Children of the universe

To tilsyneladende helt normale piger med normale liv er måske ikke helt så normale, som de i første omgang troede. Følg deres farefulde færd fra det ene ulykkesramte sted til det andet og find ud af, hvem de i virkeligheden er.... (Vores bidrag til fanfiction konkurrencen, håber i kan lide den. )

7Likes
4Kommentarer
784Visninger
AA

10. En meget mærkelig plan (Emma)

Tunge kolde regndråber nærmest hamrede ned på os, alt imens en hær af darleks kom tættere og tættere på. Jeg holdt mit soniske våben tæt op foran mig. Det lignede mest af alt en af de der læbepomadeskicks, men det var det altså ikke. Ja jeg ved godt, hvad du tænker, hvorfor have en sonisk læbepomade? Ha til det kan jeg så spørger dig, hvorfor ikke? Og de virker altså også meget hurtigere end jer menneskers læbepomade.  Desuden er den nærmere at skjule end en sonisk pistol...og selvom Dreamer og jeg er bedste venner, kan vi jo ikke gå og kopiere hinadens soniske våben vel? Hov jeg kom vidst ud på et sidespor lige der, ups tilbage til historien, nu var vi jo lige på sådan et dramatisk sted. 

"Jeg tror der er noget galt i deres systemer," gættede jeg og prøvede at lydelig lige så klog som Doctoren.  Endnu en ståle blev fyret mod os og ramte en hårsbredde fra sit mål. 

"Smag sonisk læbepomade," råbte jeg af darleklen, der havde skudt efter os. "Læbepomaden" lyste lilla og sagde en mærkelig høj lyd. Darlekken, der havde skudt efter os eksploderede med et brag og en regn af gnistere.

Dog var denne darleks død ikke noget synligt stort tab, for flere og flere blev ved med at rulle ind på pladsen.

"Mit tøj er pladdervådt," sukkede Dreamer irriteret. Vi havde vidst altid været lette og distrahere. 

"Ja helt ærligt ikke nok med, at de åndssvage darleks kommer og irritere os ppå vores første dag tilbage som timelords, de skulle da også absolut for det til at regne," sagde jeg og stirrede vredt på darleksne med brune øjne, der var klemt sammen til smalle sprækker. Hurtigt blinkede jeg et par regndråber ud af øjnene og fjernede noget fugtigt hår, der klæbede til min kind på en irriterende måde.

"Onkel fik altid alting til at se så let ud," sukkede jeg opgivende. "Han bliver nok møg sur på os, hvis han skal rydde vores rod op igen," fortsatte jeg i et mere og mere mismodigt tonefald. Onkel var ikke særlig rar, når han var sur, heldigvis var det oftere darleks end os, det gik ud over.

"Han kommer ikke til at rydde op efter os, vi klarer det her selv, vi ville rede planeter, det var derfor, vi lånte TARDS husker du nok," sagde hun i et sikkert tonefald og smilede igen sit sædvanelige entusiastiske smil. 

Næsten mod min vilje begyndte jeg selv at smile. 

"Du har ret, hvis vi tænker os om, så kan vi sagtens løse det her," sagde jeg med øjne der glitrede.

Jeg lukkede øjnene og tænkte mig om et øjeblik.

"Hey Dreamer, jeg tror, jeg har en ide, onkel kommer til at hade os for det, hvis han finder ud af det,  men whatever," sagde jeg, og mit smil blev gradvist mere og mere udspekuleret at se på.

"Hvad tænker du?" lo Dreamer, der kun kendte det smil alt for godt.

"Noget onkel har sagt til os hundrede sytten gange, at vi ikke måtte gøre," svarede jeg blot og forsøgte at virker kryptisk og gådefuld.

"Ha, det har han sagt om så mange ting, kom nu, sig det bare," bad hun.

"Ved du hvad der sker, når man vender to soniske våben mod hinaden?" spurgte jeg som svar på hendes spørgsmål.

Nu smilede hun lige så stort som mig. Med glidende bevægelser stillede vi os over for hinanden og pegede ligeså de soniske våben mod hinaden.

Så snart vi trykkede på knaperne gik en trykbølge gennem luften og blev årsagen til en helt masse eksploderende darleks. Godt nok var de ikke allesammen døde, men en stor del af dem, og det gjorde det lidt nemmere for os.

Kapitel skrevet af: The Sunprincess 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...