Mørkets brødre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Vampyrer, varulve.. Mia kæmper hårdt med kampen om sin største kærlighed.

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

9. Smerten

Det var mørkt og meget koldt, og nogen havde det meget slemt. Nogen trængte til hjælp. Men jeg var så frygtelig træt. Mine øjenlåg sitrede og gled langsomt op. Jeg stirrede ud i mørket. Kulden var slem. Jeg følte mig kold helt ind til knoglemarven og det var ikke så mærkeligt. Hele min krop var dækket af et tyndt islag. Et sted i min bevisthed var jeg klar over at ikke kun kulden skyldtes isen alene. Hvad var der sket? Jeg havde ligget derhjemme og sovet... nej, det var jo grundlæggelsesdagen. Jeg havde været i skolens kantine, og oppe på scenen. En eller anden havde haft et meget forbløffet udtryk i ansigtet. Det var for meget at få samling på nu. Jeg kunne ikke tænke. Ansigter flød forbi mit indre blik. Stumper af sætninger gav genlyd i mine øre. Det var meget forvirrende. Og jeg var så træt, så frygtelig træt. Jeg måtte hellere lægge mit til at sove igen. Det islag generede jo ikke ret meget. Faktisk slet ikke. Føltes næsten behageligt. Jeg skulle til at lægge mig, men så kom skrigene igen. Jeg opfattede ikke skrigene med mine ører, men med min bevisthed. Skrig der dirrede af raseri og smerte. Nogen var helt ude af sig selv. 

Jeg rettede mig helt op, sad stille og forsøgte igen at huske hvad der var sket. Jeg sansede en bevægelse i udkanten af mit synsfelt. Et egern. Jeg kunne mærke dets fært, og det var noget helt nyt. Det stirrede på mig med sine blanke, sorte øjne og forsvandt så op ad en træstamme i en rasende fart, og det gik først op for mig at jeg havde grebet ud efter det da mine negle havde boret sig ind i piletræets park. Det var dog besynderligt. Hvad i alverden skulle jeg med et egern? Jeg sag et øjeblik og spekulerede uden at finde ud af noget som helst. Så lagde jeg mig igen. 

Skrigene lød stadig. Jeg prøvede at holde hænderne for ørerne, men selvfølgelig hjalp det ingenting. Ikke mod de skrig. ogen var såret og fortvivlet og i vild kamp med en eller anden. Det var det. Der var et voldsomt slagsmål i gang et sted. Sådan. Nu havde hun fundet ud af det. Nu kunne hun sove videre. Men det gik ikke. Skrigene havde en dragende klang. Jeg fik en uimodståelig lyst til at gå efter lyden, finde frem til kilden.

Bagefter kunne jeg ikke sove.. Efter at jeg havde fundet.. Ham. Ja, nu var min hukommelse ved at vågne. Jeg huskede ham. Han var der som den eneste der forstod mig, elskede mig. Ham jeg ønskede at være sammen med for altid. David.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...