Monta

Pigen Monta bor i en lille by, som Djævlen har indtaget. Der er sat et skjold rundt omkring byen, så dem der prøver på at flygte bliver forvandlet til aske. En dag klokken 24 på slaget kommer et monster hen til hendes hus, og prøver på at dræbe hende. Monta er en fortælling, der omhandler en pige, der går igennem meget for at flygte fra hendes hjemby.

3Likes
2Kommentarer
453Visninger
AA

4. Kirkegården

 

Monta stod midt på en kirkegård og kunne ikke se en hånd for sig, på grund af et tågeslør, der var faldet ned over hendes øjne. Hun kunne kun se én meter frem for sig. Hendes ben begyndte at gå fremad hen over det kolde grus. Det gjorde ondt at sætte den ene fod foran den anden, det føltes som knive, der skar i huden. På hver side af hende lå der gravsteder, men pludselig steg der de mest ækle uhyrer op fra gravene. Skeletter, der hylede og skreg om hjælp, djævle i rødt, der grinede i vildskab, og slikkede sig omkring munden med deres lilla slangetunger. Vampyrer gik omkring på udkig efter noget menneske blod, og zombier der ledte efter deres hjerner i det afsvedne græs. Langt borte kunne hun høre hylene fra varulve, der strejfede omkring uden noget sted at bo. Men det mest uhyggelige var, at hun gik direkte hen imod et sort mat lys, der skinnede blegt i måneskinnet. Da hun kom nærmere, kunne hun se, at det var en kutteklædt menneskeskikkelse med sorte brede vinger. Det værste var, at mennesket talte til hende, måske var det ikke et mareridt men virkelighed. Der gik en gysen igennem hele hendes krop, det føltes forkert det her. ”Hej Monta”, det var en mand, der talte til hende, det var hun sikker på. For han havde en dyb stemme, så dyb at hele jorden skælvede under hende. ”Hvad vil du mig”, spurgte Monta med en lille tynd forskrækket pigestemme. ”Hjælpe”, svarede han. Hvorfor ville han hjælpe? Hun havde ikke brug for hjælp, og hvordan kunne en i hendes mareridt hjælpe hende? Han var jo ikke virkelig. Monta stod og kiggede ned i den golde jord. Der var opstået den der pinlige tavshed, som hun bestemt ikke brød sig om. Hun kiggede sig omkring, kunne hun gå uden at være for uhøflig? Hun prøvede at vende sig om, men hendes fødder lystrede ikke, hun var fanget i sit eget mareridt, fedt. ”Vil du ikke gerne vide, hvordan du kommer væk fra byen?” spurgte han i et forbløffet tonefald. Hun kiggede op på ham, var han nu til at stole på. Han lignede i hvert fald ikke nogen engel, mere en engel der var kommet i helvede. Men hvad havde hun at miste, hun havde ikke noget hjem, ikke nogen familie og ikke noget liv mere. ”Hvordan gør jeg så det?” spurgte hun. Der gik lang tid, så lang tid at hun troede, at han var besvimet stående, men endelig sagde han noget. ”Alle kommer op i himlen en dag”, og så forsvandt han som et lyn fra en klar himmel.

 

Alt omkring hende blev sløret, og hun åbnede øjnene med et gisp. Sebastian stod og ruskede i hende med et bekymret blik. ”Gudskelov, jeg troede du var død”, sagde han. Død, hvad? Han lagde mærke til mit undrende blik og sagde ”Du træk ikke vejret i flere minutter. Jeg er kommet med noget tøj til dig, når du har taget det på, så mød mig ude i haven”, og så forsvandt han ud på gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...