Milano

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
Destinys far er død, og hun og hendes mor har det begge rigtig svært. Destiny reagere ved at bygge en mur op omkring sig, og hendes mor ved at begynde at tage piller. Destinys veninde vil rigtig gerne hjælpe hende, men Destiny mener bestemt ikke at hun har brug for nogens hjælp. Hun vil klare alt selv!
Da det bliver for meget for Destiny, bestemmes der at hun skal starte på efterskole.
Men kan Destiny få det til at fungere når der samtidigt sker så meget andet derhjemme og i hendes hoved.
Vil hun nogensinde lære at give slip?

38Likes
71Kommentarer
1896Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

”Destiny!”

Jeg kunne høre på hendes stemme at hun var rasende. Jeg tog min hårbørste og kylede den mod min dør.

”Destiny!” blev der igen råbt, og min mor kom farende ind på mit værelse.

”Hvad bilder du dig egentligt ind! Vi havde en klar aftale om at du var hjemme fra Melissa klokken 23, og så dukker du op her til morgen!” Jeg himlede med øjnene.

”Slap af! Jeg overnattede der bare! Jeg er 15 år mor!”

Hun gav mig sit ondeste blik og smækkede døren bag sig. Hvorfor var hun sådan?

”For resten,” sagde hun og åbnede min dør igen. ”den fest du så gerne vil til på lørdag, den Emmy holder, kommer du ikke med til!” Og med de ord vendte hun rundt på hælene og marcherede ud igen.

”Jeg hader dig!” skreg jeg og kastede i arrigskab min pude mod hende. ”Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg HADER dig!”

Egentligt havde jeg slet ikke lyst til at komme med til den fest, for jeg var hverken interesseret i alkohol eller fester. Den eneste grund til at jeg blev nød til at komme var for at passe ind.

 

”Hun behandler mig som en lille pige!” sagde jeg frustreret i telefonen da jeg snakkede med min Melissa.

Hun passer jo bare på dig Dess” svarede Melissa stille.

Picture Perfect pigen. Det var hvad hun var. Så altid det bedste i andre, og det pissede mig af!

”Du forstår heller ikke en skid” vrissede jeg af hende og lagde mig på sengen. Der blev stille i røret.

”Undskyld Melissa jeg..”

Det er okay.. Vi ses i morgen Dess..”

Havde jeg lige snerret af min bedsteveninde? Jeg sukkede og kiggede hen mod mit natbord. Der stod et billede af mig og min far. Han døde af kræft for et år siden. Jeg tog billedet i hånden.

”Jeg savner dig far” hviskede jeg blidt. Alting havde forandret sig siden hans død. Mor var begyndt at tage piller mod stress og depression, og hun havde også tabt sig. Meget! Det bankede på min dør.

”Farvel mor!” råbte jeg irriteret.

Døren blev langsomt åbnet, og mor stak hovedet ind.

”Der er mad.”

 

Ingen af os sagde noget under maden. Det eneste der brød stilheden var lyden af blæsten udenfor. Vi ikke så meget som kiggede på hinanden. Det var først da vi var færdige mor begyndte at sige noget. ”Gider du hjælpe med at vaske op?”

Jeg fnøs.

Mor tog en dyb indånding.

”Destiny, gider du hjælpe mig med at vaske op?”

Denne gang sagde hun det med en lidt mere spids klang i stemmen. Jeg sukkede irriteret og tog min tallerken af bordet. I det jeg tog et skridt, gled jeg på det glatte gulv, så tallerknen fløj ud af mine hænder og splintrede i tusind små stykker da den ramte jorden.

”Hvad skulle det nu til for!?” skreg mor og slog irriteret ud efter mig. ”Jeg gled! Det var ikke med vilje!” svarede jeg overrasket.

”Det kan du sagtens sige nu! Ud! Ud af mit køkken! Du duer da heller ikke til noget andet end at skabe problemer overalt!”

