Det forkerte valg

Da Carmas forældre fortalte hende at de skulle flytte, havde hun aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig hvad der ville ske. Men hvis hun vidste hvad der ville ske. Ville hun så have flygtet?

0Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

4. Tåede minder

"Vi er ikke helt sikre... Ja, vi vil prøve hende af igen". Blev stemmen ved med at sige. Jeg kunne fortælle på stemmen at det var en dreng, men jeg kunne ikke fortælle hvem. Jeg åbner mine øjne, men misser med det samme mod lyset. "Orhu", siger jeg. Stemmen bliver med det samme stille. "Hvordan har du det" spørger drengen. Jeg rejser mig forsigtigt op. Det tager et par sekunder før mit syn bliver klart, og jeg kan se hvor jeg er. Jeg sidder på en båre midt i rummet. Alle væggene er hvide, med en masse huller. Der stammer sikkert fra gamle rammer, der havde hængt der før det blev for gammeldags. Det eneste der ellers er i rummet er en enkelt stol. Drengen, som mere ligner en ung mand, står ved siden af den, og ser ikke ud til at ville sætte sig ned. "Hvordan har du det", spørger han igen. "Øh, skulle der være noget galt?", spørger jeg. "Og hvad laver jeg egentligt her?" "Og endnu mere vigtig". "Hvem er du", "og hvad laver du her?",, siger jeg forvirret. Han ser helt roligt på mig, imens hans karamelbrune øjne stirrer ind i mine. "Du faldt til gymnastik og besvimede". "Da det er din første dag, og du ikke kender nogle tænkte jeg at jeg ville blive til du vågnede op". Han smilede et perfekt smil, imens han så afventende på mig. Minderne flakkede tilbage, og jeg husker svagt da jeg vågnede, og var syg af bekymring for hvordan dagen ville forløbe. Min mors nybagte bolle, som jeg vidst stadig har i tasken. Pigerne da jeg skulle klæde om til min første time, og den mærkelige måde det alle lignede hinanden ude at gøre det. Den tatoverede lærer. Og drengen med de brune øjne. Han sad nu og kiggede på mig. Men jeg huskede ikke jeg faldt. Eller besvimede. "Det kan jeg ikke huske noget af", svarede jeg. Drengen så uskyldig og forstående på mig. "Det skal du ikke bekymre dig om". "Det sker tit", svarede han mig. "Har du også prøvet det før", spurgte jeg. Han så et øjeblik utilpas ud, som om han havde gjort noget meget værre. "Det er lige meget", svarede han hurtigt. "Din næste time er Fysik/Kemi i fløj B". "Du kan spørge nogle om vej hvis du ikke kan finde det", sagde han, og så var han væk. Jeg sad et par minutter inden jeg gik ud ligesom drengen Will havde gjort. Da jeg kommer ud af døren står jeg i en gang. Jeg tager lykken og åbner den første dør jeg kommer fordi. Da jeg træder ud i rummet, ser jeg den gymnastiksal jeg skulle haft gymnastik i. Men noget er ikke som det var før. Jeg står i døråbningen og kigger rundt efter noget andet, da svaret kommer. Det er ikke noget man kan se, det er noget man kan lugte. Lugten er tyk og kvalmene, men jeg kan ikke finde tegn på hvor den kommer fra. Jeg smækker døren i, og løber videre til den næste dør, imens mit hjerte prøver at hoppe ud af mit bryst. Til mit held fører døren uden for. Imens jeg går hen til hvad jeg mener er fløj B, kører mine tanker om den ubehalige lugt, og hvorfor den kom. Lugten af friskt blod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...