Dreams come true

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Camilla skal til filmaften ovre hos en af hendes veninder. Sent på aftenen hører de en masse lyde og de bestemmer sig for at tage hen til Camillas hus i stedet. Da de kommer op på hendes værelse kigger de ud på vejen. Og pludselig står der en fremmed mand uden for hendes hus. Og i samme øjeblik smadrer han hendes dør med en økse...

0Likes
0Kommentarer
46Visninger
AA

1. Dreams come true

Jeg bankede på Annas dør. Hun åbnede og Sofie stod bag hende. "Hej. Dejligt at se jer," sagde jeg og tog mit tøj af. Vi havde bestemt at vi skulle holde vores årlige halloween-filmaften hos Anna i år, fordi hendes forældre var taget til Tyskland dagen før. Mine var også ude og spise, men det var mere hyggeligt hos Anna. Vi skulle selvfølgelig se en gyserfilm i aftenens anledning. "Jeg har taget en masse slik og chips med," sagde Sofie smilende og satte det på sofabordet. Vi satte os alle sammen under tæpperne i sofaen, og satte os til at se "Spejlets sandhed". Efter fem minutter begyndte Anna allerede på hendes sædvanlige snak om Jonas der igen havde skrevet til hende. Jeg rullede med øjnene og så videre på filmen.

Jeg vågnede. Jeg var åbenbart faldet i søvn i gennem filmen. Anna og Sofie havde gjort det samme og underteksterne rullede på skærmen. Jeg kiggede på uret. Kl. var halv tolv. Jeg gabte og skulle til at lægge mig til at sove igen, da jeg hørte en lyd. En dør der knirkede. Lyden blev ved og ved. Mit hjerte dunkede og jeg satte mig op. "Piger!" hviskede jeg skræmt og ruskede i Sofie. "Hvad?" sagde hun træt. "Hør den lyd." Hun var med det samme vågen, da hun også hørte lyden. Vi vækkede Anna, og vi sad bare der i sofaen, som om vi var frosset fast. "Måske er det bare naboen. Hun kommer nogen gange og spørger om salt og sådan noget..." sagde Anna. Hun sagde det udelukkende for at berolige os og sig selv og vi kiggede på hende, som hun var en komplet idiot. "Midt om natten?" sagde Sofie skeptisk og satte sig op. "Måske er det bare..." Hun nåede ikke at afslutte sætningen. Pludselig åbnede stuedøren af sig selv og vi sprang op af sofaen. Næste øjeblik var vi løbet ud af havedøren og ude på vejen. "Vi løber hjem til mig!" råbte jeg og vi satte i spurt hjem til mit store hus, der lignede et slot i forhold til Annas. Jeg skulle i hvert fald ikke være i Annas hus et sekund mere.

Jeg låste døren op med min nøgle og låste den hurtigt igen. Vi stod forpustede i forgangen og kiggede forskræmt på hinanden. "Lad os gå op på mit værelse." 

Vi satte os trætte oppe på mit værelse. "Hva' var det for en knirkende lyd?" spurgte Anna, selvom hun godt vidste vi ikke havde svaret på det. Vi sad et stykke tid uden at vi sagde noget. Jeg gik hen til vindueskarmen og kiggede på mit lille ur. Kl. var kvart i tolv. Jeg ønskede at mine forældre ikke skulle sove hjemme hos dem de spiste med. I samme øjeblik, hørte vi det. Meget svagt, men dér var lyden igen. Lyden fra en knirkende dør. Sofie sprang under dynen og Anna gik over bag døren. Jeg selv kiggede ned. "Der er en person dernede!" hviskede jeg nærmest klynkende til Anna og Sofie. I samme øjeblik som pigerne kom hen til vinduet tog den fremmede en stor, blank økse op. Sofie var lige ved at skrige, men jeg nåede at tage hånden op for hendes mund. Der lød et kæmpe brag af glas der splintrede. Han begyndte at hugge sig igennem døren. Nu skreg vi alle sammen. Jeg gik i panik. Hvad ville den sindsyge mand? Skulle vi alle dø? Jeg vidste i hvert fald en ting. Den mand var på vej ind i mit hus. Op til os...

Sofie som var kommet hurtigt ud af dynen, hen til vinduet, var kommet lige så hurtigt ind igen. Og Anna satte sig under mit skrivebord. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Jeg kunne bare høre den fremmede træde ind i huset og straks begyndte at gå op af trappen til mit værelse. "Gem dig! Hurtigt!" hviskede Anna panisk. Den fremmede gik hen ad gangen. Tættere og tættere på. Personen stoppede ude foran min dør. Jeg nåede lige at stille mig bag døren, før den blev åbnet. Jeg kunne se igennem dørsprækken, at det var en mand. Han var i klædt sort fra top til tå. Mit hjerte stoppede næsten, da jeg så at han havde knive på sig.  Jeg bad til at han ikke så nogen af os. Please, lad være med at se dem, ønskede jeg. Men selvfølgelig så han med det samme, den store bylt under min dyne. Det skete næsten så hurtigt, at jeg næsten ikke ænsede det. Han sendte en kniv, først i Sofie under dynen og så Anna under skrivebordet. Jeg fik tårer i øjnene. Han lukkede døren og kiggede på mig. "Hvem ville ikke få en stor sum penge for en rigmands datter?" Han tog en stor sæk og puttede den over hovedet på mig...

