Children of the universe

To tilsyneladende helt normale piger med normale liv er måske ikke helt så normale, som de i første omgang troede. Følg deres farefulde færd fra det ene ulykkesramte sted til det andet og find ud af, hvem de i virkeligheden er.... (Vores bidrag til fanfiction konkurrencen, håber i kan lide den. )

7Likes
4Kommentarer
793Visninger
AA

2. Hver dag er det samme (Emma)

Med hurtige skridt gik jeg gennem gaderne i retning mod undergrundsbanen, som jeg tog hver evig eneste uge fra mandag til fredag for at komme til og fra skole. Hver dag var det samme, jeg gad snart ikke mere. Kunne jeg ikke få det liv, mit drømme-jeg havde? I mine drømme var det aldrig det samme. Der var altid eventyr, fare og vidundere. Det eneste, der gik igen var, at i drømmene rejste jeg rundt i en eller anden slags blå kasse gennem universet..i dag havde min bedste veninde været med i drømmene. Det var sært, der var også nogle robotter, som mest af alt lignede skraldespande på steroider eller noget i den retning.

"Hey tøs, hold øjnene på vejen," lød et vredt råb pludselig. Flot, jeg havde været så opslugt af mine egne tanker, at jeg nær var gået ud foran en bil. En smule sørgmodigt lagde jeg drømmen bag mig og vendte tilbage til Londons larmende gader, der for mig lige nu var virkeligheden.

Efter at have taget det som altid overfyldte tog, havnede jeg atter på skolen. En kedelig bygning fuld af mennesker,, som jeg ikke havde lyst til at snakke med. Eller jo min bedste veninde Sara gik her jo også, så jeg var ikke helt alene i verden. De fleste andre piger på skolen lod til at se mig som en særling, men det var okay, jeg havde ikke brug for de folk, der kunne acceptere den ensformige virkelighed.

Modvilligt gik jeg ind af døren til skolen, der var stadig et stykke tid, til timerne startede, så de fleste elever stod og hang i deres små åndssvage klikker. Jeg hørte ikke rigtig til  nogen klikke, og det havde jeg det også bedst med. Nogle poptøser sendte mig hurtigt et elevatorblik og vendte sig så hurtigt væk igen, det var under deres værdighed overhovedet at se på mig.

Til sidst fandt jeg Sara, hun stod ovre  ved sit skab...ventede velsagtens på mig. Med hurtige næsten løbende skridt banede jeg mig vej til hende. Et smil oplyste mit ansigt.

"Du tror det løgn, du var med i min drøm i nat..med den blå kasse og alt muligt," proklamerede jeg begejstret.

"Der var de her robotter, som bare var super irriterende...og Oh God deres stemmer, det var nok det mest irriterende ved dem bortset fra, at de prøvede at udrydde os...og," jeg blev afbrudt af skoleklokken. Ej helt ærligt, så lad mig dog tale færdige,, tænkte jeg irriteret, men der var jo desværre intet at gøre, så vi slæbte os ind i klasselokalet, hvor vi skulle have matematik. Selvfølgelig det fag jeg hadede allermest, man skulle tro, at vores skemaer var lagt sådan for at torturer mig

Kapitel skrevet af: The Sunprincess 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...