Brevet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 2 nov. 2013
  • Status: Igang
Dette er mit bidrag til "Vold i familien" - konkurrencen. Hvor en pige skriver et brev om sine oplevelser. Det er ikke noget jeg selv har oplevet, men har selvfølgelig taget perspektiv, i egne oplevelser og overdrevet dem så det er blevet værre. Jeg håber i kan lide den. Det er et Oneshot.

1Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

1. Brevet

Solen skinner udenfor, det er varmt. Det er forår. Fuglene synger, alle går rundt i shorts, kortærmede, sanddaler og klipklapper. Alle er glade, skal på stranden når dagen er omme og weekenden så småt begynder. Alle glæder sig så forfærdeligt meget til at få sommerferie, til at rejse væk, til de varme lande, hvor man hele tiden får hedeslag eller bliver behøver til enten at tage på stranden eller hoppe i poolen, for at blive afkølet lidt. De fleste går og tæller ned, til den dag hvor at man bare venter på at klokken ringer og man så ikke behøver at vise sit ansigt på skolen i hele seks uger. Ingen kan vente, men så småt som ferien så går, jo mere trist bliver man. Man vil jo ligesom ikke have at ferien slutter, man vil bare ønske, at den varer evigt og altid. Ja sådan har de fleste det. Bortset fra mig.

Jeg er ødelagt. Min sjæl er revet itu. Arrene jeg har på min usynlige sjæl, ingen kan se, de er der resten af mit liv. Jeg går og gemmer det væk fra overfladen, bag min facade, hvor jeg bare prøver at smile og grine, pjatte med mine venner. De opdager intet. Det er så en stor en hemmelighed, jeg går og bærer rundt på, at jeg nu må have den ud. Men hvis den slipper ud i offentligheden og nogen ved, at det er mig, der sidder og skriver dette lige nu, bliver jeg revet over, banket og trådt på. Så derfor vil jeg bare kalde mig selv R. Så jeg kan være så anonym, som overhovedet mulig. Jeg vil lave om på alles navne og bare skrive forbogstaverne.

Jeg håber, at du nu er klar til at høre min store hemmelighed. Som jeg ikke tør fortælle til nogen. Jeg er så bange. Jeg ved ikke hvad der vil ske. Jeg tør ikke engang sige det til min bedste veninde. Ikke engang hende føler jeg, at jeg kan stole på. Det har kun ødelagt alt. Hun ikke kan forstå, når jeg siger nej til at være sammen med hende. Mit hjerte bliver hele tiden leget med og hvis hun læste dette, jeg skriver, lige i dette øjeblik. Vil hun forstå alt, hvorfor jeg er så fandens bange. Jeg er rædselsslagen og inde i mig, findes kun et stort sort hul, som gør så fandens ondt, hele tiden bliver det revet større. Jeg kan bare ikke holde det ud længere. Så meget ved jeg da! Jeg har nemlig bare fucked det hele totalt op. Det bliver jeg bare ved med at gøre. Det bliver bare værre og værre for hver eneste dag, der går.

Det er sådan at min far er alkoholiker. Han tager også stoffer. Ingen af delene har han lyst til at indrømme, specielt ikke overfor os børn. Vi er tre børn en på femogtyve og min lillesøster på tre. Så er der selvfølgelig også mig selv. Jeg er femten. Alt hvad han gør, går ud over mig. Det hele startede faktisk allerede, da jeg var omkring syv år. Min storesøster var lige flyttet hjemmefra, som syttenårig. Det var første gang, at jeg har været utryg i mit eget hjem. Jeg var såret, jeg blev såret den aften.