 

Jeg åbnede øjnene. Jeg lå hjemme i min seng. Jeg kiggede på mobilen. Kl. var halv ni og det var Halloween. Var det bare noget jeg havde drømt? Jeg gik ned i mit køkken, hvor mine forældre stod og lavede morgenmad. "Godmorgen, skat," sagde min mor og kyssede min pande. "Vi tager over til din tante og onkel, når du er til filmaften ved Anne. Så hvis du bestemmer dig for at sove herhjemme er vi der ikke, når du kommer hjem." Jeg satte mig ned ved spisebordet. Havde det hele bare været en drøm? Jeg måtte i hvert fald undgå at det i min drøm skete i aften. Men skulle jeg overhovedet prøve på det? Det var jo bare min fantasi. Men da jeg bankede på døren ved Anna var jeg alligevel ved at dø af skræk. 

 Vi satte os til at se: "Spejlets Sandhed" som i drømmen. Jeg sad anspændt. Anna begyndte at snakke om Jonas. Indtil videre skete alt ligesom i drømmen. "Piger, har I ikke lyst til at spille kort?" De kiggede mærkeligt på mig. Jeg ville bare for alt i verdenen ikke have at vi faldt i søvn ,for så ville jeg sikkert vågne klokken halv tolv og så... Jeg tog mig til hovedet og tænkte jeg måtte være sindsyg. "Jamen..." De ville protestere, men jeg afbrød dem. "Vil I ikke godt bare for min skyld?" Og og så endte vi med at spille kort. 

Efter at vi havde spillet i lang tid begyndte vi at snakke. Vi snakkede og snakkede og klokken blev et. Jeg var overhovedet ikke bange mere. Og til sidst endte det alligevel med vi faldt i søvn.

Da klokken var omkring tre vågnede jeg. Vi lå midt på gulvet. Jeg skulle til at lægge mig op i sofaen, da jeg hørte det. Den knirkende lyd. Jeg fik en underlig tilstand indeni. Som om at jeg vidste at jeg snart ville blive kidnappet. At mine veninder ville dø. AT mine forældre sikkert ville komme i morgen og se to døde piger i deres hus. Men ingen datter. Jeg kunne sætte mig ned og græde på stedet. Men jeg huskede mig selv på, at det var en drøm. Bare en drøm. Og hvis vi blev i Annas hus ville det jo ikke gå efter drømmen og der ville ikke ske noget. Jeg vækkede alligevel pigerne. Jeg kunne ikke holde ud at høre den lyd. I det de hørte den, blev de som i drømmen. Anna beroligede os med at det sikkert bare var naboen. Sofie svarede hende bange, men skeptisk i mod. Og i samme skete det. Stuedøren gik op. "Nej! I må ikke løbe ud!" råbte jeg. De hørte ikke efter og åbnede havedøren og løb ud i Annas have. I samme øjeblik så jeg en skikkelse nede i gangen, hvor stuedøren havde åbnet sig. Han gik op i gennem gangen hen i mod mig og en blank økse kom frem i månelyset. Jeg skreg og sprang ud af havedøren ligesom Anna og Sofie. Vi løb så hurtigt vi kunne hjem til mit hus.

Da jeg stod og låste døren op til mit hus følte jeg mig fortabt. Det måtte bare ikke ske det her. Da vi kom ind i gangen, og jeg havde låst døren, stoppede jeg op. "Kom nu! Skal vi ikke gå op på dit værelse? Jeg kan ikke lide at være hernede," sagde Sofie. "Lad os blive her i stuen," sagde jeg bestemt. Så ville de i det mindste ikke blive dræbt... På samme måde i hvert fald. Men i samme øjeblik skreg Anna op. "Hvad er der?!" spurgte Sofie. Hun pegede med rystende hånd på hoveddøren. Der stod en fremmed i klædt sort, med en stor økse. Jeg rystede stille på hovedet. Det er bare syner. Det er bare syner! Han løftede den og smadrede den ind i døren, så glasset splintrede over alt. Vi sprang op af trapperne og ind på mit værelse. Sofie gemte sig under dynen, mens Anna gemte sig under skrivebordet. Jeg stod midt på gulvet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Manden løb op ad trapperne. Tårerne løb langsomt ned af mine kinder. Jeg håbede på at det bare var et mareridt igen. Jeg nev mig selv i armen, borede mine negler derned, til det begyndte at bløde. Jeg håbede på at, når manden stod bag døren og åbnede den, ville han forsvinde og jeg ville vågne. Manden gik hen ad gangen. Det føltes som en uendelighed. Anna løb hen til mig. "Kom nu! Tag dig sammen! Gem dig!" Hun ruskede i mig, men jeg kiggede bare på døren. Hun nåede lige at skubbe mig over bag døren, i det døren blev åbnet. Manden lavede en i hurtig bevægelse i det han kom ind ad døren, og sendte en af sine små knive ind i Annas bryst. Hun faldt om på gulvet. Sofie skreg og han gjorde det samme ved hende. Jeg satte mig ned bag døren. Mærkede varmen i min krop. Mærkede min vejrtrækning. Jeg rakte ud og rørte ved Annas blod der langsomt var krøbet hen af gulvet til mig. Jeg kiggede op. Manden stod over mig. Men jeg var ligeglad. Han sagde noget til mig. Jeg hørte ikke efter. Jeg vidste allerede hvad det var han sagde. Jeg følte den velkendte sæk blive trukket over mit hoved...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...