De var som en irriterende summen jeg ikke kunne stoppe eller ignorere. Det var utrolig ufatteligt. Lægerne havde bare konstaterede lidt hovedpine men jeg var sikker. Det var ikke bare hovedpine. Det var ikke bare en summen, det var en hvisken som om alle her i klassen hviskede bag min ryg. Men ingen af deres munde bevægede sig, de var alle sammen bare en lige streg af koncentration mens lyden af deres blyanter mod deres blokke blev mindre og mindre. Jeg kunne ikke holde deres hvisken ud, som om det gjorde ondt inde i mig over alt, som nåle mod mig, selvom jeg ikke kunne høre hvad det var de sagde. Det var forfærdeligt, uden at tænke videre over det rejste jeg mig brat op og begyndte at skrige af fulde lungers kræft. Mine øjne var presset så meget som muligt sammen, jeg hørte intet, intet overhovedet endelig fuldstændig ro bare i… 2 sekunder, inden jeg vendte tilbage til den virkelige verden. Jeg åbnede øjnene mens jeg stadig skreg og holdte mig for ørene, pigerne skreg og flygtede sammen med drengene. Læren var for længst løbet ud og her stod jeg så. Mit skrig falmede stille og jeg fjernede forsigtigt mine hænder fra mine ører. Vinduerne var smadret og efterlagt intet tilbage i de tomme, hvide vindues kamme. Mrs. Vulgirs tekrus var og smadret helt ned til bunden så teen flød ned over katederets ene kant mens den samlede en pyt nede på gulvet. Jeg betragtede det ligeså stille flyde ned indtil det helt stoppede med at dryppe, der flygtede jeg fra mit liv.

*

Jeg pressede de sidste par shorts inden jeg hurtigt løb ud på badeværelset og snuppede mine nødvendige ting. Pulsen var høj og jeg vidste ikke hvor lang tid der ville gå før mine plejemor ville komme hjem. Jeg tog hurtigt min pung med resterne af mine penge samt min lille nokia mobil og så var det afsted. Jeg ville møde min far om han så ville det eller ej, intet kunne stoppe mig. Jeg spurtede ud af døren og ned ad de 5 trapper der var op til vores skodlejlighed eller deres skodlejlighed jeg ville ikke leve der mere og sådan var det. Jeg spænede efter en taxi mens jeg viftede ihærdigt med min hånd. Den stoppede heldigvis og jeg steg hurtigt ind.

Hvor til frøken? Spurgte taximanden venligt.

Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål og det første jeg kom i tanke om var rådhuset, de kunne sikkert skaffe mig informationer om min far.

Til rådhuset, hurtigst muligt. Svarede jeg og han begyndte at køre derudaf.

*

Fra og med den dag havde jeg bestemt mig at jeg aldrig nogensinde skulle tilbage på et rådhus. Og nu spørger du sikkert hvorfor, fordi de sagde og jeg citere.

Disse informationer er strengt fortrolige, du bedes at tage personen som ejer informationerne. Sagde hun irriterende og skingert men helt roligt.

Jeg sukkede irriteret og vendte mig med ryggen til skrænten. Mit blik fangede hurtigt ligesom alle andres en mand bundet fast til en kørestol, han var også lidt svær at overse… eller faktisk overhører han skreg op om Valhalla og at det var hans hjem. Jeg gik ligeså stille mod kaffemaskine og bestilte mig en stor cappuccino, det havde jeg brug for efter denne dag. Jeg betragtede så stille kaffen faldt ned fra røret til mit papkrus. Den bippede lidt højlydt som signaleret at den var færdig med at fylde i, sådan noget kaffe stads kostede alt for meget men jeg havde virkelig brug for det. Men lige da jeg skulle til at føre min cappuccino op til min mund og drikke tabte jeg den, ikke ved et slags uheld sådan ups uheld, nej nej nej. Et chok uheld, for mit i det hele kom tossen med nogle upassende og uventet ord.

Jeg er Odin Hallen, lad mig gå eller det vil koste jer stort her i Midgård! Halvråbte han vrissent og alvorligt.

Automatisk kom der et lille smil frem, hvem ville tro jeg bare ville finde ham men alligevel. Han er jo sindssyg, en sindsforvirret mand. Mine tanker førte mig frem til jeg også var sindssyg, jeg kunne jo høre dem men han er stadig min far og jeg havde jo besluttet mig for at jeg ville møde ham så.

*

Jeg sad i den lidt hårde plastik stol i hjørnet af det lille rum min far, Odin, havde fået tildelt. Vi havde snakket sådan cirka hele natten. Først havde jeg benægtede alt men efter noget stykke tid fik han overbevist mig om den hvisken jeg prøvede at ignorere og stoppe faktisk var alle dem som prøvede at kontakte mig, altså alle de nordiske guder! Mig og min far fandt næsten alt i samme smag, han holdte også af historier om vores ældre dage, han kunne bare fortælle dem akkurat som det var sket for han havde levet alle de år. Han fortalte mig også at han og resten af dem fra Asgård ville elske at få mig ’hjem’. Så den dag besluttede jeg mig for at komme hjem igen. Der hvor jeg hørte til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...