Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1779Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Jeg sad i bilen med en kvalmende fornemmelse. Regnen silede ned, og gav en irriterende lyd fra sig hver gang dråberne ramte taget. Jeg knugede min bog i hånden, og forsøgte at koncentrere mig om at læse. Ordene flød ligesom sammen i en stor pærevælling. Mine tasker stod stablet på sædet ved siden af mig, og mormor sad glad og tilfreds ved rettet og nynnede med til radioen. Mor havde ikke været i stand til at kører mig. Typisk..

”Jeg ved godt at alt det her er meget overvældende, men glæder du dig ikke bare en lille smule?” spurgte mormor og sendte mig et smil i bakspejlet. Jeg sagde ingenting.

”Jeg er sikker på at du får det meget bedre her! Tror du ikke også det?”

 

Mormor drejede ind på en parkeringsplads. Vi var fremme.

”Ej hvor er her hyggeligt!”

Mormor steg ud af bilen og tog en af mine kufferter med ud. Jeg blev siddende hvor jeg var, og så på hende der straks var rundt og for at tjekke stedet ud. Hun vinkede til mig og mimede at jeg skulle komme ud. Jeg stirrede bare irriteret ned i min bog.

”Du kan ikke være bekendt at se så sur ud på din første dag!”

Det gav et sæt i mig da det gik op for at vinduet var åbent. Udenfor stod en mørkhåret dreng og smilede til mig. Jeg kunne mærke at jeg rødmede, og vendte øjeblikkeligt hovedet den anden vej. Da jeg var sikker på at han var gået, tog jeg min taske og gik ud af bilen.

 

Forstanderen var en høj skaldet mand ved navn Evan. Han havde nogle kraftige sorte briller på og var iført et gråt jakkesæt. Bag ved ham stod en hel hær af lærere. Mændene var ligesom Evan klædt i jakkesæt, og kvinderne havde alle kjoler på. Hvor så det dumt ud! Evan nikkede venligt til mig, og begyndte at fortælle mormor og mig om efterskolen:

”Det er rigtig godt at se dig Destiny! Det er selvfølgelig altid spændene at starte på en ny skole, og især et helt nyt sted. Vi har alle glædet os til at møde dig og lære dig at kende! Du skal nok få det lidt lettere her.”

Jeg prøvede at undgå at se ham i øjnene, og kiggede i stedet ned i gulvet.

”Som du nok har lagt mærke til er vores efterskole ikke særlig stor, men det ser vi kun som en fordel! Eleverne er inddelt i nogle husgrupper, og det er dem man bor sammen med. Hver husgruppe har også deres egen kontaktperson som står for alt det der har med jer at gøre, og som sådan en som dig kan få snakket med når du får det svært.”

Sådan en som mig? Jeg havde mest af alt lyst til at skrige ham op i hovedet at han skulle holde sin kæft, og lade være med at omtale mig på den måde. Han så undrende på mit irriterede ansigtsudtryk, men skyndte sig så at give mormor en masse praktiske informationer. Jeg rejste mig fra min stol og gik hen ad gangen for at finde mit værelse.

 

”Husgruppe nr. 2.. Værelse nr. 13..” mumlede jeg imens jeg så dørende an. Der hang navneskilte på dem alle sammen, hvilket jeg synes var utrolig kikset. Men selvfølgelig – man glemmer jo også så tit hvad man hedder, så måske var det ganske godt tænkt!

”Bingo!” sagde jeg og så på døren. Andy og Destiny. Andy? Skulle jeg dele værelse med en dreng! Jeg åbnede forvirret døren, og åndede lettet op ved synet af en rødhåret pige der sad på sengen. Hun fór op da hun så mig og skyndte sig at give mig hånden. Jeg tog modvilligt imod den og præsenterede mig kort ved at sige mit navn.

”Jeg hedder Andy,”

Hun sendte mig et smil, og tog min taske.

”og jeg har gjort plads til alle dine ting.”

Jeg nikkede stille og så mig omkring. Værelset var ikke ret stort, og der var kun lige den nødvendige plads til to senge og et skab. Andy vendte sig om og så på mig.

”Det er ikke så tit at vi får nye elever midt inde i skoleåret.”

”Nå.”

Jeg trak på skuldrene og så hen på den tomme seng der stod i hjørnet.

”Skal jeg sove der?”

Jeg havde ikke lyst til at bringe min fortid på banden. Andy lod det ligge og nikkede. Jeg tog min kuffert og smed den på sengen, og hun satte ligeledes min taske derpå. Hun sendte mig et smil og gav min arm et klem. Forskrækket trak jeg den væk. Hvad bildte hun sig ind? Vi kendte knap nok hinanden.

”Er du okay?” spurgte hun.

Jeg nikkede bare tørt og gik ud af værelset. Hvor var hun irriterende!