Min mor var ikke hjemme. Hun var ude med sine kolleger den aften. Det sagde hun i hvert tilfald. Jeg troede ikke rigtigt på det. Jeg fandt ud af sandheden, for ikke særlig længe siden. Men nok om det, det vender jeg tilbage til senere. Jeg ved bare at historien er helt klar i mit hoved. Erindringen fra aftenen er den klareste af mine dumme situationer. Den vil aldrig nogensinde blive slettet fra min hukommelse. Jeg har mareridt hver evig eneste aften.  Mareridt hvor han er involveret. Han er mit livs store mareridt. Jeg vil så gerne slippe for at se ham nogensinde igen. Jeg kan mærke tårererne,lige nu, der presser sig hårdt på i min øjenkrog og jeg vil gerne have, at du der sidder og læser dette medmindre, den aldrig nogensinde kommer ud og ender i min skrivebordsskuffe ved, hvordan, jeg har det i lige præcis øjeblikket, hvor jeg sidder og skriver alt ned.. Jeg vil så inderligt gerne dele min historie med andre piger, der har oplevet noget ligesom mig. Oplever det hver dag ligesom mig. I skal vide, at i ikke er alene. Jeg har nemlig også engang følt mig helt alene om alt dette.

Okay, nu tilbage til dengang, hvor jeg var alene hjemme med min far. Som var og stadig er alkoholiker og stofmisbruger, som jeg jo allerede har nævnt. Men ja, jeg kan huske det tydeligt. Jeg var på mit værelse. Jeg sad og legede med mine Barbie-dukker. Jeg sad og nynnede samtidig. Han kom ind på mit værelse, uden at banke på. Ja godt nok var jeg kun de her syv år, men  ja jeg har altid gået ekstremt meget op i den slags, med ens privatliv. For det har man da vel også lov til. Bare at have en smule.

”Gå ud” havde jeg sagt, og pillede ved dukkens lyse hår. Han stank af alkohol. Ja spørgsmålet er jo nok, hvordan jeg kendte lugten af alkohol som syv årig. Men den kendte jeg. Det var hans naturlige lugt på det punkt. Det havde det altid været. Det blandet med lugten af cigaretter, som han ryger så ufatteligmange af, på bare en halv time. Han går jo sgu da også ud hvert andet minut mindst. Det er blandt andet en af grundene til, at han er et ubehageligt selskab at være sammen med. Han rejser sig sgu da fandme op hele tiden. Enten for at hente en ny øl, eller ryge endnu en cigaret, som jeg på en eller anden måde håber må komme til at skade ham, så der sker noget. Jeg ved godt at man ikke skal gå og ønske sådan om folk specielt ikke sine egne forældre. Men jeg kan ikke gøre for det, det er bare sådan, mine tanker er.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor  min mor overhovedet har giftet sig med ham. Han er bare en idiot. En stor klaptorsk og jeg kan lige love for, at det bare er et pænt ord at bruge om ham.  Han slår også min mor og det er en af de grunde til, at jeg hader ham, men egentlig ved jeg jo godt hvorfor hun er gift med ham. Han gjorde hende gravid og derefter pressede han hende til at gifte sig med sig.

Hun manglede penge og det var ikke lige en af de ting, han rent faktisk manglede. Han manglede kærligheden. Eftersom, at de havde mødt hinanden i byen og derefter var gået hjem sammen blev hun så efter det ikke planlagt gravid. Det gjorde så, at jeg er her i dag Nogen gange ville jeg bare ønske, at jeg ikke var blevet født. At jeg stadig bare var et af de mange æg inde i min mor som ikke var blevet befrugtet. Måske ville hun have fået et andet barn. Måske en dreng? Hvad mon min far egentlig ville have sagt, hvis det havde været sådan. Ville han mon overhovedet have tilladt det? At en dreng kom, som kunne sætte ham på plads og beskyttet os andre? Jeg ved i hvert fald at min søster på en eller anden måde føler skyld. Da jeg var mindre, gik det ud over hende og da hun så startede på at tage i byen og tage til fester begyndte det, så at gå ud over mig i stedet.

