Dæmonen i vandet [Oneshot]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
De to bedste venner Lucas og Jonas leget tit nede ved den store søen. En dag finder Lucas på en ny leg, men den ender med at få slået Jonas ihjel. Men han kan ikke finde fred, for han vil have hævn.

7Likes
10Kommentarer
430Visninger
AA

1. Livsfarlig leg

 

 

 

 

 

"Kom nu Jonas," råbte Lucas. Han var et stykke foran mig. Vi var på vej ned til søen. Der hvor vi altid bragte vores tid, når vi var sammen. Jeg kiggede mig rundt omkring, selvom at jeg havde været her før, mange gange. Træernes blade var begyndt at falde af, og himlen var grå. Et tegn på vinter.

Jeg frøs også selvom jeg havde taget min vinterjakke på. Jeg var ikke sikker på, hvad temperaturen var på, men den var i hver tilfald lav.

Jeg pustede ud, og en hvid sky, formede sig, foran min mund.

 

***

 

Vi satte os ude på den halvrådne badebro. Træet var ved at falde fra hinanden, og det havde fået en sjov grønlig farve. Men den holdte til vores vægt.

"Okay, jeg har fundet på en ny leg," sagde Lucas, mens han klappede i hænderne og smilede legesygt. Jeg var lige så spændt som ham. Jeg elskede at lege.

"Hvad går den ud på?" Jeg rykkede tættere på ham, spændt på at høre hvad det var, for en leg han havde fundet på.

"Først binder jeg et reb om livet, på dig. Derefter binder vi det her lod, fast til din fod, med det her reb." Han holdte, i den ene hånd, et stort lod op. Der stod 10 kg. på. I den anden hånd, holdte han to brune reb op. Det ene var længere en det andet. "Så springer du i vandet, med loddet om din for. Den der hurtigst får bundet rebet op, vinder. Okay?" Han smilede, og var stolt over den leg han havde fundet på.

"Men er det ikke farligt?" Jeg var lidt nervøs, hvad nu hvis jeg ikke kunne binde rebet op, hvad så? Ville jeg så drukne?

"Hvad nu hvis jeg ikke kan binde rebet op?" Jeg så bekymret på ham, men han viftede bare med hånden: "Det er ikke noget problem. Så hiver jeg dig bare op, med det reb du har om livet." Nåh ja, selvfølgelig, så var det jo ikke et problem. Jeg smilede og nikkede til ham, som et tegn på at jeg forstod hans pointe.

Han begyndte at binde det længste rebet om mit liv. Så tog han det korteste reb. Den ene ende bandt han til loddet, strammede knuden godt til, Så bandt han den anden ende til mine fod, og strammede knuden.

"Er du klar?"

Jeg tog en dyp indånding og nikkede. Af en eller anden grund, syntes jeg ikke at den her leg var så sjov, men jeg turde ikke sige noget til ham, for hvad ville han så ikke syntes om mig. At jeg var en bangebuks, en tøsedreng, så jeg tog mig sammen; "Ja, jeg er klar."

Han gav mig et hårdt skub, og jeg faldt forover, i vandet.

Det var iskoldt og mørkt. Jeg kunne næsten ikke se noget, ikke engang bunden.

Jeg følte at jeg blev ved med at synke. Jeg kom længere og længere ned. Til sidst kunne ikke engang solens stråler, trække så langt ned. Jeg begyndte at prøve på at binde rebet, om min fod, op, men manglen på ilt, tog min opmærksomhed. Mine lunger brande og det mærkedes som om, at min brystkasse, faldt sammen. Jeg vred mig, i håb om at kunne holde vejret lidt længere. Jeg ramte noget. Bunden. I det sammen tog jeg fat i rebet om min fod igen og prøvede at binde det op. Igen uden held, så jeg prøvede bare at svømme op. Men loddet var for tungt. Jeg prøvede igen og igen. Men uden held. Jeg hev i rebet, i håb om at Lucas kunne hive mig op, men rebet var slattent. Havde han ikke fat i det?

Så skete det. Jeg åbnede automatisk min mund op, for at trække vejret. Men i stedet for at indånde luft, indåndede jeg en helt masse vand. Jeg hostede og hostede, men der blev ved med at komme vand ind. Jeg kunne mærke at mine lunger, blev fyldt op med vand. Ubehageligt.

Jeg var fortabt. Panikken havde for længst bredt sig i min krop og jeg blev pludselig klar over at jeg aldrig ville komme op herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...