 

Mormor havde tårer i øjnene da det var tid til at forlade efterskolen.

”Pas på dig selv min engel” sagde hun og omfavnede mig.

Jeg knugede mig ind til hende, og mærkede klumpen i halsen vokse sig større og større. Hvor ville jeg dog komme til at savne hende! Hun slap mig og sendte mig et tappert smil.

”Kommer du med og vinker farvel når jeg kører?”

 

Da hun var helt væk, begyndte jeg at gå tilbage. Pludseligt kunne jeg høre løbende skridt bag mig, og kort tid efter mærkede jeg en hånd på min skulder.

”Hey vent!” lød en drengestemme. Jeg fór sammen, og opdagede at det var drengen der havde overasket mig i bilen. Jeg så undrende på ham, men det lod ikke til at han syntes at der var noget galt i at stoppe en fremmede.

”Skal du have hjælp til at finde rundt?”

Jeg rystede på hovedet.

”Hvad hedder du egentligt?”

”Destiny.”

”Cool, jeg hedder David.”

Jeg fortsatte min hurtige gang, og håbede at han ville give op og lade mig være igen. Det lod det dog ikke til at han havde planer om. Han holdte endda døren for mig da vi kom til indgangen.

”Hvilken husgruppe er du kommet i?”

”Husgruppe 2.”

Hans smil voksede, og det gik straks op for mig at han var i samme gruppe.

 

”Hør lige efter engang!” sagde Evan under aftensmaden. Vi var alle sammen delt op i grupper, og jeg sad klemt sammen i mellem en lyshåret dreng ved navn Liam og så Andy. Evan gav et hint til mig om at komme op til ham, så jeg trådte modvilligt derop.

”Det her er Destiny, og som I nok har bemærket er hun ikke et kendt ansigt her på stedet. I dag er hendes første dag, og jeg håber i alle sammen vil tage godt imod hende! Især jer i husgruppe 2.” Da han sagde det sidste pegede han hen imod vores bord.

”Destiny er der noget du vil sige?”

Jeg rystede på hovedet.

”Din husgruppe får også rig mulighed for at lære dig at kende efter aftensmaden. I slipper nemlig for at tage af bordet da I skal direkte op og have samling sammen med jeres kontaktlærer!”

Hele min gruppe hujede og klappede, og jeg gik bare flovt ned og satte mig hos dem igen.

Efter maden førte vores kontaktlærer, Jenna, os ind i fællesstuen. Hver husgruppe havde deres egen stue, men vores var i gang med renovering pga. en eller anden mystisk vandskade. Jenna bad os sætte os, hvorefter hun gennemgik deres navne. Det var svært at følge med, men jeg havde min egen metode til at huske dem på:

 

Værelseskammerat – Andy

Stalkeren – David

Uhyggelig sorthåret Goth pige – Dicte

Blond pige med for meget makeup – Ashley

Kopi af blond pige med for meget makeup – Kate

Bodybuilder – Jackson

Overhovedet ikke bodybuilder – Liam

Kæk og korthåret – Kasey

Dreng som alle de andre piger overbeglor - Luke  

Smilende og rødhåret – Lucy

 

Da alle navnene var på plads, var det min tur til at fortælle om mig selv. Jeg undlod dog alt omkring mine forældre, så jeg fortalte kun kort hvad jeg hed, at jeg var 15, og at jeg havde spillet fodbold da jeg var yngre. Da samlingen var færdig smuttede jeg direkte ind på værelset. Jeg så på den tomme opslagstavle der hang over min seng og greb fat i min taske. I sidelommen lå der nogle billeder jeg pakkede i går. Det ene var af mig og mormor. Det var juleaften for to år siden. Mormor havde sin ene arm omkring mig, og jeg havde hovedet op hendes skulder. Det næste billede var af Melissa, og det sidste af far. Jeg sank en klump da jeg så dem. Jeg kyssede billedet af far og hængte det op ved siden af mormor. Melissa smuttede jeg ned i tasken igen. Mit hoved dunkede, og jeg havde en enorm trang til bare at smide mig sengen. Jeg rystede hurtigt min dyne, men stoppede da et ”bump” lød. Min mobil havde ligget i dynen og lå nu på gulvet. Forsigtigt samlede jeg den op. Måske skulle jeg skrive til Melissa? Fortælle hende hvor ked af det jeg var og bede hende tilgive mig. Nej. Hun havde klart givet udtryk for at det var slut. Jeg smed mobilen på natbordet og gik ud for at tage mit tøj af. Jeg var udmattet, og det eneste jeg ønskede lige var at komme i seng!

____________________________________________________________________________________

Som nogle af jer måske har lagt mærke til, har jeg ændret historien en del. Jeg følte bare ikke for noget af det der skete før, men jeg håber at I synes om det nye!

- Camilla

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...