Children of the universe

To tilsyneladende helt normale piger med normale liv er måske ikke helt så normale, som de i første omgang troede. Følg deres farefulde færd fra det ene ulykkesramte sted til det andet og find ud af, hvem de i virkeligheden er.... (Vores bidrag til fanfiction konkurrencen, håber i kan lide den. )

7Likes
4Kommentarer
803Visninger
AA

9. I vores hænder (Sara)

Darleksne kon tættere og tættere på, de var lidt langsomme, men de kom stadigvæk nærmere for hvert skridt. Var det her nu en god ide? Jeg kiggede rundt og mine øjne stoppede ved den nærmeste sidegade. Eller burde vi egentlig være løbet for længe siden. Min krop begyndte at ryste en lille smule. Ved siden af mig kunne jeg se, at Princess begyndte at gå langsommere, hun var faktisk næsten gået helt i stå. 
Jeg havde egentlig også bare lyst til at stoppe op, og løbe i en helt anden retning. 
Jeg kiggede endnu mere rundt, alt var ødelagt. Det ville være nemt for os bare, at løbe ind igennem et af de smadrede ruder og gemme os. Vi kiggede hinanden i øjnene, jeg rankede ryggen. 
Nej, vi skulle ikke løbe eller gemme os, planetens overlevelse lå sikkert i vores hænder. At løbe væk ville ihvertfald ikke rede nogen. Vi var sammen om det her, og vi var nødt til det. Princess rankede nu også sin ryg. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, vi ville gøre det. Vi ville dræbe darleksne, og de ville ikke overleve det.
Rundt omkring os var der helt stille, som i et klasselokale lige inden læreren skal til at give en skidebalde. En rigtig stor skidebalde. 
"Eksterminate" 
Jeg fik et chok, det var ikke meningen, at jeg skulle tænke. Jeg skulle koncentrere mig om det der foregik foran mig. Og det skulle jeg gøre nu.  
En stråle blev skudt lige imod mig.
 Wupsi, Jeg nåede lige, at dukke mig. Pyha, det var godt. Mit hjerte hamrede afsted nu, og andrealinen pumpede rundt i hele kroppen. Jeg tror jeg ville kunne løbe 50 gange rundt om TARDIS'en, det var bare ikke lige tidspunktet nu. 
I øjenkrogen kunne jeg se, at Princess begyndte at gå. Hun gik tættere på darleksne. Det samme gjorde jeg nu. Det her måtte briste eller bære. Vi tog vores soniske våben frem. Min var en sølvfarvet pistol lignende ting, og den var tungere end den plejede at være. Det var sikkert bare nervøsiteten. Med røstene fingre tog jeg den op foran mig og ladede den. Hvorfor gjorde de ikke noget. 
Darleksne stod helt stille. Rykkede sig ikke en millimeter. Jeg kunne se på Princess, at hun også var begyndt at undre sig. Hun havde ihvertfald et meget spørgende ansigt, da hun kiggede på mig. Ingen af os havde nogen anelse om, hvad der foregik. Måske skulle vi bare prøve at skyde en af dem. Det værste der kunne ske ville jo bare være, at de angreb. Det ville jo bare gøre det hele lidt sjovere. Vi ville ihvertfald ikke bare stå her. 
Med med sikre, lidt røstende hænder løftede jeg mit våben. Jeg sigtede direkte efter den nærmeste darlek. Og så skød jeg. En pink stråle fløj hen og ramte den lige midt i øjet. Jeg vidste nemlig, at det var det bedste sted at ramme en darlek. I det den blev ramt hørtes der et lille brag, og den døde. Lyset i dens øje blev slukket, og den blev helt stille. Princess og jeg kiggede på hinanden. 
"Yay" råbte vi i kor. Og highfivede i et hop. 
Pludselig strejfede en stråle næsten Princess' mave. Det gav et sæt i os begge to, skuddet var kommet bagfra. 
Vi var omringet.
Mit hjerte, som ellers lige var faldet lidt til ro, begyndte at hamre helt vildt igen. Det her var ikke godt. Det var langt fra godt. Vi stilte os op ryg mod ryg. Lidt ligesom i mange actionfilm og lignende på jorden. Med små skridt drejede vi rund i en cirkel. 
Der var altså mange darleks. Hvorfor skød de ikke på os mere? Det her var altså det mest underlige, jeg nogensinde havde oplevet. Og jeg havde altså oplevet darleks mange gange. Darleks tøver ikke. Det ligger ikke til deres natur. 
Nu skød Princess mod en af darleksne. Den døde, og en anden darlek skød nu efter os. Den ramte ved siden af. Igen. De havde ramt forkert, hver gang. Heldigvis for os. Men de var darleks, ligesom at de ikke tøver, rammer de heller ikke forkert. Der var et eller andet galt. Noget spøjst omkring den her situation. 
Nu havde Princess også opdaget det. Hun viskede mig i øret. 
"Der er noget galt, skal vi ikke løbe. Og så undersøge det?. " 
Jeg tog fat i hendes hånd og vi løb. Vi nåede bare ikke særlig langt. Det sagde egentlig sig selv, vi var jo omringet. Darleksne kom tættere og tættere på os, og inden vi fik set os om, kunne vi ikke bevæge os ud af stedet. Vi var fanget. Og som om det ikke kunne blive bedre begyndte store vanddråber, at falde ned fra himlen.

 

kapitel skrevet af: Tella

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...