Jeg ser hende ikke særlig tit. Men når jeg gør, snakker vi  ikke om andet end vores fælles traume. Vores fælles bekymringer. Jeg kan ikke lade være med at være bekymret over hvad han vil gøre mod F, min lillsøster, som lige nu kun er fem år. Jeg får ondt i maven, hver gang han bare så meget som kigger på hende. Det har jeg også snakket med min søster om, M. Hun har lovet mig at passe på hende.. Vi har lavet et løfte til hinanden. M har allerede frosset ham ude. Det må jeg også, det gør bare så ondt at stikke min mor, lade hende i stikken. Ingen kan hjælpe hende. Jeg ved hvor mange tæsk hun kommer til at få, når han opdager det. Når han opdager det, ved jeg bare, at han vil tvinge hende endnu engang, ligesom han gjorde, da jeg og F blev til. Tvinge hende til at blive gravid, tvinge hende til at droppe beskyttelsen. Jeg får kvalme bare ved tanken. Jeg synes bare dette er så ufatteligt ubehageligt, som noget overhovedet kan være.

Nogen gange står hun endda lige foran mig, når han skælder mig ud, slår mig. Banker mig, giver mig tæsk. Når han vælger at give mig en røvfuld. Står der og sparker til mig, mens jeg ligger i fosterstilling på gulvet og græder mit hjerte ud. Så står min mor der og kigger på. Hun lader ham give mig disse ar, som aldrig forsvinder. Lader ham rive dette sorte hul større og større hele tiden og konstant.

Nu tilbage til  da jeg var syv år gammel. Han var begyndt at råbe af mig. Hvad præcist kan jeg ikke lige huske. Men ord som møgunge, tøsepige og åndsvage lort. Har brændt sig fast i min hjerne. Brændt sig fast i min hukommelse og hvis jeg høre disse ord i dag, begynder jeg at tude. Bar nu ved tanken. Kan jeg mærke gråden og tårerne presse sig stærkt på.

Jeg sad, prøvet at være tapper og da han endelig gik, havde jeg grædende krøllet mig sammen under dynen. Bare det at jeg nu ved at min mor virkelig ikke var ude med kollegaerne, har nærmest gjort det værre for mig. Det at jeg nu ved, at hun var sammen med sin anden kæreste. At hun var min far utro. Hvilket hun stadig er og det var derfor, at jeg nu kommer til tårer hver gang et af disse ord bliver nævnt. Gør ondt i mit hjerte og har været med til at lave det sorte hul i min mave. Jeg ved, at min far også ved det, men han er ligeglad. Har det helt okay med det, af en eller anden grund og selvom at de skændes hver eneste dag, tvinger han hende stadig med vold og grimme ord, til at forblive gift med sig. Det er så ufatteligt synd for min mor, synes jeg. Hun er ikke særlig gammel, men ligner en der er  tyve år ældre end, hvad hun i egentlig er.

Hun er helt opbrugt og hendes øjne hænger, hun går hele tiden foroverbøjet og græder for de mindste ting. Hun er sårbar. Alt for meget endda. Hun har nået det punkt, hvor hun ikke kan skjule det under facaden længere. Ligesom jeg kan. Jeg har ondt af hende og jeg ved, at ligeså snart jeg er væk, vil jeg fryse ham ude præcis ligesom min søster gør og så er det desværre sådan, at min mor desværre også bliver frosset ude.

Min søster har ikke set min mor lige så længe, som hun ikke har set min far. Hun bor jo også i en helt anden by nu, hun er flyttet væk fra København. Flyttet til Århus nu. Det er også en af grundene til, at jeg heller ikke ser hende så tit. Min mor er ked af det over det, spørger altid om jeg har snakket med hende. Hvordan hun så har det og om hun har fundet sig i kæreste og alle de der ting, en mor gerne vil vide om sit barn og specielt, når man har en datter.

Jeg kan huske engang, da jeg var lille. Der boede min søster stadig hjemme. Jeg har nok været hvad fire år? Det tror jeg. Selvom jeg har været lille, kan jeg huske næsten alt inde i min hjerne, se billederne og silhuetterne.

