Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1778Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Melissa var en smule sur på mig, det kunne jeg tydeligt fornemme. Men som den fantastiske veninde hun var, ignorerede hun det, og smilede endda til mig da vi mødte hinanden på vej til skole.

”Har du fået lavet dansk afleveringen færdig?” Melissa så på mig i takt med at jeg fik større og større øjne.

”Var det til i dag! Shit!” Jeg slog mig på panden og bandede alt det jeg havde lært.

”Slap af, den skal først afleveres i sidste time. Kom, jeg hjælper dig med det samme!” Melissa greb min arm og trak mig af sted hen i mod klassen. Hvorfor var hun så sød i mod mig? Jeg fangede hendes blik og sendte hende et smil.

 

Da vi trådte ind på skolen, stødte vi ind i Matt. Skolens mest irriterende fyr, og den person jeg hader allermest. Han skulle altid komme med en eller anden smart bemærkning for at få opmærksomhed. Jeg var vant til at han kom med bemærkninger om mit tøj, mit hår, min make-up og ikke mindst min måde at være på, men i dag gik han over grænsen. Så langt over den at det slog klik for mig. Vi var ikke andet en lige gået forbi ham da den kom:

”Hey Destiny. Jeg har hørt at din mor er en luder på lykkepiller. Det lyder spændene!” Han lo, og fik anerkendt sin joke ved et par high-fives fra de andre drenge.  Jeg stoppede op, og så på ham.

”Det er bare ærgerligt at hun også er tudegrim og lugter!”

Jeg gav et skrig fra mig, og sprang i mod ham. Melissa løb efter mig, og prøvede at få mig til at slappe af, men jeg ignorerede hende. Jeg borede mine negle ind i halsen af ham, og gav ham et spark mellem benene. Han gav et hæst hyl fra sig, og slog igen. Han ramte mig på øjet, men jeg stoppede ikke. Jeg gav ham et spark mere, og først da jeg mærkede et solidt greb i min nakke og blev tvunget væk fra ham, kunne jeg puste ud.

”Hvad i alverden er det du har gang i!”

Jeg kunne genkende Hansen stemme med det samme.

”Hun er sindssyg!” peb Matt der lå sammenkrøllet på gulvet.

”Han kaldte min mor en luder!”

”Det er fordi hun er en!”

”Gu er hun ej!” Jeg lænede mig ind over Matt og spyttede på ham.

”Fy for…!” skreg han og rejste sig op.

Hansen tog hårdere fat i mig, og fik mig hevet med ned til inspektøren.

 

Jeg sad som forstenet på en stol, og stirrede ind i inspektørens rynkede ansigt og små øjne. Han rømmede sig, og foldede sine hænder.

”Jeg hører du har været oppe at slås? Hvad skete der?” Hans stemme var underligt nok rolig og helt nede på jorden. Han kiggede på mig, og da han ikke fik noget svar spurgte han:

”Hvordan går det derhjemme?”

Jeg så undrende på ham.

”Derhjemme?”

”Ja. Hvordan har du det derhjemme?”

”Fint nok. Jeg klare mig vel.”

Inspektøren dykkede ned i sin skuffe, og smed en hvid mappe op på bordet. Den var fyldt med efterskole annoncer.

”Har du overvejet at tage på efterskole? Det kunne være en god måde at starte på en frisk. Så kan din mor også få en pause, og få noget hjælp.”

Havde han lige sagt det jeg troede han sagde?

”Jeg skal ikke på nogen som helst efterskole! Og min mor har det helt fint!” Jeg gik hen i mod døren, og så tilbage på ham igen. ”Og du skal ikke blande dig i om min mor skal have hjælp eller ej!”

 

”Destiny.”

Jeg så op. Det var Melissa. Hun smilede et lille akavet smil, og hjalp mig op fra græsset. Jeg havde ikke været til timen efter jeg havde været oppe at slås og nede ved inspektøren. Melissa var tydeligvis bekymret for mig.

”Hvad sagde han? Bliver du bortvist?”

