Tavse skrig

Annes små søskende forsvandt for et år siden, alle tror de er døde. På årsdagen bliver Anne for første gang draget ud på kirkegården. Hendes hjerne bestemmer hendes krop kan intet gøre.
Hun skal ud og søge skrigene

0Likes
0Kommentarer
122Visninger
AA

2. Et år før

 

jeg så det ske. Men jeg gjorde intet. Jeg kunne havde reddet dem, eller i det mindste advaret nogle. Jeg så dem blive taget men stod bare og stirrede, stirrede på, mine søskende bliver opslugt af en kraft, der overtog deres sjæle og bestemte over deres krop. De kunne intet gøre. Mor så ikke, at hver eneste nat til søndag, forsvandt de en time, og var så tilbage igen i deres senge, på ingen tid. Næste Morgen var det som om intet var sket. De vidste det heller ikke selv. Det var der jeg opdagede det, da jeg fandt ud af at de ingenting selv vidste, de var blevet overtaget af dæmoner.

 

Jeg vågnede dagen efter årsdagen, alt var normalt, mor sad nede i ved vinduet og stirrede som hun gjorde hver morgen. Jeg løftede dynen af mine ben og kiggede forskrækket på mine fødder, de var våde, og beskidte, jeg vidste det var begyndt, fra nu af ville jeg hver nat til søndag, forsvinde ud i mørket, uden at kunne gøre noget ved det. Det ville ske tretten gange, og den trettende gang ville jeg blive væk, og ikke komme tilbage.

 

Det var sket tre gange, tre søndage var jeg vågnet op med, beskidte og våde fødder. Jeg vidste ikke hvor jeg gik hen og måtte finde ud af det. Lørdag aften satte jeg et video kamera fast til en af mine gamle nathuer fra da jeg var lille. Før jeg gik i seng trykkene jeg "optag" og lagde mig til at sove. Næste morgen vågnede jeg, som sædvanlig med våde og beskidte fødder, jeg førte langsomt og nysgerrigt mine hænder og til hovedet og følte efter kameraet, det var der stadig, jeg tog det ned og fandt min gamle computer frem, satte stikket i og klikkede "play". Jeg var lamslået, jeg sad og så på en af min mors gamle hjemme videoer fra da jeg var barn og prøvede og lærer Benjamin , at cykle. Kuldegysningerne løb ned af ryggen på mig da jeg hørte Benjamins stemme. Mine øjne fyldtes med tårer da jeg tænkte på hvor meget jeg savnede at havde dem omkring mig. Jeg savnede Jessica der prøvede at stjæle mit tøj og Benjamin der desparat prøvede at få mig til at lege med LEGO sammen med ham, hvis jeg dog bare kunne skrue tiden tilbage, ville jeg købe alt det tøj Jessica ville havde og bruge alt min tid på at lege med LEGO med Benjamin, men tiden var der ikke mere, og ville ikke komme tilbage igen, nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...