Jeg kan huske, at vi var alene hjemme med min far. Han havde drukket, som han jo altid gør. Han stank langt væk af både tobak og alkohol. Det ville ikke engang hjælpe, at give ham et mint-tyggegummi, så meget lugter han. Det er bare en lugt, jeg ikke kan fordrage og på grund af ham, har jeg svoret på min egen grav, at jeg aldrig vil ryge, ikke engang for at prøve. Det har jeg det egentlig godt med. Cigaretter er nemlig ulækre, så det vil jeg bare aldrig nogensinde røre. Selvom folk kigger ret så mærkeligt på mig når, de først tager et sug og derefter rækker den over mod mig, mens røgen hvirvler rundt, i luften. Jeg kan mærke mavepinen, der så småt begynder, bare nu hvor jeg tænker på det. Det er hårdt synes jeg. At mit liv skal være sådan her, det kan jeg ikke holde ud. Tænk at jeg virkelig bliver nødt til at flygte ligesom min søster, det giver ingen mening.

Når men tilbage til dengang mig og min søster var alene hjemme, med min far. Jeg havde siddet og set tv, rigtig fredagshygge, med min slikskål og min sodavand. Min søster var de der fjorten år. Min far var gået indtil hende og jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt. De skreg bare af hinanden. Da jeg bagefter hørte min søsters hulkende stemme inde på værelset, gik jeg ind til hende. Jeg sad derinde resten af aftnen. Jeg måtte ikke gå. Det sagde hun selv. Jeg skulle blive. Jeg måtte ikke engang hente min sodavand og slik. Jeg skulle blive siddende, da jeg så lovede, at det ville være hurtigt at hente, fik jeg lov. Jeg så mit tv derinde og da kanalen sluttede klokken ti, ville jeg gerne i seng. Min søster ville ikke lade mig gå, før vores mor kom hjem. Hun var jo selvfølgelig ude med ”kollegerne” igen. Jeg blev hos hende til midnat, hvor hun endelig kom hjem. Min søster tilbød mig endda, at jeg kunne sove i hendes seng den nat. Det ville jeg bare ikke. Jeg ville sove i min egen seng og da min mor kom hjem, blev hun sur på min søster. Det resulterede så i, at min far kom løbende. Han begyndte at slå både min mor og min søster og jeg blev bange. Han råbte og skreg men på en mumlende måde. Så man ikke kunne forstå hvad han sagde.

En anden gang sad vi i bilen. Vi havde været til fest og havde lige sat min mormor af ved hendes lejlighed. På grund af det, sad jeg i midten bag i og jeg havde min søster og min far på hver sin side. Min far havde jo selvfølgelig drukket for meget, så han kunne altså ikke køre bilen. Han blev ved med at sidde og klikke min sele op og spænde sin egen ned i mit . Det var altså pisse irriterende, synes jeg. Det endte med at jeg måtte spænde den for ham. Min søster og min far begyndte at sidde skrige af hinanden. Jeg aner ikke hvorfor og jeg sad mellem dem, så jeg begyndte at græde. Min mor stoppede bilen og sagde at hun ikke kørte videre medmindre, at det stoppede. At de så måtte gå resten af vejen og det regnede altså udenfor. Da vi kom hjem, løb jeg grædende i seng uden at børste mine tænder. Jeg sov bare i min fine lille kjole. Jeg havde endnu engang bare prøvet at smile og lade som om mit liv var totalt perfekt. Som om denne familie bare var en totalt dejlig perfekt familie. Med en mor, en far og så nogen børn. Det lyder godt nok som den mest perfekte billede overhovedet af en familie, den perfekte ramme. Som om. Jeg fatter virkelig ikke, at vi kan tage ud i byen, til fødselsdage og forskellige arrangementer og de alle sammen bare lader som ingenting. Min mor der altid stod i hjørnet og hang. Min far kunne findes ved alt alkoholen. Min søster og jeg sad altid sammen og var kede af det. Følte os udenfor, da der var mange børn, på vores egen alder som bare var så meget finere, end vi var. Vi kom ligesom fra denne ulykkelige familie. Det mærkelige er bare, at ingen har opdaget det. Som sagt har ingen af mine veninder opdaget hvor ulykkelig, jeg hele tiden er. Jeg er bare bange. De kan ikke få det at vide. Uanset hvad. Jeg er for sårbar og kan ikke holde ud, hvis de så dropper mig på grund af det.  De ved ikke hvem jeg er, efterhånden har jeg alt for mange hemmeligheder og de tænker ikke over det. Der er sider af mig selv, de slet ikke kender til. Det er de åbenbart ligeglad med, men jeg synes, det er rart, at de ikke tænker yderligere over det.