”Hvis du ikke kan lide mig hvorfor bortadopterer du mig så ikke bare” råbte jeg og væltede alt jeg kom i nærheden af.

”Styr dig!” bed mor irriteret efter mig, og begyndte at samle de små rester af tallerknen op fra gulvet. Jeg løb ind på mit værelse og hamrede døren i så hårdt at et par billeder røg ned fra væggen. Jeg lænede mig op ad døren og gav tårende frit løb. Jeg græd så meget at jeg ind i mellem havde svært ved at trække vejret. Et af billederne der var røget ned, var et af mor, far og mig. Vi sad på en bænk med hver vores is i hånden. I modsætningen til det sidste år, så jeg glad ud.

Men det var jeg ikke mere.

Langt fra.

Jeg var ulykkelig, men det var der ingen der så.

 

”Er der nogen der vil vise resten af klassen hvordan den første ligning skal løses?” Vores matematik lærer, Hansen, stod med sin krummede grå fingre og pegede rundt på alle i klassen.

”Ingen? Så må jeg jo selv vælge.. Lad mig se.. Destiny!”

Selvfølgelig! Jeg sukkede dybt og rejste mig fra min plads. Langsomt slæbte jeg mig op ad gulvet og greb kridtet fra katederet.

”Hvad vil du gøre for at løse den?” spurgte Hansen og satte sig på sin stol. Jeg kiggede på tavlen. Tallene begyndte at danse rundt over det hele. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at tyde skriften.

”Vi venter!” sukkede Matt irriteret og smed en sølvpapirskugle i nakken af mig. Hansen valgte åbenbart at ignorere det.

”Øh.. 6.. nej øh 8.. 9.. nej… ” fik jeg stille fremstammet.

 ”Okay, vi prøver en der faktisk kan læse” sukkede Hansen og pegede på Melissa der begyndte at gå op i mod tavlen.

”Kom herop og vis os hvordan det skal gøres.” Jeg var rasende! Bare fordi jeg var en smule talblind, havde han ikke ret til at omtale mig som en komplet idiot. Jeg skulede over mod Melissa. Jalousi. Det var det eneste der gik igennem mig. Hun var altid så perfekt, og lærerne elskede hende. Jeg knugede kridtet i min hånd, og kylede det så i retningen af hende. Den ramte plet.. Lige midt på kinden.

”Av!” skreg hun. ”Dess!”

 ”Melissa undskyld..” fremstammede jeg, men Hansen afbrød:

”Ud Destiny. Nu!”

”Men jeg..”

”UD!”

Jeg greb min taske og sparkede døren op.

Jeg ville væk.

Væk fra alle.

Imens jeg løb kunne jeg høre Hansen råbe efter mig at jeg skulle blive på skolen, men jeg var ligeglad. Jeg vendte mig om skreg alt hvad jeg kunne at han kunne skride af helvede til.

”Det her kan du roligt regne med at inspektøren får at vide!” var det sidste jeg hørte ham sige inden jeg sprang ud af vinduet for at komme ud derfra hurtigst muligt.

 

Mor lå og sov på sofaen med en våd klud på hovedet og et glas vand, sin mobil og en masse piller på bordet.

”Mor jeg er hjemme” sagde jeg og smed min taske på bordet. Hun satte sig op med et sæt.

”Gider du ikke godt være lidt stille!” Hun vrissede og lagde sig igen. ”Jeg har migræne, og du har glemt at handle ind!” Hun pegede på en lille bøtte der stod for enden af bordet.

”Jeg tror der ligger omkring 50 kr. i.. Og gider du ikke tage om til en veninde eller noget i dag? Jeg er syg, og du er det sidste jeg magter lige nu” mumlede hun.

__________________________________________________________________________

Det var så første kapitel af Milano. Jeg vil undervejs hele tiden rette i det hvis der er noget der kunne gøres bedre, så hvis I har noget at komme efter, skal I bare fortælle mig det :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...