Et lys i mørket

De to menneske racer har i mange år levet i had mod hinanden, men det vil hovedpersonen lave om på da hun selv bliver udstød af dem hun engang kaldte venner og familie.

0Likes
3Kommentarer
216Visninger
AA

3. Mike

Jeg løb væk fra bygens tov, hen af hovedgaden forbi skomager, skræddere, bager og da jeg nåede til slagteren drejede jeg til højre og fortsatte i højere tempo hen af den mørke gyde der førte til vores hus. Da jeg nåede hoveddøren stoppede jeg og tænkte over hvad det var der havde fået mig til at løbe så plusligt. Det kunne ikke være sandt. Jeg gik hen til vinduet og kiggede på mit spejlbillede. ”Et øje så blåt og klart som flodens stille vand.” Hørte jeg historie fortællerens stemme give genklang i mit hoved. Jeg sitrede på mit spejlbillede og tog så hånden op til kluden der sad bundet rundt om mit højre øje, skubbede den lige så stille af og blinkede et par gange. ”Et øje så sort som nattens mørke kamre.”

Noget i bagrunden af mit spejlbillede afbryd mine tanker. Det var Mike. Den dummeste dreng i verden og af en eller anden grund er han den ”seje” dreng, måske er det fordi han banker dem der ikke gør hvad han vil have ellers er det fordi folk ikke er klogere en som så. Jeg vente mig lyn hurtigt om og så frygten i Mikes blå øjne. ”Mike…” Begynde jeg, men han havde allerede vent sig og løb væk. Jeg kunne høre ham råbe noget om en spion fra de mørke. Jeg skynde mig ind i huset og ned at trappen til mit værelse, mens jeg tændte et stearinlys. Det her er ikke godt, slet ikke godt. Jeg begynde at samle tøj og mad ned i en stof taske og var i gang med at skrive en seddel da jeg hørte fodtrin på trappen, jeg krållede den sammen og stak den i lommen, grab min dolk og puttede den ned i mit bælte. Jeg nåede lige at puste lyset ud og løbe hen bag skabet, da min mor kom ind med et stearinlys i hånden. Hun var bange det kunne man se på hende jeg kunne bare ikke finde ud af hvad det var hun var bange for da jeg hørte en rusten stemme bag hende: ”Nå?! Hvor er hun så?” Der kom et lille hulk fra min mor da han ruskede i hende og jeg tog et fast grab om min dolk med min højre hånd. ”Måske,” kom det usikkert fra min mor, ”jeg kan huske hun sagde noget om en historie fortæller, på torvet tror jeg” sagde hun med endnu et hulk.

Manden trådte ind værelset kiggede en sidste gang og vente sig så om for at genne hende op at trappen, men han nåede aldrig så langt. Jeg fór frem mens jeg vente dolken så jeg slog ham i baghovedet med skæftet på dolken og han faldt så lang han var. Der kom et lille skrig fra min mor men jeg løb hen og lagde hånden over hendes mund. ”Mor det er mig.” Hviskede jeg. Hun sagde en lettet lyd og jeg tog hånden væk fra hendes mund. Jeg kiggede på manden på gulvet. ”Dronningens vagter.” Sagde min mor som svar på mit usagte spørgsmål. Jeg tog blikket væk fra manden og kiggede op på min mor. ”Ups,” Sagde jeg, ”hvor mange flere er der? Og hvorfor er de her?” Jeg havde en pæn god idé, tænkte jeg mens jeg bandt kluden om mit højre øje igen. ”Der er tre mere i stuen og jeg ved ikke hvor mange der er udenfor.” Sagde hun. ”De er her på grund af dit øje. Hvad skete der? Hvordan fandt de ud af det?”

      ”Mike.”

      ”Du bliver nød til at tage væk her fra.” Sagde hun med et trist blik. ”Du kan ikke blive på denne side.”

      ”Du mener at jeg skal…?” Jeg kunne ikke fuldføre sætningen.

”Ja, det bliver du nød til. Hvis du bliver her meget længere bliver du taget til dronningen og du ved hvad hun gør ved landsforrædere som hun kalder det.”  Hun tog sin halskede af og lagde den i min hånd. ”Pas godt på den for mig” Det var det sidste hun nåede at sige til mig, for i det samme kom en af vagterne ned af trappen. Min mor løb hen og grab mig hårdt i armen mens hun råbte til vagten: ”Hun slog en af dronningens vagter ned, den forræder! Tænk jeg lod dig ind i mit hus, du er ikke engang mit barn!” Der gik et jag af smerte igennem mig da hun sagde det, men jeg nåede ikke at ragere på det før vagten tog et fast grab rundt om livet på mig og slæbte mig baglens væk fra min mor, hvis jeg stadig kunne kalde hende det.

Jeg skreg og sprællede for at komme ud af hans grab, men det nyttede ikke. Han var for stærk. Han slæbte mig op af trapperne som om jeg ingen ting vejede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...