Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1837Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Det var først da jeg stod uden for mit klasseværelse, at det gik op for mig hvor meget jeg bare havde lyst til at stikke af. Gemme mig ned i en lille kuffert, og så flyve af sted til Frankrig. Jeg tog stille fat i håndtaget og åbnede døren. Jeg kunne med det samme mærke alle blikkene på mig. Det var en af de der dage.. En af de dage hvor man egentligt bare skulle være blevet hjemme. Jeg gik med tunge skridt hen imod min plads og satte mig uden at sige et ord. Mit øje var blåt efter slåskampen med Matt. Han så dog ikke ud til at have nogle mén efter det. Det skulle da lige være de 4 røde streger han havde på sin hals efter mine negle, men han beskrev det til sine venner som ”endnu en vild nat.” Han var til at få kvalme over! Melissa sad sammen en af de andre piger og snakkede. Det gav mig et stik i maven at se hende med de andre, men jeg vidste udmærket godt at det var min egen skyld. Jeg ville gerne sige undskyld, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

 

”Godmorgen 9. klasse!”

Hansen stemme fik min hals til at snøre sig sammen. Han placerede sin latterligt store taske på bordet og så på os.

”Jeg har taget en kortfilm med som vi skal se, og så bagefter analysere ud fra jeres analyseskema I fik i sidste uge. Det er en forholdsvis lang film, men jeg synes personligt selv, at den er utrolig lærerig. Den hænger også godt sammen med vores tidligere emne, omkring muslimer og deres holdninger i forhold til danskerne.”

Stille og rolig fik han sin computer stillet på plads, imens han famlede med at få den connected sammen med projektoren. Imens fortsatte han sin snak:

”Kortfilmen hedder ”Grisen” og den er instrueret af Dorthe Warnø Høgh. Den har været Oscar nomineret, og den giver en tydelig henvisning til Muhammedkrisen, som I har om i historie.”

”Handler den virkelig bare om en skide gris?” lød det fra Matt.

Hansen rystede på hovedet.

”Den er faktisk rigtig god, og den giver et godt indblik i de forskellige kulture, og deres måde at se tingene på. Det får en til at føle..”

”Skal vi gå i gang eller hvad!?” sagde Jason og sukkede.

”Okay, okay.”

Hansen fik lyden slået til, og filmen blev sat i gang.

 

”Hvad synes I så?” Hansen så på os med et blik jeg aldrig før havde set. Han så stolt ud, men samtidigt også afvisende. Ærefuld, men forsigtig. Jeg tog mod til mig og rakte hånden op. Hansen nikkede til mig. Egentligt ville jeg spørge ham om hvorfor han følte sig så knyttet med den film, eller hvorfor hans blik var så anderledes når han snakkede om den. Jeg kunne bare ikke. Prøv lige og tænk på, hvad de andre ville tro om mig? Jeg panikkede, men jeg fik dog fremstemmet:

”Er filmen din kæreste, eller har du bare et mega crush på den, siden du ser så forelsket på den?”

Der hørtes småfnisen fra de andre borde, og Hansen stirrede bare frustreret på mig. Han rystede det af sig og gentog sit spørgsmål:

”Hvad synes I? Hassan? Du er muslim, kunne du sætte dig ind i Aslams families holdning, omkring det maleri af grisen?”

Hassen trak bare på skulderene.

”Okay.. Hvad med dig Melissa? Hvad tænker du om den måde Asbjørns datter, Mona, forsvarer sin far?”

Melissa skimtede de notater, hun havde taget i løbet af filmen igennem og begyndte på en strøm af ord, hun nærmest brækkede op i en lang køre. Hansen så imponeret på hende, imens hun forklarede grundene til de forskelliges holdninger, alt omkring musikken i filmens betydning, symbolerne, og alt det andet hun fik hikket op. Blærerøv!

”Super fint Melissa!”   

 

Derhjemme stod mormor i køkkenet og bagte. I det sekund jeg trådte ind, blev jeg ramt af en sødelig duft af kage. Mormor havde lavet cup-cakes. Jeg smed min jakke på gulvet og gik hende i møde.

”Du kommer lige i tide til at være me til at pynte dem!”

Mormor smilede til mig.

”Jeg tænkte at du kunne tage dem med i morgen, nu det er din sidste dag!”

Jeg smilede til hende, da jeg rakte ud efter glassuren. Så længe jeg var sammen med mormor, følte jeg mig lykkelig. Følelsen af at jeg hørte til et sted, boblede inde i mig.

”Jeg tror jeg vil skrive ”Farvel” på dem alle sammen. Det kan nemlig forstås på flere måder. ”Farvel” som i ”Vi ses” eller ”Farvel” som i ”Fuck jer fjolser!” Så kan de selv vælge hvilken en af måderne de gerne vil se det på!”

Mormor lo og gav mig en ny farve glassur.

”Lav dem i flere forskellige farver, og lav også en masse mønstre rundt omkring bogstaverne. Det ville give dem liv, og også en smule glæde til dem der kan se det.”

Jeg ville lave de sidste grønne, men idet jeg rakte ud efter skålen, kom jeg ved et uheld til at pære en af de andre ned på gulvet. Jeg så forskrækket på det ødelagte porcelæn, og lod derefter mit blik glide hen imod døren, der adskilte køkkenet og stuen.. Som jeg havde frygtet, stod mor i døråbningen.

”Jeg prøver at sove!” brølede hun.

Mormor lagde forskrækket sine hænder omkring mig og så på mor.

”Tag det roligt, der skete jo ikke noget!”

Mor så på mig med et blik der nærmest skød lyn.

”Hvor er jeg glad for at jeg kommer af med dig i næste uge!”

Ordene ramte mig som en kniv i hjertet. Jeg vidste godt at hun var fuld, og sikkert også havde taget en masse piller, så hun derfor ikke var sig selv. Alligevel brændte ordene inde i mig. Selv i hendes tilstand, forstod jeg ikke, hvordan hun kunne få sig selv til at sige det. Mormor begyndte at råbe op, om at hun ikke ville finde sig i at hendes barnebarn blev behandlet på den måde.

”For guds skyld Alina,”

Nu ved I så hvad min mor hedder.

”du bliver simpelthen nød til at forstå, at du ikke kan være bekendt at lade alt det her gå ud over din datter. Din eneste datter!”

Mor lignede en der skulle til at protestere, men i stedet sank hun sammen på gulvet. I løbet af meget få sekunder var det tydeligt at hun sov. Jeg greb fat i hendes højre arm, og mormor i hendes venstre. Sammen, fik vi hende ført ind i stuen, og derefter lagt i den lune sofa igen. Jeg listede min hånd ind i mormor, og vi så begge to medfølende på hinanden.

”Hvad siger du til at få lavet de sidste cup-cakes færdige?” tilbød mormor.

Jeg smilede stille til hende.

”Det vil jeg rigtig gerne.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...