Umenneskelige Følelser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Ikke giv op.

5Likes
7Kommentarer
265Visninger
AA

1. Umenneskelige Følelser

 

i undergrundsbanerne i England, London sidder der en 17 årig pige på en bænk. Hun har mistet modet på livet. Alt går imod hende. Hun sidder og kigger ned da en gammel mand kommer forbi og ser hendes sorg, han sætter sig da ned og kigger spørgende på hende. ”Hvad nager dig?” spørger han, og vender hovedet væk for at kigge på de forbigående. Hun kender ikke manden, men føler at hun kan betro sig til ham.

”Alt går imod mig” starter hun ud med at sige, ”den sorg og smerte jeg bærer rundt på” hun vender ansigtet væk da tårrene vælder op i hendes øjne, hun bider sig i læben for ikke at græde ”det er ikke det værd” hun vender hovedet igen og stirre ham ind i øjnene, hendes øjne er sorte, ” Jeg plejede at tro på for evig lykke, men det er for godt til at være sandt”. Han føler et stik af medlidenhed med denne pige, hun er så ung, har hele livet foran sig, men hun har givet op. Lyset i hendes øjne er forsvundet, ”du må ikke give op, der vil være bump hele vejen, det gælder bare om at komme over dem. Finder du slet ikke glæde i nogen ting mere?” spørger han undrende, hun sukker og svarer simpelt ”Nej.”.

”Ikke engang kærlighed?” spørger han skeptisk. ”Min kæreste var mig utro” svarer hun, og smerten var tydelig i hendes stemme, ”Familie?” spørger han igen, ”Jeg blev smidt ud sidste år” siger hun og man kan tydeligt høre savnet og hjemveen i hendes stemme.

Han skulle til at spørge igen, da hun afbrød ham, ”jeg ville bare ønske at jeg ikke var så svag, at det ikke var mig der sad og græd, men dem der sårede mig, jeg skammer mig over at jeg faldt, og jeg ramte bunden” hendes stemme var bestemt men rystede, og hendes øjne flakkede som var det ikke meningen at hun skulle have sagt det. Den gamle mand rystede på hovedet og sagde ”At falde er ingen skam, men at blive liggende er”,

”men jeg kan ikke” sagde hun, og panik viste sig i hendes blik,

og hun kiggede på manden ”jeg kan ikke, jeg – jeg kan ikke?!” tårrene strømmede nu ned af kinderne på hende, og hendes hænder begyndte at ryste. Den gamle man lagde så sin halvrynkede hånd på hendes skulder og fangede hendes blik

”Hominem Te Memento” sagde han, og hendes øjne skiftede fra at være paniske til forvirrede da hun prøvede at oversætte de latinske ord der lige var blevet sagt, men han hjalp hende på vej ved at gentage sine vise ord på et sprog hun ville forstå ”Husk, du er kun et menneske” han sagde ordene tydeligt, så hun ville forstå, og hendes øjne skiftede fra at være forvirrede til fortvivlet, ”men hvad jeg føler er umenneskeligt” sagde hun, ”ikke umenneskeligt, det er følelser du ikke har prøvet at føle før, derfor føles de umenneskelige” lød hans stemme endnu en gang.

Og hun begyndte at forstå. Og det  var det første trin op. Men hun hang i en tynd tråd, og den kunne briste hvert sekund. Tråden forvandledes til et reb, men så pludseligt som hun fik grebet, mistede hun det igen, ”Men, hvad gør jeg nu?” spurgte hun fortvivlet, ”jeg har ingen steder at gå hen”. ”gå der hen hvor dit hjerte fører dig til, og saml dig selv op. Du er som et ødelagt puslespil, der skal samles” svarede han og blinkede utalige gange. Situationen påvirkede også ham. ”men hvad hvis nogen af brikkerne er forsvundet?” spørger hun og kigger på ham med desperat udtryk, ”hvad hvis jeg ikke kan fikses?”, ”så må brikkerne blive fundet. Dem der søger finder, søger du?” svarer han hende og kigger hende i øjnene, hendes øjne skifter farve, lyset tændes og jagten er sat i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...