Græd dukkebarn, græd!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Nayas goth facade afslører intet.
Men bag det tykke lag mascara gemmer der sig en lille porcelæns dukke. En dukke med blå mærker fordelt på kroppen og tårer ned af kinderne i sorte spor. Hvis nogen finder ud af noget, brydes den sorte facade, hvis folk lader det ligge bliver den lille dukke slået itu. Men hvordan kan man leve et normalt teenager liv, når en sort hemmelighed truer bag facaden?

0Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

2. Porcelæn

Hendes fødder dingler over jorden. Hun nynner. En lille lys melodi forlader hendes læber og fylder rummet. Jeg siger ikke noget. Iagttager hende bare bag det sorte gardin af hår. Hendes sweater dækker de blå mærker på hendes arme. Der er kun et lille mærke tilbage under hendes øje.

"Maria?" Hun kigger opmærksomt op på mig.

"Når Dorthe, henne i børnehaven spørger hvad der er sket med dit øje, så siger du, at du faldt. Ikk'?" Hun nikker bare og nynner vidre.

"Mariehønnen evig glad...." 

Jeg sukker.   

"Er du færdig?" Jeg nikker mod hendes halvt spiste toastbrød. Hun kigger op på mig, skubber tallerkenen lidt væk og så nikker hun.

"Fint, så bær den lige ud" Jeg rejser mig. Stolen skramler mod trægulvet. Maria rejser hovede med et ryk. Hendes øjne er klistret mod den lukkede dør til soveværelset. Så begynder hendes underlæbe at bæve. Hendes øjne fyldes med glimmer, vådt glimmer. Tårer. Jeg tager tallerknen ud af hendes små blege hænder og krammer hende tæt ind til mig.

"Jeg troede det var far" Hvisker hun, hendes stemme er skinger og grådkvalt.

"Jeg troede det var far" Gentager hun. Hendes stemme lyder mere lettet nu.

" Men det var det ikke, vel? Hvorfor må far ikke komme?" Hun kigger ned på hendes halv spiste toast.

"Ville det ikke være spild af mad?" Hun nikker ned til toasten.

Jeg smiler til hende. "Gå ud og børst tænder. Du skal ikke være nervøs."

                                                                                          ~

"Maria! Få dine sko på." Jeg skæver nervøst til det sorte ur over sofaen. 8.45. Hun valser ud af døren, ind i gangen. Hendes arme bær på en lille lyserød tøjbylt. En lille porcelænsdukke, i en lille lyserød kjole med lyse rottehaler bundet op i lyserøde sløjfer.

"Maria!" Min stemme dirre. Hvis hun taber den....

"Maria, det er min. Stil den tilbage på reolen. Hun kigger ned på den.

"Må jeg ikke tage den med? Bare lige i dag? Søde, søde Naya!"

Jeg knytter hænderne hårdt.

"Nej!" Hvæser jeg. " Læg den tilbage, nu!"

Hun stirre trodsigt på mig, sænker hovede og går tilbage af gangen. Jeg sukker til uret 8.50. For sent, igen.

                                                                                         ~

Døren sukker knirkende, da den giver sig. Den hviskende snak bruser imod mig. Jeg skrider igennem klassen. Prøver at ignorere alle blikkende. Der er endu ikke faldet en kommentar. Mine sorte støvler trasker mod det bagerste bord. Der ligger et opslået kladehæfte og et navneskilt. SIMON. Jeg glemmer alt om ligegladheden og kigger undrende ud over klassen.

"Naya, du har fået en ny plads" En mand i grå ternet skjorte nikker mod det forreste bord. Mit blik lander på tavlen. Nils Christian.

Jeg ændre kurs og går mod bordet, forrest i klassen. Tungt sætter jeg mig på stolen. Handlingen blæser navne skiltet på gulvet. Det lander med navnet op af. NAYA. Der er tegnet en lille smiley ved siden af, den smiler stort. Nils Christian samler skiltet op.

"En af dine venner var så sød at lave det til dig"

Jeg drejer hovede tilbage, alle sidder fordybet i deres papirer.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...