De syv dødssynder - hovmod

Hovmod står for fald.

1Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. Hovmod

Syv drenge kom slentrende hen af gaden. De befandt sig i Oslo, og selvom der var bitterligt koldt, havde de alle kun en tynd forårsjakke på ud over deres T-shirts. Der var butikker på begge sider af gaden, og mange af dem pyntet op med græskar, spindelvæv, edderkopper og hvad man ellers kunne finde på. Mangefarvede blade dalede i massevis ned fra træerne, der var placeret rundt omkring for at skabe hygge, men her om efteråret bragte de ikke andet, end den triste tanke om at skulle tilbringe de næste måneder i mørke og kulde. Datoen var lørdag d. 31. Oktober, og overalt rendte børn rundt klædt ud som alverdens monstre og uhyggelige skabninger. Selvom kl. kun var fire, var det allerede ved at blive lidt mørkt, og de grå skyer trængte længere og længere ind over himlen, og truede med at gennembløde enhver, der vovede sig udenfor. Det tydede på at det ville blive en våd aften, for alle de håbefulde børn der ville ud og rasle i aften. De fleste satte også farten en del op, for at komme så hurtigt som muligt, men de syv fjortenårige drenge holdte et mere adstadigt tempo, mens de vandrede op af gaden. Tobias, lederen af slænget, gik forrest med et lidt for smørret smil, og der var ingen tvivl om, at de var ude på ballade. Længere henne ad gaden sad en sammenkrøbet person, der mest af alt lignede en stor klump med et stykke brunt laset stof smidt over sig. Det var en mand med mørkt hår, og han sad med hagen mod brystet, som om han sov. Foran ham stod et hvidt papbæger, som viste, at han var tigger.

"Se her drenge," sagde Tobias og gik selvsikkert hen mod manden. Han tog hånden hen foran tiggerens ansigt og vinkede, for at tjekke om han sov. Ingen reaktion. Så tog han prøvende bægeret op, og smilte grumt til sine venner.

"Er det mon en tyv, jeg fornemmer?" hvislede en stemme, og alle drengene kiggede skræmte på tiggeren. Han løftede langsomt hovedet op, og et par af drengene gik i ren forskrækkelse et skridt baglæns. Da manden kiggede op, afslørede han et par mælkehvide øjne, der fortalte, at han var blind. Hans hår stod viltert ud til alle sider, og man kunne ane et par krøller, selvom det meste var for filtret til at kunne skelne. Han havde et vejrbidt ansigt og tynde sprækkede læber. Tværs over hans højre kind gik et cirka fem cm langt ar, men man lagde ikke forfærdeligt meget mærke til det, både på grund af alle hans rynker, som fik ham til at ligne en på tres år, selvom han sikkert kun var halvtreds, men mest af alt fordi de hvide, kolde øjne tog opmærksomheden. Tobias gispede. Tiggerens ansigt strakte sig, i noget der lignede en selvtilfreds grimasse.

"Det havde du ikke lige regnet med, hva'?" sagde tiggeren og viste også, at han manglede en fortand. I det hele taget lignede han én, der var blevet slæbt ind af katten, men Tobias lod sig ikke kue. Flygte på grund af et par blinde øjne? Han var jo ikke en tøs. Men inden han nåede at svare igen, fortsatte manden med at snakke:

"Nå, hvad bliver det til? Vil du stille koppen tilbage?" spurgte tiggeren utålmodigt.

"Hvad ville du da gøre, hvis jeg ikke gjorde? En blind svag mand som dig har ingen chance! Jeg gør lige, hvad der passer mig! Jeg er alligevel langt bedre end dig! Du har ingen chance for nogensinde at yde noget for samfundet, hvorimod jeg går i skole. Jeg er både klogere og stærkere end dig, olding!" knevrede Tobias selvsikkert, fordi han intet havde at frygte, troede han.

"Pas på, knægt! Hovmod står for fald," svarede tiggeren blot.

"Hovmod står for fald? Er det, hvad du har at sige til en modstander som mig?" hånede Tobias.

"Hvert efterår trækker mørket alle mennesker til sig, der fortjener at være der. Hovmod står for fald," svarede manden og næsten hviskede den sidste del. Selv med døde øjne som hans, kunne man se ham stirre tomt ud i luften, som når en person falder i staver. Det lignede, at han var dybt koncentreret om sine egne tanker og helt havde glemt, at der var andre til steder.

