A heartbreaking goodbye

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
"A heartbreaking goodbye" er en samling små historier jeg har skrevet. Jeg har skrevet om ting man kan relatere til, og nogle af tingene har jeg skrevet af erfaring. Giv gerne konstruktiv kritik, tak.

1Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. Et hjerteknusende farvel

Regndråberne plaskede blødt mod vinduet, og gled langsomt ned ad ruden i smalle, upræcise baner. Jeg fulgte stille dråbernes uforudsigelige bevægelser og lod mig hypnotisere af det lille kapløb, jeg lod som om de havde. Lige siden jeg som lille hoppede i den første vandpyt, havde jeg altid elsket regnen. Den forfriskende duft græsset fik efter det havde regnet, kunne altid få mig i godt humør, ja, selv asfaltens mørke farve kunne jeg lide. Det lyder nok underligt, men alle de små ting regnen gjorde, elskede jeg. Min favorit ting var når regn og solskin slog sig sammen og dannede en smuk regnbue, i fortryllende farver. At sådan en smuk ting kunne dannes, blot ved lidt regnvejr og en smule sol, gjorde mig helt paf og fik mig til at indse livets små mirakler. Min far lærte mig allerede som helt lille, at man skulle værdsætte selv de mindste ting i livet, for det varede ikke længe før det pludselig forsvandt. Så det gør jeg. Jeg værdsætter alt. Eller, jeg prøver da, men når man er ked af det, og ens tanker løber løbsk, er det ikke altid lige let at huske på. Man tænker ikke altid klart når man er deprimeret, og ens tanker kan hurtigt fordreje sig til noget negativt. Sådan havde jeg det da min far, for blot et år siden, fik konstateret kræft. Jeg gik fuldstændig i sort, og jeg kunne ikke sove om natten, fordi alle spekulationerne fortvivlet kørte rundt i mit hoved. Spørgsmål var der også rigelige af, og når jeg ikke kunne finde et præcist svar til hver enkelt, blev jeg endnu mere forvirret.
”Laura?” spurgte en genkendelig stemme pludselig, og rev mig hurtigt væk fra min egen lille, trygge verden. Uden at svare, lod jeg mit blik glide langsomt gennem rummet og over på sygeplejersken. Jeg sendte hende straks et svagt smil, som selv en blind mand kunne se var falskt, og rejste mig op fra stolen. Jeg gik med forsigtige skridt væk fra vinduet, som jeg for lidt siden havde kigget koncentreret og forvirret ud af. Uden nogen som helst form for kommunikation med sygeplejersken, vidste jeg næsten godt hvad hun ville sige. Det var det samme hver gang. Lige siden min far blev indlagt her på hospitalet, var dagenes forløb sjældent forskellige. Jeg tilbragte meget af min tid her og håbede på at et mirakel kunne redde min far. Jeg vidste godt at chancerne for at han ville overleve, var minimale, men et håb voksede stadig i mit hjerte.
Sygeplejerskerne fortalte altid det samme ævl om, at min far nok skulle blive bedre, hvis bare han kæmpede hårdt, men vi vidste alle sammen godt, at han ikke havde ret lang tid tilbage. Jeg var overhovedet ikke klar til at miste ham, men på den anden side, så ønskede jeg at hans smerte forsvandt.
Jeg rettede opmærksomheden mod sygeplejersken, da mit navn endnu engang blev sagt, fordi jeg ellers var gået i stå. Jeg kunne se på hendes blik, at hun ikke ville fortælle mig det samme som hun plejede. Jeg håbede bare at nyhederne var gode og håbfulde. 
”Ja, jeg kommer nu,” svarede jeg stille og gik så ellers ud af den dør, hun holdt åben for mig. Jeg fulgte med hende ud på den lange, hvide gang og kiggede nysgerrigt på dem, der opholdt sig her. Med små og langsomme skridt, fulgte jeg efter hende og bevægede mig nærmere det hospitalsværelse, hvor min far lå og hvilede sig. Jeg tog en hårtot af mit lange mørke hår om bag mit ene øre, og fjernede hurtigt den ene tåre, som varmt gled ned ad min kind. Den knirkende dør blev åbnet og jeg slugte den klump, som var dannet i min hals, hvorefter jeg med tunge skridt gik hen til min far. Han så svag ud og da han så mig, sendte han mig et smil som jeg straks gengældte. Jeg tog forsigtigt fat om hans hånd og kyssede den blidt. Jeg kiggede op på sygeplejersken, som lagde en hånd på min skulder, og gav slip på min fars svage hånd. Vi gik ud på gangen for at snakke lidt, og da hun fortalte mig de ord, som skræmte mig mest, blev mine øjne hurtigt tågede og våde. Jeg kunne ikke forstå det. Min far var klar til at tage afsked med Jorden og menneskene i hans liv.
Med tårefyldte øjne, gik jeg tilbage til min far. Jeg kiggede på ham og smilede ad alle de øjeblikke jeg havde delt med ham. Vores sommeraftner på stranden og vores kolde, men hyggelige vinterdage. Alle de ting, der havde gjort mit liv perfekt, fløj hastigt igennem mine tanker, og tårerne formerede sig. Jeg vidste allerede nu, at hans død ville ændre mig. Den ville ændre min hverdag og den ville ændre min personlighed. Mit syn på folk ville ændre sig, og andres syn på mig, ville nok heller ikke være det samme. Jeg var sårbar og bange, og det turde jeg godt indrømme. Jeg var ikke stærk og jeg forstod ikke hvorfor det lige skulle være ham, der nu blev taget bort. Hvorfor lige præcis min far? Min helt, min engel.
En svag hvisken sagde mit navn, og jeg tog ham forsigtigt i hånden. Hans iskolde hud rørte min, og mit hjerte hamrede med 1000 kilometer i timen. Jeg fik det dårligt og da hans svage, hviskende stemme sagde at han elskede mig, brød jeg sammen i gråd. Hans stemme skar igennem mig, og den var så lav, at jeg sikkert var den eneste, som hørte det.
Hans hånd blev slap og hans øjenlåg gav efter, og lukkede i. Jeg vidste nu, at det var slut. Hans alt for korte liv var spildt på en dum sygdom, og uretfærdigt som det var, døde han af det. Det var ikke fair. Han fortjente det ikke, slet ikke. Jeg strammede grebet om hans blege hånd, og gav først slip, da min mor grædende kom ind. Hun fik mig beroliget en smule, og selvom jeg ikke ville gå fra ham, fik hun mig overtalt. Min verden var nu anderledes. Den var trist og grå. Jeg elskede min far over alt på Jorden, og det ville jeg blive ved med. Han havde opdraget mig fantastisk godt, og på trods af ham og min mors skilsmisse, havde han været verdens bedste far. Jeg manglede ham allerede og fuld af sorg, gik jeg med min mor i hånden, ned ad den lange gang. Med varme kinder og strømmende tårer, tog jeg om halskæden, som min far havde foræret mig. Den var mit kæreste eje.
Jeg havde vidst fra starten, at det ville blive ufattelig hårdt at give slip, men jeg havde ikke regnet med, at det ville blive et hjerteknusende farvel.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...