Tavse skrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Det siges, at hvis man lytter godt efter, vil man på Halloween nat kunne høre ekkoet af de fortvivledes råb på hjælp runge mellem stammerne.

0Likes
0Kommentarer
339Visninger
AA

1. Scream

Jeg gned mine hænder mod hinanden og stak dem dybere ned i lommerne på min vinterjakke. Efterhånden som mørket faldt på og jeg mærkede temperaturen falde, dannedes små hvide skyer når jeg åndede ud. Jeg frøs og fik oftere kuldegysninger, der gennemrystede min krop. Jeg skuttede mig og trak skuldrene længere op til ørerne, så kraven på min jakke næsten dækkede min næsetip. Vinden tog mere til og fik susene i træernes kroner til at lyde som skingre hyl.  Mine øjne havde svært ved at finde vej i mørket, og jeg holdt øje med, hvor mine fødder trådte i den våde jord. Den kølige og friske duft af regn sad stadig i luften og blandede sig med den lidt tunge lugt af efterårsblade og muld.

  Da jeg havde gået et stykke tid, stoppede jeg op. Efter at have set mig omkring, blev jeg pludselig nervøs. Træernes skygger trængte mig op i en krog hvor end jeg kiggede hen og det var som at kigge efter hjørner i en cirkel. Alle stammer og stier lignede hinanden på en prik. Panikken begyndte at gribe mig og jeg satte febrilsk i løb. Den frosne luft begyndte at stikke i mit bryst da min vejrtrækning blev hurtigere. Mit hoved fyldtes med skrækscenarier og overskrifter om bortkomne personer. Præcis hvad min veninde havde varslet mig om. Men hvem ville ikke vise sit mod ved at bevæge sig ud i skoven en mørk halloween nat? Myterne om unge pigers skrig, der var blevet et med den hyldende vind. Mit sind spillede mig et puds. Jeg snurrede rundt mod lyden jeg formod var fodtrin. Rislen af blade afslørede som regel tilstedeværende personer. Mit hjerte hamrede i brystet på mig og pulsen bankede i mine ører. Det isnede langs min rygrad, og inden jeg nåede at reagere på den panikslagende følelse, følte jeg en hånd blive lagt over mit ansigt, og hvordan min mund formede sig i et halvkvalt skrig, da jeg blev trukket baglæns ind i mørket.

Jeg følte en trykken i brystet. Jeg var omsluttet af et mørke, der føltes hedt og kvælende. En skarp smerte i baghovedet kunne forklare hvorfor. Jeg huskede ingenting udover slaget, der havde sendt hende ind i bevidstløshed. Eftersom jeg langsomt kom til bevidsthed blev jeg mere opmærksom på tingene omkring mig. Jeg huskede gåturen. Den isnende kulde. Fodtrinene. Den kvælende følelse af panik da hænderne greb mig. Sveden sprang frem på min pande. Hænderne. Mit bryst krympede sig sammen og mit udbrud kom som en kvækkende lyd, da virkeligheden gik op for mig. Mareridtet var ikke ovre. Mit hjerte ræsede derudaf som et trykluftsbor og rungede i mit hoved. Jeg ville instinktivt sætte mig op for at få overblik, men hamrede hovedet mod noget solidt, der sendte mig tilbage i liggende tilstand. Jeg førte mine hænder op foran mig og stødte på en hård flade. Jeg sparkede ud, kun for at finde to sider der begrænsede mine bevægelser. Trævægge. Nu kæmpede min krop, jeg sparkede og skubbede til mine muskler skreg og mine hænder og knæ var forrevne. Der var ingenting. Ingenting! Uanset hvor jeg rørte, var ren overflade. Mit hoved formede det scenarie, jeg prøvede at undgå. Ingen flugtmulighede. En hemmelighed begravet under jordens overflade...

Jeg skreg. Det skar i mine ører, men jeg fyldte mine lunger med hed luft og skreg af al kraft. Der var nogen, der blev nødt til at høre mig, hjælpe mig. Selv om jeg næsten var overbevist om at lagene af jord ville kvæle lyden. Jeg kunne ikke… jeg ville ikke… Tårerne fyldte de i forvejen blinde øjne, og jeg blev næsten kvalt i min egen gråd og de fortvivlede skrig. Jeg kunne ikke stoppe. Frygten greb mig, tog overhånd og besatte mig.  Der var ingen vej ud. Væggene synes at bevæge sig tættere på og varslede om at knuse mig hvert øjeblik. Der var ingen tvivl om sandheden der gik op for mig – dette var alt jeg nogensinde havde frygtet. Dette var den død jeg ikke ville se i øjnene. Mine skrig forsatte, truede med at rive mit bryst fra hinanden og jeg borede mine negle ind i trævæggen oven over mig, ligeglad med den brændende smerte da fingerneglene blev flået af én efter en, et desperat forsøg på at kæmpe sin vej ud.

Min mave gjorde trak sig sammen, og jeg gjorde opkastebevægelser, mens min krop dirrede og satte i feberkramper. Jeg hostede voldsomt. Da jeg fik vejret rev skrigende igen i min hals og fortsatte, mens gråden gjorde mit hoved uklart – de stilnede først hen da manglen på luft var ved at kvæle mig, og de kom ud som en ru og svag lyd. Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs og sårbar. Panikken og frygten var ved at være for meget for min krop. Jeg gispede efter vejret, vidste at der ville komme et tidspunkt hvor luften i kassen var brugt op. Inden jeg velvilligt lod mig synke ned i mørket og væk fra den grusomme virkelighed, så jeg et par øjne, der lyste lige over mine. De brændte og sydede med en had, jeg aldrig havde forstillet mig, et menneske ville være i stand til at føle. De glødede nærmest rødt af indædte følelser. Men måske var det netop dét. Måske var dette ikke et menneskes øjne eller et menneskes had. Og da de frygtindgydende skrig igen tog fat, vidste jeg, at de ville dø hen som svage ekko i skoven og senere genlyde i fortællinger om piger, hvis skæbne rungede af deres sidste tavse skrig.     

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...