Samtaler I Mørket - Essay

Jeg skulle skrive et essay om samtaler i mørket i dansk. Kommenter hvis i synes jeg kunne have gjort det bedre.

0Likes
0Kommentarer
855Visninger
AA

1. Samtaler I Mørket

Mørket er livets begyndelsespunkt, som de skriver i opgaven. Men hvorfor er man bange for mørket? Mange er bange fordi de ikke ved hvad der foregår rundt om dem, eller fordi de ikke kan se, andre er bange for det ukendte. Men hvorfor? Er det stilheden der ligger bag mørket? Eller er det angsten på hvad der kan ske? Der er altid nogle der vil være bange for mørket, og på et tidspunkt vil vi alle gerne tilbage til lyset, fordi det giver os mere tryghed. Jeg kender mange som er bange for mørke, inklusiv mig selv. Og jeg tror ikke man kan forklare hvorfor man er bange. For mig er det angsten og den utryghed der ligger omkring en når man er der. Man forbinder helvede med mørke. Men hvorfor det? Det kan lige så godt være lyst. Ligesom himlen kan være mørkt. Vi opfinder ting som vi egentligt ikke ved er rigtigt eller forkert. Derfor tror jeg at der er så mange som finder mørket ubehageligt, fordi vi forbinder alt det dårligt med mørke. Samtaler i mørket behøver ikke at være samtaler, det kan være få ord, som vi bruger til at sikre os selv at vi er okay. Hvis mørke ikke fandtes ville vi ikke kunne se stjernerne, og vi ville have sværere ved at drømme. Er mørke så vigtigt? Det kommer vel an på hvad man synes, men hvis vi ikke havde mørke havde vi heller ikke lyset.

Nogle finder mørket behageligt, fordi de finder ro i sig selv. Der er mange som synes mørke er roligt, ligesom andre synes lyset er roligt. Men hvorfor er der så stor forskel? Det handler mest om personlig mening. Hvis vi tager fat i film genren gyser. Er det næsten altid mørkt når skurken eller morderen kommer frem, hvilket også gør at mange tror at fordi de går udenfor når det er mørkt, at der vil komme en bagfra og dræbe en eller noget helt andet.

Mange mennesker savner sommer, når det bliver vinter. De savner lyset når det bliver mørkt. Det kan jeg personligt godt forstå, for sommernætterne er ikke mørke, som vinternætterne er. Det tror jeg at mange bliver bange for.

Da jeg var mindre kunne jeg ikke fordrage mørke, da jeg altid forestillede mig ting. Når jeg lå i sengen om aften og lyset var slukket, forestillede jeg mig at der var skygger og lyde på mit værelse, som egentlig ikke var der. Hvorfor gør man det? Er det fordi man tror man ikke er alene, eller fordi man tror der er noget? For mig har jeg altid synes at der stod en, og kiggede på mig når jeg skulle sove. Men man ved jo ikke om det er sandt eller forkert. Der kan have været en og kiggede på mig. Men er det muligt? Ja, vis man tror på det der hedder ånder. Det gør jeg, og jeg synes mest at jeg fornemmer det når det er mørkt. Og jeg kan ikke svare på hvorfor.

Hvis det helt mørkt, kan man selvfølgelig også føle ensomhed og depression, som om intet kan blive bedre igen. Mørket vil altid være her. Det vil altid skabe uhygge. Men der vil nok også være mystik og spænding omkring det. Mørket er uendeligt. Når man træder ind i et mørkt rum, er man blind, man kan ikke se noget, man kan ikke se hvor det slutter. For det slutter aldrig. Rummet føleles større på grund af mørket. Ensomheden kan finde sted når man går alene i mørket om aften. Men det kan også bare være længslen efter en og snakke med. Men hvorfor? Hvorfor behøver man snakke med en? Hvorfor kan man ikke bare være sig selv? Personligt tror jeg det er trygheden, man føler sig tryg når man er sammen med andre. Man bliver ikke bange, for man ved at man ikke er alene. Sådan har jeg det i hvert fald. Når jeg er sammen med andre i et mørkt rum, føler jeg mig ikke bange. Sådan ved jeg mange har det. Men så snart man er i mørket alene, kan man ikke lade være med at kigge panisk rundt, fordi man tror nogle er efter en. Nogle mennesker vil ikke engang indrømme at de er bange for mørket. For så virker man svag. Hvorfor? Det kan være at folk spiller hårde, men inderst inde faktisk er bange for mørket. Men hvorfor ikke bare indrømme det? Over femogtyve procent af Danmarks befolkning er bange for mørket, men faktisk er der mange flere, de indrømmer det bare ikke. Så hvorfor ikke bare indrømme det, man er jo ikke alene?

Hvorfor skal man snakke i mørket? Kan man ikke bevare den stilhed som ligger i mørket? Eller snakker man så man ikke bliver bange? Jeg tror det sidste. At man snakker så man ikke bliver bange. Det gør jeg nemlig selv, hvis jeg går med en i mørket, sikre jeg mig hele tiden hvor den person er henne. Men en ting kan man blive enig om. Mørket er jo bare dagen der er forbi, og en ny dag starter.

Mørket er i bund og grund, både slutningen og begyndelsen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...