 

Jeg kan huske da jeg mødte ham. Drengen, der kendte til mine følelser om alt dette. Han havde det på samme måde, hans familie var lige sådan. Han var beskidt, han var støvet og han havde det faktisk ret så meget værre end jeg.

Han var allerede stukket af hjemmefra. Han var seksten år. Han havde rande under øjnene og han så brugt ud, såret. Han havde det skidt, det kunne jeg tydeligt høre og se. Jeg tog ham med hjem. Smuglede ham ind på mit værelse. Hentede mad og gjorde et varmt karbad klar, et rigtigt et med skum imens jeg ventede, holdt vagt, tænk hvis mine forældre kom hjem og opdagede, at en fremmed dreng var i gang med at tage et bad. Var jeg så blevet slået ihjel. I hvert fald af min far. Min mor ville bare trække på skuldrene. Hun er efterhånden ligeglad, så længe ingen er døde, så er hun ligeglad med, hvad jeg fortager mig.

Jeg gav ham husly. Vi gik i seng om aftenen. Da dagens dato skiftede ved midnat. Ringede min alarm svagt. Jeg rejste mig forsigtigt op, vækkede ham og tog tøj på, Han som jeg nu kalder A, var blevet på værelset, jeg havde hentet F, Jeg havde hurtigt pakket en taske til hende, smidt nogle ting ned i en taske. Noget af hendes legetøj og tøj, alle hendes yndlingsting. Jeg tog hende op i min favn, med dynen over sig. Jeg smurte en madpakke. Den var primært blevet lavet til hende.  

Vi tog straks af sted, for at undgå at min far, pludselig vågnede. At han blev sur og at A blev smidt ud, så jeg fik stuearrest resten af mit liv og ja alle de tæsk, jeg så skulle have. Igen jeg er sårbar. Lige så snart vi kom ud af huset og var nået et lille stykke væk, kom lettelsen endelig. Den brusede så dejligt rundt i mit blod. Vi er nu lige stået af toget og klokken er omkring ti om morgenen nu. Vi sidder her på en bænk. Vi venter på min søster og nu skal hun flygte igen. Vi ved alle, at Århus er det første sted, han vil lede efter os.

En bil køre op på pladsen foran os nu, lygternes er utydelige her i tågen og i regnen. Vinduesviskeren hvisker, hurtigere og hurtigere frem og tilbage. Det hjælper ikke særlig meget. Vi er gennemblødte og F fryser og græder. Jeg prøvede at holde hende varm og prøvede, at gøre så hun ikke vil blive våd. Men det er ikke lykkedes. Døren til føre sædet åbner og en mand kommer ud.  Han er hendes kæreste. Min storesøster, som jeg ikke har set længe kommer ud af den anden dør. Hun har en taske, som hun putter i baggagerummet. Hun smiller stort til mig og F, giver os hver et kram. Derefter sætter vi os alle ind i bilen og kører.  Vi kører hele dagen, før vi endelig spiser, hvor eventyret nu går hen, det må tiden vise.

Jeg håber dette var en hjælp, til alle jer der ude, der har det skidt ligesom jeg selv. Men nu er jeg endelig fri. Nu må vi se hvor dette jeg skriver lige nu, bliver af og hvor det ender. Mon jeg nogensinde får det ud, som jeg går og håber på.

Jeg håber i alle finder friheden ligesom jeg selv. Jeg ønsker jer alle lykke fremover og krydser fingre for jer. Hvis i ser dette, piger. Så håber jeg i forstår, i skal vide at jeg elsker jer og jeg håber i ikke dropper mig, for jeg skal nok komme tilbage det lover jeg.

 

Kram R.     

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...