Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1694Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Gråden i det fjerne gav mig en kvalmende fornemmelse, og jeg forsøgte at løbe væk. Jeg kunne ikke. Mine fødder var limet fast til jorden, og jeg kunne ikke rokke mig en centimeter. ”Hjælp!” Jeg prøvede at råbe, men det eneste der kom ud af min mund var en ubehagelig hvisken. Lydene af råb fik mit hjerte til at springe et slag over, og pludselig kunne jeg bevæge mig igen. Jeg prøvede at finde ud af hvor lyden fra, men kunne ikke længere høre den.

 

Og så tog drømmen fart.

 

Jeg stod pludseligt ude foran en kæmpestor eng. Men jeg var ikke alene. Melisa var der også.  Jeg gik hen i mod hende, men i det øjeblik jeg rørte hendes arm, forsvandt hun ligeså hurtigt som hun var kommet. Hendes silhuet var omridset af en masse støv, og blev hængende i luften.

Pludseligt forvandlede den sig til et menneskes skikkelse, og jeg genkendte ham med det samme.

”Far!”

Han nikkede blidt, og aede min kind. Jeg hørte mit navn blive kaldt langt væk fra, og kiggede forvirret rundt. Far kyssede mig på panden, og hviskede i mit øre: ” Livet er som en bog, hver dag er en ny side.” Igen blev mit navn råbt.

”Destiny. Destiny. Destiny.”

 

”Destiny! Destiny!”

Jeg satte mig med et sæt op i sengen. Sveden haglede ned af min pande, og jeg rystede. Livet er som en bog, hver dag er en ny side. Jeg var sikker på at han snakkede om efterskolen. Han ønskede den for mig! Mormor stod i døråbningen med et bekymret smil på læben.

”Dessy er du okay?”

Jeg nikkede, og prøvede at få styr på mit hamrende hjerte.

Far havde besøgt mig. Jeg havde ikke drømt om ham, han havde besøgt mig, det var jeg helt sikker på. Jeg så hen på mormor, og sendte hende et smil.

”Der er morgenmad.”

 

Mor lå på sofaen, præcis som vi efterlod hende i går, og det så ud som om hun sov. Mormor lagde forsigtigt en pandekage på min tallerken og gav mig en kop kakao. Far havde altid stået for morgenmaden fredag morgen da han levede. Hvorfor det ikke var en weekenddag, fandt jeg aldrig ud af. Han var vel bare så glad for fredage, at han mente de skulle fejres ordenligt! Han stod op klokken seks for at være sikker på at vi ikke var vågne og listede så rundt og kokkerede i et par timer, inden mor og jeg stod op. Jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at græde, imens jeg nippede til kakaoen. Det var min sidste dag i folkeskolen i dag. Allerede på mandag startede jeg på efterskolen. Fars besøg gjorde, at jeg nu havde vænnet mig en smule til tanken om at komme væk. Dog gjorde det stadig ondt at vide, at jeg skulle forlade alt det jeg kendte til. Mormor satte sig med sin avis og tændte for radioen. Mor brummede irriteret inde fra stuen at vi skulle slukke den igen og holde vores kæft, men mormor rystede bare på hovedet.

”Har hun spist flere piller?” spurgte jeg stille.

Mormor nikkede.

”Jeg prøvede at stoppe hende, men hun væltede mig nærmest omkuld for at kunne komme hen til pillerne. Hun mente absolut ikke at hun kunne sove uden dem..”

Jeg kiggede ned på min pandekage. Den så lidt halvvissen ud som den lå der på den hvide tallerken. Eller måske var det bare mig der var vissen.

”Jeg er ikke sulten” sagde jeg så og rejste mig fra bordet.

”Men du har jo næsten ikke spist noget” prøvede mormor og kiggede bebrejdende på mig. Jeg undgik hendes blik og løb ind på badeværelset.

 

Jeg stod i bruseren og lod det varme vand blande sig med mine tårer. Hvordan kunne verdenen være så unfair?

Hvordan kunne mor få sig selv til hver nat at æde så mange piller, drikke så meget alkohol, når hun vidste hvor meget det ødelagde?

Jeg lukkede for vandet og trak i mit tøj. Jeg blev nød til at komme igennem skoledagen - Det var trods alt den sidste!

 

”Kan du så have en rigtig dejlig sidste dag lille skat!” sagde mormor og gav mig min skoletaske. Jeg lod hende trække mig ind til hende og nikkede stille. Jeg åbnede døren og trådte ud i den bidende efterårskulde. Det regnede, så jeg svang min hue op for at beskytte mit hår og ansigt. Føj hvor var det koldt! Klokken var kun lige godt 7:30, så det eneste der hørtes, var lyden af mine tunge skridt der slæbte sig hen i mod det helvede, nogen valgte at kalde en skole. Det var ulideligt at gå alene, men jeg vidste at Melissa ikke havde planer om at følges med mig.

Desværre forståeligt.