"Og hvad så! Jeg er da ligeglad med en klam, ubetydelig, gammel mand som dig," snerrede Tobias arrigt. Lige som han udtalte den sidste stavelse trådte en mand frem fra skyggerne i den nærmeste sidegade. Han gik med lange lette skridt og næsten strøg over jorden. Han var iført han lang sort frakke, som gik ham til midt på skinnebenene og var knappet helt op i halsen. Han gik i sorte solide støvler, som stod fuldstændig i kontrast til hans yndefulde gang, men som til gengæld passede perfekt til resten af hans påklædning. Ud af hans mørke øjne lyste mystik og med sine høje, markante kindben marcherede han frem med et værdigt udtryk. Han kunne næsten ligne en af de udklædte, men hans alder og fremtrædning bar præg af, at han ikke bare var for sjov.

"Kom med mig, dreng," sagde den nyankomne. Selvom hans læber næsten ikke bevægede sig, var det tydeligt, at det var ham der snakkede. For det første kom lyden utvivlsomt fra hvor han stod, og for det andet var hans stemme så dyb og ru, at den ikke kunne passe til nogen andre end ham. Manden lavede en gestus med hånden, for at Tobias skulle følge med. Han skulle lige bruge lidt tid på at undre sig over, hvad denne mand ville med ham, og valgte så at spørge.

"Hvorfor skulle jeg det?" spurgte han flabet.

"Det er halloween," svarede manden, som om det var et tilfredsstillende svar, tog hurtigt de seks andre drenge, som indtil nu havde stået som tavse tilskuere, i øjesyn og fortsatte: "Men du vil uden tvivl blive genforenet med din venner senere," sluttede han og ventede.
Tobias kiggede usikkert på de andre drenge. Hans forældre havde altid sagt, at han ikke skulle snakke med fremmede, men det kunne han da være ligeglad med, og manden havde jo også sagt, at han nok skulle blive genforenet med sine venner senere. Og det var sikkert et eller andet åndet halloween-halløj, men så kunne han jo bare skride. Og det kunne jo også udnyttes, hvis han tog med. Uanset hvad det var, manden ville vise ham, skulle han nok formulere det, så det lød cool, når han kom tilbage og skulle fortælle om det.

Tobias vendte sig igen om og så på manden. Han stod tålmodigt, men havde nu sænket armen og foldet hænderne. Hele hans krop udviste tålmodighed, men i hans ansigt var der intet andet at spore end dyb alvor. Med ét kom der en vind og tog fat i hans hår. Han rykkede ikke en tomme, men på trods af det, hans store størrelse og stærke, rolige fremtræden, lignede han én, der kunne blæse væk hvert øjeblik det skulle være. Lige som vinden lagde sig, sås et lille smil på hans mund. Ganske vist et bizart smil, men det lignede næsten, at han havde forudset noget, og det faldt ud til hans fordel. Efter at have tænkt grundigt over det, tog Tobias et skridt over mod manden, og et mere selvsikkert udtryk gled over hans ansigt.

"What ever, jeg skal nok komme, hvis det er så vigtigt for dig, store fyr," lød Tobias' svar hånligt, men manden fortrak ikke en mine, og stod fortsat tålmodigt og ventede på den kæphøje unge dreng, der tydeligvis ingen stress havde. Han havde faktisk vendt sig om mod sine venner, som om han havde afvist den stadig ventende mand, og var begyndt at snakke, men til sidst sagde han, henvendt til manden, selvom han ikke kiggede på ham:

"Hvilken vej skal vi?" spurgte han.

"Den vej jeg kom fra," svarede manden. Først undrede Tobias sig over hvorfor i al verden, manden var kommet fra den vej og nu bare gik tilbage igen, men det kunne også være ligegyldigt. Nu havde han sagt ja, og han havde ikke lyst til at fremstå som en kylling, ved at begynde at stille dumme spørgsmål. I stedet nikkede han hurtigt til de seks drenge som farvel, drejede om på hælen, og gik med store målrettede skridt mod den lille sidegade, manden var kommet fra. De seks andre drenge, der stort set intet havde sagt under det korte scenarie, bortset fra da Tobias havde accepteret den fremmedes tilbud, vendte også om og gik hjem med forvirring malet i hele ansigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...