Et lys i mørket

De to menneske racer har i mange år levet i had mod hinanden, men det vil hovedpersonen lave om på da hun selv bliver udstød af dem hun engang kaldte venner og familie.

0Likes
3Kommentarer
250Visninger
AA

4. Forræder

Da vagten slæbte mig udenfor havde han stadig et rigtig godt tag i mig. Jeg stoppede med at sprælle og han løsnede grebet en smule – jeg så min chance. Jeg drejede mig hurtigt ud af hans greb og tog lyn hurtigt min dolk, men han havde spottet hvad jeg ville og snuppede den før jeg kunne nå at ramme ham. Nu var han vred. Han greb endnu hårdere fat i min arm og råbte til en af de andre vagter at han skulle komme med ræbet. Han fik ræbet og bandt den ene ende rundt om mine hænder, så stramt at jeg ikke kunne komme fri uden at bruge en dolk hvilket vagten lige havde taget fra mig. Den anden ende bandt han fast til hestens tøjler hvor efter han selv satte sig op på hesten, gav et tegn til de andre vagter om at de skulle følge efter ham og trak hårdt i ræbet så jeg næsten faldt forover. Han trak i mig hele vejen ud til hovedgaden hvor folk lige så stille begynde at samle sig for at glo på landsforræderen. Der var helt stille. Jeg gik og kiggede ned i jorden, var for bange for at mødes folks blik, de blikke jeg havde kendt hele livet, men aldrig set så fulde af vrede og foragt. Det føles som om der var gået flere timer da jeg så min far ude i kanten af vejen. Han kiggede ned i jorden med samme hadefulde blik, som resten af befolkningen bar. Jeg stoppede og skrig med en stemme fuld af grød: ”far! Se på mig, se på mig! Jeg er den sam…” Jeg blev afbrudt ved at rebet hev hårdt i mig og jeg faldt forover med hoved først. ”Faaaaaar, faaaar, far!” Jeg skreg, jeg efter ham, men jeg blev trukket væk. Jeg var ligeglad med at jeg var den eneste lyd der kom fra byen, det eneste jeg ville var at han skulle se på mig. Se at jeg var den samme. Jeg blev liggende, ligeglad med at alle stenende på vejen skar sig vej gennem min trøje og videre ind i min hud. Vagterne fortsatte med at trække mig gennem hovedgaden. Jeg lukkede øjne og døsede lige så stille hen.

      Regnen faldt tungt på mit ansigt. Jeg løb så hurtigt jeg kunne for at komme ud af labyrinten, men den synes ikke at have en ende. Jeg var ved at skrige af frustration. Jeg blev ved med at løbe  og løbe. Først til højre så til venstre og så til højre igen, men jeg havde ingen idé om hvor jeg var på vej hen. Den eneste tanke jeg havde var at jeg blev nød til at komme ud. Jeg var fanget. Da var der noget der greb fast i min venstre arm og hev den ind i siden af labyrinten. Det føles som om hele min arm brændte. Jeg prøvede at hive min arm ud, men den sad fast og jeg kunne intet gøre. Det føles som om jeg stod sådan der i flere timer, selvom der nok ikke var gået mere en et par sekunder. Smerten var ulidelig. Det var som en slange der kryb sig op af armen og efterlod et brandene mærke hele vejen rundt om armen. Armen brændte videre selvom hækken havde givet slip på sit greb om min arm. Jeg løb videre med øjne fyldt af tårer. Jeg kunne intet se, men af en eller anden grund fandt jeg vejen ud af labyrinten. Labyrintens udgang var en kæmpe port der var dekoreret med slyngplanter, hvis lange grene snog sig rundt om tremmerne. Jeg strakte min venstre arm ud for at skubbe til døren, men stoppede brat. Min arm så helt ugenkendelig ud. Der var kommet et brændemærke på min håndryg som formede en pil. Pilen fortsatte rundt op om armen og videre over skulderen og sluttede i nakken lige under hårgrænsen. Jeg var forvirret og skræmt på samme tid. Hvad var der sket?

      Der kom et glimt af hvidt lys og jeg blev hevet tilbage til virkeligheden. Lyset kom igen da jeg prøvede at åbne mine øjne og det skar som tusind knive. Smerten i øjne blev hurtigt erstattet af en endnu stærkere smerte fra hele kroppen. Jeg lå på gulvet i et mørkt rum, lyset der skar i øjne kom fra et hul i væggen. Jeg rejste mig op og kiggede mig omkring. Lyset var i midten af rummet hvilket gjorde at man ikke kunne se nogle af hjørnerne. Min krop gjorde meget ondt da jeg stod op, så jeg faldt omkuld med et skrig. Jeg blev liggende og kiggede ned af min arm, den var helt ugenkendelig. Jeg havde et langt mærke op af min venstre arm, som formede en pil. Vent hvad? Det var jo bare en drøm… Eller var det? Jeg kneb hårdt øjne sammen, åbnede dem og kiggede på armen igen. Det var der stadigt og det gjorde helveds ondt. Jeg blev liggende i et par minutter indtil det gik op for mig hvor jeg var. Det var et fængsel.

      Jeg må have faldet i søvn igen for jeg vågnede blev jeg slæbt hen af en gang. Jeg var stadig lidt desorienteret af at havde sovet da de slæbte mig forbi de mange ansigter i fængselscelle-vinduerne. Ansigterne var alle forskellige, men stadig det samme. Det sammen tomme blik, som en løve der var blevet tæmmet. Det blik man for når alt er tabt og der ikke er mere at kæmpe for. Dog da jeg blev slæbt forbi lyste deres ansigter op. De begynde at slå og sparke til døren. Det var en hyldest. Det kunne høres langt væk. Jeg ved ikke hvor det kom fra, men jeg fik styrken til at rejse mig så jeg gik i stedet for at blive slæbt hen af jorden. Jeg fortsatte med hoved højt. De havde givet mig styrken til at kæmpe. Gangen synes ikke at have en ende. Jeg blev hevet forbi flere døre og flere gange, og vi stoppede ikke før vi nåede enden af gange hvor der var to store dobbeltdøre. Her gav vagterne slip på mig og åbnede døren for mig. Lyset skar i mine øjne da det væltede ud. Gangen havde være mørk og det tog mig adskillige sekunder for mine øjne til at vænne sig til lyset. Jeg trådte ind i rummet og kunne høre døren blive smækket bag mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...