Teenagecrushet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Carrie er en blond pige på 17 år, uden en far, da han er død. Hun har en mor der er meget overbeskyttende, da hun er bange for at der også skal ske hende noget. Men det er ikke på den 'søde mor' overbeskyttende måde, det er på den 'du må ingenting' måde. Det gør Carrie mere og mere bange!

0Likes
0Kommentarer
164Visninger

1. Slap af mor

Mandag morgen, klokken var 06.00. Jeg lå som sædvantligt i min seng, hvor jeg havde tænkt mig at blive, hvis min mor nu gik med på jeg var syg. Men selvfølgelig gjorde hun ikke det, i stedet for kom hun ind med en proteinrig morgenmad og mine 'lorte vitaminer'.

- "Godmorgen Carrie skat, sikke dejlig dag", sang hun nærmest.

Jeg tog hendes 'sikke en dejlig dag spørgsmål' som en konstatering, men hun forventede heldigvis heller ikke et svar. Normale teenager på min alder vil blive glade for morgenmad på sengen, det var jeg ikke! Så vil jeg meget hellere stresse rundt nede i køkkenet med en skål yoghurt, en mor der gjorde sig 'lækker' og en far der sad med morgenavisen. Det sidste savnede jeg mest, min far var død. Det var nu et år siden, jeg savnede ham ufattelig meget. Jeg vidste min mor mindst savnede ham ligeså meget som mig, hun er bare bedre til at holde facaden.

 

- "Tag nu din hue på, der er koldt udenfor", klynkede min mor i vores daglige diskussion i bilen, foran mit gymnasium.

Jeg tog huen i hånden og hoppede ud af min mors ufattelige grime, gule bil.

- "Husk at drikke din mælk til frokost", var det sidste jeg hørte fra hende den morgen.

Gymnasium elever var i gang med at plyndrer skolen. Der gik lille, forsigtige mig med mine fysik bøger klemt tæt ind til mig. Piger der skreg, drenge der grinede, tøser der sminkede og nørder der forskede, det var det jeg mødte op til, da jeg trådte ind ad døren til skolen.

 

Da de første lektioner var overstået, småløb min klasse og jeg hen til idræt. Mit yndlingsfag... Not! Min omklædning gik hurtig og sikker for ingen så min nøgne krop. Vi spillede volleyball og jeg var på hold med Sebastian mit hemmelige crush siden starten af 1. g. Han var så lækker da han stod og smashede bolden over på de andres halvdel. Georgina, dronningen over alle. Så mig desværre, savle over ham. Det skulle jeg straffes for, i omklædningsrummet bagefter. Pigerne klemte sig om mig i en ring, jeg var nøgen og kun iført et lille håndklæde.

- "Carrie du ved udmærket godt at Sebastien og jeg har noget sammen. Men nu hvor du syntes i passer så godt sammen, kan vi da lige sende ham en scrapbog af dig", spyttede Georgina ud på mig.

Pigerne rev i mit håndklæde og jeg skreg. Georgina begyndte mit fotoshot. Det var forfærdeligt og jeg var helt alene, uden hjælp. Ikke en eneste var på min side. Pigerne var for bange for Georgina til at sige hende imod, jeg kunne ikke bebrejde dem. Min nøgne krop kravlede hen over det isnende kolde gulv. Jeg fik fat i mit tøj og hoppede i det. Men det var for sent, alle billederne var allerede i gang med at blive sendt til søde Sebastian, der sikkert aldrig vil kigge på mig igen uden at dø at grin.

 

Jeg løb ud af det ondskabsfulde omklædningsrum, med maskaren der løb om kap med mine varme tårer. Klokken var 15.00 og jeg pjækkede fra skole. Jeg kunne bare ikke tage hjem til min mor som vil spørger og hævne sig over Georgina. I stedet satte jeg mig på 'den usynlige bænk' i parken. Det var, og havde altid været mit tilflugtssted. Jeg krympede mig sammen på bænken, lukkede øjnene og drømte det aldrig var sket.

 

Hårde prik på min skulder vækkede mig, jeg fór op i chok og så en hjemløs mand der så ud til at ville overtage min bænk. Jeg hoppede væk og rev mobilen op af lommen:

- "17.00, 42 ubesvaret opkald og 36 ulæste beskeder fra mor"

SHIT! Klokken var 19.00 og jeg var faldet i søvn på bænken, imens min mor sikkert var i gang med selvmords forsøg.

 

Der var koldt og jeg slentrede hen ad den mørke gade, med de ødelagte lygtepæle. Jeg tog hænderne i lommerne, imens mit åndedræt og hjertebanken prøvede at overdøve den larmende stilhed, men forgæves. En kold hånd parkerede sig på min endnu koldere skulder. Jeg stoppede op og gik i chok. 10 akavede sekunder tog det mig inden jeg vendte mig om og så Sebastien.

- "Hey Carrie, jeg er sku' ked af de billeder Georgina sendte til mig, det var svinsk gjort. Og jeg vil bare have du skulle vide at jeg overhovedet ikke syntes det var komisk på nogen måde", hviskede hans lyse, bløde stemme.

Han snakkede med mig og lige nu stod jeg bare med et hjertestop og spildte tiden!

- "Øhh, hmm, tak.", sagde min idiotiske og slet ikke så lyse stemme.

- "Okay så ses vi bare ... Og for resten jeg syntes du så godt ud, hvis det kan hjælpe", grinte han.

Der stod jeg med et akavet smil på læben, imens jeg betragtede hvor elegant han vendte sig om og gik videre med hænderne i lommerne.

 

Jeg vendte mig om ligesom ham og gik den modsatte vej. Intet kunne ødelægge min aften nu. Mørket klemte mig så hårdt at jeg næsten ikke kunne få vejret. En mand iført sort gik på den anden side af den også meget mørke vej. En bil der kørte langt over fartgrænsen lavede hvin spor ind bag mig. Jeg vendte mig om så hurtig man overhoved kunne. Men åbenbart ikke hurtigt nok til at få min mors blodige ansigt en centimeter fra mit. Skummet fløj ud af munden med hendes skæve, grå tænder. Jeg skreg og spurtede den anden vej. Hendes facade var væk og hun lignede et grusomt uhyrer. Jeg havde løbet et godt stykke og stod nu og gispede efter vejret. Langsomme og tunge skridt nærmede mig bagfra. Jeg vidste godt hvad klokken havde slået, men da jeg vendte mig om var der intet. Åndedræt kærtegnede min nakke og et langt og pinefuldt skrig, knækkede mine ører sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...