Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1752Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Jeg vågnede med et sæt, da jeg hørte lyden af et irriterende vækkeur. Andy smed snorkende og sin pude efter det. Det eneste det resulterede i, var dog kun at vækkeuret nu lå på gulvet, og det betød at vi nu var nød til at rejse os for at få det slukket. Andy sukkede og lod sig trille ud af sengen. Hun ramte gulvet med et brag.

”Hvad skete der!” råbte hun og satte sig op med et sæt. ”Er du okay Destiny!?”

Jeg lo.

”Andy det var dig der røg ud af sengen, husker du nok.”

Andy stirrede et øjeblik på mig, men brød så ud i latter. Det gik pludselig op for mig at jeg faktisk havde det sjovt, og jegsmørrede hurtigt grinet af mine læber.

”Vi må hellere skynde os ud på badeværelset hvis vi vil nå at komme i bad inden de andre står op” skyndte jeg mig at sige.

Andy nikkede og rejste sig op og så på mig.

”Ja det lyder som en god idé.”

 

Det var nu officielt min første rigtige skoledag på efterskolen. Jeg gruede for at blive trukket op til tavlen i en af matematiktimerne!

Siden vi var så lille en husgruppe, bestod klassen også af en anden lille husgruppe. Jeg kom til at sidde ved siden af en pige der hed Haley. Hun virkede utrolig klog, og så var hun faktisk også køn. Langt mørkebrunt hår, hazelfarvede øjne og et lidt spinkelt og uskyldigt ansigt. Det var næsten synd at hun var klog, for det gjorde at drengene mistede interessen for hende.

En anden jeg lagde mærke til fra den anden husgruppe var en høj og tynd, men alligevel veltrænet, dreng. Han havde brunt hår og lignede en rigtig drengerøv. Han var ikke lækker, men pigerne sværmede alligevel om ham. Det så han ud til at nyde rigtig meget!

Jeg fandt hurtigt ud af at hans navn var Sebastian. Charme det havde han da, men han nød også godt af det med alle de andre piger!

”Hvem kigger du på?” lød det bag mig.

Jeg vendte mig hurtigt om, og så at David sad og studerede mig.

”Ikke nogen!” skyndte jeg mig at sige, men David sendte mig bare et: Jeg-tror-absolut-ikke-på-dig blik.

”Du sad og tjekkede Sebastian ud. Gjorde du ikke?”

Jeg stirrede på ham og svarede vredt, at det gjorde jeg da i hvert fald ikke!

”Det er cool Destiny, men lad være med at falde for ham.”

Jeg så undrende på ham og svarede: ”For det første: Det har jeg IKKE tænkt mig. For det andet: Hvorfor?”

”Han er en skidt fyr. Super sød i starten, men så dropper han pigerne på stribe.”

”Hvordan ved du det? Er du da blevet droppet?” tilføjede Andy der lige pludseligt stod ved siden af os.

”Er du dum?” lo han. ”Pigerne råber jo op om det når man snakker med dem. I ved, en slags form for råb om opmærksomhed. Piger!”

Andy gav ham et puf i siden.

”Hov hov! Drenge er mindst lige så slemme som piger! De er…” mere nåede hun ikke at sige før Jenny trådte ind i lokalet.

”Er I klar til endnu en skoledag?” smilede hun.

Det var første gang jeg havde set en lærer smile. Det var et underligt øjeblik, men også rart. Rart at vide at ikke alle lærere var så skide sure som dem på min gamle skole.

 

Lyden af klokken der ringede ud fra sidste time fik min mave til at snøre sig sammen. Jeg havde klaret første skoledag, men nu ventede der 4 timer hvor jeg skulle vandre rundt alene inden vi skulle have aftensmad. Jeg knugede min taske ind til mig, og så på alle eleverne der kaotisk fik presset sig ud af lokalet. Til sidst var det kun mig og Sebastian der var derinde.

”Du hedder Desta ikke?”

Desta? Hvor fik han det fra?

”Destiny” rettede jeg.

”Cool. Jeg hedder Sebastian.”

Jeg nikkede stille til ham, og stirrede hen mod døren. Lige nu ønskede jeg virkelig at jeg havde Melissa. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle kæmpe mig igennem året helt alene. Sebastian stod stadig og kiggede på mig.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg snerpet.

Han lo og rystede på hovedet.

”Kun hvis du vil give mig dine numre. Dørnummer og mobilnummer.”

Jeg rystede på hovedet og så ned i jorden, inden jeg drejede mig for at stirre direkte ind i hans blå øjne.

”Jeg har hørt at du er lidt af en idiot, og at du har knust halvdelen, af de piger der går hers hjerter. Ellers tak!”

Jeg svang min taske over skulderen og satte i et raskt tempo hen i mod døren. Han stirrede målløst på mig, og jeg skyndte mig væk.

 

Mørket sænkede sig over efterskolen, og det gjorde at stilheden fulgte med. Vores husgruppe sad mast sammen i de små sofaer og småsnakkede med hinanden. Sarah og Kate havde tændt en masse stearinlys til at lyse den mørke stue op, og selv jeg måtte indrømme at det havde en helt speciel effekt på mig at sidde sammen med de andre på den her måde, men jeg havde ikke lyst til at have det sådan her. Jeg var ikke i humør til at kunne hygge mig sammen med en masse mennesker jeg ikke engang kendte. Mennesker jeg kun havde kendt i 2 dage. Det hele gav pludselig ikke mening længere. Jeg slog det tæppe, jeg havde omkring mig, fra mig og løb op på værelset. Hurtigt tastede jeg mormors nummer, men fik kun fat i hendes telefonsvare. Jeg satte mig på gulvet og omfavnede min pude. Hvordan kunne jeg sidde her på en åndsvag efterskole, når det eneste jeg ville var at komme tilbage til mit rigtige hjem? Hele mit liv var der, og jeg savnede det!

”Destiny?” Andy stak hovedet ind af døren og så på mig. ”Er du okay?”

Jeg nikkede stille.

”Er du sikker?”

Hun satte sig ned ved siden af mig og lagde sin ene arm om min skulder. Hendes berøring brændte på mig, og jeg rejste mig hurtigt for at slippe af dem hende.

”Jeg har ikke brug for at du syntes det er synd for mig! Forstår du det? Du kender mig ikke, og du ved ikke hvor jeg kommer fra. Hvorfor prøver du at være så skide sød i mod mig hele tiden?”

Jeg lagde armene over kors og stirrede på hende. Ventede på at hun skulle bryde sammen ligesom alle andre. Ventede på at hun skulle styrte ud af døren og efterlade mig alene tilbage. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede bare til mig.

”Du har ret Destiny. Jeg kender dig ikke, men det kunne jeg virkelig godt tænke mig at komme til. Det er DERFOR at jeg er så ”skide sød” imod dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...