Jeg bildte mig selv ind at jeg også var skide ligeglad med hende, men inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke var. Det var som om at mine skridt blev højere og højere, og tungere og tungere i takt med at jeg gik. Til sidst placerede jeg mine høretelefoner i mine ører, og skruede op for musikken. Der var ikke nogen på stien, så jeg sang stille med:

 

We'll do it all.

Everything.

On our own

We don't need
anything
or anyone”


Teksten gav genlyd i mine ører, og jeg mærkede mine hænder ryste. Jeg havde ikke brug for dem. De kunne passe sig selv. Jeg kunne passe mig selv.

”Jeg har ikke brug for jer!” sagde jeg, og mærkede den voldsomme trang til at skrige.

”JEG HAR IKKE BRUG FOR JER!”

 

”9.klasse gider i ikke lige holde mund i bare 2 minutter!” brølede Hansen og tog sig til panden. Det frydede mig en smule, at det var sidste gang jeg skulle se hans irriterende ansigt. Aldrig mere ville han kunne bestemme over mig, og aldrig mere ville han kunne bede mig holde kæft. Jeg lod et smil glide hen over mundvigen ved tanken.

”Som I nok ved, er det i dag Destinys sidste dag i denne her klasse. Hun skal videre på efterskole fra på mandag af, så derfor tænkte jeg at vi kunne bruge de her sidste 10 minutter af timen på lidt stikbold hvis I..”

Mere nåede han ikke at sige før klassen brød ud i jubel. Det var sjældent at Hansen gav os lov til noget som helst i den stil.

”Det tager jeg som ja. Vi går stille og roligt derned!”

Som om man kan få en hel flok niende klasser, der lige har fået lov til at slippe for 10 minutters undervisning, til at gå stille ned til salen. Drengene skreg og lo hele vejen derned, og pigerne løb efter, i mens de fnes og sendte hinanden deres ”hvor-er-de-dog-barnlige” blikke.

 

”Ramt. Du er ude!” råbte Matt og triumferede sin sejr over at have skudt klassen mest erfarne håndboldspiller, Jason, ud. Jason trak sig arrigt tilbage, og satte sig på madrassen sammen med de andre der var ude. Det var kun mig og et par af de andre piger der var tilbage. Matt ramte dem en efter en og sigtede til sidst hen imod mig.

”Vi ses på den anden side!”

Han lo, og tyrede bolden så hårdt ind på min næse, at den begyndte at bløde.

De andre brød ud i latter, selv Melissa. Jeg skyndte mig at tage mine hænder op foran for at prøve at stoppe blødningen. Hansen ville tydeligvis ikke reagere på det, så jeg blev nød til selv at gøre noget. Lige som de andre troede jeg skulle til at forlade salen, tog jeg tilløb og farerede hen i mod Matt. Jeg skulle aldrig se den nar igen, men han skulle have lov til at føle mig i rigtig lang tid. Jeg ville tørre det forbandede selvsikre smil af hans ansigt, og jeg var ikke bange for at gøre det. Jeg knyttede min næve, og lod al min vrede samle sig i det slag. Jeg sigtede, men nåede ikke at slå før jeg blev revet væk af et par af de andre drenge og Melissa.

”Nu stopper du!” råbte Louis og fik mig under kontrol.

Jason og Matt begyndte begge to at råbe at jeg var en psykopat, og at jeg kunne skride tilbage til min ludermor hvor jeg hørte til. De stirrede alle sammen på mig, og jeg blinkede febrilsk med øjnene for ikke at begynde at græde.

De skulle ikke have æren af at se hvor meget de havde knækket mig igennem det sidste år.

De skulle ikke have lov til at få æren af at tro at de havde vundet det her.

Det eneste jeg kunne gøre var at råbe af dem.

”Nu holder i jeres kæft alle sammen! Jeg hader jer! Jeg hader jer alle sammen, og jeg kunne ikke være med lykkelig ved tanken om at jeg aldrig mere skal se på nogen af jeres ynkelig og utrolig grimme ansigter!”

Og med de ord vendte jeg rundt på hælene og løb ud af salen. Jeg hørte trin bag mig, men jeg var ligeglad. Jeg løb bare. Ind i klassen og hentede min taske, og så ud af den forbandede skole. Jeg ville aldrig nogensinde sætte mine ben her igen. Aldrig! Mit navn blev råbt bag mig, men jeg fortsatte indtil jeg nåede over på den anden side af vejen. Først der vendte jeg mig. Det var Melissa. Hun pustede og stirrede på mig.

”Du kan ikke være bekendt at være sådan der.”

”Du skal fandme ikke komme her og fortælle mig hvordan jeg skal være, og hvordan jeg ikke skal være. Ikke efter alt det du har gjort i mod mig!”

Melissas øjne lynede. Hun sank en klump, og begyndte så ellers at råbe af mig.

”Mig! Har jeg gjort noget i mod dig! Jeg har ikke gjort andet end at være her for dig. Måske har jeg ikke altid sagt det du ville have mig til at sige, men jeg kun gjort alt det her for at hjælpe dig! Du har svinet mig til, men alligevel har jeg været her!”

Jeg så ned i jorden.

”Ved du hvad Destiny. Hav et godt liv på efterskolen. Jeg er færdig med dig!”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...