Det forkerte valg

Da Carmas forældre fortalte hende at de skulle flytte, havde hun aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig hvad der ville ske. Men hvis hun vidste hvad der ville ske. Ville hun så have flygtet?

0Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

2. Pigerne

Jeg har stadig den lune bolle i min hånd, da jeg står ved stoppestedet og venter på bussen. Jeg kan huske min mor kiggede bekymret på mig, da jeg sagde at jeg ikke ville spise hjemme og komme for sent på min første skoledag. Jeg havde lovet at spise den med det samme jeg kom her hen, men sandheden er at jeg ikke rigtig føler mig sulten. Jeg har ingen appetit, men det er der ikke så meget at sige til. Jeg kigger mig omkring. Det er lidt underligt, at dagen før hvor jeg havde været her henne, for at være sikker på at jeg kunne finde busstoppestedet havde der været så mange unge mennesker. Men nu, her kl. 08:40, tyve minutter før time starter, er der ikke et eneste øje. Måske er jeg bare den eneste der tager bussen. Jeg sætter mig ned på en bænk, og venter igen. Kl.  08:55 står jeg op og begynder at løbe. Da jeg når skolen har jeg stadig ikke set nogle mennesker, og jeg begynder at tro at de har en eller anden fridag. Men dag jeg tager fat i dørhåndtaget ind til gymnastik åbner døren sig, og jeg går ind i et rum fyldt med piger. Jeg overvejede at løbe hjem inden de så mig, men går til min egen overraskelse ind og tager en fri plads. Det ser ikke ud til at de ligge mærke til mig, så jeg smugkigger selv på dem. De er alle sammen vidt forskellige, men alligevel er der et eller andet træk over dem der får min gåsehud frem på armene. Som om at jeg havde sagt det højt, kiggede en af pigerne på mig. "Jamen da, er det ikke den nye pige". Siger hun, og nu får jeg opmærksomhed fra alle piger i lokalet. Jeg bander inde i, fordi jeg ikke var stukket af da jeg havde chancen. Pigen der havde talt til mig så ud til at vente på mit svar, så jeg tager mig sammen og svarer med meget mere selvsikkerhed, end jeg egentlig har i det øjeblik. "Jo, jeg er lige flyttet  her til". "Jeg skal have gymnastik i mine to første lektioner", svarer jeg. En pige der står ved siden af pigen der havde snakket til mig først grinede. "En rigtig ordenspige var?". Jeg kigger ned på mine sko. Jeg kan ikke lide at blive kaldt ordensmenneske. Jeg vidste godt jeg var det, men det var stadig ikke rart når folk bare kaldte mig det. "Lad hende nu være", sagde en pige. Jeg kigger op, og får et lille smil fra hende. Jeg tager hende for at være min ven, og imens jeg overvejede hvad jeg skal sige tilbage, vendte de sig pludselig alle om på en gang og går. Da den sidste skulle til at gå ind igennem døren til gymnastik, vender hun sig om, og det er hende der for et minut siden havde forsvaret mig. Hun smilede ikke længere, og hendes øjne var kolde. "Hvad er dit navn?", spurgte hun. "Carma", svarede jeg. Jeg så antydningen af et smil, da hun vendte sig om, og jeg tør sværge på jeg hørte hende mumle noget med "hvor ironisk".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...