Jeg rystede på hovedet.

”Næ. Men han ville have mig til at starte på en eller anden åndsvag efterskole.”

Melissa tog min hånd.

”Jeg er ked af det Destiny. Men det tror jeg også, ville være det bedste for dig. Man kan tydeligt mærke på dig at du ikke har haft det godt i lang tid.”

Jeg rev min hånd til mig.

”Du skal altid tage alle de andres parti! Jeg fatter ikke at du aldrig kan forstå hvordan jeg har det!”

”Det passer jo ikke Destiny.”

Hun så såret på mig, men jeg vendte bare ryggen til hende, og gik med målbevidste skridt hen i mod min cykel. Jeg kunne høre Melissa råbe efter mig, og så hende sætte i løb efter mig. Jeg spyttede hen i mod hende, og cyklede hjem.

 

Derhjemme sad mor sammen med min mormor, og så på mig. Jeg blev hurtigt forvirret.

”Hvad sker der?” spurgte jeg og lagde min taske på køkkenbordet. Mor tog en dyb indånding og rømmede sig en smule.

”Inspektøren har ringet.”

Fuck tænkte jeg og kiggede ned i jorden.

”Han sagde at I havde snakket om en efterskole? Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé for dig. Du har ikke været dig selv her på det sidste, og det har jeg vidst heller ikke.”

Jeg måbede, og begyndte at protestere:

”Du kan ikke bare tvinge mig på efterskole hvis jeg ikke har lyst til det! Jeg har det fint, og I skal alle sammen bare blande jer udenom!” Mormor brød ind:

”Lille skat. Din mor har det ikke godt, og det har du heller ikke. I har brug for hjælp, og en efterskole kan hjælpe dig på rette spor. Vi har endda fundet en. En rigtig god en!”

 

Diskussionen var lukket. Det vil sige at min mor, mormor, og inspektøren havde lukket den sammen. Jeg skulle allerede om præcis en uge starte på efterskole. Jeg fattede ikke, at de kunne sende mig væk på den måde. Og så lige midt i et skoleår! Jeg var ked af det og indebrændt, og jeg brugte hele min weekend på at sidde inde på mit værelse og være sur. Jeg vidste udmærket godt at jeg havde problemer, men jeg mente selv at jeg nok skulle kunne klare det uden hjælp fra en eller andet latterlig efterskole, hvor der alligevel vrimlede med en masse andre tomhjerner de kunne hjælpe i stedet. Mormor var blevet hos os, og hjalp mor med det huslige når hun ikke selv kunne magte det.

Det bankede på min dør.

”Lille skat.”

Døren blev forsigtigt åbnet, og mormor trådte ind.

”Hvad vil du?” Det var ikke min mening at lyde irriteret, men jeg kunne ikke gøre for det.

”Jeg har taget lidt kage med til dig. Er du sulten?”

Jeg nikkede og tog i mod tallerkenen med et tvunget smil på læben.

”Tak mormor.”

Hun kyssede mig på panden.

”Min lille engel”

 

Nogle spillede fodbold for at tømme hovedet og andre løb en lang tur med trist musik i ørene. Jeg tømte mit hoved ved at skrive mine tanker ned. Jeg hev min notesbog frem, og gav mig til at tænke. Der var kun ét ord der blev ved med at dukke op i mit hoved: Hjælp. Jeg pressede blyanten så hårdt ned i bogen som jeg kunne, imens vreden voksede inde i mig. Hjælp. Hjælp. Hjælp.

 

Jeg mærkede tårerne trille ned af kinderne på mig, og mærkede mit hjerte i mit bryst der pumpede derudaf. Jeg gav slip på notesbogen, og gemte mit hoved i hænderne. Hvorfor var jeg ikke som de andre? Hvorfor kunne de ikke lide mig som jeg var? Det gjorde ondt i mit bryst, og jeg fik pludselig en trang til at ligge ned. Det hele sortnede for mine øjne. Mit hoved var ved at eksplodere. Det var for meget. Jeg ville væk. 

__________________________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...